24. december 2019

Julius Blicher skrev i 1965 et lille skrift om Grønlandsforskeren Mylius-Erichsen.
Han skriver blandt andet følgende om juleaften 1906.

I Ringkjøbing Museums samlinger findes et lille uanseeligt menu-kort, som stammer fra ”Danmarks-ekspeditionens” sidste rejse til Grønland.

På den ene side af kortet ses et fotografi af ekspeditionsskibet ”Danmark”, da det anløb Færøerne på rejsen til Grønland. På den anden side har Mylius-Erichsen med sin smukke karakteristiske skrift skrevet spisesedlen for juleaften 1906.

Dengang lå skibet indefrosset i sin vinterhavn ved Kap Bismarck på Grønland. Denne jul har der ikke været smalhals om bord, for menuen lyder:

Risengrød (mandel med gevinst)
Oksetunge, skinke, grønærter
og slikasparges, haresteg med rødkål,
ost og marvbudding.
Hertil rødvin, akvavit, madeira, kaffe,
cognac, likør og cigarer – –

Vintermørket ruger på denne årstid nat og dag, men juleaften 1906 var det måneskin, og Mylius-Erichsen skrev et meget smukt digt, som tegneren og maleren Achton Friis, der deltog i ekspeditionen, straks komponereede en melodi til. Der var klaver ombord, og digtet blev sunget på ”Danmark” denne juleaften.

De første to vers lyder:

Hvide, vinterhvide,
stille, højtidsstille jul i is og øde.
Klang af hjemligt blide
klokketoner kimer nænsomt os i møde.
Fjerne, barndomsfjerne
skin af julestjerne
flakker drømmeagtigt om en nordlyskerte
over himlen i vort højtidsstille hjerte.

Kom da, jul du hvide
også til vort hjem bag vinterbundne vande.
Læg din hånd den blide
længselsdulmende på hver bekymret pande
hvisk med kærlig stemme,
at de lever hjemme,
bring din store vinterfred for lønlig smerte
til de dybe vande i hvert ensomt hjerte.

Det var en julesang, der med sin tekst om dem derhjemme greb alle kammeraterne stærkt, og den var med til at give denne særprægede juleaften en særlig stemning.
Men ingen anede, at det skulle blive den sidste jul, de alle var samlet – inden næste jul – i november 1907 – var Mylius-Erichsen og hans to kammerater, Høgh-Hagen og Brønlund begravet i Grønlands is-ørken.

I julen var savnet af familien hjemme i Danmark særlig stærkt. Alle deltog aktivt i juleforberedelserne og i julefesten, og det var med til at holde hjemveen på afstand.

 

 

Achton Friis fortæller om julen 1906 i Danmarkshavn:
” Så kom da endelig julen. Forberedelserne var endt, kasserne med gaver fra hjemmet kom frem af lastens mørke og blev åbnet af en dertil valgt komité. Klaveret var blevet stemt…der var gjort rent i messen, og – vi vaskede os alle sammen…Der var slet ingen nordlys på himlen. Det lignede næsten en dansk juleaften…Inde i kamrene var der fint. Faner og signalflag var hængt op på væggene…bordet strålede med mange lys og duftede af de utroligste retter, Jensen havde fremstillet…Det vi alle tænkte på denne aften, og ikke turde sige, havde Mylius ramt i sin julesang… “

 

“Efter bordet gik vi over i ”Villaen”, hvor Bertelsen havde stillet juletræ op, og drak kaffe… Senere fik vi vore pakker med foræringer, og med dem trak vi os stille tilbage til vore kamre. Dér holdt vi hver for sig vor julehøjtid.”

23. december 2019

Peder Pedersen er født i Damgaard, Ndr. Ringvej 3, Ringkøbing den 17. september 1888.
Peder Pedersen har skrevet et stilehæfte med beretninger fra sit liv. Han kalder det han har skrevet: Udpluk af Minder fra et langt Liv i Vestjylland og andre Lande. Et sted i hæftet har han beskrevet det han kalder:

Et Juleminde
I Tiden omkring Aarhundredskiftet, tjente jeg paa en Gaard i No i nogle Aar, min tid var : Dels, at gaa i skole de 6 Dage af Ugen og efter Evne at hjælpe til derhjemme paa Gaarden alle 7 Dage.
– En Dag kort før Jul blev jeg sendt til Ringkøbing, for at hente nogle nødvendige Smaating til Julebagningen.
Den gang var der jo ikke Købmand eller Brugsforening i hver Sogn. I Almindelighed kørte Manden til Købstaden en Gang om Maaneden eller saa og ellers hjalp man sig med at laane hos Naboen hvis man kom i betryk for et eller andet.
– Naa, men for en Gangs Skyld blev jeg altsaa sendt til Købstaden, hvordan det lod sig forlige med min Skolegang husker jeg ikke. Men jeg var ikke ked af Turen. De 5 – 6 km var jo en let Spaseretur for en rask Dreng og desuden gik Vejen gennem Nabosognet hvor mit Hjem laa, saa der blev jo let Lejlighed til en Lynvisit.

Jeg løb rask frem over de snørklede Stier og Veje, – men saa sker det Ejendommelige og Uforklarlige, jeg blev grebet af en mærkelig Angstfølelse; jeg fik den Tanke at Moder var meget Syg og jo nærmere jeg kom Hjemmet des stærkere blev min Uro og det Tryk som hvilede paa min Stemning, jeg var tilsidst næsten sikker paa at min Moder var død.
Da jeg saa endelig naaede frem og tog mod til at gaa ind, ja, da ser jeg at alt var i den bedste Orden, min Moder var i gang med Forberedelser til Julebagningen og min ældre Søster var med en 16aarig Piges friske Humør og Arbejdsglæde ved at skære Pebernødder og Smaakager og alt var den skønneste Idyl. Alt var den største Kontrast til den Stemning jeg var i.
Det var da ogsaa for meget for mig, den Taknemlighed og Glæde jeg nu følte, var i saa skarp Modsætning til min Sindsstemning for faa Minutter siden, at en om stilling i mit letbevægelige og følsomme Drengesind ikke var muligt paa et Øjeblik, uden at Taarerne pressede paa; – men en 12aarig Dreng maa jo ikke græde, eller blotte sine Følelser, det er joo hans Ære for nær. Men en Moders Aarvaagne Øjne optager jo alt og spurgte mig hvad der var i Vejen, men jeg undveg Spørgsmaalet, der var ikke noget i vejen. (Jeg kunde jo da umulig svare at jeg troede hun var død.)
Jeg fik nu travlt med at komme ud i Stalden. Uheldigvis mødte jeg Fader i Gangen; han blev jo noget overrasket over at se mig der; Det skete jo nu og da, at jeg var hjemme en Tur om Søndagen, men en søgne Dag var jo noget usædvanligt, saa han vilde jo nok haft mere Besked, men jeg lod som om jeg snarest mulig skulde ud i Stalden i et meget nødvendigt Ærinde; mens Sagen jo var den at jeg blot skulde i Enrum for at faa Bugt med de forræderiske Taarer og se at blive Herre over min Bevægelse.
Efter at jeg var kommen ind igen og faaet talt lidt med dem, maatte jeg jo skynde mig afsted til Ringkjøbing og have mine Indkøb besørget, saa jeg kunde komme over i min Plads igen med velforrettet Ærinde.

Men det blev sidste gang jeg saa min Moder. Juledag da Husbond og Madmoder var i Kirke, kom min Broder, som ogsaa tjente i samme Sogn, og bad mig følge med hjem, han havde paa en eller anden Maade faaet Besked om at vor Moder var syg. Jeg var noget betænkelig ved at gaa uden tilladelse, men min Broder holdt paa at i et saadent Tilfælde betød det ikke noget. Jeg forklarede saa Pigen Grunden og vi løb saa afsted.

