17. december 2025

Koppehuset

Koppehuset på Vester Strandsbjerg 32 (senere fik den adressen Vester Strandsbjerg 30) blev opført i 1872 på foranledning af Dr. Holst. Man vurderede på det tidspunkt, at det ikke var forsvarligt at lade epidemiske patienter ligge side om side med patienter, hvis sygdomme var af helt andre karakterer. Derfor stillede Dr. Holst kommunen et forslag om opførelse af et epidemihus – deraf navnet ”Koppehuset”, som ejendommen blev kaldt i folkemunde helt frem til den blev nedrevet i 1992.

Da koppehuset blev bygget i 1872 var det den eneste ejendom vest for byen på Vester Strandsbjerg, som dengang hed Søndervigvej. Det var vejen der førte mod Vonå til broen over til Holmsland og Søndervig.

Koppehuset lå ikke solret, idet gavlene vendte mod nordvest og sydvest. Fra nordsiden var der fra starten indkørsel beregnet til sygevognene, ligesom der også hørte et ligkapel til Koppehuset.

Som epidemihus blev ejendommen kun benyttet i 16 år indtil 1889.

I 1889-90 blev Ringkøbing Centralsygehus opført som et fællesanliggende for såvel amt som kommune, og der blev bygget en ny epidemibygning til afløsning af koppehuset.

Den lå ud til Nørredige og blev senere ombygget til lægeboliger.
(Hele historien om denne ”nye” epidemibygning kan læses i arkivets årbog ”Husker du – eller er det glemt”? 2020 – som kan købes på arkivet)

Koppehuset blev derefter indrettet til beboelse og kommunens sociale udvalg fik rådighed over ejendommen. Det blev i 1950 solgt til en privat køber, Salomon Hougaard.

En særpræget ting ved denne bygning var tagbeklædningen. Det var en art røde tegnsten med påskriften Berndshoe, Deckersmünde, men også formen var noget for sig selv, og vægten var 12-1300 gram for hver tagsten. Der skulle altså en ganske god tagkonstruktion til at bære en sådan belægning.

Salomon Hougaard, der købte ejendommen i 1950 mente at det var den eneste bygning i Danmark med sten af dette mærke. Og stenene var nok ikke helt almindelige, han havde i hvert fald flere gange haft forespørgsler fra folk der havde ønsket at købe samtlige sten, men Hougaard havde ikke til sinds at sælge for enhver pris. Stenene blev da også liggende på huset indtil det blev nedrevet i 1992.

I 1980 havde den daværende ejer planer om at renovere huset og bygge det om medhenblik på udstykning til fire ejerlejligheder.

Disse planer blev dog aldrig til noget, og nogle år senere blev huset solgt til Dansk
Boligfond i Vejle, som i 1992 nedrev det og opførte 6 ældreboliger på grunden.

Ældreboligerne ejes i dag af Ringkøbing-Skjern Boligforening.

 

16. december 2025

Gasværket

Gasværket i Ringkøbing oprettedes på engene — senere benævnt Enghaven — vest for byen i 1894. Stedet var fortrinligt valgt, idet det dengang lå uden for byen, hvilket betød, at byen og dens indbyggere ikke ville blive alvorligt ramt, hvis et alvorligt ulykkestilfælde skulle indtræffe.

Hele entreprisen, der omfattede en fuldstændig levering og opstilling af en gasbeholder med ståltank samt alle jerndelene i sifonbrønden, dvs. det vandsamlende bassin, udførtes for Ringkøbing Kommunes regning.

Gasbeholderen skulle have et rumfang på 700 kubikmeter, og endvidere skulle den være indrettet og forsynet med vandlås til senere teleskopering, som der stod i papirerne fra dengang.

Gastanken skulle være til at komme til. Derfor skulle der rundt om dens øverste rand anbringes en platform, hvortil førte en vindeltrappe.

Der var detailtegninger af alle dele af anlægget, også selve udførelsen af arbejdet var detailplanlagt. Et eksempel var at der, grundet sikkerheden på arbejdspladsen, ganske særligt på samtlige nittesamlinger, at disse måtte forevises bygningsbestyrelsen til godkendelse inden de udførtes. Intet, absolut intet, blev overladt til tilfældighederne, hverken hvad brønden eller noget som helst andet angik.

Men det her var ikke nok. Når beholderen var opstillet og tæthedsprøven var afholdt, så skulle samtlige nittesømme og samlingsfuger stryges ind- og udvendigt med blymønje, hvorefter jerndele skulle males.

Der foreligger også tegninger til et logo der skulle udføres, om dette nogensinde blev til noget vides ikke med sikkerhed. Men beskrivelsen lyder at det skulle være en sort ørn med forgyldt næb og klør på grøn jord i et sølvfelt.

Selve skjoldet varr tænkt af brændt ler med dækkende farvet glasur, og indmurede med (rød) gul murstensbund i den cirkelrunde fordybning.

Og det er også beskrevet at entreprenøren tillægges det fulde ansvar for arbejdets udførelse, ligesom han også skulle sørge for, at arbejdet bestandigt udførtes som 1. klasses arbejde. Dette både hvad det tekniske angår, men også med hensyn til udseendet.

Selv om gasforbrugerne i Ringkøbing måtte betale en lidt højere pris for bygas end f.eks. forbrugerne i København, så fik man lige så meget for pengene som derovre, idet brændværdien i Ringkøbing var højere end gennemsnitstallet for danske gasværker og nogle hundrede varmeenheder højere end Københavns bygas. Dette blev konstateret ved de regelmæssige besøg af Foreningen af Danske Gasværkers laboratorievogn.

Man tog en analyse af røgen fra gasværkets ovnanlæg, derved kunne det konstateres om ovnene havde en økonomisk forbrænding, og det havde de i Ringkøbing.

Hvis ikke dette havde været i orden, havde man nemt på et værk af Ringkøbings størrelse kunne bruge 5 hl. Koks mere i døgnet, end nødvendigt til opvarmning af retorterne, og et sådant merforbrug døgn efter døgn ville i høj grad kunne mærkes på værkets økonomi.

Denne vogn kom regelmæssig forbi og målte blandt andet brændværdien, om forbrændingen skete på rette måde, foretage trykprøver, kontrollere værkernes kaloriemetre og måle gassens ammoniakindhold mm.

Ved et besøg omkring 1960erne gav servicevognens fører maskinmester K. Jørgensen gode råd til husmødrene.

Man opnår kun det fulde udbytte af sine gasapperater, hvis de holdes rene, men det nytter ikke at anvende opvaskevandet til rengøringen – det skal være rent soda-vand.

Dersom flammen ikke brænder rent – med blå kerne – er der noget galt.

Flammen må ikke gå udenfor grydens, kasserollens eller kedlens bund.

Og et råd til de glemsomme når det gælder storvasken:

Inden mønterne puttes i måleren, bør man undersøge, om alle gashaner er lukket.

Hvad der ellers kan ske, kan man tænke sig til…

I oktober 1969 vedtog man at da gasproduktionen i Ringkjøbing gennem de sidste år havde været faldende, og da det kunne forudses, at denne tendens ville fortsætte, besluttede byrådet, at gasværket skulle nedlægges pr. 1. april 1971.

 

15. december 2025

Møllen i Gammelsogn

Thorvald Lodberg: “Gammelsogns vejrmølle”
Et karakteristisk billede i Hardsyssel er forsvundet og har efterladt et tomrum. Gammelsogns mølle er nedrevet, efter i ca. 260 år at have stået som vartegnet for Ringkøbing købstad, som vi har set den i ”Danske atlas” fra 1769 knejsende på Vonås vestre bred, grupperet af en lille samling småhuse.

