24. december 2022

Juleaften 1944 i krigsfangelejren Mühlberg fortalt af Herluf Ballegaard

Herluf Ballegaard var kriminalbetjent i Ringkøbing både før og efter krigen.
Da politiet blev interneret af tyskerne den 19. september 1944 befandt han sig på Politiskolen i København, og her blev han taget og deporteret til koncentrationslejrene ”Neuengamme” og ”Buchenwald”, men i december 1944 blev han overført til krigsfangelejren ”Mühlberg” hvorfra nedenstående beretning stammer.

Juleaften i Stalag IV B

Vi holdt så jul i barakken i Stalag IV B. Hver barak holdt jul hver for sig, for vi kunne ikke være i én.

Tyskernes jul…

Tyskerne holdt også jul, men de gjorde det på en meget speciel måde.

Den 23. december fik vi udleveret vores kostration til juleaften, til juledag og til anden juledag. Og det bestod af nogle humpler brød, en klat syntetisk margarine og noget pølse af forskellig art, og så skulle der komme noget varmt suppe, og det kom der også.
Det ordnede den tyske værnemagt, men de ville åbenbart ikke have besværet med os i julen. Det var så det eneste, vi fik at holde jul med.
På kakkelovnen kunne vi også varme noget vand, så vi kunne få et eller andet.

…og danskernes jul

På det tidspunkt var de pakker havregryn ”Solgryn”, som vi fik med Røde Kors, forsynet med Dannebrog rundt midt om pakken, og nogle af kollegaerne der havde gemt nogle af pakkerne klippede dannebrogsflagene ud.

En kollega havde fået organiseret toppen af en gran, og den blev sat op inde i barakken, og én havde fået sendt nogle julelys hjemmefra (dem havde han med fra Buchenwald), og de blev fundet frem og sat på træet og tændt. De var nok alt for tykke, men det var lige meget. Dannebrogsflagene blev sat sammen til guirlander og hængt rundt om juletræet.

Så istemte vi 3-4-500 mand nogle julesalmer, Glade Jul – og Julen har bragt, Dejlig er den himmelblå. Et eller andet sted i Buchenwald havde vi fået udleveret salmebøger og det nye testamente, som også var kommet med Røde Kors, og dem havde vi jo taget med os.

Jeg har set kollegaer, som jeg ikke havde drømt om, at ville lukke en salmebog op, sidde og læse i Det nye testamente i timevis. Ligesådan sidde og læse salmer. Og det gjorde de alle sammen. Tiden skulle jo gå, og så sad vi og læste.

Historierne og menuen juleaften

Så blev der fortalt historier juleaften. Da politiets sammensætning bestod af mennesker fra næsten alle samfundslag og beskæftigelser, kunne man altid finde én, der kunne noget specielt.

Vi havde en, der havde været flyver, og han fortalte om en flyvetur, han havde haft før krigen ned til Sahara. Nu havde vi det jo koldt i krigsfangelejren Mühlberg, og så skulle han jo lige fortælle om, hvor varmt det var, når han fløj nede i Sahara.

Vi havde en kollega ”kokken” fra Århus, han var uddannet kok fra flere restauranter, og vi havde kollegaer der var uddannet tjener. Juleaften ”lavede de mad” til os. Kokken fremstillede al den mad, vi skulle have, og bar det ind til os på bakker og tjenerne serverede for os. På et eller andet tidspunkt er der et par kollegaer, der farer op og siger, ”hvis I ikke snart holder op med det der, så banker vi jer sønder og sammen, for der er jo ingen, der kan holde ud til alt det der, når I serverer andesteg med alt mulig tilbehør og rødvin og bagefter ris a la mande med dessertvin”.

De var jo også ”i stand til at diske op” med den bedste vin fra Frankrig. Jeg havde en kollega, som jeg sad ved på politiskolen, han var vinagent, og han rejste rundt i landet og solgte vin, han havde også nogle fif.

I barakken holdt vi så juleaften, juledag og anden juledag.
– Selvfølgelig tænkte vi på hvordan de holdt jul derhjemme!

Til sidst under krigen sad Herluf Bjerregaard i Frøslev inden han kom med de hvide busser til Sverige og derfra hjem til Ringkøbing.

23. december 2022

Købmand Frederik Nielsen

Oprindelig var Frederik Nielsen murer men han gik i 1888 over i købmandsfaget sammen med en svoger. I 1898 købte han ejendommen på hjørnet af Torvet og Vester Strandgade og grundlagde en kolonialforretning, som han drev frem til han kort før sin død som 90-årig afstod den til sin søn P. Grønlund Nielsen.

Da Frederik Nielsen havde 50-års jubilæum som købmand i 1938 blev der lavet et interview med ham til avisen.

Frederik Nielsen blev blandt andet spurgt om arbejdsforholdene 50 år tidligere da han startede som købmand, og han svarede:

”Dengang måtte der bestilles meget mere og arbejdes længere end nu. Arbejdstiden var fra kl. 7 morgen til 10-11 om aftenen på hverdage. Om søndagen fra kl 4 eftermiddag til kl. 10-11 aften. Mange landboere benyttede søndag eftermiddag til at forrette ærinder i byen. Der var så godt som ingen købmænd i oplandet, og derfor var der megen landhandel”.

”Kunderne fra landet betalte som regel med landbrugsprodukter såsom smør og æg, men det var ikke altid 1. klasses sager. Smørret var meget uensartet. Der var kun få mejerier, og smørret blev leveret i bøtter eller ”stykvis”. Det måtte i sidste tilfælde æltes sammen og nedslås i bøtter. Mange af de æg man fik, var hengemte og derfor måtte alle æg lyses ved modtagelsen. Man tog ikke den gang så megen hensyn til hygiejnen som i vore dage”.

Frederik Nielsen var også meget musikalsk og han spillede med i byorkesteret, og i den anledning spurgte avisen: ”De har ofte spillet til dans”?

”– Ja det har jeg! Skomager Gravesen, der boede i Mellemgade, hvor nu KFUM ligger, var musikdirektør, og vi var 8 musikere under ham, blandt andet afdøde orgelfabrikant Andresen. Jeg spillede basun og violin. Mangen nat var man ude og spille til dans i byen eller omegnen og kom først hjem om morgenen, når forretningen skulle lukkes op. Men det generede ikke sin mand den gang, og en sådan nat gav 10 kr. – nu får musikerne jo lidt mere for at spilde deres nattesøvn”.

”Ballerne var meget stilfulde, navnlig på Hotel Ringkjøbing. Her måtte hverken damer eller herrer danse uden handsker, og der var altid en Bal-Inspektør, der valgte dansene og overvågede at alt gik stilfuldt og rigtigt til”.

22. december 2022

Juleannonce fra Bollerups Boghandel 1926

I 1919 overtog Jens Holm Bollerups Boghandel efter han i to år havde været bestyrer for sin mor, som havde drevet boghandlen alene siden faderen døde tyve år tidligere.

Jens Holm var hurtig til at tage nye varer ind, som fyldepenne, skrivemaskiner, foto, nyere kunst og meget andet, samtidig med de traditionelle varer i boghandlen.

Han sad ikke passivt og ventede på at kunderne skulle indfinde sig, men begyndte at bruge reklame og blev kendt for sine flotte juleudstillinger.

Han annoncerede flittigt, og med megen opfindsomhed, hvilket man kan se ud af denne kreative avisannonce, hvor han får nævnt det meste af butikkens alsidige varelager.

Vi kigger lidt nærmere på de ønsker som Jens Holm mener hvert enkelt familiemedlem kunne have. Af ”ønskerne” kan man se hvilket stort og alsidigt varelager han har.

Som det fremgår af ”ønskelisten” er han også begyndt at sælge Kodak kameraer. Det er især drengene han mener der skal have et kamera med på ønskelisten. Jens Holm var i øvrigt selv en ivrig fotograf, som tog mange billeder og film.

Fars ønsker nævnes jo først da han var familiens overhoved…
Han ønsker sig blandt andet et godt maleri eller et billigt fransk kobberstik. Der skulle jo være noget der prismæssigt kunne passe til ethvert budget.

Mors ønsker er mest pynteting til hjemmet. Men så ønsker hun sig også ”en af de nye nøglepunge der afværger huller i fars lommer” – umiddelbart skulle det vel være far der ønskede sig denne nøglepung. Men her er det mor der ønsker sig en – så hun kan slippe for at reparere fars lommer – det har jo selvfølgelig været hendes opgave!

Bedstefar har ret afdæmpede ønsker, han var jo også en gammel mand, så det er mest ting til stillesiddende sysler han ønsker sig.

Bedstemor ønsker sig ud over en prædikesamling også lidt personlige ting, en flaske 4711 parfume og en æske af de billige franske sæber.

Storebror ønsker sig lidt af hvert men sidst og ikke mindst et Kodak Kamera.

Storesøster skal ud og gøre sig bemærket overfor drengene, så hun ønsker sig allerhelst en smuk fransk smykkeæske, manicuresæt, elegant brevpapir og en smart taske.

Lillebror har også et af de større ønsker, nemlig et fotografiapparat. Men der er også mere beskedne som malebog og farvelade, eller den nye Flemming bog.