Hjemme traf vi Fader i Stuen og Sengen tom. Paa Spørgsmaalet om hvor Moder var, sagde han ved i ikke det? Nej, er hun død? Nej, død er hun ikke, men hun er paa Sygehuset og er meget syg, der maa ingen komme ind. Dagen efter var hun død.

Nævnte Skildring vilde vel i ældre Tid være blevet kaldt et ”Forvarsel”, men nu hører man ikke det Udtryk saa meget.
Folk er jo nu blevet saa kloge. For mig stod det som en Forudanelse om noget som skulde komme. – Ja, vi er blevet saa kloge at vi ved der er mere mellem Himmel og Jord som ikke lader sig forklare, selv nu i de kolde Hjerners Tid.
Mange Aar senere fortalte min søster, efter at have læst ovenstaaende skildring: Jo, jeg husker meget godt den dag; efter at du var gaaet, spurgte moder hende? Hvad var der i vejen med Peder, har han sagt noget til dig? Nej, hun vidste ingen ting, ———–
Ja, maaske har jeg vakt mere bekymring hos min moder end jeg anede.”

22. december 2019

”Juleudstillingssøndagen var noget helt særligt”
artikel af Sven Astrup Hansen, bragt i Ringkjøbing Amts Dagblad den 2. januar 1985.

”Vi nærmer os julemåneden, når dette skrives, og jeg skal aldrig glemme, hvorledes vi drenge i tredivernes Ringkjøbing så frem mod juleudstillingssøndagen. Så var man tidligt oppe og skulle skynde sig ned i byen, som man sagde.

Jeg boede på Møllevej, og selv om det ikke lå i byens udkant, så var der jo ingen forretninger på den vej. Men så begyndte man ved L. Chr. Christensen på Herningvej og B. Jespersen osv. Blomsterforretningen Viola, Uldspinderiet og så en gennemgang i hele byen.

Flere forretninger havde udenlandske navne som f.eks. Engelsk Beklædnings Magasin, Flensborg Lager med Mathias Christensen og Londonbazaren med frk. Højgaard.

Hos Henry Hansen i Nørregade var der altid kø ved butiksvinduerne, for der kunne man se elektrisk tog og nissedukker, der kunne bevæge sig.

Hver især af forretningsfolkene havde såmænd gjort sit bedste, og sikkert arbejdet hele natten til søndag for at få det fint. Og nogle steder var der konkurrencer, og noget man skulle gætte.”

 

21. december 2019

”Far til fire” og ”Lille Per” på Torvet i Ringkøbing.

Søndag den 21. december 1980 indtog ”Far til Fire” sammen med ”Lille Per” Torvet i Ringkøbing.

Arrangementet startede klokken 13, hvor Handelsforeningens PR-udvalg, havde indkaldt et hold nisser, som sammen med Ringkøbing-garden gik gennem byen mod Torvet med fuld musik.

På Torvet dansede nisserne omkring et juletræ, sammen med de lokale vellignende kopier af Far til fire, mens et ”nisseorkester” spillede alle julens kære melodier.

”Far til fire” var iklædt samme kostume, som Ib Schønberg var i de berømte film fra 50’erne, og ”Lille Per” var iklædt tværstribet sweater, lille tophue og paryk. I det virkelige liv var de også far og søn, da det var Jørgen Røjkjær Andersen og sønnen Bimme, der til dagens anledning havde påtaget sig rollerne.

Til sidst uddelte Far til fire og Lille Per gratis biografbilletter til Bio’s eftermiddagsforestillinger ”Far til fire med fuld musik” kl. 15 og kl. 16:45. De 600 billetter blev revet væk på rekordtid!

Som afslutning var der nisseoptog med musik gennem byen, mens julemanden og nisserne uddelte appelsiner til børnene.

 

20. december 2019

Ny juleudsmykning i gågaden 1995

Gågadeforeningen bekostede i 1995 en ny juleudsmykning i gågaden.

Baggrunden for den nye og moderne julebelysning var gågadens nye høje blomsterstandere som var blevet beplantet med slyngplanter. Disse blomsterstandere var åbne i toppen, så der kunne sættes noget ovenpå, og dette forhold blev udnyttet til den nye julebelysning.

Eva Bay Jørgensen designede derfor i samarbejde med ”Skipper” (Niels Erik Erik Hagde), fra produktionsskolen nogle små metaljuletræer med lys i, som blev sat i toppen på blomsterstanderne.

Inden 1995, havde man i flere år brugt store røde hjerter man hængte op i guirlanderne.

Produktionsskolen fremstillede de nye træer af skrotjern, som de så efterfølgende havde bundet lyskæder på med små strips.

Til fremstillingen af de 8 juletræer blev der brugt 300 meter skrotjern, 240 meter lyskæde med 800 lys, og 1700 små strips til at fastgøre lyskæderne til jernskelettet, der var udført som et juletræ.

Selv om det var Gågade-foreningen der havde stået for fremstillingen af juletræerne, så var det beboerne i 1. sals lejlighederne udfor hvert juletræ der frivilligt var gået med til at betale strømmen, og sørge for at kigge efter om de lyste som de skulle.

 

19. december 2019

Det røde Blokhus ved Fjordstien

De fleste ringkøbingensere har bemærket det røde blokhus, der ligger ved Fjordstien og som har adresse til Kaj Munks Vej.

Huset blev i 1931 opført i af kreditforeningsassistent Jørgen Otto Eichner. Kaj Munks Vej hed dengang Florasvej, og på grunden blev der ud over Blokhuset også opført et lille sommerhus, som Otto Eichner senere brugte til atelier. Mange vil sikkert huske, at man ofte så hans billeder udstillet i det store vindue i atelieret ud mod Fjordstien.

Otto Eichner var født i Struer i 1896 og blev på et tidspunkt ansat som kreditforeningsassistent på Den Vest- og Sønderjyske Kreditforening på Herningvej. I sin fritid både malede og tegnede han. Hans første udstilling var i 1937, og det vakte en del opmærksomhed, da det viste sig, at han var en særdeles betydelig kunstner, både når det drejede sig om malerier og tegninger. Han havde tegnet som ganske lille, men først i en moden alder begyndte han at udvikle sig betydeligt.

Da børnehaven Tusindfryd på Reberbanen blev ombygget og udvidet udsmykkede Otto Eichner det nye store legelokale. I avisen kunne man læse: ”Det er Billeder, der rigtig hører hjemme i en Børnestue. Billeder, som Børnene bliver mægtig glade for, hentet som de er for de flestes Vedkommende fra Eventyret om Hans og Grethe. Men også de voksne har Grund til at glæde sig over den fine kunstneriske Forståelse, Eichner har lagt for Dagen”.

Nogle år senere væltede et pæretræ i haven ved Blokhuset. Stammen gik ikke op i røg, men blev omsat til kunstneriske værdier. Her overraskede Otto Eichner. Han havde ikke tidligere afsløret sig som ”billedhugger”, og pludselig afholdt han en udstilling i Bollerups Boghandel udelukkende med træskulpturer og relieffer her i blandt flere med bibelske motiver.

Jørgen Otto Eichner døde i 1972. Han var gift to gange, og efterlod sig to børn.
I dag ejes det røde Blokhus ved Fjordstien af Ulla Riis og Charles Gam, som med nænsom hånd både har moderniseret og bevaret huset.

Hvis man ønsker at se flere af de flotte interiørbilleder mm. fra 1936, så har arkivet registreret hele billedserien, så den kan ses ved at klikke på dette link: https://arkiv.dk/vis/5410925

18. december 2019

Juletræet på Torvet

Det første danske udendørsjuletræ med elektrisk lys stod på Københavns Rådhusplads i december 1914. Det var den kendte journalist Henrik Cavling, der arbejde på dagbladet Politiken, der fik ideen til det. Siden har traditionen om at have et juletræ stående på et torv rundt omkring i de danske byer spredt sig.

Og det spredte sig også til Torvet i Ringkøbing. I 1929 blev det første juletræ med elektrisk lys tændt.