Møllen i Gammelsogn var ikke Holmslands ældste mølle, den lå nord for Nysogn kirke, nærmere betegnet på Møllebjerre, østlig i Rødklit, syd for vejen, der adskiller Nørre og Sønder Rødklit, som den gamle matrikel og justitsprotokollen fortæller os om. Den hørte under hovedgården Søgård, men omkring 1640-erne tog stormen den, og den rejstes aldrig mere. Længe lå træværket ved selve møllehuset, der blev skånet. Holmboerne søgte dog stadig til møllehuset og fik kornet malet på en håndkværn hos mølleren, Gravers Jepsen Bjerre.

Da mølleren døde, måtte holmboerne hjælpe sig som de bedst kunne. Nogle søgte til Voldbjerg eller Røgind møller, andre til Klapmølle eller til to små skvatmøller i Sønder Lem sogn. Men var vejret både i tre og fire uger ugunstigt, eller højvande hindrede overfarten til Ringkøbing og Voldbjerg mølle, måtte Holmboerne hjælpe sig selv med håndkværne.

Hovedgården Søgårds ejer, amtsforvalter Rasmus Andersen, lod sit korn male i Voldbjerg vandmølle, indtil han omkring 1690 af Åbergs ejer købte en lille stubmølle, der stod sydøst i Vedersø sogn. Denne havde fæstemøller, Jens Mogensen misrøgtet, og efter at have solgt dens sejl, lå den øde hen. Rasmus Andersen førte møllen med kværnstene og bjælker til Gammelsogn, hvor han opførte den tæt ved fjorden.

Møllen blev samlingssted for sognets beboere. Her spurgtes nyt, og her diskuteredes dagens og sognets begivenheder.

Efter indledningen og beskrivelse af møllens tilblivelse, fortæller han om de forskellige ejere og begivenheder, der har været på møllen helt frem til vor tid, og han slutter igen meget følelsesladet af på sidste side i det lille skrift:

Gammelsogns mølle hørte til holmboernes og ringkøbingensernes første barndomsindtryk, og den drog minderne frem for den ældre generation.

– Nu er møllen borte; den mølle, der gennem omkring 260 år stod som et karakteristisk billede i landskabet – den mølle, der gennem omkring 190 år gav udkomme til samme slægt. Udviklingen gjorde den overflødig. Landmanden maler atter kornet på hjemmekværne, der nu drives af elektricitet.

Ringkøbing og omegns turistforening og privatpersoner gjorde, hvad de kunne for at bevare den gamle mølle i landskabet – men forgæves.

Gammelsogn mølle har altid kaldt på de romantiske følelser. Utallige gange er den fotograferet, tegnet og malet.

Da jeg i år fra Ringkøbing kørte over Vonå til Holmsland, gled blikket som sædvanlig over mod Gammelsogns mølle, hvis roterende vinger altid forekom mig, som vinkede de velkommen til Holmsland. Men nu var møllen borte – brutalt revet ud af landskabet. Blikket gled videre ud over det flade land og standsede længere mod vest – ved Gammelsogns kirke.

14. december 2025

Tobakshandler Gunnar Søndergaard Pedersen

Uddrag fra interview fra Ringkjøbing Amts Dagblad 1961:

– ”Næh, særligt opfindsomme har de nu ikke været – de forskellige, skiftende finansministre, klager tobakshandler Gunnar Søndergaard Pedersen, Ringkjøbing, idet han fjerner en trind vellugtende cigar fra munden. Det er vel forståeligt, at det af og til ebber ud i statens midler, og at pengene skal komme et sted fra, men hvorfor i alverden slår man hver gang ned på en livsnødvendighed som tobak.”

Han ryster på hovedet og fortsætter: – ”Nå ja, men de stigende afgifter har vist sig ikke at kunne få bugt med folks rygevaner. De er sejlivede er de…”

Og tobakshandler Søndergaard må vel siges at have en vis baggrund for at udtale sig på. I dag har han i 25 år stået bag ved disken i sin hyggelige forretning i Bredgade og vejledt folk i så vigtige spørgsmål som valget af tobak og vin.

Efter en snak om leveringsvanskeligheder under krigen fortsætter Søndergaard:

”Det er godt vi ikke har de problemer i dag. De viste imidlertid, at tobakken er en livsfornødenhed. Da jeg købte min forretning for 25 år siden, var der varer for den imponerende sum af 400 kroner. Det er den sum jeg i dag har barberblade for. I dag koster en cigaret omkring 20 øre. Vi skal ikke længere tilbage end i 30erne, før en cigaret ikke kostede mere end 4 øre. Folks rygevaner ændrer sig ikke, bortset fra at forbruget stadig stiger.”

25 år er mange år, men ikke for mange, synes Søndergaard, og hans hemmelighed er nok den, at hans forhold til de varer, han sælger, præges af to ting – kendskab og kærlighed.

Så de har måske slet ingen jubilæumsønsker?

”Jo, og jeg er endda så ubeskeden, at jeg har to.

For det første, at finansministeren snart ville udse sig nogle andre ofre.

For det andet, at tobakshandelen måtte blive et ordentligt erhverv for alle.

Der er det med tobakshandel, at det alt for ofte drives som bierhverv. Vil man i en fremskreden alder begynde på noget nyt – nå ja, så kan man altid købe en tobaksforretning. Det trækker standarden ned. Tror man ikke, at der skal varekendskab til at vejlede folk i købet af den ædle tobaksurt. Det kan de stole på, at der skal.

Tobak og tobak er nu mange ting, og det er sjovt at handle med det…”

De senere år hjalp hustruen Inger meget i forretningen, indtil de i 1980 solgte forretningen til Hans Christensen.

Et år efter salget fortalte de blandt andet:
”Ikke et sekund har vi fortrudt, at vi solgte forretningen. Det var lige på det rette tidspunkt. Det må det have været, når vi ikke har savnet den. Men vi er jo også raske og kan gøre alt det, vi ikke havde tid til før. Nu spørger vi tit os selv, om det virkelig kan passe, at man kan have det så skønt”, siger Inger og Gunnar Søndergaard Pedersen, Fjordallé 24 i Ringkøbing.

Hans kone Inger sagde, at en af grundene til at de havde fået så god en tilværelse som aktive pensionister var at de i mange år havde arbejdet sammen i forretningen, så de kendte hinanden også fra den side.

Julen blev derfor blevet fejret med maner. Børn, svigerbørn og børnebørn havde alle været hjemme. Der var otte omkring juletræet, og dermed blev et gammelt løfte indfriet. Det var nemlig i mange år en aftale, at når forretningen blev solgt, skulle der holdes jul i Ringkøbing, og den holdt alle stejlt på, skulle overholdes, da Inger Søndergaard allerede, sommeren efter salget af forretningen, begyndte at snakke jul med familien.

13. december 2025

Ringkjøbing Amts Dagblad fra den 13. december 1945

En gammel avis fra den 13. december 1945 dukkede tilfældigvis op, og da det i år er 80 år siden 2. verdenskrig sluttede var den ekstra spændende at kigge i.

En af historierne på forsiden var at USA nu tog initiativet til en konference om fjernelse af toldskrankerne og udvidelse af verdenssamhandelen – ja, det var andre tider…

– Nå, men af de mere lokale ting i avisen kunne vi læse at Ringkjøbing Kolonialhandlerforening, Skotøjshandlerne og Ringkjøbing Tekstilhandlerforening i anledning af julen havde besluttet at holde åbent til kl. 19 i dagene 17. – til 22. december.