Lillesøster leger stadig med påklædningsdukker og byggeklodser, men også den smukke nye udgave af H. C. Andersens eventyr er på ønskelisten.

Onkel ønsker sig cigarkasse og proptrækker, eller askebæger og pibeholder

Tante ønsker sig pynteting til hjemmet, men hun rejser åbenbart også, så hun ønsker sig en ”Week-end Box”, en rejsetaske eller pose til toiletartikler. Men hun ønsker sig og ”et par af de fikse små dråbefangere til kaffekanden”.

 

21. december 2022

Bollerupgård – Holstebrovej 76
Da den Vest- og Sønderjyske Kreditforening fyldte 100 år i 1960 udgav de en jubilæumsbog, og i denne bog er der en artikel af Ole Højrup om ”Landbrug i Vestjylland for 100 år siden”. I artiklen er Bollerupgård beskrevet, ligesom Kr. Susgaard fortæller om gården i bogen ”Rindum Sogn”. Nedenstående oplysninger er hentet fra disse to bøger.

I 1853 fik Carl Iversen Bollerup skøde på den gård i Rindum, som faderen Ivar Bollerup havde drevet siden 1819, da han overtog den efter Peder Bollerup, der havde fæstet gården i 1782, og frikøbt den til selveje i 1798. Sammen med gården overtog Carl Bollerup 70 tdr. land, hvoraf de 50 var eller snart blev opdyrket, mens de 10 bestod af eng, og de sidste 10 tdr. land var kær, mose og lidt hede.

I 1857 tog den unge mand og hans bygmester fat på at opføre en ny gård, der skulle repræsentere det nyeste nye. Den kunne nok også imponere de fattige nybyggere på heden længere mod øst. Solidt og velbygget stod stuehuset med hvidkalkede pilastre og gesimser og med kvist over indgangsdøren, der herskabeligt var anbragt midt på sydfacaden.

I stuehusets indretning kunne ses, at bygherren var godt kendt sydpå i Sønderjylland, og stuernes gipsede lofter gjorde det klart for enhver, at her gav landbrug og handel med kreaturer gode penge.

Som det fremgår af grundplanen, bestod Carl Bollerups velbyggede gård af fire helt sammenbyggede længer, og dertil føjedes vistnok nogle år senere en femte længe ud mod øst, hvorved der blev godt læ for haven. En sådan lukket gård var typisk for kystlandet mod vest fra Sønderjylland til Stadil Fjord.

Møddingen på Bollerupgård lå øst for gården lige uden for kostalden, hvorfra der førte en dør ud til møddingpladsen, og gennem denne dør blev kreaturerne lukket ind i stalden.

Man kunne gå direkte fra beboelsen ud i kostalden, hvilket var bekvemt for pigerne, når de en mørk vinteraften skulle ud for at malke.

På den lukkede gårdsplads kunne færdslen i øvrigt foregå i læ for blæsten og på en ren brolægning. I Bollerupgård er pladsen så stor, at en vogn kan køre igennem porten i vestlængen.

Carl Bollerup dør i 1875, men hans enke Ane Bollerup, født Harpøth, videreførte gården indtil 1895 hvor sønnen Iver Christian Bollerup overtager gården.

Iver Bollerup hvis kone Anna, født Noes, døde allerede i 1909, forblev på gården til sin død i 1955. Men allerede i 1940 havde han afstået gården til svigersønnen Cenius Pedersen, der var gift med datteren Rigmor.
De flyttede til et hus på Holstebrovej 44, da de i 1962 solgte gården til Slagtermester Harald Sand Kjærgaard, der døde samme år. Hans enke Ingeborg Kjærgaard afhændede i 1966 gården til Sandfeld Pilgaard Olesen, som i 1969 solgte til Jens Østergaard, der lagde jordene ind under sin gård Bollerup Østergård (Holstebrovej 78).

Bollerupgårds bygninger blev derefter solgt til Birgit Bollerup Agner og Niels Christian Villemoes, men i 1977 blev Birgit Bollerup Agner eneejer.

Birgit Bollerup Agner, der døde i 1991, var datter af Rigmor og Cenius Pedersen. Hun blev det sidste led i en meget lang slægtskæde på den nu nedlagte Bollerupgård. Hendes arvinger solgte til Niels Jørgen Kanneworf Christensen der stadig ejer Bollerupgård.

20. december 2022

Dommerkontoret på Kongevejen

På det gamle avisbillede fra Ringkjøbing Amts Dagblad herunder ses Kongevejen en vinterdag først 1900-tallet. Til venstre ses Dommerkontoret, som dengang hed By- og Herredskontoret, og der var også privatbolig til kontoret.

Man kan se på billedet at Museet endnu ikke var bygget, men til gengæld var der en lang række af vejtræer og vejen var dengang af grus.

By- og herredsfoged John Finsen var på et tidspunkt blevet træt af de trange fysiske forhold på det daværende By- og herredskontor i Nørregade. Boligen var stor og rummelig, men John Finsen syntes, at kontorerne var uhensigtsmæssige indrettet. Ud over det savnede han en have ved ejendommen, for han kunne ikke undvære en græsplæne, træer, buske og blomsterbede

En anden grund til et bolig- og kontorskifte var, at Ringkøbing Bank var blevet husvild, for der var indgået en aftale med banken om, at de kunne leje lokalerne fra november 1905, så By- og herredsfogeden og hans kontor ville blive husvilde, hvis der ikke blev fundet en løsning.

John Finsen havde fundet et smukt beliggende areal ved Kongevejen, som farver J. T. Hoffgaard ejede, og i 1906 erhvervedes arealet for den nette købesum af 2.850 kr. Med i købet fik Finsen også en 9 alen bred sti, der gik langs det vestre skel ned til fjorden

Der blev hurtigt taget kontakt til arkitekt Ulrik Plesner, som Finsen var i slægt med. Man kan af brevvekslinger se, at de to kendte hinanden ganske godt.

Ringkøbing var dengang, som i dag, en købstad, hvor der blev stillet krav til nybyggeri, og det kendte Ulrik Plesner alt til, og endelig i 1904 blev byggeprojektet blev godkendt.

John Finsen nåede at bo i ”sit” hus i ca. 10 år, hvorefter han flyttede til København, hvor en dommerstilling blev ledig. I 1933 blev Dommerkontoret forlænget mod øst, da dommeren hed Grum-Schwensen.

I 1942 blev G. Rosendahl Simonsen udnævnt til dommer, og han besad embedet indtil 1951, hvor dommer Jens Chr. Christiansen flyttede ind i huset og boede der indtil 1962.

I 1963 tiltrådte dommer Svend Aage Christensen. Han boede på Dommerkontoret indtil 1979, hvor han flyttede til eget hus, og hele Dommerkontoret blev derefter indrettet til kontorlokaler.

I dag er Dommerkontoret overtaget af Ringkøbing-Skjern Museum og bliver benyttet til foredrag og udstillinger.

19. december 2022

Jul i Ringkøbing for 25 år siden – 1997

Den første annonce vi falder over er fra Maries Madbutik, der reklamerer for mad ud af huset til jul og nytår, bryllup og barnedåb – hvis det skal være nemt…

Marie Viisholm Henriksen overtog smørrebrødsforretningen i Algade i 1984, og lavede den om til ”Maries Madbutik”. Det var byens eneste smørrebrødsforretning, så det var en forretning med smørrebrød og lune retter ud af huset, som det også fremgår af annoncen.

Senere kom der også et bredt sortiment af specialvarer indenfor spiritus, kaffe, the, chokolade, ost og meget andet i butikken, men det var stadig muligt at bestille smørrebrød ud af huset.

I 2020 flyttede Marie forretningen fra Algade om i Nygade, hvor hun stadig driver forretningen.

Den franske café ”Crêperie Victoria” har også en annonce i.

Josefine Gelbjerg-Hansen drev Cafe Victoria i ”Bredahls gamle gård” på Torvet frem til august 1985, hvor den blev købt af Susanne Højager Rabjerg. Hun genåbnede cafeen den 2. december 1985 i nyrestaurerede lokaler på Torvet 12B.

Citat fra Ringkjøbing Aarbog: “Cafe Victoria gav sit bidrag til at markere 75 året for kvindelig stemmeret. Det skete ved, at der i gården blev plantet en minde-eg. Borgmesteren holdt træet, mens Gitte Clorius svingede skovlen”.
Kvindeegen blev plantet i 1990 i anledning af 75 årsdagen for at kvinderne fik valgret i 1915.

Peter Tordrup ønsker også alle sine kunder en glædelig jul. Og han annoncerer samtidig med at han lejer mandskabslifte ud, så julemanden kan komme nemt op til skorstenen. Når man ser på julemandens korpus, som det er tegnet i liften på annoncen så er spørgsmålet måske mere om han kan komme ned igennem skorstenen, men det er jo en helt anden sag…

Peter Tordrup startede murerfirmaet i 1958, og efterhånden opkøbte han en hel del udlejningsejendomme i byen. Efter Peter Tordrups død i 2003, fortsatte hustruen Mary Tordrup med at drive dette firma – ”Tordrup Ejendomme” – indtil sin død i 2018.