I december 1954 var der et stort julearrangement den første søndag i december med nisseoptog igennem byen, musik, sang og dans om juletræet på Torvet, og forretningerne var selvfølgelig udsmykket på festlig vis.

Da man fejrede 50 året for det første juletræ havde man i 1979 fået fat i et 14 meter højt træ. Dengang blev det altid tændt den 1. søndag i advent sammen med guirlanderne i byen. Juletræet blev skovet i en af de store plantager øst for byen.

Dagbladet bragte den 29. november 1979 et billede med overskriften: ”Juletræet på plads.”
Og de skrev endvidere. ”Med bistand fra Falck satte folk fra Elværket i dag lys på byens store juletræ på Torvet i Ringkjøbing. Træet bliver tændt, når vi nu om et par dage går ind i julemåneden. Juletræet har den sædvanlige højde, ca. 15. meter. Det er også i år skovet i plantage-området øst for Ringkjøbing. Selv om det ikke har voldt problemer at få fat på dette store juletræ, har landets skovejere den bekymrede mine på. På grund af prisstoploven tales der om at eksportere alle de pæne træer til udlandet, mens landets egne indbyggere så må nøjes med de mindre kønne… Men det er en helt anden historie…”

I år kan vi altså glæde os over, at vi kan fejre 90-året for det første juletræ på Torvet i Ringkøbing – et træ der hvert år skaber glæde blandt børn og voksne i byen. Herunder ses vores smukke torv som det ser ud i år 2019.

Et andet lille juleting, som kan nævnes – selv om det godt nok ikke har noget med juletræet på Torvet at gøre – er at for hundrede år siden, i 1919 dannede man i Ringkøbing “Spareforeningen Julens Glæde”. Det skete ved at lægge de to jule-spareselskaber “Julens Glæde” og “Glæde til Jul” sammen. 

17. december 2019

I ”Hardsyssels Årbog” 1995 har den kendte folkedanserleder Ragna Tang skrevet en artikel med overskriften ”Foreningsliv i lyst og nød”.

I artiklen fortæller hun om sin barndom og opvækst på Skolevej i Rindum, som moderen flyttede til efter faderens tidlige død i 1922. Faderen var lærer i Arnum i Sønderjylland.

”Da far var død, fik vi en måned til at forlade tjenesteboligen, som hørte til skolen. Mor havde ved hjælp fra bedstefar købt en forsømt landejendom i Rindum ved Ringkøbing. Men her kunne der ikke blive plads til alle vore møbler, og derfor blev der holdt auktion over en del af tingene. Det foregik inde i skolen. Det pinte mig meget, da jeg så min dukkevogn blive bundet på en fremmed kones cykel. Da følte jeg, at bunden var nået.
Mor gik ikke, som man siger, ned med flaget. Hun knoklede som et bæst for at overvinde problemerne, og vi måtte lære at gøre nytte. Derfor blev der heller ikke meget at bruge legesager til i det nye liv

 

Jeg kom i skole, og det var, sådan oplevede jeg det dengang, meget bedre end at arbejde hjemme. Vi fik skolevej, hvad der var nyt, da vi jo altid havde boet på skolen. Vejen var ikke lang, måske 5 – 10 minutter i løb. Men turen foregik mest i gang og i flokke med de, som kom fra villabyen lidt fjernere end os. Jeg husker det som noget rart, at vi kunne følges så mange. Men det skete da også gennem årene, at vi udkæmpede voldsomme kampe mellem de forskellige grupper. Der var mange hårde sønner i vores skole. Deres forældre var tilflyttere, og deres fædre arbejdede i Rindum Mergelleje, som forsynede store dele af landet med mergel eller kalk til landbrugsjorde. Det var et vældigt foretagende, som skaffede god økonomi til både sælger og køber. 

Da jeg begyndte i skolen, havde jeg gode, sunde fedtlæderstøvler med snøringer. Men jeg ville ikke være anderledes, selv om ingen af de andre børn drillede mig. Jeg ville gå i træsko, sådan som de andre brugte det, og sådan blev det.
Gummistøvlernes fremkomst var en utrolig sensation. Da det skete, havde jeg en sød veninde, som gerne fik af sine forældre, hvad hun ønskede sig. Nu var det så et par gummistøvler. Men hun var rar, og når vi kunne følges ad, så fik jeg gerne lov til at låne den ene af støvlerne, så foden i den fugtige vejside kunne være bestøvlet. Det var skønt.

Alt hvad jeg sådan erindrer» er ofte forbundet med sang eller musik, hvad enten det gælder sørgelige eller glædelige hændelser. Jeg kom i Rindum skole, som jeg var meget glad ved i de syv år, jeg gik der. Når nogen tillader sig at tale nedsættende om den gamle skole (den stråtækte), bliver jeg ret så gal i hovedet, for Rindum skole var ikke stråtækt, men et godt sted for os, som kom der; i hvert tilfælde for mig. Forsamlingshuset, et aktionærforetagende, lå helt op til skolen. Der foregik gymnastikken, og der forefandtes de gængse redskaber: Bomme, tove, ribber, plint, hest, buk, madras og snor, og så en stor kakkelovn i hjørnet nærmest lille-salen og lejligheden til bestyreren. Det var en stor begivenhed med gymnastiktimerne, f.eks. march og sidehop til sangen:»i vor barndom vi hørte kartovernes brag«. Ja, vi skrålede af begejstring, når vi sprang afsted til denne krigssang.

Skolens årlige juletræsfest for børn og forældre holdtes også i forsamlingshuset og var en festlig oplevelse for os alle. Skolens lærerinder legede sanglege med os, efter at julesalmerne og godteposerne var vel vederfaret retfærdighed. Det var ikke almindeligt med så meget kræseri dengang, og æbler hang ikke på træerne ved juletid. Men jeg tror nok, der var ét årligt i hver pose, og det var ej at kimse ad. Som noget ganske særligt næsten hvert år kom brødrene Haakonsen med harmonikaer og spillede sidst ved festen; men det var toppen på kransekagen, da Mads Peter og jeg kunne danse trippevals til»den er fin med kompasset«. Det var i 1928, og vi gik i den store klasse.

Forsamlingshuset, som jeg før har nævnt, var sognets samlingssted for foreningsfester: Høstfest, nytårsfest, fastelavnsfest, efterårsmøde, juletræ, grundlovsfest. De første tre med dans, hvor jeg husker, at formanden gennem mange år Jens No og hans søster Kirstine dansede gulvet op, som man sagde om de, der begyndte dansen. De var gode dansere, men Jens var meget stor og lidt skrutrygget, for ikke at sige meget, og så sang han af hjertens lyst. Det var han ret så god til, så det var festligt, nar de dansede, ikke mindst»hei di li, kom her om«. Jens Noe og søsteren Kirstine havde en gård, var bramfri og gæstmilde samt trofaste overfor sognelivet i deres velmagtsdage.

 

16. december 2019

Kaj Albert Thomasen var lærer på Ringkøbing Skole gennem mere end tyve år, og bagefter havde han Telegramhallen i Nygade fra 1995 til 2001. I sin bog fra 2016 ”Ringkøbing – byen hvor vejene mødes” beskriver han lidt om personalet på Ringkøbing Skole, og lidt om deres juletraditioner.

Om Krista (Krista Mortensen var sekretær på Ringkøbing Skole fra 1982 til 1999) sammen med skoleleder Poul Busk Jensen, ”kantinebestyrer” Elly Thomassen og pedel Karl Pedersen og senere pedel Jørgen Jessen videreførte en juletradition eller startede den, erindrer jeg ikke præcist.

Fakta er, at tæt ind under jul dukkede de nævnte op i fuld julemandsdress og serverede glögg og æbleskiver for det øvrige personale i et frikvarter. Vi betragtede det nye initiativ som ”god værkstedshumor” og så hvert år frem til dette positive indslag i de mørke dage ind under jul.