Her kort efter krigens afslutning var hverdagen præget af mangel på varer, dårligere kvalitet af varer og rationering på en række dagligvarer, og det kan også ses i denne avis.

Selv om krigen var sluttet 7 måneder tidligere, bar den stadig præg af mangel på varer og der var fortsat rationering på mange varer, og dette kunne ses i flere af annoncerne

Som det fremgår af nedenstående annonce fra Gaardsøe, så havde pladeindustrien også under krigen været ramt af mangel på råmateriale til nye plader. Det fremgår også af annoncen at der hidtil har været afleveringspligt på gamle plader, men at denne netop er ophørt den 10. december samme år.

Herunder ses annoncer fra Bollerups Boghandel, hvor de annoncerer med en serie nye julekort med fire forskellige motiver, blandt andet billedet af bybrønden, og de annoncerer også for den nye udgave af Ringkøbing Årbog.

Til højre ses dagbladets omtale af samme. Her har de udover en længere anmeldelse af den nye årbog en kort notits om at der er kommet et nyt julekort med motiv af ”Vandkunsten på Torvet”…

Af lokale nyheder var der omtalt den stærke storm der lige var passeret. Den havde forårsaget mange nedblæste tagsten i gaderne, og så var det store juletræ på Torvet væltet og i faldet var der knust flere elektriske pærer. Det var jo første jul efter krigens mørklægning, så man kunne igen have lys på træet.

Men den bedste nyhed i denne avis var dog nok alligevel at Handelsministeriet den 11. december bekendtgjorde, at det blev tilladt at anvende varmtvandsforsyningsanlæg i dagene lørdag den 22. og søndag den 23. december, ligesom man også måtte anvende varmt vand fra badeovne og lignende.

Så var det årlige julebad reddet!

12. december 2025

Præmiewhist i Ringkøbing

Mange foreninger mangler midler til driften, og det gjorde man også i Ringkøbing Idrætsforening (RIF). For at skaffe penge lavede man forskellige arrangementer om vinteren, og i begyndelsen af 1950erne kiggede man mod Varde, der havde stor succes med at arrangere præmiewhist. Det prøvede man så i Ringkøbing, og det blev også en succes her, endda så stor succes, at man måtte stoppe med det. men inden man stoppede havde forløbet været hektisk, ja vel nærmest kaotisk.

Billed-bladet kom også forbi i marts måned 1954, og lavede en reportage, og billederne fra præmiewhisten stammer fra denne reportage.

Billed-bladet skrev følgende om præmiewhisten i Ringkøbing:
En sot hærger landet. Den udbrød i Ringkøbing, og derfra er den ved atbrede sig. Foreløbig er befolkningen i Vestjylland hårdt angrebet. Der er ingen udsigt til helbredelse, men kun til at epidemien tager til. Sygdommen hedder præmiewhist og er i år for folk og foreninger hvad andespillet var i fjor. Det begyndte i det små med, at den lokale idrætsforening inviterede til whistaften, indskuddet var på 8 – 10 kr. Gevinsterne på et par hundrede, og foreningen fik overskuddet på 100 – 200 kr. I dag er de vestjyske aviser fulde af annoncer med indbydelse til deltagelse i kæmpe-præmiewhister. Der er flere på samme dag, enkelte afvikles på tre hoteller samtidigt, fordi der ikke er plads til de 6-700 deltagere på et hotel. Indskuddet er på 35 kr. og præmierne splinternye biler samt pengebeløb på fra 50 til 3000 kr. Fra selve Ringkøbing by deltager kun en halv snes borgere, resten af spillerne kommer i biler og busser fra det meste af Jylland, og når de vender tilbage til deres hjemegn, bringer de smitten med sig.

 

Gunnar Hindø, der var formand for RIF fra 1952 til 1955, mindes præmiewhistens storhedstid i Ringkøbing, og han beskriver det knapt så dramatisk som Billed-bladet, men alligevel som en meget hektisk tid.

Det var jo om vinteren, vi havde bedst tid, og det var den tid, vi gerne ville lave nogle penge, som vi i øvrigt også havde hårdt brug for.

– En vinter var det præmiewhist, vi satte vores lid til. Det var noget, der var begyndt nede omkring Varde-kanten. Da jeg havde en morbroder, der kendte reglerne, fik vi ham herop den første aften for at sætte os rigtig i gang, og jeg skal love for vi kom i gang.

Til at begynde med kom der ca. 100 mennesker – både mænd og kvinder. Indskuddet var 10 kr., og alle havde en fornøjelig aften. Når man hitter på noget godt, går der aldrig længe, før andre prøver det samme, og inden ret længe gik der konkurrence i, hvem der havde de største præmier.

– Det var navnlig jernbanemændene, der var vores værste konkurrenter. Derfor blev vi en aften enige om at slå os sammen. – Vi startede et godt samarbejde. Vi spillede på Håndværkerforeningen (Nu Ringkøbing Bio), der kunne rumme ca. 400 mennesker, men så sad de også meget tæt og i alle de rum, der var. Jeg husker, at vi talte kassen op nede i køkkenet. Det var det eneste rum, der var ledigt.

I baggrunden i den hvide kittel er det køkkenmedhjælper Karen Rindom og i den ternede kjole er det Odette Melms. Hendes mand Frits Melms sidder i øvrigt lige foran hende ved spillerbordet, det er herren med briller. Herren for bordenden til venstre er Peder Sørensen som var ansat på Kulkompagniet, senere blev han Kgl. måler og vejer på havnen. Overfor ham ved den modsatte bordende sidder Børge Hindø.

Odette og Frits Melms var bestyrerparret på Håndværkerforeningen. Grunden til at de lokale sad i køkkenet og spillede kort var at Billed-bladet gerne ville have dem til at spille kort på komfuret, så de kunne illustrere at hver eneste krog var optaget. Da komfuret lidt senere skulle bruges til at varme suppen på, måtte man inddrage et havebord til kortspillet i køkkenet, og det er det der ses på billedet.

Vi havde næsten præmiewhist i hver uge, og arrangementerne blev større og større. Der var ikke noget, der hed begrænsning af spillere, og da folk begyndte at komme langvejs fra, var vi sommetider på den med at få plads til alle spillere. Til sidst lejede vi både Hotel Ringkøbing og Grand Hotel.

Præmiewhisten sluttede af med det helt store, idet vi udsatte en bil som førstepræmie. Det var en Ford Popular, som dengang kostede 12.000 kr. Der var også mange andre præmier. Det lokkede folk. Der kom over 1000 og de gav hver 35 kr. Folk kom fra hele Jylland og Fyn. De kom med tog, i rutebiler og privatvogne.

Jeg husker også, at Billed-bladet var her for at bringe en billedreportage fra præmiewhisten i Ringkøbing.

Desværre kom der også uærlige spillere til. Og det hele endte i retten, inden vi kunne udlevere de rigtige præmier til de rigtige mennesker.

– Jeg husker den sidste aften. Da kørte vi dem i rutebiler til forsamlingshuset i Hee. Vi kunne ikke have flere i Ringkøbing.

Der har ikke været præmiewhist i et sådant omfang siden, og RIF’s lyst til at lave flere faldt helt væk.

Og det er helt rigtigt, der har aldrig været præmiewhist i et sådant omfang i Ringkøbing siden, men i 1980’erne var der dog en klub i Ringkøbing med omkring 100 medlemmer.

