24. december 2023

Uncle Bills kuffert

Bøjle Sørensen blev født på den 26, juni 1901 i Østerkær i Rindum – I dag Kærbyvej-

Forældrene var Tømrer Peder Sørensen og hustru Ane Johanne Jacobsen.

Kun to år gammel mistede Bøjle Sørensen sin far, tømrer Peder Sørensen, der som 49-årig druknede under fiskeri på Vonå. Han fald over bord fra en fiskerbåd og druknede den 9. april 1903.

Moderen, Ane Johanne Jacobsen, der var 25 år yngre end sin mand, blev boende i Rindum endnu nogle år, inden hun sammen med Bøjles to andre søskende, flyttede til Koustrup i Velling, hvor hun optræder i folketællingerne i 1906. Senere bliver hun gift og familien flytter til Herborg ved Videbæk.

I 1923 bestemte Bøjle Sørensen sig for at emigrere til New Zealand.

Han modtager derfor et dokument han skal aflevere straks ved ankomsten til New Zealand. Det er dateret i Wellington, New Zealand den 21. juni 1923.

For at få et pas måtte han have en dåbsattest, og den 27. juni 1923 fik han en dåbsattest hos sognepræsten (Se billedet af dåbsattesten).

Han fik også udstedt et pas den 2. august 1923, hvoraf det fremgik at dette pas var gyldigt indtil den 2. august 1925 til en rejse til ”Ny Zeeland og tilbage”.

Derefter fik han sine emigrationspapirer i orden

På tidspunktet hvor Bøjle Sørensen valgte at emigrere til New Zealand, tjente han på Nørre Askjærsgård ved Brande, hvor han var staldkarl.

Den 19. oktober får han visa til England for derfra at komme videre til New Zealand.

I hans pas den 12. november 1923 noterer Statspolitiet, at han er udrejst fra Esbjerg. Den 14. november 1923 ankommer han som ”Transmigrant” til Harwich i ”direkte transit gennem U.K. til New Zealand”og den 16. november forlader han så Harwich som immigrant med kurs mod New Zealand.

Endelig for præcis 100 år siden i dag – den 24. december 1923 – ankommer han til Wellington i New Zealand.

Der bliver sendt et brev til ham adresseret til Mr. Bøjle Sørensen, Passenger på R. M. S. Athenis (15. november from Southhampten to Wellington) c/o Levin & Co. Ltd., Shipping Agent, Wellington.

Dette brev er dateret Hobson Street, New Plymouth, Friday 21.12.2023:

Kære Bøjle

Håber du får dette brev før du lander. Da du jo ikke vil blive iland til at være sammen med os juleaften vil vi ønske dig en behagelig aften så godt som forholdene tillader det. Vores ven Hansen (dansker) vil komme og modtage dig og se at alt bliver ordnet for dig. Han vil rejse sammen med dig til New Plymouth.

Rimeligvis vil I have at blive i Wellington til den 25. juledag, da I rimeligvis ikke kan nå toget mandag aften, men kom så snart I kan blive færdig.

Hansen har arbejdet hos Sørensens, han er en lille tyksak med overskæg, så du vil sagtens kende ham.

Nu mange hilser fra os alle

Svoger Carl og familie

Det ser altså ud til at Bøjle har haft en svoger med familie i New Zealand, da han emigrerede dertil. I folketællingerne fra Rindum og Koustrup i Velling optræder der også en ældre søster Marie Kirstine Sørensen, der er født i 1896. Kan det være hende der er blevet gift med ”svoger Carl” og nu bor i New Zealand?

Senere kan vi se af et brev fra tidligere naboer i Herborg, at hans yngre broder Peter også er immigreret til New Zealand. Ud fra et par breve fra Peder til Bill, ser det ud til at de er blevet uvenner over et eller andet? De mistede åbenbart senere kontakten fuldstændig.

I New Zealand ernærede Bill sig blandt andet som maler. I 1950 søger han om at få statsborgerskab i New Zealand, hvilket han opnår i 1951.

Omkring 1970 boede han i et lille skur i Taupaki 20 km nord for Auckland. I dette skur var der kun trukket el til en enkelt elpære i loftet. Han levede på dette tidspunkt af sine høns, og sin have. Han havde en gammel cykel, som han brugte når han skulle til marked i byen, for at for at sælge sine æg.

En dag tilkaldte han politiet fordi han mente han havde haft indbrud, hvilket senere viste sig at det nok kun var nogle drengestreger.

Politibetjenten der mødte op var Brian Charles Russel Mallabar, som skulle undersøge sagen. Bill var ikke meget for at lade ham komme ind i sit hjem, da der ikke var for rent.

Da undersøgelsen var færdig Brian Mallabar skulle til at gå fik han øje på et gammelt næsten tilgroet ”Til Salg-skilt”. Og da han udover sit arbejde som politibetjent også havde en passion for væddeløbsheste, og manglede jord til disse, faldt de i snak om Bills 6 acres (24.000 kvm.) store jordstykke.

Enden på dette blev at Brian Mallabar købte jorden af Bill Sorensen til en pris der svarede til den offentlige vurdering. Bill Sorensen der dengang var 71 år, fik så lov til at blive boende, så længe han levede.

Nogle år senere ødelagde hestene Bills skur, og Brian skaffede ham et bedre, som han blev boende i indtil 1984.

I 1975 byggede Brian Mallabar deres drømmehus på grunden, og Bill Sorensen blev et elsket medlem af familien. Alle elskede ham, og han var vild med at være “Uncle Bill” for børn og børnebørn. Det blev den familie han aldrig selv fik.

I 1984 tog familien på en længere rejse til Europa, og de bad derfor Bill flytte ind i huset for at passe på det mens de var væk. Det gjorde han så, og da de kom hjem flyttede han ikke ud igen.

Et stykke tid efter hjemkomsten spurgte Brian så Uncle Bill hvornår han havde tænkt sig at flytte hjem til sig selv igen, og Bill svarede ”Når du siger jeg skal”.

Selv om Uncle Bill var et meget privat menneske var han et skattet medlem af The Hobsonville Bowling Club, hvor han kom meget.

Han blev boende i huset sammen med familien indtil han i november 1998 kom på plejehjem, hvor han døde som 99-årig i år 2000.

Brian Mallabar arvede Bill Sorensens kuffert med indholdet af breve og andet. 
I september 2020 døde Brian Mallabar, og hans ønske var at Uncle Bills kuffert kom hjem til hans fødeby. I sommeren 2023 opfyldte Brians Mallabars datter Felicity Buchanon så dette ønske, da hun sammen med sin mand Roger Buchanon var på en syv uger lang rejse rundt i Europa, og højdepunktet på denne rejse var et besøg i Ringkøbing den 30. august, hvor de mødte op på Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv og afleverede Uncle Bills kuffert med indholdet.

Teamleder ved Ringkøbing Fjord Museer Christian Ringskou var også til stede da kufferten blev åbnet, og selve kufferten og genstandene indgik i Museets samling, mens arkivet overtog Uncle Bills personlige papirer, breve, fotos mm. Dagbladet Ringkøbing-Skjern var også mødt op for at skrive historien om Uncle Bills kuffert der vendte hjem.

Se åbningen af kufferten på denne lille film som Dagbladet Ringkøbing-Skjern optog:

‘Uncle Bill’ fra Ringkøbing rejste til New Zealand med sin kuffert for 100 år siden: Nu er den kommet hjem – se hvad der var i kufferten | dbrs.dk

23. december 2023

Legetøjsfabrikken Gekkos ejere fejrer julen adskilt i 1944

Carl Christian og Edel Strandsby ejede Gekko trælegetøjsfabrikken, der lå på Østertoften 6. Bygningen blev senere overtaget af Ringkjøbing Repro og Reklame Aps., inden den blev indrettet med boliger.

Familien havde privatbolig på Møllevej på den anden side af Herningvej, men i begyndelsen af 2. verdenskrig flyttede de til Herningvej 16.

Carl Christian Strandsby var gået ind i modstandsbevægelsen og nogle af gruppens medlemmer blev arresteret af Gestapo den 13. juli 1944. Strandsby sad fængslet i Esbjerg, Kolding og kom 19.08.1944 til Frøslev lejren og var der indtil befrielsen. Han tilbragte julen 1944 i lejren.

Parret havde 2 børn på det tidspunkt, sønnerne Kaare og Rys (Ryan), og Edel Strandsby var gravid med datteren Gunna, der blev født 1. april 1945.

Arkivet har en del af brevvekslingen mellem ægtefællerne. Som indsat i lejren havde Strandsby brug for at få tøj og andre fornødenheder sendt til sig hjemmefra.

Edel Strandsby sendte ham op til julen 1944 en pakke, hvor hun havde skjult ekstra tobak. Det blev opdaget, og Strandsby fik derfor brev og pakkeforbud frem til 15. maj 1945. Dog måtte han brevveksle med sin hustru og værkføreren om virksomheden. Den personlige kontakt blev derfor via ind- og udsmuglede breve.

Det var dansk personale, der var ansat i lejren. De sørgede for udsmugling og indsmugling af breve og pakker til og fra familierne.

Edel Strandsby har bevaret de breve, hun modtog fra ham, mens han nok har smidt hendes ud, undtagen det sidste brev, hun sendte lige før krigens ophør. Der var vel en reel risiko for at de indsmuglede breve kunne blive fundet under en ransagning i cellen.

Frøslevlejren var oprettet som en interneringslejr for danske borgere, der af en eller anden grund var blevet fængslet af den tyske værnemagt. Aftalen var, at danske borgere skulle interneres der og ikke måtte sendes videre til kz-lejre i Tyskland. Det blev dog ikke overholdt. Strandsby fortæller i et af sine breve, at kort efter han var kommet til Frøslev, blev en gruppe på 250 mand sendt videre til en tysk kz-lejr. Han giver i sine breve udtryk for den usikkerhed, der er om, hvornår det kunne ske igen. Når det blev bestemt af lejrledelsen, at en person skulle videre, måtte han kun have et stykke bagage med sig. Strandsby beder derfor sin kone sende sig deres kuffert, så han kan have alle sine ejendele med, skal han videre.

Edel Strandsby begyndte i efteråret 1944 at skrive dagbog over, hvad der hændte, for at Strandsby, når han kom hjem igen, kunne for at vide, hvordan livet var forløbet for familien, og hvad der var sket på egnen, mens han var væk.