I Kristas regeringstid voksede det ret lille kontor betydeligt, og blev et meget travlt sted med både elever, lærere og skoleledelse som kunder. Vi måtte nogle gange pænt stille os i kø og vente på vores nummer i køen.

Med til stampersonalet hørte også sekretær Gitte Clorius. Hun regerede fra sit eget kontor i kælderen tæt på skolebiblioteket. Praktisk, da hun var sekretær for skolebibliotikaren, som samtidig var kommunens ledende bibliotikar i skoleregi. Det job bestred Hans Valdbjørn Christensen.

15. december 2019

Ringkjøbing Amts Dagblad kunne den 28. november 1962 bringe den glædelige meddelelse, at årets juleshow alligevel blev en realitet, da der var ”En positiv indstilling fra de handlende til juleshowet”.

”Initiativ fra erhvervsrådet, positivt indstillet handelsstand og god samarbejdsvilje de to instanser imellem har ført til, som tidligere omtalt, at der alligevel bliver julearrangement i Ringkjøbing.

– Alt er ved at være klar til erhvervsrådets og handelsstandens juleshow, hvor bl.a. Vejen-Garden skal medvirke. Efter aflysningen af messen i Vesterhavs-Hallen var det længe et problem for såvel byens handlende som andre, hvordan man skulle klare et juleshow. En idé fra det nydannede erhvervsråd satte gang i planerne, og nu er det hele tilrettelagt.”

Arrangementet finder sted på søndag, den 2. december, og den populære Vejen-Garde vil bl.a. deltage. Garden består af 57 drenge i forskellige aldre.

Vejen-Garden trækker op ved Jernbanehotellet og går gennem byen for at afslutte på torvet, hvor borgmester J. Dalgaard-Knudsen taler og tænder juletræsbelysningen. Juletræsudvalget har anskaffet et træ, der traditionen tro kommer fra Langerdal Plantage. Træet fældes i morgen og bliver opstillet på torvet.”

I forbindelse med showet er der arrangeret tre konkurrencer. En af konkurrencerne går ud på at finde fejl i vinduespyntningen hos 28 firmaer eller i 40 vinduer. Den anden er en børnekonkurrence, hvor børnene kan skrive deres juleønsker på ønskesedler. Vinderne vil så inden jul modtage en gave, der er indenfor rimelighedens grænser. Denne konkurrence har 16 deltagende firmaer.

Den sidste går ud på at kåre det bedste og mest originalt pyntede udstillingsvindue.

Det understreges, at arrangementet ikke er bragt i stand for at give økonomisk overskud, men man regner med, at det vil kunne hvile i sig selv.

Arrangementet blev afholdt den 2. december, og Dagbladet skriver efterfølgende:

”Det blev et velbesøgt arrangement med 3000 mennesker forsamlet på Torvet.
Juleshowet med optog gennem byen med Vejen-Garden og koncert på torvet ved garden havde samlet mange mennesker. Det var ikke blot by-folkene, der havde vovet sig uden døre for at tage del i årets første julearrangement, men i lige så høj grad folk fra oplandet, der var taget ind til byen for at være med i showet og for at få et glimt af forretningernes julepynt og gaveudstilling.”

Borgmester Jens Dalgaard-Knudsen talte til forsamlingen, og Dagbladet refererer blandt andet følgende fra hans tale: ”Borgmester Jens Dalgaard-Knudsen rettede en særlig velkomst til garden fra Vejen, og han ventilerede den tanke, at en lignende garde udmærket kunne findes i Ringkjøbing!”

Som bekendt fik Ringkøbing sin garde. Men der skulle altså gå 12 år fra tanken blev ”ventileret” af borgmesteren i 1962, og til garden endelig blev oprettet i 1974.

14. december 2019

Inga Buurgaard Pedersen, Hjørring har her i 2019 samlet og nedskrevet nogen af sine barndomsminder fra 1927 og frem til 1945 , under overskriften ”Tilbageblik på min barndom og ungdom i Ringkøbing”. Vi bringer her et lille uddrag af disse minder, hvor hun blandt andet beskriver julen i Ringkøbing, som hun husker den.

”I 1927, hvor jeg var 4 år, flyttede min familie og jeg til Bredgade 7 (I dag hedder Bredgade Algade, men ejendommen har stadig nr. 7), hvor mine forældre havde etableret en tobak – og vinforretning. Der var en dejlig stor gård, Langes gård.

 

Der var ikke mange børn i gården, men Mølgaards tobaksfabrik lå der stadig, så vidt jeg husker, blev der kun lavet skrå. Der lå også et værksted, hvor de store drenge kunne lære sløjd. Værkstedet blev ledet af tidligere overlærer Larsen.
Jeg kan også huske, at fru overlærer Larsen, de boede på Herningvej overfor Uldspinderiet, underviste i knipling, strikning, hækling, broderi og sidst, men ikke mindst – maling på stof. Jeg gik til det sidste, som var nyt og meget moderne. Til jul malede jeg en irgrøn løber med nisser og julelys. Den pyntede hvert år vores julebord, selvom den slet ikke passede til ”Blå blomst”. Jeg havde endnu ikke lært, at farverne skulle passe sammen.
Jeg savnede nogle børn at lege med, så jeg måtte ud på Mellemgade og hente dem, der var til rådighed. Jeg ville lege skole, med mig selv som den strenge lærerinde. Fagene var sang og gymnastik, da jeg endnu ikke kunne læse og skrive. Jeg lagde især vægt på ro og orden i rækkerne.

Efterhånden lærte jeg hele Bredgade (nu Algade) at kende. I vores ejendom lå Smørforsyningen, derefter kom bagermester Klokker, glarmester Damgård og frøken Ebbesen, der syede hatte og lampeskærme – alle blev de mine venner. Da jeg blev lidt større, kunne jeg forrette ærinder for dem. Jeg passede også de mindre børn i kvarteret.

Ofte kunne jeg lægge min vej gennem Nygade til Grand Hotel, hvor de havde store lyskasser ned til køkkenet. Køkkenpersonalet inviterede mig altid ind, så skulle jeg synge Osvald Helmuths revyvise ”Tre raske prinser højt fra nord”, der handlede om kronprins Fredrik, hans bror Knud og deres fætter prins Axels rejse til Siam og Kina. Sangen var personalets yndlingsmelodi. Når jeg var færdig, blev jeg belønnet med en portion dessert – det var ikke så ringe.

Om vinteren legede jeg ved fjorden, som i min erindring altid var frosset til. Tidligt lærte vi at løbe på skøjter, der var lavet af træ. Jeg beundrede de voksne, der nærmest dansede på isen, især husker jeg tandlæge Thomsen og frue, det var flot. De store drenge byggede en slags ”isbåde” med sejl, hvormed de i flyvende fart kunne nå helt til Hvide Sande. Senere blev det moderne med skiløb, det foregik i ”De sorte bakker”.
I min familie var vi meget glade for musik og sang, om vinteren holdt vi mørkningstime søndag eftermiddag, far spillede og vi sang. Det blev en særlig oplevelse, da de forretningsdrivende i Bredgade (Algade) besluttede, at byen skulle pyntes op med gran og lys over gaderne. Det var installatør Thøgersen, der stod for opsætningen – aldrig havde man set mage.

Juleaften, inden vi spiste, skulle jeg løbe ned på torvet, hvor der var sat en bøsse op ved ”Fatter Skridts” hjørne, bagefter gik turen over til rådhuset, hvor det store juletræ stod, der var også en bøsse, pengene jeg lagde i gik til Frelsens Hær. Jeg husker det som en tryg tur, med lys over gaden, og det smukke træ på torvet. Der var ikke mange mennesker på gaden, men ofte sne.

13. december 2019

Inger Roed Rasmussen overtog i 1973 den konfektureforretning, som Hans Jørgen Overgaard i 1961 havde åbnet i den ene halvdel af Gartner Josephsens forretning i Nygade 25.
De to forretningslokaler er nu igen slået sammen til et, og lokalerne huser nu Røde Kors, genbrugsbutik.