De mødtes i cafeteriet på Ringkøbing Campingplads og spillede præmiewhist.

Da præmkiewhisten var på sit højeste var det så populært, at der blev skrevet en sang om præmiewhisten i Varde. Den blev indspillet af Teddy Petersens orkester og den populære sanger Holger ”Fællessanger” Hansen. – Den kan høres hvis du klikker på linket herunder:

Præmiewhist – Teddy Petersen; Holger ‘Fællessanger’ Hansen 1948

 

11. december 2025

Hotel Ringkøbings fortovsrestaurant

På alle de gamle billeder af Hotel Ringkøbing ses en ensartet pudset facade. Bindingsværket i hotellets øverste stokværk blev først synligt efter en renovering i 1965-65.

Arbejdet med at etablere en fortovsrestaurant forløb åbenbart hurtigere end forventet, så pludselig var man klar til indvielsen. Dette beskriver Dagbladet således:

Hotelejerske fru Ragna Møller, Hotel Ringkjøbing, kunne i går formiddag pludselig og ganske uventet indvie den fortovsrestaurant, som er etableret foran hotellet ud mod Torvet, idet arbejdet med dens ombygning skete hurtigere end forudset.

Og indvielsen fik et festligt, kongeligt indslag, idet prins Christian pludselig dukkede op sammen med borgmesteren, fabrikant Niels Skytte jun.

I 1970’erne var “Prins Christian” den tidligere danske prins ”Christian af Rosenborg” der var født i 1942, som søn af Arveprins Knud. Han var en fætter til Dronning Margrethe.
I 1971 mistede han sin arveret til tronen da han giftede sig borgerligt, og blev greve af Rosenborg. Men han blev stadig kaldt Prins Christian i daglig tale og var en del af kongehuset.

Den nye fortovsrestaurant falder pænt ind i torvebilledet foran hotelbygningen, og de
gamle lindetræer samme sted gør sit til, at helheden har fået et ligesom sydlandsk tilsnit. Og turisterne var der såmænd også med det samme.

En del af byens borgere benyttede formiddagstimerne til at være med i en ganske uhøjtidelig indvielse af restauranten, og efterhånden blev der fyldt godt op.

Hvor mange turister har ikke været på besøg i Ringkøbing og ligesom savnet et lille sted, hvor de tilfældigt og formløst kunne ”drysse ind” og nyde en lille genstand, for bagefter igen at vandre videre på studietur i værtsbyen? Det er ikke få.

Arbejdet med den nødvendige omlægning af trafikken forbi hotelbygningen i forbindelse med fortovsrestaurantens etablering ud i Vestergade er allerede påbegyndt.

I løbet af i dag skal trafikken fra Torvegade til Vestergade køre syd om bybrønden – altså ind over den nordligste ende af det tidligere parkeringsareal på Torvet.

 

10. december 2025

Nygade 23

I 1861 flyttede overlærer Jørgen Jørgensen fra Haderslev til Ringkøbing, da han overtog avisen ”Ringkjøbing Avis”, som han efter et par år omdøbte til ”Ringkjøbing Amts Avis”.

I 1864 vandt redaktør Jørgen Jørgensen en stor lotterigevinst, så han kunne bygge den, efter tidens forhold i Ringkøbing, anseelige ejendom Nygade 23.

Han købte grunden og byggede huset i 1866, hvorefter avisen fik til huse her resten af sin tid i Ringkøbing.

Inden byggeriet fastlagde bygningskommissionen byggelinierne. Nygade nord for Nørregade var dengang ny og blev kaldt ”chausseen”.

Huset lignede ikke de traditionelle huse i Ringkøbing. Der var tre lejligheder med i alt 13 kakkelovne i huset. Huset havde skifertag fra starten, og der var mange små detaljer.

I april 1879 afstod Jørgen Jørgensen bladet til sin søn, og flyttede til København.
Sønnen Hans Valdemar Damkjær Jørgensen døde allerede i januar 1880 kun 26 år gammel.

På dette tidspunkt havde ølbrygger Isager ølhandel i kælderen, ellers var kælderforretninger ikke almindelige i Ringkøbing.

Efter dødsfaldet overtog den hidtidige faktor S. Hansen redaktionen indtil Rasmus Carl Lind købte ejendommen og avisen i marts 1881. I august 1881 giftede Lind sig med Valdemar Jørgensens enke.

I 1909 blev halvdelen af ejendommen med trykkeriet solgt til A/S Fremtiden, Lind ejede fortsat den anden halvdel. Samme år byggedes en tilbygning bagud for at kunne udvide trykkeriet. Man kan stadig se, hvor den var.

Året efter, i 1910, søgtes om at bygge et halvtag ud mod Nygade til drivhus og blomsterudsalg for gartner Jeppesen i Rindum.

I 1916 solgte Lind sin halvdel af avisen til A/S Ringkjøbing Amts Avis, som repræsenterede Det Radikale Venstre. Det gik dog stadig tilbage for avisen, der var for få radikale i området, så den 1. april 1927 lukkede avisen, og udgivelsen blev overladt til Skive Folkeblad. Avisen eksisterede til 1966 som en aflægger af Skive Folkeblad.

Efter avisens lukning blev ejendommen i 1929 solgt til tre mænd med tilknytning til landbruget.

Fra 1930 til 1946 havde Amtsstuen kontor i ejendommen, og det var her man indbetalte skatter og afgifter. I 1946 blev Amtsstuens kontor flyttet over gaden til Nygade 26.

I I 1944 købte familien Balleby ejendommen, og den var i familiens eje helt frem til 1990.

I den nordlige ende af bygningen har der i stueetagen været skiftende butikker: Tøjbutikken ”La Mode”, pladebutikken ”Hithouse” ved Niels Pedersen og ”Dorthea”, og i dag har Røde Kors denne butik sammen med naboejendommen Nygade 25.

Sagførerfirmaet S. Paabøl havde også advokatkontor i stueetagens anden ende. Paabøl solgte i 1981 sin sagførervirksomhed til advokat Bjarne Lund Jørgensen. I dag har Blomsterbutikken ”Bonderosen” forretning i disse lokaler.

I 1990 solgte familien Balleby ejendommen, som de havde ejet siden 1944. Den blev solgt til et ejendomsselskab i Holstebro.

I dag ejes ejendommen af Green Ejendomme.

 

9. december 2025

Ringkøbing Amts Højspændingsforsyning (RAH) og Rindum Elektricitetsværk

Jævnstrøm

Rindum-No Elektricitetsværk

Ovenstående postkort er udsendt til andelshaverne i Rindum Elektricitetsværk.
På bagsiden af postkortet står trykt:
Som Andelshaver i Rindum Elektricitetsværk indbydes De og Hustru til en Kop Kaffe i Rindum Forsamlingshus Onsdag den 9. maj kl. 5½. Fra kl. 3½ beses Værket.
De, som ønsker at være med ved Kaffebordet, bedes meddele det til et Bestyrelsesmedlem senest Mandag Middag.
Bestyrelsen

De første elværker var jævnstrømsværker, og det var privatejede eller kommunale selskaber. Det første elektricitetsværk i Danmark blev i 1891 sat i drift i Odense, det var et værk med nedgravede kabler, som kun forsynede den indre by.
I København startede man en ”Elektrisk Station” i marts 1892.

I begyndelsen af 1900-tallet blev der opført mange jævnstrømsværker, blandt andet i Ringkøbing By i 1910. Dette værk producerede jævnstrøm helt frem til begyndelsen af 1950erne.