Mogens Mastrup var udlært snedker hos Gert S. Andersen, men i 1984 blev han som 21-årig selvstændig, og drev i en årrække egen tømrer- og snedkerforretning inden han efterhånden også begyndte at arbejde med låseteknik. I 1999 gik han over til udelukkende at arbejde med låse, men som det ses på annoncen fra 1997, så havde han startet firmaet op inden.

Når vi ser 25 år tilbage i tiden finder vi som regel også altid noget, vi ikke kender svaret på. Et af dem er nedenstående annonce fra ”Data Team ApS” på Vellingvej 1, denne virksomhed vil vi gerne vide mere om, hvis der er nogen der kender mere til den.

18. december 2022

Julen i Ringkøbings gamle boghandel – før første verdenskrig
Afdøde boghandler N. P. Holm fortæller i en artikel fra ”Hardsysselfolk I” ”Livet i byen” om julen i Ringkøbing gamle boghandel. Herunder kommer der et lille uddrag af artiklen.

”Juleudstillinger i min fars tid, som jeg begynder at kunne huske fra årene lige før den første verdenskrig , byggede på gamle traditioner. Hvordan de allerførste juleudstillinger har set ud, er der ikke bevaret optegnelser om, men fra familietraditionen og fra annoncer kendes den måde, de blev lanceret på i slutningen af 1850érne.

Formen var helt igennem min bedstefars egen, og den forekom ikke i nogen anden dansk boghandel. Den har da også opnået at blive omtalt i boghandlerfagets historie, første gang i Andreas Dolleris`nu klassiske værk om den danske provinsboghandel fra ca. 1800 til 1915.

I det nævnte værk er aftrykt den annonce i Ringkjøbing Amtstidende, hvis tekst, jeg gengiver nedenfor. I avisen var den sat med ”krøllede” bogstaver over to spalter (normalt nøjedes min sparsommelige bedstefar med èn spalte), og der var gjort meget ud af overskriften, ordet TOMBOLA, det blev set.

”At jeg iaar har arrangeret en Tombola, besat med 1300 gevinster til en værdi af 500Rdl. (1000 kr.) undlader jeg ikke herved at bekjendtgøre, idet jeg bemærker, at den højeste gevinst bestaaer af et complet Porcellains-Kaffestel til en Værdi af 20Rdl., desuden er til lykkehjulet henlagt 3 Extra-Gevinster, bestaaende af 1 Fl. Champagne for det laveste Nr., en Gammel-Romerfor det mellemste og en halv bajer for det højeste Nr. Trækningen tager sin Begyndelse Søndag aften den 19de dennes Kl. 5 og fortsætter de følgende aftener indtil Julen, samt 2den Juleaften, hvis Nr. ei forinden er udsolgte. Næst endvidere at tilføje, at Gevinsterne ere udstillede i min Bopæl til Publicus Eftersyn Dagen før Trækningen, tillader jeg mig at indbyde til og forhaabe et talrigt Besøg. Loddet betales med 1 Mk. (33 øre).”

Min bedstefaders forhåbninger om et talrigt besøg gik i opfyldelse, han skulle ikke blot var jo heller ikke konkurrere med biograf eller fjernsyn. Min bedstemoder, der blev 87 og bevarede sin hukommelse til det sidste, blev livlig, når hun, ikke mindst ved juletid, fortalte om den lykke, tombolaen gjorde. Særlig efterspurgt var den halve bajer – bajersk øl var ikke hverdagskost dengang. Carlsberg, som bryggede det første, blev først grundlagt i 1847.

Gamle Carlsberg øl som var en af tombolagevinsterne

Folk, der vandt en gevinst, de ikke rigtig havde brug for, tilbagesolgte i nogle tilfælde gevinsten for halv pris, så de igen kunne prøve lykken. Min bedstemoder mente at kunne huske, at byfogeden, af hvis tilladelse tombolaen afhang, havde et særligt held med sine lodder. Det skal tilføjes, at tombolaen ikke blot var et middel til at lokke folk til huse, men også en slags udsalg.

Faktaboks:
Niels Peter Holm født 1829 – 1903 overtager boghandel 1.januar.1851
Sønnen Laurids Peter Holm (f. 1871 – 1934,) tager over den 1. juli 1899,
I protokol/Journal i 1899, betegnes han som bogbinder og bogtrykker.
Forretningen føres videre af enken Nikcoline Holm fra 1934 – 1937,
hvor sønnen Niels Peter Holm (f. 1905 – 1984) overtager forretningen.
Efter N. P. Holms død overtages den af Peter Holm (f. 1946)
Boghandelen ophører 30.9.2001

17. december 2022

Den røde port ved Alkjær Lukke

Den ældste del af selve anlægget Alkjær Lukke er fra 1866, men hvornår den første port ved indgangen blev lavet ved vi ikke præcist. Men vi har billeder på arkivet hvor der bagved ørnen i portens ”våbenskjold” står årstallet 1895, så det må være vores bedste bud.

Vi har flere forskellige billeder af denne port – et af de mere interessante ses herunder.

Senere er denne port blevet skiftet ud men hvornår det er sket vides ikke. Billedet herunder antages at være fra 1920 – 1950. Som det ses på billedet er der kommet et nyt skilt over porten, men stadig med det gamle årstal bagved. Der er også kommet en ny låge i den ene side, så det ikke er nødvendigt at lukke den store port op for at komme igennem. Om der er skiftet andre ting ved porten er svært at se.

Vi har fortalt om Alkjær Lukke i tidligere julekalendere, så her vil vi holde os til indgangen til anlægget. Men når nu dagene snart begynder at blive længere, så kan vi da lige kigge indenfor porten til højre og se hvordan anemonerne så ud i 1959.

I februar 2022 var anlægget i Alkjær Lukke rammen om en fantastisk Lysfestival “Vinterlys”, hvor kunstnere fra hele verden skabte en flot lysfestival i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune. Lysfestivalen havde mellem 12.000 og 15.000 besøgende.

I efteråret 2022 blev porten fjernet, da stolperne var blevet rådne, og man var bange for at den skulle vælte.

En ny egetræsport blev lavet af tømrer og møbeldesigner Jakob Godske Jensen fra Torsted. Hele konstruktionen er godt gedigent håndværk som er tappet sammen.

Træet omkring jordoverfladen, som er det mest sårbare punkt på stolperne, er forstærket med et produkt der kaldes ”Post-saver”. Det er et produkt man brænder på. Og derefter har Byens Blikkenslagerforretning lavet en kobberkappe til at skjule dette, så det ser godt ud.

Her omkring 1. december 2022 blev porten så helt færdig og klar til at tage imod anlæggets gæster. Og man kan kun glædes over det smukke resultat. Teksten fra den tidligere port blev kopieret over på madpapir, og denne tekst med samme skrift er stemt ind i den nye port. Der er virkelig kælet for detaljerne.

16. december 2022

Julebelysning i Ringkøbing
Traditionen med juletræ på Torvet har vi tidligere omtalt i julekalendere. Vi ved, at det første juletræ på Torvet med elektriske lys blev opsat i december 1929 – så det er i år 93 år siden Torvet første gang blev oplyst af et juletræ. Men ikke alle år har der været juletræ, for under Anden Verdenskrig kan der ikke have været udendørs julebelysning på grund af kravet om mørklægning.

Juleudsmykningen er selvfølgelig først opstået ved pyntning af vinduer inde i forretningerne. Men hvornår det flyttede ud i gaderne, har arkivet temmelig svært ved at svare præcist på, men vi ved, at det første juletræ på Torvet med elektriske lys på, blev opsat i 1929. Og i Ringkøbing Årbog skriver de, at i 1931 skabte det store lysende Juletræ på Torvet og de grøntsmykkede gader fest og forventning. Så ingen tvivl om at 1929-1931 var de år, hvor ringkøbingenserne tog juleudsmykningen til sig

Vi kan se, at julebelysningen er omtalt flere gange i Ringkøbing Årbog, og belysningen har også ændret sig igennem årene: I Årbogen er bl.a. følgende datoer omtalt:

Den 9. december 1949: Byens Juletræ og Guirlanderne i gaderne tændes.

Den 11. december 1956: I dag begyndte Julen i Ringkøbing. Juletræet tændtes på torvet, og guirlanderne lyste over gaderne.

Den 29. november 1968: Borgmester Niels Skytte takkede handelsforeningen for den vel nok smukkeste juleudsmykning i hele Vestjylland.

Den 15. november 1977: Julen nærmer sig så småt, og et af de sikre tegn er opsætningen af granguirlanderne i gaderne. Østergade holder for som den første.

Den 15. november 1978: Allerede nu – i god tid – begynder man at tænke på julen. Installatørerne er travlt beskæftiget med at hænge guirlander og lys op i gaderne.

Den 26. november 1981: Nyt i byen er, at juleudsmykningen, guirlander og røde hjerter, er af plastic. Disse er jo også velegnet til genbrug.

Og Dagbladet Ringkøbing-Skjern omtaler i flere aviser julebelysningen i nyere tid.

I 1995 bekostede gågadeforeningen i Nygade ny julebelysning. Der var kommet nye blomsterstandere op igennem gågaden. De var åbne foroven, så der kunne sættes noget ovenpå – og det blev så juletræer.

