24. december 2020

”Glæder sig altid til jul, men det er en travl tid for sognepræsten” – avisartikel fra 1991.

Juleaftensdag begynder præsten dagen med at holde en gudstjeneste i byens arrest klokken 10. Det starter med, at han går rundt til cellerne (hvor der som regel ikke er så mange i julen) og tilbyder de indsatte en julehøjtid. De indsatte samles derefter i en stor celle til kaffe, og til julekager, som præsten selv har med,

Juleevangeliet læses, og der synges julesalmer. Det hele skal være afsluttet i løbet af halvanden time, for da kommer julemaden til de indsatte.

Hen på eftermiddagen holder sognepræsten juleaftensgudstjeneste på Ringkjøbing Plejehjem, hvor hans ”gamle” konfirmand, den 15-årige Kristina Ladegaard, datter af hjemmets forstander, spiller til julesalmerne.

En time efter holdes der gudstjeneste på Ringkjøbing Sygehus, og her siger traditionen, at det er overlæge Ebbe Fuglsangs kone, Else der spiller til. Og det gør hun også til julemorgensgudstjenesten.

Fra sygehuset skal præsten videre til kirken, hvor han har gudstjenesten kl. 17.

Det er noget med, at jeg nærmest kommer halsende ind i kirken som den sidste.

Der er endnu flere gudstjenester i sognet juleaftensdag, for pastor Alice Normann holder en på plejehjemmet Aldershvile om formiddagen, og hun har den første af dagens to tjenester i kirken.

Og med dette stemningsfulde julekort fra Aldershvile vil vi ønske alle der har fulgt vores julekalender her i 2020 en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.

23. december 2020

Julekoncerter fra kirketårnet i Ringkøbing den 23. december…

Det var blevet en tradition for mange ringkøbingensere at mødes den 23. december ved 17-tiden på kirkepladsen i decembermørket for at hilse på hinanden. Mange familier kom med julegæsterne, måske børn og børnebørn, der var hjemme, for at holde jul med familien. Selv om det kunne være koldt og blæsende kom der efterhånden så mange mennesker, at det blev helt lunt på kirkepladsen.

I Ringkøbing Årbogen 1996 om årets gang i Ringkøbing fortælles det, at der den 23. december 1986 var julekoncert fra kirkens tårn. Det var Ringkjøbing Brass Ensemble der for 5. år spillede de gode gamle julesalmer fra kirkens tårn. 

Senere blev koncerten spillet af elever på musikskolen under ledelse af Musikskolens leder Jens-Ole Blak.

I nu har det i mange år været en gruppe messingblæsere fra Ringkøbing Big Band under ledelse af Flemming Nordenhof, der har stået for julekoncerten i kirketårnet.

Og Flemming Nordenhof havde glædet sig til at koncerten i 2020 skulle være 40-års jubilæumskoncert for julekoncerterne i kirketårnet.

Men desværre kom coronaen i vejen for dette, så her i 2020 er koncerten med tårnblæserne aflyst. I første omgang blev koncerten flyttet ned i kirken, så der kun var et begrænset antal pladser, men med de senere skærpelser af restriktionerne blev koncerten helt aflyst.

Vil du se alle billederne fra koncerten 2019, så klik ind på Henrik Olesens hjemmeside her:

https://photos.app.goo.gl/1fVmaXULaFw5Xhno9

22. december 2020

Der skal altid kværuleres her i byen

Byrådet, der var valgt i perioden 1950-1954, drøftede på et byrådsmøde en sag om ændring af belysningen på Torvet. Sagen vedrørte de nye gadelygter, som var blevet stillet op ved Bybrønden. Meningen om disse lysstandere var delte i byen, men størsteparten var vist enige om, at de absolut ikke faldt ind i det gamle torvs omgivelser.

Den smukke bybrønd havde sin egen lygte, og man mente, at de to drabelige standere fuldstændigt kvalte bybilledet.

Boghandler N. P. Holm fremsatte forslaget, og borgmester Marius Pedersen udtalte: ”Der skal altid kværuleres her i byen, når der laves noget, og ligeledes når der ikke laves noget”, og han kunne bestemt ikke se, at lygterne skæmmede brønden.

Hele fejlen var sikkert den, udtalte borgmesteren, at hvis de to standere var blevet opstillet i modsatte ende af Torvet, så ville borgerne straks have råbt på to standere af samme slags i den anden ende af Torvet.

N. P. Holm udtalte, at det absolut ikke var for at kværulere, men som følge af de mange henvendelser fra byens borgere. Vi har et smukt Torv. De opsatte lygter passer absolut ikke ind i bybilledet, og for øvrigt mente han ikke, at man uden videre kunne begynde at placere lygtepæle på Bybrønden, der er opsat for borgernes penge.

Der udspandt sig derefter en længere debat, som endte med at borgmesteren fremsatte et forslag til lygternes fjernelse og ny belysning. Det blev vedtaget.

Ja, måske er det Ringkøbing i en nøddeskal. Her er højt til loftet!

21. december 2020

Emma Margrethe Faber Brandts erindringer om skøjter.