I Rindum blev der i 1915 oprettet et andelsejet produktions- og forsyningsselskab for jævnstrøm, Rindum-No Elektricitetsværk. Drivkraften var en forbrændingsmotor, som senere blev suppleret med en vindmølle.

Værket blev anlagt på en grund der var købt af Sivert Bak, og her blev også anlagt bolig for elværksbestyreren, installatør Knud Glistrup Nielsen, som i 1919 blev ansat som elværksbestyrer på Rindum-No Elværk. Han ledede værket helt frem til 1952, da RAH overtog elforsyningen. Herefter fortsatte han med installatørforretningen, og han købte boligen af selskabet, da det ophørte i 1957.

Vekselstrøm og RAH

Vekselstrømmen vandt frem og allerede i slutningen af 1890’erne var man i stand til at fremstille glødelamper der kunne køre på 220 Volt, og i 1907 blev det første vekselstrømsværk i Danmark installeret på A/S Turborg-Klampenborg Elektriske Sporvej.

Fordelen ved vekselstrømsværker i stedet for jævnstrømsværker var at man kunne transformere spændingen på strømmen op, inden den gennem kabler og luftledninger sendtes til forskellige transformatorstationer, hvor strømmen så igen kunne nedtransformeres til 220 volt som lampespænding og 380 volt som motorspænding.

Med vekselstrømsværkerne blev det muligt at forsyne større områder. Det blev nu økonomisk muligt at forsyne villabyer, landsbyer og enligt beliggende gårde med elektrisk lys og kraft til maskinerne.

Det medførte, at store danske virksomheder gik sammen og dannede lokale aktieselskaber, som kunne stå for ledningsopbygning, vedligeholdelse og drift.

Det første RAH blev dannet i 1925 som et aktieselskab af en kreds af store leverandører til elsektoren. Det var bl.a. Nordisk Kabel & Tråd, Porcelænsfabrikken Norden, A/S Collstrop, Ingeniørfirmaet Eriksen og Sardemann og Co. i Aarhus. Der var på dette tidspunkt 73 forbrugere tilknyttet nettet.

Fra starten i 1926 producerede RAH ikke meget elektricitet selv. Man indgik derfor aftale med Holstebro Kommune, der ejede Holstebro Elektricitetsværk om levering af strøm.

RAH var altså fra starten et privat forsyningsselskab der leverede el til transformatorforeninger og forbrugere. Disse foreninger og forbrugere var køberne, og de havde interesse i driftssikkerhed og lave priser på el. For at stå stærkest muligt overfor RAH dannede de derfor i 1926 en fælles sammenslutning ”Satra” – ”Sammenslutningen af Transformatorforeninger under Ringkøbing Amts Højspændingsanlæg”.

I 1939 overtog ”Satra” højspændingsanlægget og stiftede Andelsselskabet Ringkøbing Amts Højspændingsforsyning. Samtidig ophævedes ”Satra”. Overtagelsen faldt endelig på plads i 1940.

Ved starten i 1925 i 1925 blev ingeniør Aage Dolleris ansat som driftleder i RAH. I de første år var han også måleraflæser og kasserer for RAH, og i 1939 blev han ansat som leder af andelsselskabet.

I 1950 trådte RAH ind i I/S Vestkraft, og man var herefter en selvstændig interessant på lige fod med Esbjerg Elektricitetsforsyning, Sydvestjyllands Andels Elektricitetsværk og Herning Kommunale Elektricitetsværk.

I begyndelsen havde RAH administrationskontor i ”Villa Tårnbo” på Holstebrovej i Rindum, men i 1952 købte de en villa på den anden side af vejen, Holstebrovej 17, af enkefru Alma Noes. Denne villa der lå på hjørnet af Kjærgårdsvej og Holstebrovej blev indrettet til administration mv. for RAH, og fungerede som sådan indtil de i 1989 byggede nyt på Ndr. Ringvej og samlede alle deres aktiviteter på denne adresse.

I 1957 indtrådte Rindum Elværk som andelshaver i RAH, og overgik til vekselstrøm sammen med Rækker Mølle og Tim.

Til bidrag til elforsyningen blev der i Rindum og Tim kort efter krigen bygget to vindmøller. De var i drift og producerede strøm fra krigens slutning og indtil hhv. 1954 og 1958, hvor elværkerne i de to byer blev nedlagt i forbindelse med, at man gik over til vekselstrøm. De to mølletårne kan endnu ses i landskabet begge steder.

I 1952 var Thorkild Mose blevet ansat, og i takt med at de lokale jævnstrømsværker blev nedlagt og som følge af stigningen i elforbruget øgedes arbejdsmængden hos RAH, og Thorkild Mose fik betroet større og større opgaver.

I 1965 afløste han Aage Dolleris i 1965, og blev udnævnt til driftsleder.

I 1989 indviede RAH en ny stor administrationsbygning på Ndr. Ringvej i Rindum.

Den 1. januar 2000 blev RAH delt op på grund af elreformen, og det betød at RAH a.m.b.a. nu er moderselskab for hele koncernen, med en lang række datterselskaber.

 

8. december 2025

Fatter Skridt

Cafeen til venstre blev kaldt ‘Fatter Skridt’, fordi politiet havde opsat et skilt med påskrift “skridt” af hensyn til færdslen, da det var et ret udsat hjørne. Hestene skulle derfor gå i skridtgang ved passage.

Indehaveren af restaurationen var ”Fatter Skridt”, men han hed rigtigt Martinus Nielsen. Han drev restaurationen med sin hustru Sine. God mad var deres særkende. Martinus Nielsen var en fornøjelig og rund mand, der med sit vendelbomål altid skabte det rette humør.

En af vandbygningsvæsenets folk, ingeniør J. E. Gerhard, kom til Ringkøbing i 1930erne og han fortæller her om sit møde med Fatter Skridt:

Blandt originalerne i byen var den hyggelige kromand ”Fatter Skridt”.

Han havde et værtshus lige ved Torvet, og han havde fået navn efter et skilt, der sad lige uden for huset, hvor vejen slår et sving fra torvet og ind i de små hyggelige gader.

Her måtte man ikke køre hurtigt med hestekøretøjerne, og derfor stod der ”SKRIDT” på skiltet.

En dag kom et par københavnere ind på værtshuset og bad om tre stykker smørrebrød til hver.

– Det kan I ikke få, erklærede Fatter Skridt! Gæsterne så spørgende ud. – Nej for det kan I slet ikke spise, forklarede han, mens han tog mål af dem.

Dermed var sagen afgjort, og Fatter Skridt havde ret, for han skulle nok bespise dem, så de blev mætte af mindre end tre stykker.

Men i 1957 var det slut!

Den 24. juli 1957 kunne man læse nedenstående overskrift i avisen:

Nu falder der sidste af ”Fatters hjørne” i Ringkøbing.

– I midten af denne måned flytter den sidste ejer bort fra det hus, der skal fjernes for at give mere gadeplads ved indkørslen til Torvet i Ringkøbing. Det er på høje tid, at pladsen bliver udvidet her. Det er med nød og næppe, to biler kan komme frem på en gang, og der er jo ingen, der har tid til at vente, til der bliver fri bane.

– Udvidelsen hilses med glæde af alle trafikanter.

 

7. december 2025

Jul i Ringkøbing for 25 år siden

Ingen jul uden bagværk, og Hvidbergs Bageri tilbyder da også at fylde dåserne med småkager, bare man selv kommer med kagedåsen. Og er man lidt hurtig og kommer med kagedåserne før den 20. december, ja så er der 20 % rabat.