Roeds Konfekture havde adresse i Nygade 25, indtil Inger Roed i 1984 flyttede konfektureforretningen til Torvet 14, hvor Ringkøbing Bolcher nu har butik.

Inger Roed involverede sig i mange ting, blandt andet i revyerne. Hun var også medlem af Ringkjøbing Handelsforenings PR-udvalg, og var involveret i deres arrangementer, således også i 1977, da der skulle bages 1000 æbleskiver til årets julearrangement på Torvet.

Det var før den tid hvor man bare købte frosne æbleskiver, så Inger Roed bagte dem alle selv.

Dette ”projekt” bragte Ringkjøbing Amts Dagblad en lille notits om den 7. november 1977, hvor de skrev følgende:

Æbleskiver til julefest i ovnen

”Inger Roed, konfekturehandler og medlem af PR-udvalget i Ringkjøbing Handelsforening, er begyndt tidligt på julen i år. For en måneds tid siden lagde hun den første dej til jule-æbleskiver.
Siden er 500 gemt ned i fryseren. Og det er ”kun” halvdelen af det antal Handelsforeningen vil diske op med, ved et stort traktement på Torvet den sidste søndag før jul.
Det bliver en søndag med musik, glögg og æbleskiver.”

”Ringkøbing Big-band skal ”varme” publikum op med jule-toner, mens PR-udvalget varmer de dybfrosne æbleskiver op i Torve-boden – og de er lækre – forsikrede PR-udvalget, der havde prøvesmagt med velbehag.
Til æbleskiverne serveres glögg, og foran boden er det meningen at børn i julekostumer skal danse om juletræ.”

12. december 2019

Da rygning var in …..

Tidligere var der flere tobaksforretninger i Ringkøbing både i Vester Strandgade, på Torvet, i Algade og Nygade.
De fleste forbinder nok cigarrygning med ældre, noble mænd samlet i en stue eller herreværelse, for i begyndelsen af 1900-tallet var det helt almindeligt, at drenge fik en pibe i konfirmations- eller julegave for at vise, at nu var de voksne nok til at ryge.

Op igennem tiden skete der flere gennembrud. Under krigen i 1914-18 fik cigaretten sit gennembrud, da mange unge soldater fik tilsendt cigaretpakker fra bl.a. de store tobakskompagnier.
Så kom 1920’erne og rygekulturen indfandt sig på film og i gadebilledet – måske var det et tegn på frihed og frigørelse. Det blev forstærket så mere end halvdelen af de voksne i Danmark omkring anden verdenskrig røg, selv om det var svært at skaffe tobak under krigen. Og antallet af rygere fortsatte.

I 1950 og 1960’erne kom så reklamerne, som gjorde at andelen af rygere i 1970’erne toppede med næsten 60%.

Under familiemiddage og fester blev cigaretter budt rundt mellem retterne, og de fleste husker nok også, at askebægere stod fremme i hjemmene.

Uden for de fleste tobaksforretninger kunne man også trække tobak i en automat f.eks. her på Torvet hos Sv. Fastrup og Aage Pedersen.

I 1980’erne, 90’erne og 00’erne begyndte sundhedsdebatterne, og andelen af rygere begyndte at falde. Der kom rygeforbud på restauranter og andre offentlige bygninger, og politikerne satte prisen på tobak i vejret. I dag ryger omkring 20% af den danske befolkning.
Tobaksforretningerne er væk. Man kan nu ikke gå ind og købe en bestemt cigar, cerut eller tobak og heller ikke aviser, blade, vin og lightere, som man kunne i mange tobaksforretninger tidligere.

Nu sælges alle tobaksvarer og engangslightere i supermarkeder og hos købmænd, men synet af tobakspakkerne ser man ikke, dem må man ikke mere lokke med.

Samtidig med at rygningen forsvandt, så forsvandt også de mange tændstikæsker med reklamer, som man tidligere ofte fik udleveret. Herunder ses nogle af de lokale man kunne få i Ringkøbing.

11. december 2019

Carl Pedersen (1916 – 1969) blev udlært som sadelmager, og startede sit eget værksted i kælderen under Nørregade 3. Bygningen, der senere er revet ned og erstattet af en ny, lå på hjørnet af Nørregade og Mellemgade.

Nogle år før krigen var Carl Pedersen så småt begyndt at sælge møbler. Dette kan blandt andet ses i denne annonce fra Juleavisen 1939. Bemærk teksten i annoncen, der fortæller, at Carl Pedersen allerede på dette tidspunkt var begyndt at have en udstilling i Bredgade 7, udover værkstedet, som han stadig havde under kælderen i Nørregade 3.

Nogle år senere flyttede han værkstedet til lokaler i Mellemgade oppe ved Bredgade (Algade).
Den første forretning havde han i Bredgade (Algade), hvor frisørmester Braae Pedersen senere havde salon, og som i dag huser butikken ”Egen-Art”.

 

Senere lejede han sig ind i Dagbladets Vestkystens ejendom på den modsatte side af Bredgade (Algade).

 

Lokalerne her blev efterhånden for små for den voksende møbelforretning, så den 7. november 1968 åbnede han en 1100 kvm. stor nybygget møbelforretning ved Herningvej øst for Ringkøbing. Det var en kæmpestor forretning efter datidens forhold, og den lå samtidigt langt udenfor byen, så der var en del skepsis blandt ringkøbinggenserne om det nu kunne gå med så stor en butik, og så helt derude på landet!

Møbelhandler Carl Pedersen døde allerede som 53-årig i 1969.
Forretningen Stengaards Møbler på Herningvej 93, blev videreført af sønnen Knud Stengaard sammen med sin kone Tove, som gennem årene udvidede forretningen betragteligt. 

I efteråret 2008 solgte Tove og Knud Stengaard butikken, og familieforetagenet som Carl Pedersen startede lukkede derfor ned efter 69 år.
Forretningen ligger lige ved byens østlige rundkørsel, der er kendt for Henrik Haves kunstværk Kuben. I dag huser lokalerne ”Bolighuset”, som udover en online webshop også har en møbel udstilling på 3000 kvm. Derudover råder ”Guld og Rod” over en butik på 800 kvm., hvor der er indendørs loppemarked.

 

10. december 2019

Skøjteløb på fjorden for 100 år siden

Det var den langvarige vinter 1917.

Endnu den 23. marts var Ringkjøbing Fjord tillagt, så der paa fjorden kunde holdes isfest
med skøjtevæddeløb og anden forlystelse.

Der kunde således købes kaffe, varme pølser og anden vederkvægelse, som serveredes fra et komfur et godt stykke ude paa isen.

Krokonen fyrede bravt, saa komfurringene blev røde. Ogsaa komfurets fire ben blev efterhaanden saa varme, så de sank dybere og dybere i isen, indtil de stak helt igennem.

De mange menneskers vægt pressede vandet op gennem de fire huller, saa komfuret til sidst stod i
en lille sø, og krokonen gik og pjaskede i vand over anklerne. Men hun holdt tappert stand og passede køkseriet og forretningen.

Man sagde spøgende, at den dag fik den glade enke svømmehud mellem tæerne!

Den unge typograf Louis Rasmussen stod for ordningen af damernes skøjtevæddeløb. Som målsnor trak han et pænt spraglet bånd. Det saa godt ud og angav tydeligt målet.

Forrest af de raske skøjtepiger kommer strygende to klitbopiger paa deres lave ”Fywerskøjter”, dem kan ingen klare sig for. Da de får øje paa den udspændte snor, hugger de hælene i isen, saa issplinter stenter, og standser op faa meter foran målet. De syntes vel, det var en skam at ødelægge den pæne snor.

Den blev nu sprængt alligevel, for i samme nu ryger som en stormvind, en anden ung pige
ind gennem målsnoren og bliver Nr. l.