De har begge skrevet om deres jul 1944:

Carl Strandsby fortæller i et udsmuglet brev:
Julen hernede forløb ret festligt trods alt, en juleaften som vi sent vil glemme – med taler og sang – selv et lille juletræ og julebuk – havde vi organiseret trods det at det var forbudt, og en af os havde fået sendt noget papir som vi lavede juletræspynt af. Sammen med en anden havde jeg det ærefulde job at pynte juletræ i de 3 spisesale. Forvaltningen sørgede godt for os på alle måder.

Edel Strandsby beretter om julen hjemme hos sig med børnene:

Så gik en juleaften uden dig, min kære ven. Det er underligt det hele. Hvordan mon din juleaften er gået? Du har kredset i mine tanker ved alt hvad jeg har foretaget mig hele dagen. Jeg havde regnet med en stille dag, da jeg syntes jeg var færdig, og så blev den så brokket som jeg kan huske. Men juleaften fik vi fejret og Ryan, var morsom. Han kunne snart ikke vente medens jeg vaskede op, men at noget særligt optog ham kan jeg ikke sige. Kaare manglede sin fars gave, da min var for praktisk. Han blev skuffet da han pakkede op, men han bliver nok glad for træskostøvlerne senere. Tak for din blomst og hilsen i dag fra dig. Hvem du har fået til at besørge det ved jeg jo ikke, men det var vel ham fra Varde, som slap hjem i går. Vi har fået mange dejlige hilsner til jul.

Desuden beretter Edel Strandsby om familie og venner, der kikker ind hos hende i løbet af dagen.

22. december 2023

For dem er juleaften det samme som arbejde

I 1992 fortæller tidligere redningsfører Oluf Vestergaard til Ringkøbing Amts Dagblad om, hvordan julen blev fejret på Falck stationen i 1950.

”Dengang var der kun fire faste mænd og stationsleder Folmer Husted på stationen. Juleaften var der 2 mand på vagt, plus Folmer Husted som selv tog ”tjansen” så redderne på skift lige kunne tage fri 1 time og på den måde komme hjem til familien og spise, synge og danse om juletræet. Derefter var det tilbage på vagt igen. Det var da også sjældent der skete noget alvorligt, dengang var juleaften sædvanligvis en rolig aften!”

”Husted og hans kone Gudrun hyggede om redderne, som fik aftenkaffe, med noget lækkert til. Redderne havde også stillet et lille juletræ op på det lille kontor, så julestemning var der da. Falck-konerne? Ja, de måtte vænne sig til at deres mænd var var væk på en af årets vigtigste datoer for familiefester.”

Op gennem 70-90´erne blev juletravlheden altid tilrettelagt i god tid. Sygehuset og plejehjemmene skulle ringe til Falck stationen og aftale kørsel med de patienter og borgere, som var friske nok til at komme hjem i nogle timer og holde jul med deres kære.

Et par dage før juleaftensdag, blev alle ture, siddende og liggende sygetransport samt kørestolsbrugere lagt op i prioriteret rækkefølge, så vagtmester og telefonpasser kunne bevare overblikket og få turene sendt ud til køretøjerne lige så snart de blev ledige og ikke skulle køre alt for meget spildkørsel.

Hvem der skal møde ind på vagt juleaften og juledagene, har altid været forud bestemt med en fast vagtplan, med fem-seks mand på vagt til kl. 19.30, fire til kl. 23 og tre resten af natten.

Juletravlheden begyndte gerne midt på formiddagen hvor de første hjemkørsler var planlagt til. Efter lidt stilstand ved frokosttid, vendte travlheden tilbage igen. Efterhånden som Falck redderne nu kom rundt, blev de gerne lige budt på chokolade, juleslik og røgtobak. Folk var altid glade og godt tilpas, for nu var familien samlet og julefreden kunne endelig sænke sig i hjemmene.

Ved spisetid juleaften havde mandskabet så mulighed for at samle sig ved middagsbordet og nyde julemaden. I rigtig mange år havde Falck den aftale med sygehusets køkken, at de ville lave nogle ekstra portioner. Når der så blev tid til det, ville en ledig vagt køre på sygehuset og hente maden til stationen og dække op, så det kunne blive så hjemligt som muligt. Da sygehuset køkken lukkede, fik man julemaden fra et plejehjemskøkken.

Men selv under julemiddagen, kunne der pludselig opstå noget akut som krævede at redderne pludselig var nødt til at forlade andesteg og risalamande.

Hvis der så var folk tilbage på stationen, havde de så til opgave og sørge for at maden ikke blev helt kold og hurtigt kunne indtages når de var tilbage igen.

Når middagen og kaffen var indtaget, begyndte juletravlheden så småt igen, for at køre nogle af eftermiddagens transporter tilbage igen til sygehuset og plejehjemmene. Ved midnatstid blev der som regel ro igen. Nogle havde det måske så godt at de kunne blive hjemme til første eller anden juledag inden de skulle transporteres tilbage igen.

Til at forsøde vagterne juleaften og juledagene, modtog stationen mange gange julekurve, som var fyldt med en masse julegodter, tobak og måske en flaske sherry

De deltidsansatte brandmænd, har fast arbejde ved siden af at de har vagter som brandmænd. De sidder ikke på vagt på Falck brandstationen, men holder vagten hjemme fra juleaften og i juledagene, men de var også klar til at løbe fra familien, andestegen og risalamande, hvis deres radio pludselige ”pippede” Nogle gange kunne opgaverne klares hurtigt, men de kunne også tage meget lang tid og så var det den jul, ville nogen nok sige.

I dag – 2023, er kravene til kvaliteten i ambulancetjenesten så store, at en ambulance skal være afgået inden for 90 sekunder, når alarmen lyder. Så det giver sig selv at mandskabet ikke kan forlade stationen, som man gjorde det i gamle dage og med hensyn til julemaden, ja så hygger de sig med at stå og lave den på trods af risikoen for at blive forstyrret midt idet hele.

21. december 2023

Jul i Vestergade

Der blev aldrig pyntet op til jul før den 22. eller 23. december. Mor lavede fine dekorationer og over alle billeder blev der sat gran. Overalt var der kravlenisser. Hele december blev der klippet og klistret.

Alle vores hjemmelavede ting kom op at hænge, enten i stuen eller på juletræet. Vi lavede kræmmerhuse, flettede hjerter, på pappet fra toiletpapirsrullen klistrede vi silkepapir og vat, så det blev muffedisser. De sidste fem dage før jul satte vi vores hjemmesko i vindueskarmen og næste morgen kunne vi så finde lidt slik, som nissen om natten havde puttet i skoen, måske en karamel eller lignende.

Juletræet blev hentet i St. Hoverdal eller hos skovfoged Knud i Kibæk.

Juletræet var med kugler i alle farver, flag, trommer, engle klippet i tyndt karton. I de flettede hjerter og kræmmerhuse gemte der sig den hjemmelavede marcipan eller pebernødder. Alt, hvad vi lavede i skolen, blev hængt på træet.

Julemenuen bestod mest af and og flæskesteg. Et år havde far dog fået fat på en gås på landet, men den var så sej, så det skulle vi aldrig have mere.

Vi fik risalamande til dessert og der var altid en mandel til en af de voksne + en til hver af os børn.

For at tiden ikke skulle blive for lang for os, imens der blev vasket op, fik vi tegneseriehæfter. Det var Skipper Skræk, Blondie, Knold og Tot, Ferdinand, Bamse og Dukkelise og Gyldenspjæt. Der var også noget, som far og farfar kunne læse. Far fik meget tit mandelgaven til de voksne og det var gerne tegneserien Jens Lyn. Farfar læste Ved Julelampens Skær.

Imellem spisestuen og dagligstuen var der en portiere, som juleaften var trukket meget tæt for. Inde i dagligstuen stod juletræet. Portieren blev ikke trukket fra, før far og farfar havde tændt juletræet.

20. december 2023

Tage med hvidtede forskellinger i Ringkøbing

Tage med hvidtede forskellinger (udvendig fugning der senere er bemalet) er en skik der desværre er forsvundet i Ringkøbing. Byen havde mange af dem i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Enkelte steder i Ringkøbing holdt skikken ved til helt op i 1960’erne inden den forsvandt helt. Vi har fundet nogle billeder frem der viser skikken i Ringkøbing.

Men den kendes stadig fra andre steder i landet, især fra Skagen. En stor del af tagene i Skagen er forskellede, hvilket vil sige, at tagfladen er fuget udefra, specielt de yderste tagsten og langs tagryggen.

Forskelling anvendtes i de områder af taget, hvor indvendig lukning ikke var mulig at udføre, og det var typisk ved tagrygningen og langs gavle og kanter. Samtidig gav denne udvendige overstrygning også ekstra styrke til tagenes yderkanter.

Det var tidligere almindeligt overalt i landet, men især langs den jyske vestkyst, at man hvidtede forskellingerne, som en pyntelig afslutning på det årlige vedligeholdelsesarbejde.

Oprindelsen til denne skik med at hvidte forskellingerne skal formentlig søges i, at forskellingsmørtel og understrygningsmørtel tidligere var lermørtler, som man holdt ved lige og beskyttede med en årlig hvidkalkning.

I kystbyer som Skagen har de hvide forskellinger på husenes røde tage også kunnet fungere som en landkending for fiskerne til havs, men det er en afledt effekt. Markante bygninger og hustage med særlige kendetegn har også været benyttet som landkending.

I dag opfattes huse med hvide ”blonder” på tagene som typiske for Skagen på linje med den karakteristiske skagengule farve. De malede forskellinger er i dag i højere grad et æstetisk element end et funktionelt.

Fra ”byggefilm.dk” kan man læse følgende om forskelling af tagryg:
Murerteknikken med forskelling af tegltage, hvor teglstenene lukkes indbyrdes udefra med mørtel i forskellige udførelser, har været anvendt i Danmark gennem århundreder.
Varianten med indvendig tegltagslukning såkaldt understrygning – er ligeledes en gammel håndværkstradition, og de to metoder følges ofte ad.
Forskelling anvendes i de områder af taget, hvor indvendig lukning ikke er mulig at udføre, fx i rygninger og grater og langs gavle.”

Er man interesseret i at lære mere om dette gamle håndværk, så er her et link til en lille film om netop forskelling: byggefilm.dk forskelling – Google-søgning

19. december 2023

24 tilbud på at nedrive kendte huse i Ringkøbing

I 1980 havde Ringkjøbing Amtskommune pladsmangel, og man skulle i gang med at udvide, der skulle opføres et socialcenter.