For 25 år siden havde byen to lokale banker, og de kunne godt arbejde sammen, og fremhæve at de var lokale banker, når de, som her i en fælles annonce, ønsker glædelig jul.

År 2000 var også året hvor Kvickly åbnede et nyt varehus i byen. Og som det kan ses af annoncen med den smukke tegning af varehuset, ja så lå det i Torvegade, hvor Brugsen i dag ligger.

Dagbladet skrev i november måned om dette varehus:
Den 6. juli 2000 åbnede Kvickly et nyt varehus i Torvegade i Ringkøbing på den adresse hvor Superbrugsen tidligere havde til huse, og i november måned samme år – kun 4 måneder efter starten – kunne varehuschef Benny Sørensen konstatere at den nye forretning var en succes. Man havde set frem til en omsætning på 80-100 mio. kr. det første år, men de aktuelle salgstal pegede på en omsætning på 120 mio. kr. det første år.

Be-Ka var en af de mere ”ukendte” handlende, der også havde annonce i bladet. Det var Karen og Bent Brunsgaard, der var flyttet ind i det tidligere Garnlager på Sønderbyvænget. Her solgte de kunsthåndværk i trædrejning og Biosols rengøringsprodukter og klude.

For de strikkeglade var der også godt nyt, man kunne gå ind i Ringkøbing Broderi og Garn, der dengang havde til huse i Algade 1B. Her kunne man finde julegaveideer.

 

Hos Ringkøbing Apotek kan man også finde mange julegaveideer, de reklamerer med ”kandispinde, brændte mandler, krydderier til julesnaps, gløgg, julesennep, kandis og julethe”.

Og julen 2000 var den sidste gang apoteket fejrede julen i det gamle apotek i Algade. I 2001 flyttede de til den nuværende placering i Torvegade.

6. december 2025

Vinter med Falck

Vintre med masser af sne og kulde giver udfordringer for alle, men Falck oplever disse udfordringer på nærmeste hold, da det jo ofte er dem der skal hjælpe vi andre med problemerne.

Nogle år er ekstra slemme, og året 1979 var et år med ekstra store udfordringer for Falck.
Kulde og store snemængder gav ofte trafikale problemer. Det var sne og frost i januar, februar og marts 1979 og den 19. marts kom en større snestorm forbi Ringkøbing-egnen. Den gav store trafikale problemer.

Allerede i november 1979 kom Kong Vinter tilbage igen på Ringkøbing egnen med masser af sne og besværligheder. Mælken skulle hentes ude på gårdene i området og det var ikke uden problemer, da alle vejene føg til med store snedriver, så det hændte at mælketankvognen kørte af sporet og skulle have hjælp.

De meget store snemængder der også kom, gav også nogle bygningsmæssige problemer, specielt ved Ringkøbing Jern og Staal , der dengang havde forretning på Godthåbsvej.

Folk fra Ringkøbing som kan huske denne forretning, kan sikkert også huske de kæmpestore tagflader bygningen havde. De krævede i hvert fald et grundigt tjek og fjernelse af sne om vinteren.

De lange vintre med hård frost og masser af sne kunne også give udfordringer på brandområdet, når vandrørene i husene frøs til. Så forsøgte man nogle gange at få rørene tøet op igen, nogle gange med en blæselampe eller andre metoder og så kunne det gå galt, med en brand til følge.

e.

Når brandslangerne var rullet ud og slukningen var påbegyndt, så gjaldt det om at holde gennemløb i slanger og strålerør for at de ikke også skulle fryse til is.

Sidst på året 1979, hvor frosten og sneen rigtig satte ind måtte man have hjælp fra kasernen i Holstebro for at sikre sig at man kunne komme frem overalt.

5. december 2025

Hoffgaard

Eduard Harald Hoffgaard var født 1818 i Sønderjylland og kom senere til Ringkøbing, hvor han drev et farveri i Østergade.

Sønnen Jørgen Thomas Hoffgaard, der var født i Ringkøbing i 1850 overtog på et tidspunkt farveriet efter faderen. Dette skete højst sandsynligt i 1885, da han den 19. april samme år blev medlem af Ringkjøbing Håndværkerforening.

Farveriet lå i Østergade, men blev senere flyttet til Bredgade (nuværende Algade 14).

Farveriet, der tidligere havde været et vigtigt håndværk, var imidlertid i Jørgen Hoffgaards tid overalt i tilbagegang, dels på grund af hjemmefarvning, men navnlig fordi man gik over til at købe færdigt tøj.

Hoffgaard og hans fader havde dog i den gode tid erhvervet sig tilstrækkeligt økonomisk rygstød til alligevel at kunne klare sig. Hoffgaard ejede jorden, hvor Hoffgårdsvej nu går.

Efter at have opgivet farveriet boede han en tid i den af H. Schiønning opførte villa på hjørnet af Torvegade og Enghavevej (Villa ”Engbo”, Torvegade 14)

2:
Villa Engbo omkring 1900 – 1910

Jørgen Hoffgaard var med til at oprette Ringkøbing Skyttelaug i 1889, og han var medlem af bestyrelsen i Sommerlyst.

Jørgen Hoffgaard var gift to gange.
Første gang med Thora Frederikke Christine Hoffgaard f. Holm. (1859-1886)

Jørgen Hoffgaards anden hustru var Sara Benedicte f. Løgstrup (1864-?) Jørgen Hoffgaard fik fem børn, hvoraf de to var fra det første ægteskab.

Jørgen Hoffgaard døde i 1928, og enken flyttede derefter til København.

 

4. december 2025

Starten på Bestseller

I Ringkøbing Amts Dagblad kunne man den 28. juni 1975 læse at ”En ny butik, Pigalle, åbner i Nygade 19. Det bliver en modebutik”.

Det var Troels og Merete Holch Povlsen der åbnede deres første tøjforretning.

Siden er virksomheden vokset og er i dag Danmarks største modekoncern ”Bestseller”.

Men før millionerne begyndte at rulle ind som følge af Troels og Merete Holch Povlsens første tøjbutik i Ringkøbing, tog den unge Troels, trods ordblindhed, en real- og handelseksamen i Aarhus. Men efter eget udsagn var det uden den store succes. Ved et tilfælde kom han derefter til at handle med ægte tæpper i Århus og her fandt han sin rette hylde.

Hans første job var i en tæppeforretning i Århus, hvor han handlede med ægte tæpper. Her blev han butikschef allerede som 20-årig. Det indebar en klækkelig lønforhøjelse, og da året var skattefrit i forbindelse med kildeskattens indførelse, havde han pludselig en startkapital på 67.000 kroner.

Troels Holch Povlsen blev nogle vigtige erfaringer rigere, og med sine 67.000 kr. på lommen drog han videre til Herning, hvor han startede en antikvitetsforretning.

Samtidig begyndte han, efter råd fra sin farbror, der drev en kjolefabrik i Brande, at læse til konfektionstekniker på Tekstilskolen. Heller ikke her var skolen dog nogen succes. Han dumpede.

Farbroderen Olaf Povlsen kom i knibe med sin kjolefabrik, Brande Jersey, på grund af et for stort varelager, og trods dumpekarakteren på tekstilskolen besluttede nevøen at hjælpe ham.