Det var Kaptajn Jens Konges datter, Helle. Aldrig før i sit liv havde Louis Rasmussen set så frisk og sød og kæk en pige. Han vovede sig til at invitere paa kaffe i Haandværkerforeningen. – Ja, og
saa var det sket!

De med fantasi kan jo prøve at forestille sig en hel del i Ringkjøbing, der vanskeligt havde fået sin nuværende form og bane uden dette skøjtevæddeløb, og hvad det førte med sig.

9. december 2019

Fru Rasch

Først i firserne udsendte Lions Clubber i Hardsyssel nogle bøger med fællestitlen ”Hardsysselfolk”. I bogen ”Hardsysselfolk II” som udkom i 1982, er der en artikel af Margrethe Hagelskær Rasch Akselsen (1917 – 1993) , hvori hun beskriver det at være ”Jordemoder i hjemmefødslernes tid”.

Fru Rasch startede som jordemoder i Ringkøbing i november 1944, og da hun sluttede i september 1986, havde hun taget mod langt over 10 000 børn.

Hun beskriver blandt andet lidt omkring fødsler i juletiden:

”At det altid dengang var lige rart at være jordemoder, når man blev kaldt ud, skal jeg ikke påstå. Især ikke om natten. Nej, tit kastede jeg inden jeg gik i seng et blik ud ad vinduet for at se på vejret. Sne dalede ned, vejene var isglatte, og jeg var måske usikker på, hvor stedet lå. Spurgte jeg den, som ringede – som regel manden – sagde vedkommende næsten altid forkert. Til højre for det, som var til venstre – han tænkte jo hjemmefra. Jeg bad dem så tænde alt lys i huset og udenfor og eventuelt gå op til alfarvejen. Undertiden var der en traktor ved den store vej, hvor alt var lukket på grund af sne. Jeg har prøvet at sidde på mælkejunger, for på den måde at blive transporteret, men dog aldrig i kane.”

”Når jeg så ankom, skulle vi jo have kaffe, om der blev tid. Først skulle vi jo have set til patienten. Det var også tit, der straks skulle arbejdes, læge tilkaldes.”

Blev vi (lægen, medhjælperen og jeg) af tidsnød, ikke trakteret med diverse lækkerier før fødslen, så kan det nok være, vi blev det efter. Den fineste dug, det nyeste porcelain, måske mågestellet, som var så populært i mine første år. Og var det op til jul: Uha, hvor har jeg smagt på masser af dejligt sulemad, kager og lagkager. Lagkagerne var nu næsten altid en chokoladelagkage, som kunne holde sig i mindst 14 dage. Det var ikke altid barnet kom, lige som man beregnede lagkagens holdbarhed.”

”Højtidsdage kunne der jo også komme børn, og jeg har mange juleaftener været hjemmefra. Tit begyndte mine børn ved middagstid juleaftensdag at spørge: ”Mor, skal vi ikke spise tidligt i år?” Jeg vidste godt hvorfor. Bare mor er hjemme til spisning, dans omkring træet og selvfølgelig ikke mindst til julegaverne. Så kunne hun til nød få lov at gå. Jeg mindes en juleaften kl. 18:30, hvor jeg skulle ud på en gård, og jeg skulle komme straks. Der var gråd hjemmefra, men det kunne jo ikke nytte noget, jeg måtte afsted. Manden derude skulle gå op til vejen, og da jeg fik ham i bilen sagde han, ”a æ endda kyv aet, fru Rasch, det er jo lige mi skyld!” Jeg var lige ved at grine højt, men fik ham beroliget, og alt endte lykkeligt. De to øvrige børn og bedsteforældrene blev hentet ned fra loftet for at se, hvad Gud havde givet dem i julegave.

8. december 2019

Jul, hastighed og elektrisk lys.
Georg Vejen Larsen ”Vestenvind” – En Ringkjøbingdrengs erindringer 1935-45

”Juletid er normalt en hektisk tid, så sætter de fleste mennesker kadencen op. Men i krigens tid, der jo også var hestevognenes tid, blev kadencen sat ned. Det hele gik ikke så stærkt som nu.

I Ringkjøbing var det oliedrevne elektricitetsværk næsten ude af drift, og vi fik i de første krigsår el-kraft fra en gammel sandpumper der hed ”Nymindegab”, som lå ved kajen i den nye havn.

Maskinmester Larsen, der var vant til at passe de store røde maskiner på elektricitetsværket, stod nu i maskinrummet på ”Nymindegab” i en olieos og smurte lejerne i den gamle skibsmotor, som blev holdt i gang ved at man fyrede med tørv.

For fyrbøderne var det et kolossalt arbejde, for det gamle fyr kunne næsten æde tørvene i samme øjeblok, de blev smidt i fyret. Det passede min far godt, da han under krigen startede en tørveproduktion, og også leverede ”brændstof” til denne uhyrlige ædedolk.”

Elværket skriver i deres jubilæumsbog, at ”Nymindegab” var i brug til elproduktion fra sommeren 1940 og indtil 1. januar 1943, hvor El-værket igen fik lovning på at få leveret mindre mængder olie, så de selv mente at kunne klare produktionen af el. De lovede leverancer udeblev imidlertid, så i november 1944 blev det atter nødvendig at indsætte ”Nymindegab” i produktionen.

Det var dyrt for El-værket at producere strøm på denne måde. Udgifterne til det faste brændsel var simpelthen for høje i forhold til hvad den flydende olie kostede. Man indkøbte fast brændsel i store mængder: tørv, kul, træ og kvas, men der medgik mere brændsel for hver producerede kilowattime på ”Nymindegab” end på værket.
Desuden skulle der flere folk til at passe kedlerne på skibet end på værket. I 1940 blev det beregnet at merudgiften til lønningerne beløb sig til 6.000 kr., som en følge af personaleudvidelsen.

– Hvis man skulle være interesseret i at læse mere om Elproduktionen i Ringkøbing gennem tiderne har vi på Arkivet et restparti af jubilæumsbogen fra 2007 ”El og Vand i Ringkøbing gennem 100 år” som kan købes billigt.

7. december 2019

Museumspladsen, eller Østerport, som pladsen også kaldes, er oprindelig opkaldt efter byporten mod øst. Den lå indtil 1851, der hvor Algade i dag slutter og går over i Herningvej. Dengang var Herningvej ikke ført igennem byen som i dag. Hovedvejen fra Århus/Horsens kom dengang ind over Bymarken, og dens forløb fulgte det sidste stykke Vejskillingen, inden den øst for Kongshøj løb sammen med hovedvejen fra Varde for derefter at fortsætte ind ad Vellingvej til Østerport. 

Hvornår bageriet på pladsen foran Østerport startede vides ikke bestemt, men i 1931 foreligger der i hvert fald en ansøgning om at få lov til at bygge en forretning til beboelsen på Vellingvej 2. Og i årene fra 1942 til 1945 ejes bygningen af Bagermester Anders H. Jensen.

I 1965 er det Bagermester Svend Grønne der står som ejer, og sidst i 1970’erne overtages det af bager Frede H. Larsen, som havde det indtil 1986.

Bagerbutikken har siden været brugt til Pizza og Kebabhouse, fiskeforretning og i dag er det et pizzeria.

I tilbygningen, hvor Martha Christensen gennem mange år havde kiosk, har der senere været butik for børnetøj og netcafe, og i dag er der Thai-massage i lokalerne.

 

6. december 2019

Jul i Ringkøbing – 1966

Hver år til jul udkommer det lille julehæfte ”Jul i Ringkøbing” nu udgivet af A. Rasmussens Bogtrykkeri. Mange glæder sig til at læse det, og det gjorde man også i 1960’erne, hvor der også udkom et julehæfte – som man dengang benævnte juleavis. På arkivet ligger et eksemplar af ”Jul i Ringkøbing” – 1966, det blev dengang udgivet af Jacobsens Bogtryk.

Juleavisen blev udgivet for ”at bevare og udvide kontakten mellem by og opland og samtidig bibringe læserne julefortællinger og -konkurrencer samt give Ringkøbings forretningsfolk lejlighed til i annoncer at fortælle lidt om, hvad der tilbydes i år”.