Der var diskussioner om hvor det skulle ligge, blandt andet talte man om at bygge det et sted i byens udkant, men i stedet valgte man at bygge det inde i byen i Østergade, da det så ville være i tæt tilknytning til Amtskommunens lokaler på Steen Blichers Vej.

På den valgte plads lå de to bygninger ”Klinikken”, Østergade 48 – 52 og længere nede på hjørnet af Østergade og Nørredige lå Jernbanehotellet. Disse to store bygninger måtte så vige pladsen for nybyggeriet, og man sendte nedbrydningen ud i licitation.

Da der ikke var meget gang i det mindre bygge- og anlægsarbejde på dette tidspunkt kom der hele 24 tilbud på at foretage nedbrydningen.

Kravet var at man kunne stille med en bankgaranti på 50.000 kr. og at nedbrydningen af klinikken med baghus kunne foretages i tidsrummet 24. juni til 10 august samme år.

Nedbrydningen af Jernbanehotellet skulle foregå i de tre første uger af september.
Når nedbrydningen af denne kom senere, skyldtes det, at de medarbejdere fra socialcentret, der havde deres virke der, skulle have et andet sted, mens nybyggeriet stod på. Dette løstes, da Amtsvandvæsnet i eftersommeren flyttede ind i deres nye bygning på Damstrædet, hvor der tidligere havde været Falck-station.

Derfor blev blandt andet den store villa på Nørredige 20 ledig, så ankenævnssekretariatet og embedslægeinstitutionen kunne flytte derind. De havde hidtil haft kontorer på det gamle jernbanehotel.

Det billigste tilbud på nedbrydningen kom fra Svend Aage Madsen, Skave og det lød på 14.900 kr. Næstbilligst var Søren Andersen, Lemvig 16.800 kr. og Kaj Kristensen, Spjald 38.500 kr.

Arbejdet tilfaldt altså Svend Aage Madsens nedbrydningsfirma fra Skave.

Sven Aage Madsen havde startet sit nedbrydningsfirma midt i tresserne, men i 1980 startede hans søn Steen Madsen i faderens firma som 18-årig – han blev senere kendt vidt og bredt som ”Æ Fluesmækker fra Skave”.

En af ”Fluesmækkerens” første opgaver var altså at vælte Klinikken og Jernbanehotellet i Ringkøbing. Og denne opgave husker han stadig tydeligt.

På den store indgangsdør sad der et meget flot specielt udformet messinghåndtag. Lone Hindø, der som barn boede i Klinikken, husker stadig dette flotte håndtag. Det gør Steen Madsen også, og gennem mange år gemte han håndtaget, da han også synes det var så specielt.

Fra nedbrydningen af Jernbanehotellet kan han fortælle at de buede vinduer der sad øverst i bygningen blev genbrugt i et hus han købte i Stendis nær Sevel. Her blev de muret ind, da det var fine vinduer. Så måske kan man køre en tur til Stendis mellem Skave og Sevel og se på Jernbanehotellets gamle buede vinduer.

18. december 2023

Klinikken i Østergade 48-52 samt Damstrædet

Navnet “Klinikken” stammer fra den specialklinik øjenlæge Bertel Strandbygaard byggede i Østergade 48 – 52 efter han i 1890 slog sig ned i byen.

Læge Bertel Strandbygaard (20. april 1859 – 1936) blev født på gården Vibholm i Madum. 19 år gammel kom han på Staby Højskole, og derefter rejste derefter til København for at studere. Han tog studentereksamen da han var 23 år gammel, og han studerede derefter i et par semestre dissektion i Lund.

Efter han tog kandidateksamen rejste han til blandt andet til udlandet, hvor han arbejde på flere klinikker i Tyskland og England. Han specialiserede sig især som øjenlæge.

I 1890 kom Bertel Strandbygaard til Ringkøbing og åbnede en klinik, hvor han var almindelig praktiserende læge og øjenlæge. I denne klinik var der sengeklinik for øre-næse-hals og øjenpatienter.

I 1924 flyttede han til Sønderborg og etablerede klinik der. Da Strandbygaard rejste fra byen blev praksis-lokalerne udlejet til boliger og privatboligen fungerede i en årrække som politimesterbolig, først for politimester Aage Sørensen og bagefter for politimester Seerup.

Han døde i Sønderborg 1936, og efter hans død arvede datteren Harriet Wondt ejendommen i Østergade og Damstrædet. Hun havde det indtil 1978, hvor hun solgte boligkomplekset til Ringkøbing Amtskommune.

Klinikken var et stateligt hus, som blev bygget af to omgange.

Hovedhuset, nr. 50 og 52 blev bygget først og i 1905 blev nr. 48 bygget.

Arkitekt Louis Jeppesen tegnede nr. 48, hvor han indskød en altan mellem de to bygninger, så begge huses hovedform fremgik tydeligt. Imellem de to bygninger lå også en tandlægeklinik, som i mange år tilhørte frk. Asta Fick.

Huset 50-52 var stort. Der var i kælderen et stort brændsels- og pulterrum. Der var 7 lejligheder både 2, 3 og 4-værelses.

Da ejendommen blev solgt, var husene på Østergade og Damstrædet beboet af 10 lejere, som alle skulle finde et andet sted at bo. Det var fortrinsvis enlige damer, som havde boet der i over 20 år. De havde svært ved at finde nye lejemål i byen, men flere blev tilbudt bolig i Alkjærparken.

Overassistent Aksel Jeppesen, der arbejdede på Den Vest- og Sønderjydske Kreditforening boede i nr. 52 i 47 år fra 1932-1947. Han havde siden sin hustrus død spist sin varme mad på Højskolehotellet, så han ville meget gerne forblive i den indre by. Heldigvis fik han en ledig lejlighed i ”Skolebo ”på Kirkepladsen og forblev således inde i midtbyen.

Selve nedbrydningen af Klinikken er en hel historie for sig selv, som vi fortæller om en af de kommende dage…

17. december 2023

Jul i Ringkjøbing 1973

Som sædvanlig i disse år afholdes der et stort julelotteri i Ringkøbing i forbindelse med julen, og i 1973 var der 750 gevinster i lotteriet. Der var blandt andet 100 ænder og 200 flasker rødvin man kunne vinde. – Spillepladerne var udsendt til samtlige husstande i Ringkøbings handelsområde.

Erik Lyhne Pedersen havde lige åbnet sin forretning med musikinstrumenter, så han reklamerede med ”Nyt i Ringkøbing – Alt i musikinstrumenter”

Poul Bech-Hansen har også annonce i for de nyeste indenfor biler.

En ny Morris Marina til under 30.000 kr. eller en Morris Mascot til 21.500 kr.

Når man har købt bilen kan man jo køre om til ”Leo Esso” på Herningvej 24. Her kan man få bilen tanket, og man kan bagefter få den vasket i ”byens eneste moderne kvik-vask”, mens man handler i ”bilistbutikken”.

Energikrise var der bestemt også kommet til landet i 1973, hvor oliekrisen ramte hårdt i efteråret 1973. Det kan man blandt andet læse i det lille digt der er trykt i bladet i 1973.

Måske er det derfor dette års overskrift på annoncen fra EBM (Engelsk Beklædnings Magasin) i Nygade lød: FRYS IKKE

Men uanset energikrise og andre fortrædeligheder, så kan man slet ikke undgå at komme i julestemning hvis man går ned på Højskolehotellet hvor man kan få serveret et glas varmt gløgg med 3 æbleskiver for 8 kr. – hvis man da ikke er mere til en pilsner med gammeldaws hvidkål og stribet flæsk 12 kr.

16. december 2023

Savværket i Torvegade

Niels Nielsen – eller Niels Charles, som han senere tog navneforandring til – blev født i Velling i 1874. Han blev uddannet i Velling i 4 år, og var derefter på Vallekilde Højskoles Håndværkerskole. Arbejdede derefter i Stauning, Lønborg, Holstebro, Lem, Vinderup, Tarm og Tistrup, indtil han den 1. december 1905 købte det gamle mejeri i Torvegade og oprettede firmaet Ringkjøbing Savværk på grunden hvor SuperBrugsen ligger i dag.

 

Ringkjøbing Savværk lavede bl.a. vinduer og døre. Der skal stadig være eksempler på dette håndværk flere steder rundt i byen, blandt andet i den gamle kreditforenings bygning på Herningvej 3 og i Ørnhøjbanens gamle administrationsbygning på hjørnet af Nørredige og I. C. Christensen Allé.

1. december 1930 kunne Niels Charles fejre 25 Aars Jubilæum som Savværksejer i Ringkøbing.

I november 1929 var han blevet valgt ind i Ligningskommissionen, som repræsentant for Venstre, og i november 1933 blev han genvalgt til dette hverv.

Han var også gennem en periode formand for Sammenslutningen af Savværk og Maskinsnedkerier i Vestjylland

Den 13. juli 1934 kunne Savværksejer Charles, som han omtales fejre sin 60 års fødselsdag, men fem år senere den 31. januar 1941 dør han, 65 år gammel.

I juli 1943 meddeles det, at Fru Charles har solgt Ringkjøbing Savværk til Savværksejer Skovgaard, Fjeldsted i Nordvestfyn.

Savværket blev senere handlet flere gange indtil det blev købt af KFK, som byggede en kornsilo på pladsen. Denne blev nedrevet i 1976, da Brugsen købte grunden og byggede det vi i dag kender som SuperBrugsen.

 

15. december 2023

Benzintanken på hjørnet af Herningvej og Holmegårdsvej

Nogle år før den anden verdenskrig solgte Niels Poulsen sin villa ”Toga” på hjørnet af Herningvej og Kongshøjvej.

Han flyttede så til arealet på hjørnet af Herningvej og Holmegårdsvej, hvor han lod en benzinstation opføre og indrettede en bolig.

Han ejede samtidig Cementfabrikken, der lå lige ved siden af benzintanken.

Han solgte først russisk benzin, der blev kaldt “Nafta”.

Senere gik han over til firmaet Gulf. I 1940’erne solgte han tankstationen og købte hus på Bildtsvej, hvor han siden boede.

Så længe Niels Poulsen boede ved benzintanken, havde han også mange frugttræer. Men den fritidsinteresse, der stod højest ved ham, var biavl. Han havde bistader allerede under første verdenskrig. Staderne var anbragt rundt omkring hos familie og bekendte på landet, hvor der formodedes at være et godt honningtræk.