I 2018 kom gågaden med ny belysning – LED-lys på snore tværs over gaden, men juletræerne på standerne blev bibeholdt.

I 2021 kom der efter flere års diskussion igen julelys i Nygade Nord, idet små juletræer på træstang nu står og pynter ved kantstenen

I år ændres der ikke på julebelysningen i byen, men da der skal spares på strømmen, vil julebelysningen kun være tændt et par timer om morgenen og så igen fra kl.15-23. Det betyder, at man sparer halvdelen af den udgift, der plejer at blive brugt til belysningen. Men den beslutning er der forståelse for, som tiderne er i dag.

Er der læsere, der ligger inde med fotografier af julebelysningen i Ringkøbing af ældre dato, hører vi gerne fra jer. Kom forbi Arkivet – vi sidder klar til at scanne jeres billeder hver onsdag eftermiddag mellem 15-17.

15. december 2022 

Bagermester Louis Bredahl fortæller om nytårsaften

Nok var der noget i retning af kaos i byen nytårsaften, og nok gik det så hårdt til, at kun drengene var ude, mens pigerne simpelthen ikke turde gå ud – måske af forfængelighedshensyn, for deltagerne i de udendørs nytårsløjer havde aldrig tøj på der kunne bruges igen efter nytårsaften. I hvert fald skulle man ikke regne med det. Men der var alligevel et vist system i det.

– Det startede som regel på Torvet med, at tre flokke stillede sig op ved landbobankens hjørne, ved hjørnet af Ringkjøbing Bank og der hvor Sparekassen nu ligger. Der stod de så og skød ”sværmere” efter hinanden – en slags raketter, som afsluttede med et brag.

Efterhånden bevægede grupperne sig så op gennem Nygade, for kl. 22:00 skulle man helst være på banegården, hvor stationens folk afprøvede nødbomber, når 10-toget rullede ind. Det var sådan nogen man kunne lægge på skinnerne. De eksploderede med så høje brag, at man i lokomotivet kunne høre, at toget skulle standse, fordi der var noget galt.

Der var også nødbomber på den gamle sandpumper ”Frem” i Ringkjøbing Havn. Og en gang lykkedes det lærlinge at få fat på et par af dem. De blev bragt til eksplosion på Ringkjøbing Torv, og der var kun 20 sekunder til at komme væk – aldrig har jeg senere oplevet 20 sekunder gå så hurtigt. Eksplosionen var så kraftig, at den blæste skindhuen af hovedet på mig, mens jeg løb bort fra bomben.

Det var også en yndet sport at drille natbetjent Berthelsen på hans runde gennem byen. Og helt vellykket blev det, da vi fandt ud af, at vi kunne klatre op på taget af det gamle rådhus ved at stemme os op i det snævre mellemrum mellem rådhuset og Ringkjøbing Landbobank. Der sad vi så og smed fyrværkeri ned på ham.

– Det er derfor, der i dag sidder en jernlåge for mellemrummet!

 

14. december 2022

Ringkjøbing Bank på Torvet

Da Ringkjøbing Bank havde 125-års jubilæum i 1997, blev der i den anledning udgivet en lille bog om banken og dens virke, og især om bankens hus på Torvet. Bogen var skrevet af historikeren Per Hauge Mortensen, og nedenstående oplysninger og billeder stammer fra denne bog.

Den nuværende bygning stammer fra 1857, og trods flere omforandæringer ligner huset stadig sig selv, som det ses af nedenstående billede.

Til venstre for hoveddøren er udsalg for ”Spinderiet” og ”Ole Glistrups Fabrikker”, som der står. Ved siden af ”Ringkjøbing Cyklemagasin” og en uidentificeret butik, måske står der ”Magdalene Andersen” på skiltet ved døren. Billedet er formentlig fra før 1908. Over huset set dampskorstenen fra Glistrups fabrikker ”Jydsk Uldgarnsspinderi og Tæppefabrik”.

I 1920 lejede Ringkjøbing Bank sig ind i det der dengang var Glistrups hus.

Lejemålet bestod af stueetagen syd for entreen og kælderen derunder. Bankens personale måtte benytte baggang, porten fra Algade, retirade, mødding, gårdens vandhane o.l. Lejemälet var på 10 år og i den tid uopsigeligt fra begge parter. Såfremt lejligheden over banken, hvor Sidsel Dyekjær boede, blev ledig, fik banken forlejeret til den, men måtte så indrette egen trappe derop. Lejemálet blev forlænget i 1947 med tillæg af lejligheden på 1. sal.

I foråret 1956 solgte Ole Glistrup sin ejendom til Ringkjøbing Bank til overtagelse 31. marts. Papirerne blev underskrevet den 7. marts mellem bankens generalforsamling og aftenfesten for aktionærerne. Købet blev meddelt af direktør J. Asmussen under spisningen. Han oplyste, at banken ville forhandle med de 3 andre butikker i huset for at udvide banklokalerne.

Glistrup forbeholdt sig og hustruen livsvarig boligret til den lejlighed på1. sal, de hidtil
havde boet i. Banken skulle stille garage, pigeværelse samt gæsteværelse på loftet til rådighed. Senere samme år, 8. september, en god uge før sin 82 års fødselsdag, døde Ole Glistrup. Derfor blev det mest fru Glistrup, der fik glæde af boligretten, idet hun
først døde i 1995, knap 100 år gammel.

Bankens lokaler havde været næsten uændrede siden 1920, men 1961-1962 skete en større ombygning tegnet af arkitekt Ejvind Draiby m.fl. Hele husets stueetage blev indrettet til banklokale, de 3 butikker blev inddraget. Hovedindgangen forblev i husets sydende, facaden fik ens vinduer, og indgangen til 1.sal blev flyttet til husets nordende. På bagsiden blev banklokalerne udbygget, og der blev fjernet nogle baghuse. Et af baghusene blev ombygget til trappehus. Porten fra Algade fandtes stadig.

I de næste år skete fra tid til anden ændringer, I 1966 blev indrettet omkring 30 parkeringspladser med indkørsel fra Mellemgade, og med henblik på senere udvidelser købte man i 1969 Mellemgade 5.

Næste større udvidelse fandt sted i 1978, også med Draiby som arkitekt. Banklokalerne blev udvidet bagud i gården, og afsluttet med et stort og et lille hus med siderne til parkeringspladsen. Der blev også bygget en bagindgang fra parkeringspladsen for kunderne, og den gamle port fra Algade blev lukket. På loftet blev indrettet mødelokaler.

I 1983 blev der på parkeringspladsen bygget et langt cykelskur.

Midt i 80’erne manglede man igen plads, og lavede yderligere ændringer og tilbygninger på bankens bagside. I 1990 fik bankens hus sit nuværende udseende, idet hovedindgangen blev flyttet til husets nordende.

13. december 2022

Lucia-optoget, der endte i et stort grin
Af Annette Holm

De blå pigespejdere gik i mange år Lucia-optog på byens to plejehjem en gang i løbet af december. Det var noget, der blev set hen til på Ringkøbing Plejehjem og Rindum Plejehjem, hvor man begge steder syntes, at julen begyndte med det festlige optog.

På et af hjemmene, jeg husker ikke hvor, blev der kogt store, bløde klejner, og det skete også omkring midt i december. Var de kogt, kunne man til stor glæde og begejstring traktere spejderne med dem som tak for optaget – ellers blev der budt på andre julesmåkager.

Jeg var blå pigespejder og i slutningen af 1960’erne med til Lucia-optaget flere gange. Et af dem glemmer jeg aldrig. Det var på Ringkøbing Plejehjem, der dengang havde mange og lange gange, hvor det må have set rigtig flot ud at iagttage pigerne i deres hvide dragter og med lys i hår og hænder.

De fleste af beboerne på hjemmet var samlet i den store dagligstue, hvor de åbenlyst nød samværet og Lucia-optoget, men nogle af beboerne foretrak at blive på deres værelser, og så gik vi en runde på de lange gange til dem.

Et år var sidste stop hos en kvinde, og vi havde nok på forhånd fået at vide, at hun kunne være lidt forvirret, men vi skulle bare gå ind og synge for hende. Som sagt, så gjort, og på sengen sad en gammel kvinde med en hudfarvet underkjole lagt over skødet, for hun havde sikkert ligget i sengen, før vi kom. Hun så også helt desorienteret ud, men ved synet af os piger i hvidt og de levende lys livede hun med et op, klappede begejstret i hænderne og sagde: ”Det er engle, jeg er kommet i himlen”.

Det var mere, end vi piger kunne klare. Vi forsøgte at synge videre, men en efter en måtte vi give op for grin og fnis, ikke mindst fordi de voksne, der stod uden for døren, heller ikke kunne holde sig, men lo så højt, at vi kunne høre det. Lucia-optoget endte for første og sidste gang i et stort grin ude på gangen.

Lucia-optog er en skik, der først kom her til landet under 2. verdenskrig, men siden er blevet populær på skoler, institutioner og i foreninger. Ikke i hjemmene, som i Sverige, hvor Lucia-bruden om morgenen 13. december går rundt med lys i en krone på hovedet og vækker folk ved at give dem de traditionelle Lucia-brød, lussebiten.