Handelsstandsforeningen skrev, at byen var klædt i julens tegn for at gøre det festligt og hyggeligt. Folk skulle føle sig velkommen i Amtsbyen.
Der var i avisen en lille jule-spøg, hvor man kunne vinde 1 gås og 2 ænder. Der var julespøg for børn, hvor der blev trukket lod om 15, 20 eller 25 kr.

Man fortalte, at foreningens juleudvalg arrangerede juleoptog den søndag i december måned, hvor forretningerne holdt åbent.
Optoget havde et hornorkester, ponyvogn fyldt med appelsiner, nisser og ryttere. Det kørte ud fra Torvet kl. 14.30 og ned ad Vester Strandgade, Havnen, Øster Strandgade, Østergade, Banegårdspladsen, I. C. Christensens Alle, Nygade, Torvet, Bredgade, Herningvej, Møllevej, Aldershvile, Kongevejen, Ringkøbing Plejehjem og sluttede ved Schuberts Minde.
Man kom virkelig rundt omkring i byen og sikkert forbi de forretninger, der var medlem af Handelsstandsforeningen.

Der var rigtig mange annoncer i juleavisen. Lige fra den nye bil over købmanden med strømpeautomaten til el-forretningen, der reklamerede for at undgå at betale kildeskat samt lette arbejdet for kvinderne.

 

5. december 2019

To små historier om Dr. Holst taget fra hæftet med Jens Vejen Larsens ”Ringkjøbing Historier”.

”En af de mest populære borgere, Ringkjøbing har haft, var stiftsfysikus dr. Holst (1828 – 1907).
Det er absolut enestående, så godt doktor Holst faldt sammen med Ringkjøbingenserne – både høj og lav. Han brugte altid at bekræfte forskellige udtalelser med ”døwlendonsmæ” (djævelen dansemig). Det var ikke alle, der kunne lide dette udtryk, men folk tilgav ham, da han var en så enestående medmenneskelig og samvittighedsfuld person.

Ofte tog han intet honorar hos fattige folk, og der er eksempler på, at han på sine ture til Klitten ofte har været nær ved at sætte livet til.

Engang kom en fattig klitbo og spurgte ham, om han ville komme over til hans syge kone. Det var fygende snevejr, og doktoren skulle køre i kane over fjordens is. To læger havde nægtet at tage med.
”Selvfølgelig vil jeg tage med over til din kone”, sagde Holst, og turen blev gennemført.

Et sådant sindelag hos en læge glemmes ikke på vestkysten.

En anden gang doktor Holst skulle til Klitten på slæde, gik det mere livlig til. Da de skulle begynde turen, sagde klitboen, at dowtoren måtte undskylde, at han måske ikke kunne holde sig hele turen, da han led sådan af ”vinde” i dag. ”Blæse med det”, sagde Holst, og så gik det afsted over fjordens isflade, Da de var ca. halvvejr, råbte Holst: Kræsten, drej af for vinden, jeg kan døwlendonsmæ ikke holde det ud længe”!

Jens Vejen Larsens historie om kaneturen fra Ringkjøbing til den syge kone på klitten i det dårlige vejr findes også i en anden variant. Den er beskrevet i en artikel i Hardssyssels Aarbog 1908, hvor der er en længere artikel om Doktor Holst i anledning af hans død i 1907. Her er det i stedet en sejltur, og den beskrives således.

”En bælgmørk novembernat, da fjord og hav piskedes af en rasende storm, kom to mænd fra Holmslands Klit sejlende til Ringkøbing for at skaffe læge til en syg kone. De henvendte sig, som rimeligt var, til de yngre læger, men fik det svar: ”Ja, når det begynder at dages, skal jeg være rede; men i det vejr og det mørke at krydse over fjorden, som hverken har sømærker eller fyr – når det ikke gælder livet – det vil jeg ikke”. Så gik mændene til gamle Dr. Holst. Han hørte på dem, gryntede et par gange og slog så sin brede næve i bordet med det udråb: ”Ja, kan I sejle en båd over fjorden i det vejr, så kan jeg – her susede en mægtig, kulsort skippered ham ud af halsen – vel også sidde i den!” Og så tog han med. – Mændene har senere betroet mig, at havde de vidst, hvor slemt vejret var, når man skulle mod det var ikke engang de gået ud den nat.”

 

4. december 2019

Den 4. marts 1982 kom der voldsomme isskruninger, og Flemming Vestergaard skrev følgende om det i Ringkjøbing Aarbog.

Ny istid i Ringkjøbing!
Netop som foråret skulle til at begynde, er en ny »istid« på vej – i Ringkjøbing.
Den kraftige blæst har sat voldsomme naturkræfter i gang og presset enorme ismasser op på land. Isskruningerne betegnes som de værste i 20-30 år. Faktisk skal man tilbage til isvintrene 1947-48 for at finde fortilfælde.

Isskruningerne har totalt ændret landskabets karakter i fjordbyen. Store isbjerge dominerer kystlinjen, fjordstien er de fleste steder dækket af et ispanser og flere lygtepæle er væltet omkuld af naturkræfterne. Langs fjorden er snesevise af joller og småbåde blevet knust under isens fremrykning, og i det ene hjørne af lystbådehavnen er der sket betydelige ødelæggelser. Således er et rækværk jævnet med jorden.

I de tidlige morgentimer var isen på vej hen over den meget trafikerede Vellingvej, som forbinder Ringkjøbing og Velling. En kort overgang måtte kommunen på politiets foranledning afspærre vejen, senere lykkedes det med store gummigede at fjerne isen, og da der senere på formiddagen opstod en pause i isskruningerne, fik man gjort Vellingvej køreklar igen.

På de stille villaveje, der går ned til fjorden, er »isbjergene« på vej ind gennem hækken. Flere steder ligger isen faktisk i store mængder i baghaven.
De voldsomme isskruninger blev i formiddagstimerne det helt store tilløbsstykke. Ringkjøbingenserne valfartede til for at se fjorden gå amok.

Selv om intet tyder på, at vinden løjer af foreløbig, regner ingen for alvor med, at isen vil fortsætte sin vandring op i Ringkjøbings gader. Når isskruningerne når et vist klimaks begynder isen at brække længere ude på fjorden. Dette klimaks under den nye »istid« i Ringkjøbing menes at være nået. Kommunens rådhus, der ligger helt ud til Ringkjøbing fjord, er ikke i farezonen under isskruningerne. Isen har angrebet andre punkter på kysten og ville ifølge kommunaldirektør Jørgen Christensen også få svært ved at anrette de store skader på rådhuset, fordi det ligger så højt.

 

3. december 2019

Hans Bredahl beskriver i sin bog fra 2018 – ”En dag i det gamle bageri” – lidt om tiden i sin fars bageri på Torvet i Ringkøbing midt i 1960’erne.

”Dengang var køleskabe og komfurer ikke voldsomt udbredt, og hjemmebageri derfor ret ukendt, selv om man endnu på den tid havde en del hjemmegående hustruer, som måske nok kunne have tid til det. Men apperaterne var dyre, og lønninger lave, og når familien kun havde en enkelt indtægt til at dække det hele, var der ikke meget at rutte med. Det betød også at det var bagerne der stegte folks søndagsflæskesteg eller juleand.

Der blev altså købt meget brød, og der var på den tid 12 bagere til at forsyne byens familier. Heraf alene 7 bagerier i den centrale del af Ringkøbing, der på det tidspunkt havde under 5000 indbyggere. I mit hjem havde vi hverken komfur, køleskab eller badeværelse, og vi var dog håndværksmesterfamilie og farmand var formand for borgerforeningen.