Karl Enevoldsen købte Gulf tankstationen på Herningvej, men nogle år senere solgte han anlægget til Gulf og blev forpagter. I en periode var han bestyrelsesmedlem i benzinhandlerforeningen.

Sygdom førte i 1974 til at han afstod forpagtningen til Willy Pedersen. Så længe helbredet tillod det blev han dog ved at hjælpe til på Gulf Service på Herningvej. Han døde i 1981.

14. december 2023

Beværtninger i Ringkøbing

I Ringkøbing har der været utallige beværtninger. Nogle har været stamsted i årtier og enkelte værtshuse er blevet legendariske og gået over i historien. Tænk blot på Hotel Vestjylland, Morten P og kælderværtshuset Slippen.

Cafe, bar, beværtning, bodega, knejpe, og vinstue – ja kært barn har mange navne.
Og vi kender dem godt – de steder, hvor man som stamgæst kunne hænge ud i baren og langsomt lod cigaretrøgen indhylle rummet. Stress og jag blev sat på pause, og man kunne få en kold bajer fra kassen eller en skarp.

Vi kigger indenfor nogle af stederne.

Hotel Vestjylland.

Det lå på hjørnet af Algade og Grønnegade, hvor legetøjsbutikken Buddy ligger i dag. Mogens og Sara Knudsen flyttede i 1919 deres beværtning fra Nygade til hjørnet i Algade, hvor Tang havde haft købmandsforretning. Beværtningen blev drevet i mange år samtidig med danserestauration i haven i folkemunde ”Marens Maw”.

Efter Mogens og Sara Knudsens død førte datteren Else Knudsen beværtningen videre indtil 1972, hvor Martin Nygaard overtog Hotel Vestjylland.

I 1984 blev hotellet solgt til Karen Trillingsgaard og Jørgen Spange, og overtagelsen blev markeret med en velbesøgt reception den 1. september 1984.

Karen Trillingsgaard kaldte også værtshuset Moster Pip

I 1993 solgte Karen Trillingsgaard ejendommen til Nanna og Normann Jochumsen, der indrettede Legetøjsbazaren i hotelbygningen. I dag ejes ejendommen af selskabet ”Hugborgvej 21 ApS”.

Hotel Morten P og Sorte Louis

Hotel Morten P med værtshuset Sorte Louis lå i Vester Strandgade. I 1929 overtog Morten P. Jensen hotellet efter sine svigerforældre og deraf fik hotellet navnet Morten P. 

Der har været mange ejere af beværtningen. Edith og August Andersen i 1950’erne og 1960’erne. De gjorde stedet til et godt spisested og indrettede gårdhaven med servering.

I 1970’erne var stedet ejet af Nita Christensen og hendes mand Jens Mads Christensen. De indrettede bowlingbaner i baghuset og senere vin- og ølstuen ”Sorte Louis”, som bogtrykker Louis Rasmussen lagde navn til.

Så kom Niels Aage Haagensen som gjorde Sorte Louis til værtshus med mange musikarrangementer. Senere overtog et lokalt konsortium ejendommen, og Hans Kristensen blev leder.

Omkring 1980 drev Lis og Hans Chr. Ottosen stedet videre som et musiksted, som derefter at blive overtaget af familien Bro med Annette Nielsen som forpagter. Senere blev Mogens Bro eneejer af både Hotel Morten P og Sorte Louis og han skabte Rock Cafe, som han afhændede til Holger Glismann,

I 00’erne, købte Benny Rasmussen cafeen, som han havde indtil Per Green i 2008 købte hele ejendommen. Henrik Andersen og Valentin Jensen renoverede lokalerne og åbnede et nyt diskotek – Diskotek Moos – som de drev i tre år.

I 2012 var det helt slut med både hotel og værtshus, men der er stadig socialt samvær i ejendommen, hvor G-faktor i dag bl.a. tilbyder unge et socialt værested.

Slippen

Ved Kirkeslippen mellem Nygade og Kirkepladsen blev kælderværtshuset Slippen i 1980’erne et in-sted for mange, da det åbnede. Kælderen under Nygade 15 blev gravet ud, og her blev indrettet det herlige værtshus. Initiativtagerne til værtshuset var Lise og Poul Erik Bæk. Det var både et værtshus og spisested med varm og kold mad.

I 1991 blev Inger Høgsberg medejer, og hun fortsatte bl.a. markeringen af årets begivenhed, når beaujolais-vinen kom til byen. Oftest med musik og sang.

Det var også Inger Høegsberg, som begyndte med de legendariske musiklørdage på Kirkepladsen, hvor der ofte blev spillet jazz-musik. Fra 1998 til nu har der været forskellige ejere af stedet, og i dag drives værtshuset under navnet Ølkælderen Slippen.

13. december 2023

Herningvej 1 og Reberbanen 2

Kreditforeningens gamle kontorbygning eller »administrationsbygning«, som man sagde, når det skulle være fint, var oprindelig i forening med den hosliggende beboelsesbygning, »direktørboligen«, opført til kontor og bolig for daværende prokurator, kammerråd, senere etatsråd og administrerende direktør for Kreditforeningen, E. Møller.

Skønt Møller først i 1874 blev direktør af navn, havde han som foreningens egentlige stifter og forretningsfører lige fra begyndelsen været sjælen i den. Kreditforeningens kontorforretninger blev udført på hans kontor af ham, og af det af ham antagne lønnede kontorpersonale.

Først i 1874 fik kreditforeningen eget kontorpersonale, men kontoret vedblev at være i Møllers ejendom. Da han i 1888 trak sig tilbage som administrerende direktør, blev såvel direktørboligen som kontorbygningen afkøbt Møller.
Bygningen var i tidens løb udvidet – forlænget – to Gange, men synderlig hensigtsmæssig havde den aldrig været, og mere og mere ufyldestgørende blev den for hvert år. Det var en mærkelig smal bygning, og de rum, der fandtes i den, havde derfor gennemgående ikke nogen videre god facon, men navnlig var de alt for små.

Der var inden for Repræsentantskabet afvigende meninger med hensyn til, om man skulle forsøge at udvide en gang endnu eller skride til opførelsen af en ny bygning. Men noget måtte der gøres, herom var der enighed. Et af argumenterne kan blandt andet læses i jubilæumsbogen fra 1936, her skriver man nemlig følgende:

”Det såkaldte brandfri rum kunne kun rumme en ringe del af, hvad der burde have plads i dette. Resten måtte man anbringe, hvor man bedst kunne, således var der i repræsentanternes såkaldte mødesal anbragt arkivh, men en del af ylder langs alle væggene.

Af hensyn til brandfaren havde man vagt i bygningen hver nat, og det kan vist også uden overdrivelse siges, at der var al god grund hertil!

Et par gange udbrød der skorstensild, og selv om der egentlig ikke derved skete nogen skade, var det dog »lige op over«. En reol stod med den ene ende mod skorstenen, og på reolen stod en tyk protokol, som på den side, der vendte ind mod skorstenen, fik en sortbrændt plet, der gik lige ind i midten af protokollen, om end størrelsen efterhånden aftog, og kuløren afsvækkedes fra sort til lysebrun!

Denne protokol blev i den følgende tid af og til fremvist for de medlemmer af repræsentantskabet, der havde betænkeligheder eller Indvendinger at fremsætte mod opførelsen af en helt ny bygning.”

På repræsentantskabsmødet i foråret 1909 blev der da nedsat et byggeudvalg til at overveje og stille Forslag. Man overvejede at bygge til den eksisterende bygning, men blev til sidst enige om i stedet at opføre en ny bygning, og det blev arkitekt Helge Bojsen Møller der stod for den imponerende bygning som vi kender i dag

Da Kreditforeningen i 1913 flyttede ind i den ny bygning på Herningvej 3, opstod det spørgsmål, hvorledes der skulle forholdes med den gamle kontorbygning. Direktør Hoppe mente, at den ikke var for god til at rive ned, og i hvert fald gjorde den ikke nogen god virkning i de ny omgivelser. Repræsentantskabet mente imidlertid, at den dog altid repræsenterede en værdi, og at man altid kunne nå at få den revet ned, hvorfor man ikke skulle forhaste sig hermed.

Men hvad skulle man bruge den til. At udleje den ville ikke være helt let på grund af
dens særlige beskaffenhed, og desuden var det ikke alle og enhver, man brød sig om at have derinde i så umiddelbar nærhed. Men så viste det sig, at Ringkøbing Museum, der dengang endnu ikke havde egen bygning, kunne anvende lokalerne til sine samlinger, og resultatet blev så, at museet for en billig leje havde til huse der, indtil det i 1922 fik sin egen bygning. Så opstod spørgsmålet igen.

Bygningen var jo i årenes løb blevet ældre og trængte til så megen istandsættelse, at man måtte regne med, at der til forrentning af bekostningen vilde medgå der meste af, hvad man kunne få i leje. Man kunne dog stadig ikke bekvemme sig til at nedrive den, men vedtog den 4. Maj 1923 at lade den istandsætte med en samlet bekostning af 10.000 Kr. og at udleje den for en årlig leje af i alt 1.000 Kr.

Lejerne var til at begynde med Ringkøbing Folkebogsamling og en ungdomsforening, i de senere år bogsamlingen alene.

Direktør Hoppe havde ønsket, at Kreditforeningens byggeforetagende også skulde have omfattet en ny direktørbolig. Dette ville repræsentantskabet ikke gå med til, men man var villig til at overveje en istandsættelse eller ombygning af den gamle direktørbolig.
Dette trak imidlertid ud så længe, at Direktør Hoppe ikke oplevede det.

Først den 2. December 1916 blev det vedtaget at ombygge direktørboligen med en bekostning af ca. 18.000 Kr. Denne ombygning blev så gennemgribende, at resultatet nærmest blev en helt ny bygning. Det meste af murværket blev nyt og kunne ikke komme til at ligne det gamle, hvorfor det hele blev overtrukket med rødgrå puds.

Det endelige resultat blev imidlertid slet ikke ilde, men en ganske tiltalende bygning i Biedermeierstil, der forliges helt godt med den store palæagtige bygning ved siden af.

12. december 2023

Trillingsgaard Tømmerhandel

Peder Trillingsgaards Tømmerhandel kan føres tilbage til 1785, hvor den blev grundlagt af konsul Chr. Høy Husted.