Lucia var en und pige, der levede på Sicilien i slutningen af 200-tallet. Hun helbredte ved et mirakel sin syge mor og lovede, at hun ville leve som jomfru. Det blev hendes kæreste så rasende over, at han angav Lucia til en romerske statholder, og Lucia blev henrettet, fordi hun var kristen. Lucia blev ophøjet til martyr i 500-tallet og 13. december er hendes helgendag.

Natten mellem 12. og 13. december var årets længste, men det ændrede sig, da men i 1700-tallet gik over til den gregorianske kalender. I Vestsverige plejede man at stå op i løbet af den lange nat og spise et måltid, kaldet lussebiten.

I begyndelsen af 1800-tallet kom tyske indvandrere til Sverige, og de havde den juleskik, at en ung pige klædt i hvidt med en lyskrans på hovedet gik rundt på gårdene med gaver. Svenskerne tog den skik op, men fandt på, at pigen med lyskrans forestillede Lucia og lignede en brud. Hun gik så rundt med lussebiten 13. december og blev Lucia-bruden.

12. december 2022

Skovlyst eller Edens have?

På Herningvej 39, hvor Fakta/Coop i 1990’erne byggede forretning, lå der tidligere en ejendom der blev kaldt Skovlyst. Huset blev bygget midt i 1800-tallet, som det første hus på Herningvej, og det lå langt uden for byen. Ældre ringkøbingensere har ofte berettet, at man i deres barndom havde frit udsyn fra Reberbanen og helt ud til Skovlyst. Og det var også her, at nogle af de første bøgetræer blev plantet i Ringkøbing.

Huset på Herningvej 39 blev overtaget af landinspektør Jens Kirk i 1884. Han var en fremtrædende mand i byen – dels havde han en stor forretning som landinspektør og dels blev han meddirektør i Den Vest- og Sønderjyske Kreditforening. Det er også ham, som senere gav navn til Jens Kirks Vej.

Landinspektør Jens Kirk og hustru Annas datter, Amalie, blev gift med lærer ved Ringkøbing Borger- og Realskole, Niels Nordbek, og da Jens Kirk dør, overtog Niels Nordbek ejendommen Skovlyst. Han gik på pension i 1927, hvorefter han helligede sig Ringkøbing Folkebogsamling, der senere blev til Folkebiblioteket, indtil hans død i 1932.

Amalie og Niels Nordbek fik tre døtre: Anna (opkaldt efter sin mormor), Ellen Marie og Hedevig Margrethe.

Anna blev uddannet telegrafassistent og blev gift med telegrafkontrollør Christian Ferdinand Wolf Heinrich Bauditz, og efter Annas forældres død overtager de Skovlyst. Anna dør som 45-årig i 1934 og Christian Bauditz blev alene med den 8-årige datter Else Margrethe, og de flytter fra byen.

Ejendommen Skovlyst bliver nu solgt til endnu en landinspektør Leopold Ferdinand Wahlfried Edens, og ejendommen kaldes nu i folkemunde Edens have. Familien Edens ejer ejendommen indtil 1978, hvor speciallæge i psykiatri Kristen Holm flytter ind i ejendommen.

I 1990’erne bliver ejendommen nedrevet og Fakta/Coop bygger den nye røde bygning med forretning/restauration i stueplan og lejligheder på 1. sal.

Men i dag kan vi stadig glædes over nogle af de gamle træer, der blev plantet i Jens Kirks tid på ejendommen.

11. december 2022

Træskoboden ved Maren og Børge Salomonsen

I 1963 startede Maren og Børge Salomonsen cykelforretning i Bredgade 1. ”B. G. Salomonsen – Cykler – Barnevogne – Træsko” som de annoncerede med. De havde haft gården ”Stræde” på Holmsland, men helbredet kunne ikke holde til landbruget, så derfor blev gården solgt, og de valgte at prøve med en forretning med cykler mm.

Børge Salomonsen fortalte engang i en avisartikel, at det havde været en stor omvæltning for dem at skulle herind til byen, og i stedet for at sige hold kæft til køerne skulle de sige farvel og tak til kunderne.

I starten var det cyklerne der var det bærende, men i slutningen af 1960’erne fik træsko pludselig et mægtigt opsving. Træsko blev mode, og det krævede mere plads, så cyklerne kom ud, og forretningen blev omdøbt til ”Træskoboden”, hvor de udelukkende handlede med træsko og spadserestokke.

Børge Salomonsen har engang udtalt: ”Vi er den forretning i byen der sælger flest spadserestokke” og han tilføjede så ”Vi er vist også den eneste”!

De første 2-3 år var der sjældent en udlænding i forretningen, men så begyndte de at komme i butikken og kigge på træsko. Men det var ikke skole-tysk Maren og Børge snakkede med turisterne, de klarede sig med fagter, tegn og tyske gloser de opsnappede i forretningen gennem årene, og så deres lune.

De havde mange faste lokale kunder, og de kunne også glæde sig over mange turister der kom til dem år efter år.

Maren og Børge Salomonsen var et par venlige mennesker, og deres bydrenge var meget glade for at være hos dem. En af deres bydrenge var hos dem i 7 år, og senere overtog hans lillebror jobbet som bydreng.

Da de stoppede var det med vemod, men de udtalte at de havde set frem til at holde op, da de ikke kunne klare endnu en sommers ræs, så den 1. maj 1979 var det slut med træsko i Algade 1 efter 15 år på adressen..

 

10. december 2022

En hvid jul

Mange af os drømmer om en hvid jul med et landskab dækket af sne. Man kan drømme, men i virkeligheden sker det sjældent.

I 1800-tallet kom mange af de juletraditioner, som vi stadig holder i hævd, til landet. Det var også dengang der blev skabt en forestilling om en idyllisk hvid jul med et smukt snedækket landskab

Vi kender ”Peters Jul”, der udkom i 1866. Den var skrevet af Johan Krohn, og med tegninger af broderen Pietro Krohn. Heri er den idylliske hvide jul beskrevet – bl.a. i de første linjer: ”Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, så véd jeg julen kommer”.

I bogen følger man drengen Peter i juledagene lige fra forberedelserne begynder til julen med juleaften, nytårsaften og hellig tre konger, hvor det slutter med at det gamle juletræ bliver kørt væk.

Vi kender også de mange gamle postkort fra Ringkøbing med drys af sne på tage, gader og stræder. Så i over 100 år har sneen været et af julens symboler, som der i dag sikkert også er en del nostalgi i, når man drømmer om en hvid jul.

DMI definerer en hvid jul ved, at mere end 90 % af Danmark er dækket af sne den 24. december om eftermiddagen. Men ikke kun med et drys sne eller blot med rim på jorden. Snedybden skal være mere end en ½ cm.

Med denne definition af hvid jul har der kun været 9 tilfælde siden år 1900 i Danmark: I 1915, 1923, 1938, 1956, 1981, 1995, 2009 og 2010. Så der går således statistisk set i gennemsnit 13 år imellem de hvide jul.

Chancen for at få en hvid jul er altså meget lille – Men man har da heldigvis lov til at håbe og drømme.

9. december 2022

Erindringer om jul – Emma Brandt f. Romlund

På Arkivet ligger der i en arkivfond erindringer skrevet af Georg Emil og Christine Marie Romlunds datter, Emma Margrethe Faber Brandt. Hun blev født i 1908, havde sin opvækst og skolegang i Ringkøbing og forlod byen, da hun fyldte 17 år.

Emma Margrethe har i sine erindringer også skrevet om julen i huset på hjørnet af Smedegade og Algade, og hun skriver blandt andet:
”Mor og de unge piger må have forberedt julen meget længe i forvejen. Der skulle jo sendes pakker i øst og vest, og det var naturligt, at der også blev sendt bagværk med. Vi andre kunne jo godt hjælpe med småkagerne og klejnerne, som så kom i store kiksdåser, efter at vi havde smagt på dem – for at gemmes til jul. Der blev syltet rødbeder og lavet store portioner rødkål, der blev opbevaret i høje stenkrukker i et iskoldt rum. Der var jo intet køleskab, men det lod sig gøre at pakke søsterkage, sandkage og den slags ind, så det kunne holde sig – det blev sandsynligvis frisket op i ovnen til juledagene.

Mor forarbejdede selv en masse fine ting, lyserøde uldtrøjer, fint sengetøj til dukkesengen, og det alt sammen lagt frem på et stort bord med navn på til hver. Alene det har været et kæmpearbejde, og vi anede ikke noget om gaverne, da mor og far begge to havde nogle gode aflåste rum at gemme det hele i.

Der var noget at gøre, når hele hjemmet skulle gøres rent og alle børn også. Alle vinduer skulle pudses og alt messing og sølv (2-tårnet) skulle pudses. Den daglige husholdning med 2-3 måltider skulle jo samtidig passes, og der skulle være tid til hyggestunder, som vi kaldte skumringstimer. Vi kendte ikke til juledekorationer eller adventskranse, men vi havde malmlysestager og en rød trearmet stage med lys i på bordet.