I forrige århundrede, hvor mange kvinder var hjemmearbejdende eller medhjælpende hustruer, var der af og til tid til, at man gik på visit hos hinanden. Man iførte sig frakke, hat, 20 Scotsman cigaretter og begav sig ud til den der ”skyldte”. En dag op mod jul i begyndelsen af tresserne kom min mor hjem fra et sådant besøg hos ”Fru Arrestforvarer Outzen” og brokkede sig over, at hun altid fik smørbagte småkager hos ”Damerne”, medens hun altid var henvist til vore småkager, der var bagt med margarine.

Det kan vi sagtens klare, erklærede min far, og næste onsdag, hvor vi igen skulle køre småkager, kneb han en ende af hver af småkagedejene, og fandt oppe på lageret, langt inde på en meget gammel hylde, en flaske smøressens, han havde haft stående siden krigen.

Det røg i kagerne, og stanken af smørsyre bredte sig over det meste af Torvet i Ringkøbing. Ingen ville selvfølgelig spise dem, og min mor afleverede en skideballe, som nær havde rykket hårene af den gamle. Hvis han da havde haft nogen.

Siden har jeg undgået smør i brød. Derfor er alle opskrifter i denne bog angivet med margarine.”

 

 

2. december 2019

Enighedsvej og familien Kjergaard

Tømrer Andreas Kjergaard, blev født i Lemvig i 1852. Han flyttede til Ringkøbing og blev i år 1900 medlem af Ringkøbing Håndværkerforening.
Omkring 1903 byggede tømrer Kjergaard et hus på Enighedsvej. Dengang blev det betegnet som udenfor lands lov og ret. Grundene i området blev dengang ejet af henholdsvis tømrer Kjergaard og Chr. Skikkild.

Der udspandt sig i lang tid en strid i Byrådet om, hvem af de to mænd, Enighedsvej skulle opkaldes efter. Det endte med, at det blev ingen af dem. Som navnet antyder blev byrådet enig om et tredje navn, Enighedsvej. Men i mange år derefter blev vejen i folkemunde ikke kaldt Enighedsvej men Klammerivej.

I 1907 overtog sønnen Anders Christian Kjergaard tømrerfirmaet efter faderens død. Han var en aktiv mand i byens liv. Medlem af både Håndværkerforeningens bestyrelser, Byrådet, brandinspektør og medlem af Ringkøbing Banks bankråd. Han blev gift med Juliane Marie Andersen, der var datter af slagter Niels Andersen.

Dagbladet fra dengang kan man læse, at trods det at Anders C. Kjergaard var født i Lemvig levede han næsten hele sit liv i Ringkøbing, og mere typisk ringkøbingenser end ham fandtes næppe. I sin tid som brandinspektør fik han brandvæsenet så meget moderniseret, at man sagde, at enhver brand i byen blev kvalt i fødslen. Han havde et sprudlende lune og uden tvivl byens mest joviale og populære mand.
I 1950 afhændede han på grund af sit svigtende helbred tømrerfirmaet til sin mangeårige medhjælper, tømrermester Verner Pedersen, der senere byggede hus og tømrerværksted på Enighedsvej 6. 

Senere blev huset solgt til H. Lindgaard Jensen, der havde maskinværksted i tømrerværkstedet.

 

1. december 2019

Journalisten (Poul Peter) Julius Blicher blev født i Jennum ved Vejle den 7. januar 1893.
Han var gennem mange år ansat som journalist på Ringkjøbing Amts Dagblad, og han kunne allerede den 25. juli 1945 fejre sit 25-års jubilæum på Dagbladet.

Mange ældre ringkøbinggensere vil nok huske hans små stemningsfulde digte, der sammen med fotografier igennem 1960’erne ofte var at finde i Ringkjøbing Amts Dagblad. Han har også udgivet flere bøger med små digtsamlinger.

Journalisten Erik Haast kom i 1959 til Dagbladets hovedredaktion i Ringkøbing, og han kom til at dele kontor med Julius Blicher, og han beskriver Blicher således:

”Julius Blicher var en éner, og det var en ære at del kontor med den gamle hystade. Formentlig fik jeg ”æren”, fordi ingen andre ville sidde overfor ham og gennemleve hans højrøstede luner, når han dagligt, larmende fortalte om alle de idioter, han nu igennem et langt liv havde været omgivet af – og som absolut ikke forstod hans digteriske sind og kunstneriske åre.

Julius Blicher var – tør man roligt sige – af den ”gamle skole”. Således nægtede han at sætte sig ind i alt nymodens tøjleri – såsom skrivemaskiner. Han nåede aldrig at opleve computeren, og det kan hans omgivelser prise sig lykkelig for, thi den slags er da noget forbandet… osv…

Julius Blicher brugte også gennem hele sin tid på ’Dagbladet den gamle retskrivning med store bogstaver, som var afskaffet allerede mange år tidligere, og ”aa” i stedet for ”bolle-å”.

Han afleverede alle sine manuskripter i håndskrift, og vé den maskinsætter, som kom til at stave ét eneste ord forkert – ganske enkelt fordi hans skrift var på det nærmeste ulæselig.
– Så kan den skide maskinsætter vel komme og spørge! – kunne han brøle – uden smålig skelen til, at maskinsætteriet var i husets underetage og Blichers kontor på kvisten på 3. sal i bladhuset.

Mit morsomste minde om Julius Blicher stammer fra en dag, hvor jeg havde været en etage ned for at aflevere et smukt maskinskrevet manuskript til redaktionschefen. Jeg kom stormende op ad trappen og udbrød til Blicher: Der er noget HELT galt Blicher! Der er ikke ét menneske på redaktionsetagen!

Nogle få sekunder sad han tankefuld og spekulerede på, om han til sit lørdagsdigt kunne tillade sig at rime ”kvæg” på ”vej”. (På vestjysk går det, for der siger man ”kvaj”).

Så sprang han op, og imens han udskiftede sutskoene med Waders fra skabet, sagde han: Det er makrellen!… De har jo bil Haaest. De må køre mig. Vi skal til ”æ haw”.

Og så for den gamle ned ad trapperne højtråbende om, at jeg skulle følge med, starte bilen og køre ham som lyn og torden de 9 kilometer til Søndervig. Jeg fattede intet, men for husfreds skyld sagde jeg ham ikke imod, selv om jeg var på randen til at grine mig ihjel. På vejen ned ad trapperne havde han fra et skab snuppet en gulvspand og fremdraget en selv efter datidens forhold noget udrangeret fiskestang.”

Herefter beskriver Haaest hvordan stranden i Søndervig er fyldt med mennesker, der er i færd med at fange makreller, og Erik Haaest skriver:
”Blandt disse også alle medlemmer af avisens redaktion – fra chefredaktør Holger Sørensen ned til kontordame fru Garlett. Mændene havde smøget buksebenene op til under knæet, og kvinderne havde kiltet kjolen op til midt på lårene – og så stod de alle i vand til over knæene med en spand og en fiskestang – og fangede makreller.”

Haaest beskriver endvidere at da fangsten er forbi:
”Så vandrede alle byens ærværdige borgere – inclusive mine kolleger på bladhuset – tilbage til P-pladsen, hvor de havde anbragt deres biler, knallerter og cykler, og begav sig tilbage til butikker, kontorer – og redaktionslokaler. Makreleventyret var forbi for i år”.

”Jeg fik stablet Julius Blicher ind i ”tyrekareten” (som min Morris-1000 blev kaldt, fordi bilfirmaets vartegn var en tyr), og på vejen hjem fik jeg lov til at opleve Julius Blicher, når han var virkelig rasende:

– Sådan nogle forbandede idioter! Vorherrebevares. Kunne idioterne ikke have adviseret os på kvisten om, at nu var makrellen der?!
De er minsanten så egoistiske. De tænker kun på sig selv. Det kunne have været kønt, om jeg i dag skulle være kommet hjem til lillemor uden makreller. Jeg ville have været til grin i hele byen!

Til den bemærkning var jeg lige ved at sige noget. Men jeg gjorde det ikke. For Blicher var min ven!”

Julius Blicher døde i 1972.

Julius Blicher