Senere ejer var sønnen, kammerråd og konsul A. C. Husted, derefter en nær slægtning, konsul Chr. Husted, og endelig konsul J. P. Laursen, der havde forretningen frem til 1930. Da overtog sønnen Alfred H. Laursen forretningen, mens hans interesser gik mere i andre retninger, og derfor måtte han forlade branchen. Han fandt heldigvis senere sin rette hylde som skribent. Han blev kendt for igennem flere år at skrive ”De Små Vers” i Jyllands-Posten, og for sine mange viser, blandt andet Ringkøbing-sangen.

Tømmerhandlen i Torvegade overgik til et aktieselskab med Carl Trillingsgaard fra Hee som direktør. Aktieselskabet blev ophævet i 1942 og blev ført videre af C. Trillingsgaard som personligt firma.

I 1948 overtog de to sønner, Peder og Vagn Trillingsgaard, så tømmerhandlen, der lå tæt ved Torvet, hvor der i dag er parkeringsplads. I 1956 købte Peder Trillingsgaard sin broder Vagn ud, og blev eneejer.

Men pladsen var begrænset, og de store lastbiler gav problemer, derfor ville Peder Trillingsgaard gerne flytte. Men undergrunden lige omkring det gamle Ringkøbing er blød, og det var svært at finde en egnet byggegrund uden at komme alt for langt væk.

På det tidspunkt var Peder Trillingsgaard 57 år, og ingen af hans fire døtre ønskede at gå ind i forretningen. Han havde ikke mod på de helt store investeringer, og løsningen blev i stedet, at han solgte sin forretning til A/S Henry Kjeldsens Savværk. Henry Kjeldsen gjorde det samme med sin forretning, og det nye firma kom til at hedde Henry Kjeldsen Ringkøbing Tømmerhandel A/S med en aktiekapital på 600.000 kr.

De to forretninger havde konkurreret hårdt i tyve år, så sammenslutningen skete ikke helt gnidningsløst.

Den store beslutning blev taget en aften og nat hos Henry Kjeldsen på Meldskiftet 9. Advokat Preben Asmussen var udpeget af begge parter som mægler.

Aftenens forløb er beskrevet i jubilæumsbogen om Henry Kjeldsens Tømmerhandel fra 1997, og her kan man læse følgende:

”Først skulle man have fastsat en goodwill for Trillingsgaards forretning. Han forlangte en million. Henry Kjeldsen satte sit bedste pokeransigt op og forklarede, at han havde talt med tømmerhandlerforeningen, der mente, at gennemsnittet af de sidste tre års fortjeneste var en rimelig pris, og derfor ville han tilbyde 100.000 kr.

Efter megen diskussion gik Peder Trillingsgaard ned på 750.000 kr. og så på 500.000 kr.

Det fik hans kone, Agnethe Trillingsgaard, der sad i den anden stue med Asta Kjeldsen, op af stolen. Hun smækkede døren op og sagde: ”Peder, du giver vel ikke det hele væk?”.

Efter flere timers prangen blev de enige om prisen: 300.000 kr.”

”Næste hurdle var navnet. Hvad skulle barnet hedde? Henry Kjeldsen foreslog: Henry Kjeldsen Ringkøbing Tømmerhandel.

Så kom Agnethe Trillingsgaard igen på banen. Mændene var meget stille mens Agnethe fremførte, at skulle firmaet hedde Henry Kjeldsen, så skulle det også hedde Peder Trillingsgaard. Nu blandede Asta Kjeldsen sig også, da hun under ingen omstændigheder ville gå med til at slette Henry Kjeldsen, som forretningen havde heddet i tyve år.”

”Da klokken efter flere timers diskussion var blevet tre om natten, sagde Preben Asmussen: ”Nu går jeg hjem i seng, så kalder vi den Asta og Agnethe, så kan folk se hvem der bestemmer”. Så faldt tingene på plads. Man blev enige om navnet Henry Kjeldsen Ringkøbing Tømmerhandel A/S, og det var en fornuftig beslutning, da Peder Trillingsgaard hele tiden havde brugt navnet Ringkøbing Tømmerhandel.”

Alle aktiviteter blev samlet på Enghavevej, hvor der var rigelig plads. Peder Trillingsgaard solgte senere sin jord til kommunen, og der blev anlagt en p-plads – Torvegades P-Plads.

Peder Trillingsgaard fik aktier for sin forretning, og han og Agnethe Trillingsgaard sad i bestyrelsen sammen med Asta og Henry Kjeldsen indtil 1970.

I 1969 blev kildeskatten indført, og det blev muligt at sælge aktier skattefrit. Det benyttede Peder Trillingsgaard sig af, og herefter sad familien Kjeldsen med hele aktiekapitalen.

11. december 2023

Grønnegade 25

I april 1998 blev ejendommen købt af formand for Ringkøbing og Omegns Firmaidræt, Tage Carlsen. Bygningen var hårdt præget af slid og flere steder direkte forfald og han hyrede derfor Tegnestuen C. E. Linquist til at lave et renoveringsprojekt.

Ideen var fra starten, at husets karakteristiske ydre i det mindste ud mod Grønnegade og Søndergade skulle bevares. De skæve ydermure på den sorttjærede syld skulle derfor blive stående, og pikstensbelægningen omkring huset og ned til gadeniveau skulle genetableres. Tagets tømmerkonstruktion var meget medtaget og skulle total udskiftes. Der skulle laves en ny planløsning og som følge heraf blev alle indvendige skillevægge fjernet.

Undervejs i denne renovering viste det sig imidlertid at huset var dårligere end forventet, og man søgte og fik en nedrivningstilladelse ”på betingelse af, at huset blev genopført i den gamle stil”. I maj måned 1998 blev ejendommen på hjørnet af Grønnegade og Søndergade så nedrevet til grunden. Det gav anledning til en intern debat i teknisk udvalg, der havde givet tilladelse til nedrivning og fyldte i den efterfølgende periode pænt i Ringkjøbing Amts Dagblads spalter.

Men tilbage til det gamle hus og perioden hvor der var brødudsalg.

I 1920 overtages ejendommen af ølhandler Christian Olesen, der ejer huset til sin død i 1937. Han beboer selv Grønnegadelængen og lejer resten ud til Mads og Kirstine Flytkjær.

Efter Christian Olesens død i 1937 overtages ejendommen af sønnen Svend Aage Olesen og Thora Christiane Olesen, født Flytkjær, der samme år flytter ind i huset sammen med datteren Edith.

Thora Christianes tvillingesøster, Fanny Flytkjær, havde da i en årrække drevet et lille brødudsalg i det lille lokale syd for forstueindgangen. Hun dør i 1935, hvorefter
hendes lillesøster, Elna Flykjær, overtager butikken. Hun flytter samtidig ind hos
Kirstine og Mads Flytkjær i lejligheden umiddelbart bag butikken.

Edith Pedersen fortæller om indretningen: ”Fra entréen kom man ind i butikken, hvor der
lige indenfor til venstre for døren var en isboks. Der blev solgt is fra Trekløver Mejeri i Hee. Ismanden kom en gang i ugen og forsynede butikken med is.

Ud mod Søndergade var disken og her bagved en række hylder, hvor der stod brød, bolsjeglas og forskellige ting. Der var også brød i glasdisken. Der var butiksvindue ud mod Grønnegade. Under vinduet var der et hvidmalet træbord, hvor der kunne stå en blomst eller andet. Brødet kom fra Vester Strandgades Bageri (bager Knudsen).

Jeg blev ofte sendt op i bageriet efter det min moster stod og manglede. Under krigen var det småt med penge og brødudsalget måtte lukke i 1942.

Herefter blev butikslokalet lagt til lejligheden i Søndergadelængen, hvor Elna boede i den vestlige ende og Kirstine og Mads i den østlige. De sidste tre fag mod øst udgjorde stadig en selvstændig lejlighed, hvor der på dette tidspunkt boede en ældre dame, som Edith Pedersen ikke husker navnet på”.

I længen mod Grønnegade boede Edith sammen med sine forældre. Hun fortæller: ”Lejligheden bestod af en dagligstue lige indenfor entréen. Ved siden af dagligstuen mod øst var soveværelset, hvortil der kun var adgang fra køkkenet. Fra dagligstuen var der adgang til spisestuen i husets nordvesthjørne og herfra til køkkenet. Ved siden af køkkenet i husets nordøsthjørne var baggangen, hvorfra der var adgang til vaskehus og toilet i gården. Fra soveværelset var der adgang til et pulterkammer, der fik lys fra et lille vindue, der vendte ud mod entréen. I baggangen var der en trappe, der gav adgang til loftet. På loftet blev tørvebrændslet opbevaret.”

Svend Aage Olesen og Thora Christiane Olesen køber i 1943 hus i Vester Strandsbjerg og sælger derfor ejendommen i Grønnegade. Siden da skiftede huset ejer syv gange, inden det blev købt af Tage Carlsen, som nedrev det og byggede det nuværende hus op i den gamle stil.

10. december 2023

Landbrug i byen

Som byen ser ud i dag kan man undre sig over, at folk havde kreaturer inde i byen, men dengang gik byen kun ud til Museumspladsen, og Herningvej var blot et hjulspor, så der var ikke langt til markerne.

Omkring 1960 kunne man stadig finde kreaturer i baggårdene i Ringkøbings gamle bydel. Om morgenen vandrede man langs fjorden ud mod Hvashøj for at sætte dyrene på græs.

Henning Bangsgaard, der var korrektør på Ringkjøbing Amts Dagblad fortæller om sin barndom sidst i 1920’erne og først i 1930’erne, da der var landbrug i Østergade 32.

”Vi havde lejlighed og værksted (faderen Peder Bangsgaard var skomager) i den ene ende af huset, og vort stuevindue vendte ud mod den lille gårdsplads, hvis halvdel næsten var optaget af en stinkende, åben mødding, grobund om sommeren for millioner af fluer.

Midt i gården stod en pumpe og et trug, hestene kunne drikke af. Hestestalden var hyggelig med de stampende bindselraslende heste. Oven over stalden var høloftet, og hver sommer blev det presset stuvende fuldt af hø.

Vort loft var skilt fra høloftet med en bræddevæg, men på grund af forsømmelighed var mange brædder faldet ud, og ad den vej borede vi os ind i høet og lavede de mest vidunderlige huler, hvor vi tilbragte mange timer efter skoletid med fantasifulde lege.

Men landbrug i byen var ikke lutter idyl. Der var fluer, og det vrimlede med rotter.

Fluerne førte vi en energisk udryddelseskampagne mod. Jeg husker endnu de lange, ækle, klistrede fluefangere, der hang ned fra hvert lampested og gav fluerne en kvalfuld død. De var en plage og ikke til at få bugt med, de fluer.