Den morgen, det var juleaften sang vi: Da vågne de mildt i morgengry og tælle mer’ ej timer”, og alle børnene var så forventningsfulde og glade. Det store træ, der havde stået i et hjørne ved køkkentrappen, var låst inde i den inderste stue; gåsen, som havde hængt på muren ved siden af træet, blev fyldt med æbler og svesker.

Det var skik, at alle sad til bords kl. 12 d. 24/12, for da skulle vi have grønlangkål med brunede kartofler, stribet flæsk og medister og juleøl. Det var en tradition fra min fars hjem, og mor var den eneste der kunne få det til at smage, som det hans mor lavede.

Det var svært at få eftermiddagen til at gå, husker jeg, men vi kunne da gå tur med de små og se på de få lys, der var og så hjem og spille mus om pebernødder.

Mus om pebernødder:
Man vælger én, der skal være den, som går uden for døren. De andre lægger en masse pebernødder op på bordet, og vælger én pebernød, som er musen. Den der er den kommer ind, og skal nu spise én pebernød ad gangen, men når han eller hun tager ‘musen’ råber alle de andre ‘MUS’, og den der ér den må ikke tage flere pebernødder. I kan skriftes til at ‘være den’.

Endelig kom gåsen på bordet, og endelig fik måltidet en ende med ris a la mande’n og mandelgaven; den var et år et franskbrød – i marcipan – næsten i naturlig størrelse. Det har altid været sådan, dengang som nu, at det ”værste” skulle vaskes op. Så blev der sagt: ”Lige om lidt, så bliver træet tændt” Jeg kan huske, jeg tænkte: ”Nu kan du ikke blive lykkeligere” – og så gik døren op. Det er et himmelsk syn, nu som dengang, med en Far og en Mor, der står der i lysenes glans, mens alle deres unger kommer glædestrålende ind til al herligheden.

Far læste lidt om julen og hyrderne på marken, og vi sang: ”Velkommen igen Guds engle små”, og ”Kimer i Klokker og ”På stjernetæpper lyseblå – ly-se-blå”. Vi tog hinanden i hånden og kunne nå hele vejen rundt. Så måtte vi komme hen til gavebordet og finde dem med vores navn på; og så var der en lyksalighed resten af aftenen, og vi kyssede selvfølgelig både far og mor for hver en lille overraskelse, de havde beredt os. Også bedsteforældre og et par af onklerne havde sendt pakke, og tit fik vi en lille ting fra personalet, f.eks. ”Børnenes Lommekalender” til 50 øre og en større til 1,50 kr. Jeg fik en kinesisk lak-syæske og en koralperlekrans, og vi børn, der aldrig fik penge, syede noget til mor og gav hinanden marcipanfigurer”.

”Dengang var der ingen guirlander over gaderne, ingen dekorationer, som vi kender dem, juleløbere til bordet var nok lige indført. Der var heller ikke en grangren på skolen, der var tegnet en grangren på tavlen med datoer på til den 24. dec. Der var småt med juleudstillinger, men bare der var en smule rødt papir, hvorunder der lå en cykellygte og lyste og et lerfad med risengrød og 3-4 små nisser omkring, syntes vi det var flot. Et enkelt sted var der en stor nisse, der kunne nikke med hovedet.”

I marts 1947 sælger Georg Emil Romlund ejendommen til møbelhandler Jens Martin Nørgaard fra Holstebro, der i marts 1948 sælger ejendommen til installatør W. Meinertz Olesen. Senere ejere har været murermester Peter Tordrup. I dag ejes ejendommen af Tordrup Ejendomme og butikslokalet udlejet til Sport 24 v. Tommy Simonsen.

Georg Romlund annoncerede i skattebøgerne. Her er et par eksempler fra skattebøgerne1923-24 og 1924-25

8. december 2022

Rindum Møllegård har i dag adresse på Ndr. Ringvej 14 – meget tæt på rundkørslen, hvor Holstebrovej møder Ndr. Ringvej. Lige overfor på den anden side af vejen lå selve møllen og møllehuset, som det ses på nedenstående kort.

I bogen om Rindum Sogn skriver Kr. Susgaard blandt andet følgende om Rindum Mølle:
– Selv om møllen her havde sin tid og selvfølgelig sin betydning for sognet,
såvel som for gårdens samlede drift og udkomme, så blev dog møllen en
slags parentes i gårdens kendte historie.

Gården kan spores tilbage til 1664 hvor den hørte under Vennergård i Velling.

I 1684 blev den sammen med 4 andre gårde i Rindum solgt til Rasmus Andersen til Søgård på Holmsland. Sælgeren var Karen Pogwisch, der sad som enke på Rindumgård.

I 1720 hedder fæsteren Jens Eskesen, og i de næste godt 100 år hedder manden i gården skiftevis en Jens og en Eske – eller Eskild, navnene bruges i flæng.

1787 er Jens Stadil selvejer, 41 år, gift anden gang; der er syv børn hvoriblandt Eske Jensen Stadil, der engang efter 1801 overtager gården, som han 1834 sælger til
Johan Mørk Kolby, der er født i Ringkøbing og gift med en datter at
provst Møller i Ølstrup.

Hvornår møllen er opført vides ikke, men i 1864 kaldtes Jacob Kolby gårdmand og møller, og på et udsnit af en af Jesper Malers billeder fra 1847 ses møllen også aftegnet.

Familien Kolby sidder nu i ejendommen indtil 1887 hvor Niels Svendsen køber gården.

I 1906 brændte møllegården, det var en 11-årig dreng der havde påsat branden ved at antænde lidt hø og sat det til stråtaget. Han havde sommertjeneste på gården, og han angav som motiv at han havde hjemve, og han regnede med at komme hjem hvis gården brændte. Da han imidlertid kom over på nabogården at bo, satte han også ild på denne. Planen om at komme hjem lykkedes ikke – tværtimod – han blev i stedet sendt på opdragelsesanstalt!

Gården blev bygget op igen, og i 1917 overtager sønnen Peder Chr. Svendsen møllegården, og i 1959 overdroges gården til sønnen Niels Harry Svendsen.

Niels Harry Svendsen fortæller, at i den sidste del af møllens funktionstid havde de en petroleumsmotor til hjælp for at kunne bestride driften. Udviklingen løb her som andre steder fra møllen; folk fik selv kraft installeret.

I 1953 mistede Rindum Mølle en vinge, og året efter blev den nedbrudt.

Der er frasolgt en del grunde fra møllegården, allerede i 1878 solgte man grunden hvor huset ”Gammelbo” blev bygget, og senere solgtes flere grunde ved Holstebrovej.

I 1970’erne og senere blev der udstykket grunde til vejene: Brombærvej, Enebærvej, Jasminvej og Forsythiavej.

I dag er møllegården ejet af Ellen Willer Donatien, og i gården er der nu indrettet keramikværksted, galleri og butik – og nu er møllegården blevet til ”Keramikkens Hus”.

 

7. december 2022

Hotel Ringkøbings lindetræer

Parklindene foran Hotel Ringkøbing er en af Danmarks ældste stammehække. Det fremgik af en længere artikel skrevet i 1981 af Lisbet Edinger, Bredballe ved Vejle. Artiklen blev bragt som et særtryk af Dansk Dendrologisk Årsskrift (Dendrologi er læren om dyrkede træagtige planter).

I sin artikel fastslog Lisbet Edinger, at de ældste eksisterende stammehække findes i Rønne, Ærøskøbing, Ringkjøbing og Mariager. De er plantet i slutningen af 1700-tallet på et tidspunkt, hvor der udfoldede sig et livligt handels- og søfartsliv i disse byer.

Det er interessant at se at stammehækkene først og fremmest har vundet indpas i søfarts- og fiskerikøbstæder. Det er nærliggende at forestille sig, at driftige sø- og handelsfolk i udlandet er blevet inspireret af denne beplantningsform, formentlig i hollandske byer.

En stammehæks form dannes ved tilbageskæring af gennemgående grene samt evt. nedbinding af sidegrene, hvorved den tilsigtede form opnås hurtigere og bunden bliver tættere.

I dag er det normalt at klippe stammehække om vinteren, mens man tidligere klippede i forsommeren. Den sidstnævnte fremgangsmåde betegnes som den, der ubetinget giver det smukkeste resultat. Ved at klippe om forsommeren, blev hækkene klippet lige efter den kraftigste skududveksling var afsluttet, således at hækkene den første del af året stod med en skarp afgrænset kasseformet krone.

Byudvikling, vejbyggeri og saltning af veje har ført til, at det kun er et fåtal af stammehække, der er bevaret i danske byer i dag. Der plantes dog fortsat stammehække i dag ved pladser og bygninger. Forskellige slags træer er i tidens løb blevet benyttet til disse hække.

I 1700- og 1800-tallet var det mest almindeligt at anvende parklind (Tilia Europae) til stammehække, og det er da også den type træer, der er benyttet på pladsen foran Hotel Ringkøbing.

Om træerne her fortæller Lisbet Erdinger: – I Ringkøbing befinder sig nogle af landets ældste stammehække på torvet foran Hotel Ringkøbing. Den nøjagtige alder kendes ikke, men på et prospekt fra 1810 anes træerne som en stammehæk og på et fra 1847 ses de tydeligt. Det anslås derfor at træerne er plantet i slutningen af 1700-tallet.