Troels Holch Povlsen fandt ud af, at farbroderen ingen aftagere havde i Ringkøbing, og således gik det til, at han i 1975, da han var 25 år gammel, lejede et butikslokale i Nygade 19 i Ringkøbing. Han kaldte tøjbutikken ”Pigalle”, og her begyndte han at sælge sommerkjoler fra farbroderens fabrik i Brande. På det tidspunkt havde han allerede mødt hustruen, Merete Bech Povlsen, på skøjtebanen i Århus. De blev gift, da Troels Holch Povlsen var 21 år. To år senere kom sønnen Anders til verden, og han fik fem år senere selskab af lillebroren, Niels.

I 1999 fortalte Troels Holch Povlsen forløbet således til Jyllands-Posten:

»Jeg kunne se i listerne, at han ikke havde nogen kunder i Ringkøbing, så jeg fandt et ledigt lokale, hvorfra vi kunne sælge sommerkjoler til turisterne. Senere overtog jeg de forpligtelser, der lå i lejemålet. Og så stod jeg som 25-årig med en butik i byen,«

I juni 1976 åbnede forretningen Pigalle en ny afdeling i Algade.

Forretningen fik navnet No. 5.

Den 3. august 1977 kunne man læse følgende i Ringkøbing Amts Dagblad: ”Indehaveren af Pigalle i Gågaden siger, at han blev smidt ud af Gågaden, hvilket ikke forhindrede ham i at begynde i Algade, ganske vist i 2 mindre forretninger, men når man i hver af de små forretninger kan omsætte lige så meget som i en stor, er skaden jo ikke større. Troels Poulsen har nu også erhvervet Algade nr. 13. Han satser på specialbutikker i tøj”.

Dagen efter den 4. august 1977 var Formanden for Gågadeforeningen i pressen, og man kunne så læse: ”Gågadeformanden afviser blankt Troels Povlsens artikel om, at han skulle være blevet smidt ud af Gågaden eller at man skulle have næret noget ønske i den retning, men dette er jo ikke en avispolemik, så her standser vi”.

Det viste sig at være Midtbank, der havde købt Troels Holch Povlsen ud.
Midtbank ville gerne åbne en afdeling i Gågaden, og til det formål havde de i marts 1976 købt ejendommen, hvor Pigalle og Bothas foto- og pladeforretning havde til huse.

På et tidspunkt blev Troels Holch Povlsen ringet op af Midtbank i Herning, som nu ejede lokalerne, og den daværende direktør og bestyrelsesformand udbad sig et møde.

Troels blev tilbudt 200.000 kroner for at flytte. Troels brugte pengene til at flytte forretningen i Ringkøbing til en bedre placering og til at åbne filialer i Skjern, Lemvig, Viborg og Herning.

 

I foråret 1977 flyttede naboen til No.5, læderhandler Rita Telling til Gågaden, og de ledige lokaler på hjørnet af Algade og Mellemgade blev udlejet til Troels Povlsen, der i forvejen drev 3 forretninger med dametøj. Han fortalte i den forbindelse at udvalget fortrinsvis ville være kjoler, også i store numre, så store piger kunne finde noget nyt og smart.

Den 1. december 1977 havde forretningen Pigalle holdt modeopvisning på ”Sorte Louis”, og der havde været så stor tilslutning til modeopvisningen, at opvisningen blev gentaget igen i den følgende uge. Sporty tøj til unge mænd og kvinder og de lange kjoler havde vakt stor interesse, kunne man læse i avisen.

Et andet år var der modeopvisning i restaurant Slippen, hvor man også hurtigt måtte melde udsolgt, så man gentog arrangementet aftenen efter.

Det gik rigtig godt, for den unge mand havde næse for at gøre en god forretning, når muligheden var til stede. Undervejs åbnede han flere filialer i andre byer, og i 1978 var der 10 butikker i kæden.

I 1980 kaldte han en ny butik i Aarhus for ”Bestseller”. Det navn var velvalgt, og i løbet af få år var det kendt i hele Danmark!

Han udvidede hastigt med flere forretninger i andre byer

Kæden fik stadig produceret sine varer på Brande Jersey. Men i forbindelse med ekspansionen ville Troels Holch Povlsen gerne sælge andre mærker/brands. Det var ikke så nemt, idet disse mærker ofte blev solgt til konkurrerende butikker i de byer, hvor Holch Poulsen var repræsenteret. I Ringkøbing havde butikken ”Katinka” som lå i Mellemgade alle de kendte mærker som Troels ikke kunne få f.eks. Dranella, Margit Brandt, In Wear og mange andre.

Resultatet blev at han startede en produktion af sit eget mærke ”Pigalle”, og en række modebutikker faldt for mærket og ville gerne købe nogle kollektioner. Det fik Troels Holch Povlsen til at stifte Bestseller Wholesale med kontor i Herning.

I dag kender næsten alle Bestsellers tøjmærker såsom Vero Moda, Only og Jack & Jones m.fl.

I 2019 kom der lidt af Bestseller-koncernen tilbage til Ringkøbing idet dametøjsbutikken Only åbnede i Nygade 19, hvor det hele startede med butikken ”Pigalle”.

3. december 2025

De gamle frødamme af Thormod Andersen

Erindringer i Ringkjøbing Amts Dagblad i 1971.

Da vi desværre ikke har vinterbilleder fra Frødammene starter vi med et par sommerbilleder for at vise lidt fra de gamle enge mod vest!

Er det noget under, at man netop i denne tid, efter en af de værste efterårsstorme i mands minde har raset over landet og lagt alt i kaos, mindes tidligere snevintre, hvor de lave huse på Vester Strandsbjerg næsten forsvandt i sneen.

Nej, bestemt ikke, for dengang var hverken sne eller isvintre en ulykke. Bilerne sad ikke fast i sneen, for der var simpelthen ingen biler, og togene dampede sagtmodigt afsted med svære sneplove foran maskinerne under mottoet: Når vi det ikke i dag, når vi det sikkert i morgen!

Og de nåede det virkeligt, der var ingen, der døde af sult grundet på manglende forsyninger, og vi, der var børn dengang, glædede os. Nu var det jo virkelig vinter med is og sne, kunne man ønske sig mere…?

Det var netop på denne årstid, at skolens ”busktelegraf” på det vokalrige vestjyske pludselig kunne summe af meddelelser, og snart lød råbet over hele skolegården: Æ is o a Frødammer ka bær!

I al sin lakoniske korthed gik budskabet ud på, at de lavtliggende engarealer ved Von-åen, der hvert efterår var oversvømmedes, nu var dækket af is. Om den så kunne bære eller ej, tog man ikke så højtideligt.

Det var naturligvis drengene i ”Æ Kopperhus”, der kom med nyheden. Sådan kaldte vi altid de drenge der boede i det mærkelige lille hus ude på Holmene. Kun få af os anede jo, at navnet stammede fra tiden, hvor de frygtede koppe-epidemier rasede, og det gjaldt om at isolere de syge så langt borte fra byen som muligt.

Efter skoletid gik det hjemad, det gjaldt om i en fart at få skøjterne frem, for herlige glæder ventede forude, og det var sandelig glæder, der ventede. Engarealerne var dækket af den dejligste is, og var den en smule tynd, og man gik igennem, betød det ikke stort, vandet var sjældent mere end en halv alen dybt, og en våd sok tørredes hurtigt.

Står man på broen over Vonå og ser over mod ”Amtmandens Lund”, kan man tydeligt forestille sig, hvor store disse damme i grunden var, i ”god” år gik de nemlig helt fra broen til banelinjen mod Holstebro.

Dog var frødammenes område omtrent ufarlig, men vi indskærpedes både fra skolens og vores forældres side, at Vonåen var farlig.