Rotterne var endnu værre. Selv om de fortrinsvis holdt til ved møddingen og stalden, for de rundt over hele loftet, hvor vi havde vore soveværelser. De kom aldrig ind, men de peb og hvinede og raslede bag den tynde bræddevæg, der skilte soveværelserne fra loftet, og tit har vi ligget med hjertet oppe i halsen af frygt for, at en rotte skulle bryde igennem og tage sig til gode med en fristende barnetå. Sjovt var det heller ikke at åbne lokumsdøren og finde en ækel rotte på brættet.

Nu er gården cementeret, og hestestalden lavet om til garager, og det hele ser koldt og funktionelt ud, for selv om det var plagsomt med fluer og rotter og lokum i gården, så var der miljø og hygge, og der hvor man oplevede sin barndom, der har man efterladt en del af sig selv.”

9. december 2023

Kalkstensfabrikken – Lyngmelsfabrikken – Cementvarefabrikken

Kalksandstensfabrikken

Rindum Kalksandstensfabrik var vel nok det største foretagende på lokalt plan hvor man anvendte leret som råmateriale.

Oprindeligt blev virksomheden påbegyndt som et teglværk, men det blev senere opgivet, idet Rindum-leret i modsætning til andre vestjyske lerforekomster var for kalkholdigt. Efter nedlæggelsen af teglværket anvendtes leret som mergel til landbruget.

Men i omkring år 1900 tog nogle driftige handelsfolk og håndværkere initiativ til at oprette en kalksandstensfabrik i Rindum, der i løbet af dens relativ korte levetid årligt producerede flere millioner sten, om hvilke det hævdedes, at de, hvis materialerne ellers var ordentlige og blev behandlet rigtigt, var lige så holdbart som de blokke, ægypterne for henved 5000 år siden anvendte, da de byggede deres kæmpemæssige gravminder, pyramiderne.

I 1909 blev murermester Niels Poulsen fra Tim direktør for A/S Ringkjøbing Kalksandstensfabrik, der på det tidspunkt havde en aktiekapital på 100.000 kr.

I 1910 flyttede han til Ringkjøbing, hvor han først boede til leje, blandt andet i Erikshus. Men senere at opførte han villa “Toga” på hjørnet af Herningvej og Kongshøjvej. Villa “Toga” blev opført af kalksandsten for at vise, hvad kalksandsten kunne bruges til.

I 1917 overtog Niels Poulsen så fabrikken. Salget af kalksandsten var da ebbet ud, de kunne alligevel ikke konkurrere med teglsten.

Lyngmelsfabrik

Han omdannede fabrikken til lyngmelsfabrik. På det tidspunkt var der endnu ret store hedearealer omkring Ringkøbing. Lyngen blev købt af landmændene, der med hest og vogn bragte lyngen ind til fabrikken, hvor den blev malet til mel. Lyngmelet blev især eksporteret til Tyskland, hvor det blandet med melasse blev anvendt som kreaturfoder.

I 1919 nedbrændte fabrikken totalt, og den blev aldrig genopbygget. Det var da dengang den hidtil største ildebrand i Ringkøbing.

Samtidig med at han drev sine egentlige erhverv, havde han altid andre jern i ilden, og allerede medens han havde kalksandstensfabrikken, havde han et mindre cementstøberi på Møllevej i Ringkøbing.

Cementvarefabrikken

Efter lyngmelsfabrikken var nedbrændt, lod han en del af arealet mellem de to jernbaner opfylde med sand fra sandgraven bag anlægget. – De to jernbaner var foruden Statsbanernes bane mod Skjern også Ørnhøjbanen, som gik på den anden side af arealet.

På det opfyldte areal opførte Niels Poulsen et cementstøberi.

Sammen med cementstøberiet drev han vognmandskørsel de første år med et par af de lastbiler, han havde købt i Tyskland.

Først og fremmest klarede han cement støberiets kørsel, men han påtog sig i øvrigt al anden kørsel, som han kunne få fat på. Da hovedvejen fra Ringkøbing mod øst blev brolagt, havde han i entreprise at levere sand og grus samt at ud køre brostenene.

Han var med til at stifte foreningen for Cement- og Betonvarefabrikanter og var foreningens første formand. Han blev senere valgt til æresmedlem af foreningen.

Han drev cementstøberiet indtil efter den anden verdenskrig, hvor han afhændede det til købmand Skytte fra Vedersø.

I 1981 solgte Niels Skytte betonvarefabrikken til B & V Kristensen.

Kalksandsten fik en kort renæssance da det i 1970’erne og starten af 1980’erne blev meget moderne at bygge med hvide mursten kløvet ud af kalksandsten, som der ikke skulle noget vedligehold med. Men erfaringerne har siden vist, at disse kløvede kalksandsten let får et lidt trist og beskidt udseende.

8. december 2023

Villa ”Solhjem”, Tangsvej 29.

Huset blev opført i 1909 for amtsrådssekretær cand. jur. Carl Gustav Schaarup.

Han havde siden sin embedseksamen i 1900 været ansat ved Ringkøbing Amt.

I 1904 giftede han sig med Olga Elisabeth. Familien boede først på Rindom Kjærgaard, inden de byggede villaen i 1909.

I 1910 døde Carl Gustav Schaarup og efterlod sig enken og tre små børn, den yngste blev født i 1910, samt en nybygget villa.

I 1903 var der i Ringkøbing dannet en Grundtvigsk Kreds som havde fremmede præster til at prædike i kirken, og fra 1905 holdtes regelmæssige aftengudstjenester.

I 1914 fandt kredsen grundlag for at ansætte deres egen præst og danne en valgmenighed, så samme år ansatte man pastor Nicolai Clausen-Bagge som valgmenighedspræst.

Han fortæller i sine erindringer at ”man havde skaffet en præstebolig nemt og hurtigt, idet enkefru amtsfuldmægtig Schaarup skulle flytte til Næstved og tilbød sin ny, smukke villa.

Købet blev ordnet på lempelig måde gennem kreditforeningsdirektør Troensegaard…”

Huset blev ramme om et aktivt menighedsliv – først i Ringkøbing Valgmenighed og fra 1918 Ringkøbing Frimenighed.

I 1917 fik Valgmenigheden skænket nabogrunden, Tangsvej 25, af grosserer Leonhard Tang – med henblik på at opføre deres egen kirke.

Nicolai Clausen-Bagge virkede i Ringkøbing indtil 1938, hvor han fraflyttede…”den store sollyse villa – som min kone – med rette havde givet navnet ”Solhjem”.

Fra 1939 til 1952 var Pastor Elith J. O. Helmig valgmenighedspræst og boede i huset ”Solhjem”. Det blev i 1956 overtaget af Inga og Carl Jensen, som ejede Ringkøbing Automobil Forretning. De boede i huset indtil 1997.

Huset blev i 1997 købt af læge Birthe Velling Pedersen og arkitekt Ditlev Palm, som gennem de næste år renoverede huset gennemgribende med respekt for det bevaringsværdige .

Birthe Pedersen solgte februar 2023 huset til Ringkøbing Kirke, som lejede boligen ud til præsten Jørgen Moeslund, der flyttede ind med sin kone og parrets fire børn.

Villa ”Solhjem” er således igen blevet præstebolig.

Men nabogrunden blev dog aldrig bebygget med Ringkøbings kirke nummer to – man opgav planerne, og grunden blev i stedet solgt fra i 1949, hvor apoteker Octavius Andersens enke Anna Andersen i januar 1949 søgte om lov til at bygge et hus på grunden.

Nabohuset på Tangsvej 25 ses på billedet herunder.

7. december 2023

Ringkøbing Håndværkerforening – senere Ringkøbing Håndværker- og Industriforening

Ideen til Ringkøbing Håndværkerforening opstod egentlig i den forening, som man i gamle dage kaldte ”Ligkassen” – men som officielt hed Ringkøbing Købstads Begravelseskasse.

Her blev der indkaldt til et møde om stiftelse af en Håndværkerforening den 24. februar 1861, og samme dag blev foreningen stiftet af 33 håndværkere.

I 1875 blev jernbanen mellem Esbjerg og Holstebro åbnet.

Håndværkerne virkede ikke synderligt interesseret i den sag, for man antog, at det var et tvivlsomt gode, og den opfattelse var almindelig i byen. Samtidig kom Jernbanestationen til at ligge et sted i Ringkøbing, som dengang lå ret langt udenfor byen.

Byrådet kæmpede heller ikke for, at jernbanen kom til at forbinde Øst- og Vestjylland, hvilket ellers havde været helt naturligt.

Magasinet

Det første hus, Håndværkerforenings bestyrelse købte, var Magasinet. Det kaldte man det hus, hvor skolebygningen på hjørnet af Nygade og Torvet lå. Der skulle bygges en ny Borger- og realskole, og i juni måned 1873 købte man bygningen, som skulle bruges til udstilling af varer fra håndværkerforeningens medlemmer.
Allerede i 1887 blev det besluttet at afhænde huset, da det efterhånden var i meget dårlig stand, men der gik mange år, før bygningen blev afhændet, for først i 1920 solgte man den til Ringkjøbing Landbobank. Banken lod huset nedrive og opførte den bygning, vi kender i dag.

Håndværkerforeningens bygning på Chr. Husteds Vej

Efter megen diskussion i bestyrelsen vedtog man i 1888 at opføre en ny bygning på hjørnet af Nygade og Chr. Husteds Vej. Bygningen skulle bl.a. indeholde Teknisk skole.

Den blev tegnet af arkitekt Cl. Wiinholt i Viborg, der havde opført flere kirker i Vestjylland. Den nordlige del af bygningen skulle benyttes til Teknisk Skole, i fløjen mod Nygade blev etableret en stor festsal og resten af ejendommen var restaurationslokale, økonomilejlighed m.m. Huset blev indviet den 24. februar 1889, og dagen blev fejret med festmiddag. I år 1900 blev huset udvidet med en veranda mod øst tegnet af arkitekt Berg, Esbjerg.

I 1950 får Håndværkerforeningen et tilbud fra Byrådet om at overtage den gamle Borgerskole på Kirkepladsen og der var stor glæde i foreningen, for nu kunne man få større og meget bedre lokaler til undervisning.

Men i 1959 fik man af undervisningsministeriet besked om, at der desværre ikke var mulighed for en Dagskole i Ringkøbing. Unge måtte nu rejse til de byer, hvor de tekniske centralskoler bliver bygget.