I 1950-erne begyndte trærækken at vise tegn på svaghed på grund af alder, og i 1976 renoveredes de, således at de i dag er ved at genvinde deres karakteristiske kasseform.

Træplejen består blot i at klippe ind til ”hekseknuderne” hver anden vinter. Når det kun sker hver anden vinter, er det for at være så skånsom som muligt mod de over 200 år gamle individer.

For øvrigt har man, inspireret af de gamle linde, plantet samme træart omkring byens torv. Med tiden skal de tildannes som stammehække.

6. december 2022

BP depotet på Enghavevej i Ringkøbing.

I 1976 havde BP depotet i Ringkøbing 15-års jubilæum, og der blev husstandsomdelt en reklameavis for BP, hvor depotet i Ringkøbing havde fået tildelt hele forsiden.

I reklameavisen beskrev depotindehaver Svend Jeppesen depotet i Ringkøbing, og medarbejderne der var ansat på dette tidspunkt.

 

Depotet startede med levering af olieprodukter til villa- og landbrugsmarkedet i området, og i 1964 blev kontoret på Enghavevej opført.

Svend Jeppesen skriver endvidere: Den rivende udvikling kan bedst beskrives ved at sammenligne bilparken dengang (1961) og nu (1976). I 1961 bestod den af 1 stk. 4.000 liter Bedford tankbil, mens vi i dag må have 3 stk. 9.000 liter tankbiler samt 1 servicevogn for at klare opgaven. I fyringssæsonen kører vi med 4 tankbiler.

Jeg tror, De sætter pris på at handle lokalt med en stabil leverandør, som har kapacitet til at betjene Dem, og jeg er glad for at få lejlighed til at præsentere mine medarbejdere. De sørger for at kunderne får en hurtig og effektiv betjening, og jeg kan roligt sige, at de har gennemgået en grundig uddannelse i teori og praksis.

I fællesskab er vi til tjeneste med råd og vejledning, der ikke alene bygger på mange års erfaringer indenfor området. Der er også mulighed for at trække på det verdensarkiv af viden, som BP råder over.

Kontakt os, såfremt vi kan hjælpe Dem. Vi er lige i nærheden, og måske kender vi allerede hinanden.

5. december 2022

At kælke og skøjte

I Ringkøbing og Rindum har der været rig mulighed for at finde egnede steder til kælkning og skøjtning, når sneen endelig kom.

Mange har haft deres egne yndlingskælkebakke, gerne med bump på vejen og sus i ørerne, når der blev kælket ned af bakken – og gerne helt ud på isen.

Et af de allermest populære kælkesteder har givetvis været ved fjorden – og gerne fra Hvashøj og ud til Sorte Bakker.

De fleste husker nok de tidligere kælke af den norske type – dem med meder og stativ og langsgående trætremmer foroven, som på billedet ovenover. Her sidder man overskrævs eller ligger på maven, når der suses ned af bakken. Men i dag er træ- og metalkælke næsten helt blevet afløst af billigere udgaver af formstøbt plast.

Og når der skulle skøjtes, var der flere muligheder: Æ’ frødammer, Havnen, Anlægget, Fjorden og skøjtebanen ved Holstebrovej.

Men med hvilke skøjter? Mange er begyndt at skøjte på de gamle holmslændere, der var af træ med smalle, skarpe skøjtejern – de blev anset som særligt gode. Og flere har krydset fjorden på de skøjter, men man skulle passe på, for isen kunne være lumsk.

Senere kom jernskøjterne, som blev spændt fast med en nøgle på gummi- eller skistøvler. Der blev også sat remme hen over, så de ikke faldt af.

Til sidst endte det med et par kunstskøjter for pigernes vedkommende eller et par hockeyskøjter til drengene. Det var noget helt andet. Aldrig mere stødte man på problemer med skøjter, der faldt af.

Sne eller ej – så skal der i juledagene skal hentes frisk luft i naturen for at få en pause midt i al julemaden. Mange ture vil gå til fjorden, Anlægget, Amtmandens Lund eller i et af de mange nyere grønne områder, der i de senere år er kommet i Ringkøbing-Rindumområdet

4. december 2022

Søndag den 6. november 2022 fejrede Ringkøbing Museumsforening og Ringkøbing Museum bygningens 100-års dag med en reception på museet og et efterfølgende causeri af museumsinspektør Christian Ringschou der lavede nedslag i museets historie af på Dommerkontoret. – Nedenstående oplysninger stammer fra Christian Ringschous foredrag om museets historie.

Ringkøbing museum blev stiftet i 1908, og man gik straks i gang med at indsamle effekter til museet. De første udstillinger blev indrettet i et loftlokale i den dengang nybyggede Borger- og Realskole på Vestergade/Kirkepladsen.

I 1914, da den Vest- og Sønderjyske Kreditforening havde opført sin store bygning på Herningvej 3 tilbød man at museet kunne leje sig ind i kreditforeningens tidligere kontorbygning, hvilket man takkede ja til. I 1917 fik museet fra kreditforeningen et tilbud på at man kunne erhverve afdøde amtslæge, professor Melchiorsens villa for brandforsikringssummen på 20.000 kr. med overtagelse i oktober 1919.

Købet blev vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling den 22. oktober 1917, og man begyndte at samle penge ind til købet.

Til at udarbejde en plan og overslag for den nødvendige ombygning af villaen blev arkitekten Kr. Jensen antaget.

Ombygningsplanen blev fremlagt på et bestyrelsesmøde i februar 1920, men samtidig fik museet tilbudt dele af en gammel bindingsværkslænge fra den Tangske købmandsgård på hjørnet af Bredgade (Algade) og Grønnegade (Der hvor nu Buddy Legetøj nu har til huse).

Materialerne kunne fås gratis mod at rydde grunden. Dette tilbud kunne man ikke afslå, så ombygningen af Melchiorsens villa, der var midlertidigt udlejet, blev udsat, til man havde overblik over omkostningerne ved opførelsen af bindingsværkshuset og anlægget af haven. Bindingsværkshuset, senere kaldet ”Tangs hus”, blev opført efter tegning af Kr. Jensen.

I september 1921 var man så langt fremme at der blev holdt møde om restaurering og tilbygning til villaen. Det blev imidlertid ikke arkitekt Kr. Jensen, der kom til at lede arbejdet, men arkitekten G. Juul Brask, der til daglig arbejdede i København. Der er ingen forklaring på dette , men han var gift med en Ringkøbingpige Johanne Cramer. Dette forhold kan måske have spillet ind, men nok så væsentlig var det nok, at han ikke ønskede honorar for sit arbejde med ombygningen!

Der blev både revet ned og bygget til, og resultatet blev den museumsbygning vi kender i dag, og som fremtræder i en blanding af nyklassicisme og den gamle vestjyske byggestil,

Der er ingen ydre spor af den oprindelige villa! Historien om at museet er indrettet i Melchiorsens villa holder altså ikke vand, der er kun nogen af grundmurene der er fra den oprindelige villa, ellers var det en ny bygning museet flyttede ind i den 6. november 1922.

Erhvervelsen af ejendommen og ombygningen kom i alt til at koste 52.000. Selv om man havde fået samlet pæne beløb ind til byggeriet, og også fået bevilget et statstilskud på 10.000 kr. blev man alligevel nødt til at optage et lån på 20.000 kr.

Året efter indvielsen fik man indlagt kloak i museumsbygningen og man fik antaget en pedel, der fik bolig i kælderen. Her var der naturligvis komfur og kakkelovn, men selve museet kom til at stå uopvarmet det næste halve århundrede, idet der aldrig blev råd til det varmeanlæg, man ellers havde fået indhentet tilbud på.

Ligeledes udarbejdede billedhuggeren Skikkild en skitse til en frise der skulle pryde frongavlen ud mod Østerport, men også den blev sparet væk!

Igennem årene blev museet for lille, og der var gennem flere år forskellige planer for ombygning. Det endte at man i 1973 lavede en tilbygning langs med Herningvej, udført i brune mursten. Den firkantede bygning fik i folkemunde tilnavnet ”cigarkassen” på grund af dens farve og facon.

Søndag den 6. november 2022 fejrede man så bygningens 100-års dag med en reception på museet, og det efterfølgende foredrag på Dommerkontoret.

3. december 2022

Juletræet køber man da hos spejderne
Af Annette Holm

I 55 år har spejderne i Ringkøbing og Holmsland slået deres sæsonforretning med salg af juletræer op i Ringkøbing. Så vidt jeg husker, var det nemlig i 1967, at DDS – de blå pigespejdere, KFUK-spejderne – de grønne pigespejdere, og KFUM-spejderne – de grønne drengespejdere – i Ringkøbing og Holmsland for første gang gik sammen om at sælge juletræer.

På den måde kunne de arbejde sammen og lære hinanden bedre at kende, tjene penge til spejderarbejdet og udfylde et behov i byen. Det havde nemlig været byens gartnere, der solgte juletræer, men de opgav, og i 1967 var det kun en gartner og spejderne, der solgte juletræer.