Vi måtte således gerne løbe på skøjter på engene, men vi skulle tage os i agt for åen, for hvor utroligt det end lyder, kunne man, især hvor der var høstet tagrør helt ud til åbredden, uden videre risikere at komme ud på åen, hvor isen var tyndslidt af strømmen og usikker.

Dog, frødammenes tid var snart forbi, efter et par ugers frost var fjorden tillagt, og trods engenes trylleri, så var fjorden alligevel noget ganske andet.

I 1955 begyndte man at afvande engene, og dermed forsvandt frødammene også.

I 1957 lyder det således: Vandstanden i mosehullerne i Amtmandens Lund synker katastrofalt. ”Æ kåg” er ødelagt, og frødamme bliver der aldrig mere.

I stedet blev der anlagt et industrikvarter i de gamle enge – det der i dag er Vesterkær og Vesterled.

2. december 2025

Den sande historie om tønderne foran Pizzeria Italia

Købmand Chresten Nielsen Skikkild, der levede fra1818 til 1903, havde fra 1844 til 1882 den gamle og meget blandede købmandsgård i Bredgade 10 (Nu Algade 10), hvor senest Tommy Simonsen drev sportsforretningen ”Sport 24”.

I 1857 rev Chresten Skikkild den gamle bygning ned, og byggede nyt, som stod færdigt i 1857. Der var genbrugt en del af de gamle sten i facaden, og han ønskede derfor at pudse den, så den så ensartet ud, og til det brug skulle han bruge cement, som man dengang importerede fra England.

Chresten Nielsen Skikkild gik på aftægt, og overlod videreførelsen af købmandsforretningen til sønnen Christian Skikkild, som stoppede i 1913. Han var overbevist om, at de moderne ideer med andelsbevægelse og fællesindkøbsforeninger ville slå de gamle købmandsgårde ud!

Chresten Skikkild benyttede sit otium til at skrive om sine familieforhold og sin egen livshistorie. Dette skete i årene omkring 1895. Han startede med at skrive om sin egen bedstefader, tilbage til begyndelsen af 1700-tallet, men historien om det strandede skib starter først i 1857.

Her er Chresten Skikkilds egen beretning om cementklodserne:
”Jeg havde for resten et ikke så lille uheld samme sommer idet et skib strandede ved Hjerting, hvormed jeg, om jeg husker rigtigt, havde 20 tønder cement, dels til eget brug til afpudsning af muren på det nye hus og dels til værtshusholder Birkmose, som var kommen hen til mig og bedt mig om at skrive om otte tønder mere, end jeg selv skulle bruge, da han havde lyst til også at få sit året forud opførte hus aftrukket, hvad jeg lovede og gjorde.

Men da skibet strandede og straks blev slået i stykker, gik det hele og en del andet gods jo i havet, og jeg havde som sædvanligt midt på sommeren ikke assureret, så det hele var tabt, ja mere til, da de dumme, mennesker, som stod for strandingen, eller vel rettere politiet i Varde, befalede, at alle varer, som var bestemte for føde til mennesker eller kreaturer, skulle enten brændes eller graves ned i jorden; thi da der havde været giftige farve- og malervarer i skibet, kunne det befrygtes, at de var forgiftede.

Men cementen skulle og kunne jo ikke spises, hvorfor de uden videre sendte mig denne pr. vogn fra Hjerting, uagtet det havde ligget i havet i flere dage og var naturligvis en hård sten. Der står endnu to af dem udenfor værtshusholder Eskesens dør.

Det var jo ikke så lille et tab, og det ærgerligste var, at jeg jo måtte betale de otte tønder, som Birkmose skulle have, uden at fà en skilling derfor, og desuden fragten pr. vogn fra Hjerting.

Jeg skrev jo straks igen efter cement, men kun til eget brug.
Dengang fabrikeredes cement kun i England, så det var mere end dobbelt så dyrt som nu; men det pyntede meget på huset, da der jo var brugt en del af de gamle mursten i muren, og dengang kendte man ikke at vaske murene med saltsyre som nu.

De tyske murersvende var meget dygtige og vant til at arbejde med cement. Jeg og flere frygtede, at det ikke ville holde sig, og at de brugte for meget sand, men det har holdt sig godt nu 38 år”.

Efter der kom danske cementfabrikker kunne cementen transporteres over land, og der var så ikke risiko for, at uheldet med de våde tønder med cement kunne gentage sig.

Men var det ikke sket havde vi jo ikke haft denne historie…

 

1. december 2025

Fiskeauktion og fisk

Midt på havnepladsen foran havnebygningen var fiskeauktionen. Georg Vejen Larsen skriver om fiskeauktionen og fiskerne i Ringkøbing i sin erindringsbog ”Vestenvind. En Ringkøbingdrengs erindringer 1935-1945”.

Forpagteren på Håndværkerforeningen Magnus Jensen havde et dobbeltjob. Han var også auktionarius på fiskeauktionen. I hele fiskehallen hørtes kun hans stemme. Et maskingevær kunne ikke spytte sine kugler ud så hurtigt som Jensen kunne oplyse, hvad der var budt for fisken. Han var sikkert også den eneste udover fiskerne og eksportørerne, der forstod hvortil man var kommet i prisen.

For mig lød det som om Magnus Jensen havde fået alvorligt ondt i maven. Han udstødte en entonet lyd, og det var ikke muligt at høre for almindelige mennesker hvad han sagde. Tone og ord var en sammenhængende helhed. Det lød i mine ører omtrent sådan: Å-ååååååååååå am ååååååå og så kom et næsten ubemærkeligt nik fra L. C. Sørensen eller Dyekjær Christensen, og så var de fisk solgt.

Overlæge Chr. Koldborg var en hyppig gæst på fiskeauktionen, og hvor mærkeligt det end lyder, så fik han ofte købt både hummer, ål, torsk, rødspætter, rokkevinger, helt og isinger, som han herefter fik anbragt på sin cykel og kørte hjem med. Men han kendte jo også tonen. Han var en gammel Ringkjøbingdreng så det forslog.

Fiskerne ja, de var jo noget for sig selv. De havde ikke ekkolod og andre fine hjælpemidler, men de kendte fjorden, og vidste, hvor fisken stod. De kom også på havet og havde mange godbidder med derfra. Dengang var der ikke så mange restriktioner. Var man tidligt på færde, gik man direkte ned til fiskerne og købte de levende skrubber og rødspætter, man ville have, og så gerne et par stykker til.

Og når det blev til sæson for krabbeklør, blev det til nogen gevaldige festaftner, når en af naboerne havde fået købt en ordentlig ladning. Så blev forhammeren lagt på huggeblokken ved siden af havebordet, og så gik det lystigt derudaf med øl og brændevin som følgesvende. Jeg mindes mange lystige sommeraftner med de voksnes krabbeaftner, der altid sluttede med æblekage og kaffe, og en høj og glad stemning. Det var jo herligt for de voksne at kunne dølge tidernes ugunst i 30erne, og kunne holde fest med krabbeklør, der næsten ingenting kostede, og som man næsten fik kastet i nakken, bare man ville tage dem med.

Hvis man vil læse mere om, hvad der blev af de fisk, som fiskeeksportørerne opkøbte, så er der en spændende artikel i Ringkøbing Lokalhistoriske Arkivs årbog ”Husker du – eller er det glemt” 2021. Den hedder ”En fiskebilchaufførs oplevelser under krigen” og fortæller om fiskens vej fra auktionen i Ringkøbing ned gennem det krigshærgede Tyskland til Hamborg og Berlin. Bogen kan købes på arkivet.