Få år efter blev huset på Chr. Husteds Vej solgt, og man gik i gang med at planlægge byggeri af Laugsbygningen på I. C. Christensen Alle.

Håndværkerstiftelsen på St. Blichers Vej 11-13

Begiver man sig i dag fra Banegården op mod byen af Steen Blichers Vej, ser man en anseelig bygning på højre side, hvor der øverst står Håndværkerforeningens Stiftelse.
Her har den ligget siden 1924 – så næste år fylder bygningen 100 år.

I en lang årrække 1866-1924 ønskede man at opføre et hus med 8-9 lejligheder til f.eks. ældre håndværksmestre eller enker.
Man fik af Byrådet et stykke af jorden på den tidligere Markedsplads, og dermed kom huset til at ligge i nærheden af foreningens ejendom i Nygade. Som arkitekt blev Johs. Lambæk i Ringkøbing antaget, og den 18. december 1924 fandt indvielsen sted, så til næste år fylder huset 100 år.

Efter 2. verdenskrigs afslutning begyndte Håndværkerforeningen igen at pusle med byggeplaner. Stiftelsen var for lille med for få lejligheder.
Arkitekt Nicolaj Andersen blev bedt om at lave et udkast til en ejendom på grunden bag ved stiftelsen med 18 etværelseslejligheder. Efter længere tids diskussion blev man enig om 8 etværelses lejligheder og 4 toværelses lejligheder.

Licitationen blev afholdt, men viste dog en langt større byggesum end beregnet. Det turde foreningen ikke begynde på, så i stedet indrettede man 2 lejligheder i den gamle stiftelses tagetage på Steen Blichersvej.

Laugsbygningen, I. C. Christensens Alle 8

I 1965 tegnede arkitekt Nicolaj Andersen Håndværkerforeningens Laugsbygning på I C. Christensens Alle 8.

Foreningen skulle bruge huset til mødelokale m.v., men igennem årene er det også blevet benyttet af andre foreninger og enkeltpersoner til festlige lejligheder. Forskellige firmaer har i dag til huse i ejendommen.

Laugsbygningen på I. C. Christensens Alle – bygget 1965

Håndværkerforeningen ejer stadigvæk Stiftelsen på St. Blichers Vej og Laugsbygningen på I. C. Christensens Alle. De øvrige bygninger er afhændet.

6. december 2023

Grønningen

Ringkøbing Boligforening blev stiftet den 1. oktober 1945, det var i en tid med stor boligmangel i byen, da mange var flyttet til byen i løbet af de fem krigsår.

Boligforeningens første byggeri var den store 3-etagers blok med 32 lejligheder i Skolevænget, som var klar til indflytning i 1949.

Allerede i november 1949 oplyste bestyrelsen at man påtænkte at udføre mere nyt byggeri. Bestyrelsen havde udset sig havekolonien ”Åglimt” ved Enghavevej, matr. nr. 156 A.F., Ringkøbing Markjorder. Der kunne opføres 12 rækkehuse på grunden, og der blev fremlagt foreløbige tegninger.

Kommunen havde tilbudt grunden til en totalpris af 6.340 kr. og var villig til at yde garanti for byggeriet.

De enkelte huse skulle være på 75kvm. Og de var projekteret til at koste 28.000 kr. pr. hus i anskaffelse med en månedlig husleje på 90,- kr.

De fremmødte vedtog uden betænkning byggeriet. Det skulle fremmes mest muligt ud fra den betragtning og viden, at nye og sunde boliger er den første betingelse for, at en families sociale forhold er i orden.

Ved licitationen i april 1950 viste det sig at anskaffelsen af de 12 huse var meget dyrere end beregnet, og byggeriet blev kasseret af ministeriet. Bestyrelsen måtte herefter ud i lange, besværlige forhandlinger, der næsten medførte et brud med håndværkerne og Håndværkerforeningen i Ringkøbing.

Ved en ny licitation blev det derfor en murermester fra Tarm, der kom til at bygge de 12 huse, der fik navnet afdeling 2 Grønningen. I august 1951 blev 12 medlemmer af boligforeningen indkaldt til udtagelse af de 12 rækkehuse.

Fra starten var der koksfyrede kaminer i husene; dette blev i begyndelsen af 1960’erne ændret til fjernvarme, så der kom varmt vand og bad.

Der er gennem årene foretaget løbende forbedringer i afdelingen – så husene i dag fremstår tidssvarende.

Grønningen har gennem årene altid fremstået som et eftertragtet byggeri.

Til hvert hus hører en dejlig lukket have, og flere af beboerne har selv overdækket terrassen, bygget drivhuse, opsat flagstænger m.v.

Nå ja, den lille dreng med kælken, som blev vist på Facebookbilledet hedder Kaj Milter Jensen, han boede dengang i Grønningen. Han blev senere kendt i byen som musiker, organist og og musikskoleinspektør. Hvis det var svært at genkende ham på billedet på FB, så kommer her et billede af ham, som han så ud i 1976.

5. december 2023

Carl Iversen og Søn

Carl Iversen var fra Holmsland og var landmand med højskoleophold og landbrugsskoleophold bag sig, da tilfældet ville, at han blev slagter.

Han var tidligt begyndt at handle, og det kunne han lide, så da hans svigerfar skulle have realiseret en slagterforretning i Ringkøbing, som han havde kautioneret for, købte Carl Iversen den for sine sparepenge, for han ville gerne handle – men han havde ikke lyst til at blive slagter.

Marie der var født på Stadilø, men opvokset på Holmsland, og med sin familie var flyttet til Hanning, hvor Carl var bestyrer på en gård, tog plads hos en slagter i Skjern for at lære arbejdsgangen i en slagterforretning.

1. november 1926 begyndte Carl Iversen i Mellemgade, og grundlagde dermed forretningen der blev kendt som ”Slagter Iversen”. Det var imidlertid først i 1934 Carl Iversen selv lavede svendestykke. Han havde indtil da haft svende til hjælp.

I 1938 blev der mulighed for at få noget større, så forretningen flyttede til Bredgade (Nu Algade 20), hvor den havde til huse indtil den blev lukket i år. Den blev gennem årene udvidet fem gange.

Marie og Carl Iversen fik deres hjem i ejendommen, og i hendes køkken blev der kogt, stegt og braset til forretningen.

Også landmændene var en vigtig del af hans arbejde, for han kørte hver fredag til Holmsland og Klitten, men efterhånden blev det forbudt at sælge fersk kød fra vogn med mindre, der blev installeret køleanlæg. Herefter blev det til at han kørte ud med bestilte varer til kunderne, for det måtte man stadig.

Der var syv børn i ægteskabet, fem døtre og to sønner, og begge sønnerne ville være slagtere og hjælpe til. Efter soldatertiden søgte de mere uddannelse i faget andre steder, hvor der var noget at lære, før de til sidst selv fik forretning.

Jørgen Iversen bosatte sig i Hammel, og Iver kom med i faderens forretning, og så kunne Carl Iversen igen få lidt mere tid til at handle med dyr. Det blev til næsten 30 års kompagniskab med Iver og hans kone Ellinor, inden Carl Iversen endelig slap tøjlerne.

I handlen stod, at han skulle stoppe når han blev 70 år, men da den tid kom var der ikke snak om nogen ting, så Carl tænkte at han kunne blive ved til han blev 75 år. Da han blev 75, var der heller ikke snak om nogen ting, men 4 måneder før han blev 80, fik han en maveblødning, og holdt så helt op.

4. december 2023

Ringkjøbing Handelsforenings julekalender 2011

I 2010 så man for første gang såkaldte ”Kissing spots” under ophængte mistelten rundt om i byen, og Ringkjøbing Amts Dagblad skrev følgende om dette nye fænomen:

”Ta’ og kys det hele fra mig,” opfordrede Poul Henningsen i sin berømte vise fra 1932. Det er en rigtig god idé, synes købstadschef Per Strandbygaard, der nu gør opfordringen til sin. Fire forskellige steder i byen har han fået anbragt nogle tydeligt markerede ”kissing spot’s”, en slags kysseriets svar på internettets ”hot spots”. Der er endda hængt en mistelten op oven over, så budskabet går klart og tydeligt hjem: Her må kysses!

”I en tid, hvor hverdagen er fyldt med stress, og hvor vi alt for ofte hører om krig, fattigdom, for ikke at tale om finanskrisen, har vi i Ringkøbing valgt at sætte fokus på kærlighed til hinanden,” fastslår Per Strandbygaard.

”Julen er tiden på året, hvor vi rigtig skal nyde hinandens selskab og være sammen med familie og venner. Derfor vil man rundt om i byens gader i hele december kunne finde ”kissing sports. Vi kan af gode grunde ikke holde styr på, hvor mange kys, der bliver delt ud, men mon ikke der bliver plads til alle,” spørger købstadschefen.

Året efter fortsatte man med denne ide, og oprettede ”Kissing spots” rundt i byen i juletiden.

Som det også fremgår af kalenderens bagside kom julemanden dette år sejlende til Ringkøbing den 27. november kl. 16:30 sammen med sit frække rensdyr og den smukke juleengel.

Jon Høgh havde til denne julekalender skrevet en historie om gårdnissen på Brogård i Rindum, den fortæller også hvorfor der ingen gårdnisse er på Brogård mere.

En nisselig forskrækkelse
”Den nissehistorie, som skal fortælles her, foregår på Brogård i Rindum. Aldrig har der eksisteret en gårdnisse, der var lettere at forskrække end Brogårdnissen. Det vil enhver sande, når de kender historien. Men lad os nu begynde ved begyndelsen.

På gården havde de en ko, der skulle kælve, og i den anledning skulle en af pigerne jævnligt gå ud og se til den. Det gjorde hun også, og det var såre godt.

Hen på aften, da hun var ude at tilse koen, opdagede hun at der i grebningen lå en lille kalv og baksede og sprællede. Pigen sprang ind til den anden pige og fortalte hende, at koen havde kælvet, og hun bad hende følge med ud og hjælpe kalven på benene, for hun havde ikke indtryk af, at den kunne rejse sig ved egen hjælp. De to piger fulgtes ad, og de fik også kalven op at stå og bragt hen i kalvebåsen, hvor de lagde den godt til rette i en bunke halm.

Just som de var færdige, så de gårdens nisse. Og de hørte ham! Ja, de hørte ham, for han udstødte et latterbrøl, der fik taget til at lette og murene til at revne. Han klappede i hænderne, som om han dermed ville sige, at pigernes samvittighedsfulde og gode arbejde for ham blot havde været den rene underholdning, som han hermed kvitterede for.