Salget begyndte midt i december, og træerne blev skovet ved Arnborg dagen før, salget begyndte, så de var helt friske. Forretningen åbnede en søndag på Toften, hvor en del af p-pladsen blev inddraget. Det var mange rødgraner og nogle få ædelgraner, der blev sat til salg, og spejderne skiftedes til at passe butikken. Hvert korps havde nogle dage, de skulle stå for salget, og så skulle de selv organisere det, så der var en voksen og nogle spejdere, der var på pladsen til at betjene kunderne.

Jeg var blå pigespejder og med til at sælge juletræer. Det var sjovt og åbnede mine øje for, hvor forskelligt hver familie ser på, at et juletræ skal være. Nogle ville have et stort, andre et lille, nogle ville have det tæt, andre mere åbent, men det gjaldt om at finde det rette til hver enkelt kunde.

Dengang var det ikke noget med, at træerne blev pakket ind, så de var nemmere at transportere hjem, men man kunne for en merpris få sit træ bragt ud. Jeg husker ikke, hvor mange træer, der var til salg, men jeg mener, at der var så godt som udsolgt de første år.

I Ringkøbing Årbog står der, at der i 1971 blev skovet 300 træer ved Arnborg, og der har jeg også været med til at skove træer dagen før, salget åbnede. Det var en ret hård tjans, men er man spejder, må man tage de sure med det søde. Efterhånden blev der flere og flere træer til salg, så spejderne solgte først i 1980’erne 800 juletræer hvert år.

Efter nogle år på Toftens p-plads, flyttede salget af juletræer til p-pladsen bag Brugsen og derfra til Torvet, hvor salget nu finder sted. Som med alt andet, skifter moden også, når det gælder juletræer, så nu er normann den foretrukne sort og har næsten udkonkurreret rødgran, fordi den holder sig bedre. Salget begynder også tidligere, for mange køber to juletræer, et til ude og et til inde, og så bliver de begge forsynet med lyskæder, så julen begynder længe før, end den gjorde, da spejderne begyndte at sælge juletræer.

Spejdernes sæsonforretning i december er blevet en tradition i Ringkøbing, og det skyldes helt sikkert, at der er et godt kundegrundlag for den. For mange er det nemlig også en tradition, at juletræet køber man da hos spejderne.

2. december 2022

Jeg husker min far belærte mig om, at jeg skulle hilse pænt på folk, især de store i byen, som måske med tiden skulle skaffe mig en stilling, en læreplads.

Lektor Ole Flygaard mindes sin barndom i 30-ernes Ringkøbing. På billedet herunder ses han stående som nr. 2 fra venstre i bagerste række.

Min far der var ansat ved statsbanerne kom til Ringkøbing lige efter 1. Verdenskrig, og han havde mange gange i sin tidligere tid reserveret sovevognsbillet til I. C. Christensen. Det vendte min far mange gange tilbage til.

Noget af det jeg husker bedst fra 1930’erne, var de menneskelige og sociale problemer, som arbejdsløsheden skabte – også i en lille købstad som Ringkøbing.
I 1930’erne var det utænkeligt at gifte kvinder havde arbejde, det var et særsyn, men jeg kan erindre et lærerægtepar. Jeg erindrer dog også diskussionen, om det nu var rimeligt, at kvinder optog arbejdspladser for mændene, som var de typiske familieforsørgere. I mit hjem var det nu ikke noget problem, min mor passede hjemmet og kunne måske også med sin baggrund have haft svært ved i almindelighed at fylde en stilling ud i erhvervslivet. Men allerede dengang var kvinderne på fremmarch, men altså udenfor ægteskabet. De var lærerinder, telefondamer osv.

 

Det var store dage når jeg fik lov at hjælpe min far på jernbanekontoret eller på godsekspeditionen.

Jeg mindes den gamle stationsforstander Mikkelsen som en myndig, men meget afholdt chef. En gang om året blev kontorpersonalet inviteret til forstanderen. Det var en stor oplevelse for min mor også, som havde været husbestyrerinde for en tidligere stationsforstander. Han havde evne til at skrive vers og havde også digtet et om godsinspektør Dam.

Det gik på melodien: Jeg er havren…
”Jeg er godser, og jeg hedder Dam
ud i munden var jeg aldrig lam
tit jeg synes, jeg et guldkorn fandt
hvad jeg sagde var næsten altid sandt”.

Det skal dog tilføjes, at også Dam var meget afholdt, om end han var en noget anden type end stationsforstanderen.

Krigen sendte jo også sine skygger ind over Ringkøbing. For en tid flyttede stationsforstanderen op på hotel Hindø, fordi der var faldet bomber nær viadukten, men flyttede dog tilbage igen efter kort tids forløb.

Vi fik ny stationsforstander under krigen. Han hed Bang og var en helt anden type. Blandt andet havde han ikke humoristisk sans, hvad der til tider gav sig de mærkværdigste udslag. En dag havde en af portørerne sat et ”tju” foran navnet Bang på et af de talrige opslag. Den spøg forstod Bang slet ikke.

Bang havde tit svært ved at kommunikere med personalet. Min far fik engang besked på, at alle skulle hindres i at gå over sporene, det gjorde det ellers nemmere at komme til Rindum. Da min far spurgte om det også gjaldt amtmanden, fik han ikke noget svar, og så fortsatte den gamle praksis.

1. december 2022

Jul i Ringkøbing for 50 år siden – 1972

I bladet er der en annonce hvor Brugsforeningen HB ønsker sine kunder en god jul.
HB var kommet til byen 1965, hvor de byggede den – efter datidens forhold – meget store forretning i Algade 22. Butikken blev indviet den 22. oktober 1965

 

Iflg. Ringkjøbing Amts Dagblad var dagen begunstiget af vejret. 15 dannebrogsflag vajede omkring Bredgade og Mylius Erichsensvej, og Kolding Pigegarde marcherede gennem byen og gav tatoo på HB’s parkeringsplads. Der var god tilstrømning af kunder straks fra morgenstunden – fortrinsvis husmødre, som fra kl. 10 havde lejlighed til at smage på HB’s kaffe med biscuits til. Indtil aften var der tegnet 235 medlemmer og antallet var steget til ca. 400 ved middagstid dagen efter. Butiksbygningen er på 469 kvm, og det egentlige salgsareal er på 372 kvm. Fra starten er der 15 ansatte.

I 1976 blev ejendommen solgt til Ringkøbing Landbobank. Brugsforeningen havde af Vestjydsk Korn købt ejendom i Torvegade, hvor der skulle bygges ny butik.
En af de første slagtermestre var Mogens Petersen. og brugsuddeleren hed Jens Ladegård.

Bygningen lå hvor Elektronikhuset ligger i dag.

 

Købmand Evald Husted, der lå lidt længere ude på Kongshøjvej 32, på hjørnet af Kongevejen fulgte også med tiden, han reklamerede med at der var selvbetjening i butikken.

 

Og for at være sikker på at man kunne finde ham, så var der en tilføjelse, nemlig at det var v/ Vesterhavshallen man kunne finde butikken.

Bygningerne er i dag hjemsted for Kok Susgaards virksomhed.

Hvis ikke man skulle have nyt tøj til jul, så kunne man nøjes med at få renset sit gamle tøj hos Trikohl Renseriet – hvis man altså indleverede det i god tid!

 

Trikohl Renseriet der var ejet af Anker Christensen lå i Nygade 31.

 

I 1972 var det blevet meget populært at brygge vin, den såkaldte 3-ugers vin, og her havde J. A. Jensen (eller I. A. Jensen, som han kaldtes i daglig tale) en annonce, hvor han reklamerede for både ”Larsen vin” og ”Heriff ekspres vin” – drikkeklar på 3 uger…

 

Indehaveren af Matas forretningen var J. A. Jensens søn Axel Jensen. Han var udlært i faderens forretning i Ringkøbing og herunder bestået handelsmedhjælpereksamen fra Ringkøbing Handelsskole. Derefter var han kommis i samme forretning sammen med broderen – Georg Krog Jensen – bestyrer af samme forretning i perioden 1932-1945, i kompagni med broderen overtaget forretningen – der var grundlagt i 1858 og omfatter kolonial, material og farve samt støbegods og brændsel. I 1945 etablerede sig som selvstændig købmand i Algade 18 i Ringkøbing i 1945. I. A. Jensens forretning var også kendt som ”Materialisten” eller senere ”Matas”, den lå i Algade 18, hvor ”Tante Blå” i dag har forretning i lokalerne.

 

W. Meinertz Olsen i Ringkøbing El-Center havde en meget flot annonce med tegning af forretningen der lå på hjørnet af Algade 10 og Smedegade.

 

Der reklameres med næsten alt fra brugskunst til elektriske tandbørster og kartoffelskrællere og til hårde hvidevarer. Her kunne man altid finde ”den rigtige gave til den rigtige pris”.

I dag har Tommy Simonsen sportsforretning i lokalerne.

 

I 1972 annoncerede ”Ringkøbing Byggemateriale” ved Peter Rasmussen også i bladet – endda med to annoncer. Forretningen lå på Herningvej 23.

Vi ved fra telefonbogen, at indehaveren boede Reberbanen 30, men på arkivet har vi ingen oplysninger om denne forretning, så hvis der er nogen der kan fortælle noget om ”Ringkøbing Byggemateriale”, så vil vi meget høre om det.