Men den første af pigerne tænkte, at det kunne han ikke være bekendt, og at hun nok skulle få ham fordrevet. Og det lykkedes, må man sige! Hør bare.

Lige efter midnat ville hun igen – omsorgsfuld som hun var – over i stalden for at se til både ko og kalv. Men i stedet for at gå igennem stalddøren, lagde hun sig på alle fire, tog skørterne over hovedet og krøb baglæns ind.

Da nissen så dette forfærdelige syn af et tykt hoved på et ukendt dyr, blev han hunde-nisseangst og flygtede straks fra Brogård, og han kom der aldrig mere.

Tilbage står så blot at hævde det gamle ordsprog: Når enden er god, er alting godt.
Når andet ikke er fortalt, må vi regne med, at det også gjaldt her”.

3. december 2023

Rørvævsfabrikken og Ringkjøbing Tagrørshandel

Den 31. december 1986 lukkede firmaet Ringkøbing Tagrørshandel, efter at have eksisteret i mere end 60 år.

Firmaet blev i sin tid startet af af Chr. Henriksen, som en rørvævsfabrik og tagrørshandel på dette hjørne af Herningvej og Møllevej.

Vi ved ikke meget om fabrikken, men i Ringkøbing Årbog kan man læse at fabrikken brændte i 1934, der står: ”12. juli 1934. Avlsbruger Chr. Henriksens Rørvævsfabrik på Møllevej brændt”. Fabrikken blev dog bygget op igen og eksisterede altså til udgangen af 1986.

Rørvæv er tækkerør der er sorteret og afhugget, og derefter på en maskine vævet på galvaniseret ståltråd med en meget tynd tråd.

 

Rørvæv var dengang en stor artikel, som blev brugt som underlag pudsning af lofter og vægge. Rørvæv blev påhæftet såvel lodrette som vandrette og skrå flader, der først var beklædt med forskalningsbrædder.

Der skulle være lidt luft mellem forskalningsbrædderne og rørvævet blev så hæftet “stramt” på, således at de enkelte rør vendte vinkelret på bræddernes længderetning. Derpå pudsede man enten med gips eller mørtel.

Senere kom Chr. Henriksens søn, Hilmer Henriksen, ind i firmaet, da han var færdig med sin skolegang. Hans kone, Hanne Bro Henriksen, arbejdede også med i firmaet, og da hun i 1977 blev enke, overtog hun tagrørshandlen,

Gipslofter med rørvæv var allerede dengang gået af mode, så de sidste 10 år før Hanne Bro Henriksen lukkede drev hun alene firmaet med tagrørshandel.

 

Rørvæv og kalkpuds har fået en renæssance i de senere år.
Herunder kan man læse et uddrag fra et firma der anvender rørvæv:

”Du kan helt undgå at bruge dampspærre når du arbejder med rørvæv og ler-/kalkpuds.
Til restaurering af pudsede vægge og lofter anvender vi, udover kalkmørtelpuds, økologisk rørvæv fra Økobyg. Alternativet i dag er gips, men gips kan i modsætning til kalkmørtelpuds ikke virke som dampbremse, hvilket gør at man må sætte dampspærre op når man bruger gips. Dampspærre kan med fordel udelades ved brug af rørvæv og ler-/kalkpuds. Hertil kommer at man mister en betydelig del af loftshøjden ved at bruge gips, hvilket man bevarer ved at anvende rørvæv og kalkmørtelpuds. kalkmørtelpuds giver en naturlig rustik overflade”.

2. december 2023

The-huset restaureret
(Artikel fra Ringkjøbing Amts Dagblad 1967)

”Kom – i den lille pavillon” kan man sige, men kunne der ikke findes noget specielt at komme efter – ?

”I god tid før den kommende turistsæson er det lille, såkaldte the-hus foran Ringkjøbings nye automat-telefoncentral i Grønnegade blevet færdigrestaureret. Som tidligere omtalt
er det Foreningen til Bevaring af Ringkjøbing Bys Særpræg, der ved forhandling med Jydsk Telefon A/S, har fået gennemført bevaringen og har tildelt telefonselskabet sit særlige diplom for udvist vel- og offervilje”.

”Færdiggørelsen af restaureringen har strakt sig over en vis tid, idet den er udført som lejlighedsvis arbejde, men den lille pavillon fremtræder nu ganske net, efter at der er isat vinduer og en dør, som er malet i en farve, der stemmer godt med det lille hus’ særlige karakter.

Jydsk Telefon A/S har i sit blad,Tjenstlige efterretnínger«, bragt en gengivelse af diplomet samt et billede af the-huset, men da dette billede blev fotograferet, manglede isætningen af vinduer.

Det nævnes i bladets omtale, at det lille hus »kan anslås til at være ca. 200 år gammelt, og det har oprindelig tjent som the-hus med servering i begge etager ja, for på trods af et så beskedent grundareal som ca. 2 X 2 meter findes der en etage under den del af huset, der ses på billedet. Der var for øvrigt også servering udendørs, hvor der fandtes en lille hyggelig ”konditorihave”. Disse oplysninger har bladet i øvrigt fået hos fhv. borgmester J. Dalgaard-Knudsen, Ringkjøbing”.

”Her i bladet har vi ved flere lejligheder omtalt det lille, særprægede hus, som vi i dag bringer et nyt billede af. Dæksamlingen op ad stensætningen vil sikkert blive fjernet inden turistsæsonen, idet folk, som har interesse i at se huset, vil kunne få adgang hertil”.

”Spørgsmålet er så, hvor mange der har lyst til at bese huset nærmere, så længe det er tomt. Interessen ville i alt fald sikkert vokse, hvis huset kunne udnyttes til et eller andet formål, naturligvis i forståelse med Jysk Telefon. De sparsomme pladsforhold sætter jo i sig selv en grænse for udnyttelsesmulighederne, men hvad med f.eks. en ravsamling?

Huset kunne måske også – med en vis telefonmæssig tilknytning – indgå som et led og en fornyelse i byens julearrangementer?

Disse ideer er gået videre til handelsforeningens initiativ-udvalg, men muligvis kan der være andre og bedre. Skulle nogen have forslag, så kom med dem”.

– Og dagbladets opfordring til at komme med ideer gælder stadig – her mere end 50 år senere. Har man ideer til husets udnyttelse, så skriv det endelig i kommentarfeltet på Facebook.

1. december 2023

Jul i Ringkøbing 1998

29. september 1986 kan man læse følgende i Ringkøbing Årbog:
Automobilhandlerne vil gerne, at byen skal blive en bilby, der kan gøre Silkeborg rangen stridig. I week-enden havde de åbent hus, og der blev solgt 100 biler, så det kan måske lade sig gøre.

De næste år blev samarbejdet formaliseret, og man begyndte at lave store fælles reklamer, som det ses i denne fælles reklame fra 11 bilhandlere, der alle er medlemmer af Danmarks Automobilhandler Forening ”DAF”.

I disse fælles reklamer brugte man sloganet ”Vestjyllands bilby nr. 1”, et slogan man stadig bruger i dag.

Bladet indeholder også en lille billedserie med fotografier fra Ejvind Draibys første gennemarbejdede forslag til en bevaringsplan fra 1965.

I efteråret 1998 arrangerede Ringkøbing Museum en meget velanmeldt udstilling om Danmarks-Ekspeditionen til Grønland 1906-1908, der måtte efterlade Mylius Erichsen, Peter Høeg Hagen og Jørgen Brønlund i den iskolde ødemark. Ringkøbing Museum har en lille annonce i bladet der reklamerer for denne udstilling.

Jul i Ringkøbing 1998 indeholder også en artikel af Rigmor Kryger der fortæller om Badeliv i ”æ Aa” æ Fywer” og ”æ Hav” i 1930’erne og 1940’erne hvor hun som barn og ung i Ringkøbing nød badelivets glæder.

Selv om der måske ikke er så meget juleagtigt i badning om sommeren, så blev denne historie alligevel bragt i ”Jul i Ringkøbing” dette år. Og på denne kolde årstid kan vi vel alle længes efter sommerens komme, hvor vi igen kan nyde badelivets glæder, så her kommer et par uddrag fra historien.

”Mange er de sommereftermiddage, hvor vi piger fra Tangsvej på vej hjem fra skole ved 15-tiden aftalte at tage ned og bade i Fjorden. Så var det med at komme hjem så hurtigt som muligt og få afleveret skoletasken og få fat i badetøjet og ud på vejen for at mødes med de andre. Vi gik ad Tangsvej over Herningvej og videre ad fjord Allé til vi nåede Fjorden, hvor vi fandt en sandgryde helst med lidt læ, hvor vi slog os ned for resten af eftermiddagen”.

”Sorte Bakker var også et af de steder, vi søgte ud til for at bade. Dengang syntes vi, at de lå langt, langt væk fra byen. Når vi skulle helt derud, måtte vi cykle, og så var det næsten nødvendigt at have en flaske saftevand med og helst også en mellemmad, som kunne være en hamborgmad. Det er et stykke rugbrød og et stykke franskbrød smurt med smør og så lagt sammen. Foruden smørret kunne der også være puddersukker (farin) imellem. Det var en lækkerbisken at spise efter en tur i vandet”.

Og lidt fra sommeren 1944:

”Karen Degnboel var blevet ansat som svømmelærer, og vi blev undervist i inderbassinet. Da vi var blevet mere drevne, kunne vi svømme udenfor broerne, hvor hovedspring blev indøvet og ligeledes frisvømning.

Vi var flere der bestod frisvømmer-prøven den sommer. Prøven omfattede blandt andet 350 meter fri svømning på brystet, og distancen, vi svømmede, var fra badebroen og hen til broen over åen og tilbage igen.

Da vi blev mere modige og drevne i svømmekunsten, måtte vi også prøve at springe i vandet fra vipperne; om det blev til et hovedspring eller vi nøjes med at hoppe i med benene var individuelt.

For at benytte de to badehuse til omklædning var et medlemskab af svømmeklubben nødvendigt. Jeg mener det kostede 35 øre pr. måned. Det ene badehus var til herrerne, og det andet til damerne.”

”Når skolen var begyndt igen efter sommerferien var vi nogle stykker, der tog ud til åen for at få en morgendukkert, inden skolegangen begyndte, men vinterbadning blev det nu aldrig til”.

Det var før vinterbadning blev populært!