– Før skøjtesæsonen startede der en hård tid med megen blæst og kulde – mon ikke det var den eneste tid på året, hvor der rigtig blev læst lektier. Når det stormede var det voveligt, at gå på havnemolens yderside – men prøves skulle det.

Spændende var det at lege i havnen, men havnefogeden var altid efter os, så det gjaldt om at komme udenfor hans rækkevidde, inden han opdagede, hvis uartige unger det var, der legede der.

Isen kunne blive så tyk både i havnen og på fjorden, at man kunne stryge med isbåd eller cykle sig en tur.

Jeg husker, at klitboerne kom løbende tværs over fjorden med deres karakteristiske slæder, der lignede en køkkenstol på skinner. Manden, der brugte hjemmelavede træskøjter holdt ved stoleryggen mens mutter, godt pakket ind sad på sædet.

Jeg mener, at der var sat lygter op, så man kunne se at løbe på skøjter om aftenen, men det var selvfølgelig kun for de voksne.

Det var ikke ufarligt at løbe langt ud på fjorden, hvor isen visse steder havde slået revner, så man kunne se det klare vand mellem flagerne; så var det tid, at vende om og komme hjem i en vis fart.

Undertiden var vi der hele eftermiddagen lige til det var tid for aftensmaden, såfremt de gamle jernskøjter ikke drillede alt for meget. Skøjterne blev spændt på fedtelæderstøvlerne og var ikke altid stabile, selv om der blev spændt remme over anklerne.

Nogle af pigerne var så heldige, at der altid var drenge, der hellere end gerne ville hjælpe dem med skøjterne. Det faldt aldrig i min lod, at være en af dem, og jeg kan huske, at jeg var misundelig.

Af en eller mærkelig grund var jeg engang kommet med den store Thorup ud og løbe med issejl. Jeg har nok ikke haft tid til at tænke, for pludselig var vi langt væk fra de andre og vi skød den mest rasende fart. Jeg var aldeles panikslagen for jeg vidste, at mine skøjter kunne gå af ved den mindste fejlbevægelse, og jeg var i øvrigt ikke en alt for god skøjteløber. Det blev første og eneste gang jeg oplevede det.

De to billeder med nyere isbåde stammer fra en lille film om isbådsejlads på Ringkøbing Fjord, som Henrik Olesen lavede i 2013 – Se filmen her: Isbåd på Ringkøbing Fjord – YouTube

 

20. december 2020

Julegaveide

Ja, hvad skal man give en mand i julegave ud over slips og sokker eller måske et par hjemmestrikkede vanter? Her giver tobaksfabrikanten ideen.

Jens Boyhus Mølgaards Tobaksfabrik lå i gården på hjørnet af Bredgade/Algade 7 på hjørnet af Mellemgade. Fabrikken var grundlagt af Laurids Lange (d. 1868). Ved hans død arvede hans hustru Claudine Lange (1831 – 1903) fabrikken, som J. B. Mølgaard drev videre, da hun giftede sig med ham i 1870.

Da Mølgaard, der var født i 1838, døde i 1898, drev Claudine Mølgaard fabrikken til sin død i 1903, hvor deres sønner – Karl og Jens Peter Mølgaard førte fabrikken videre.

 

I Ringkøbing var der, da der var flest, 4 tobaksfabrikker. De var især kendt for at producere Kardus nr. 4.

Juleopskrifter indeholder mange spændende ingredienser, især fremmedartede krydderurter, men det gjorde kardus-skrå bestemt også. Her følger en opskrift på Kardus nr. 4, med dens mange specielle krydderier.

Opskriften er fundet hos R. Færch, der grundlagde en tobaksfabrik i Holstebro. Den er skrevet på et lille stykke pergamentpapir:

Dette er kardusskrårecepten jeg modtog engang i Ringkøbing: 225 pd. Kentucky-tobak, 25 pd. restgods, 45 liter vand, 5 kg lakrids, 5 kilo tamarinder (frugter fra et træ, der vokser i Indien og Afrika. Frugten indeholder meget sukker og smager desuden syrlig), 2 kilo kanel, 2½ kg blåtræ, (kaldes også kampechetræ eller brunspån, er et træ, der stammer fra Mexico. Blade og frugt anvendes i dag til medicinske formål) 2 kilo salmiak, ½ kilo nelliker, 35 kg sirup, 1/8 kilo vitriol.

Om de spændende og vellugtende ingredienser, der anvendes ved fremstilling af kardusskrå har vi fundet 2 beskrivelser af, hvordan et par drenge har oplevet duften fra tobaksfabrikkerne:

Johannes Smith (1899 – 1967) skriver i årsskriftet til medlemmerne af Ringkøbing-Foreningen i København ”Rundt om Ringkøbing” (1951) om sin tidligste erindringer om tobak. Erindringerne i dette hæfte drejer sig om hans udforskning af det nære miljø. Hans far havde en forretning i Vester Strandgade 2, det hus der sammen med Hotel Ringkøbing dannede ”Suez”. Huset blev revet ned i 1955, for at give bedre plads til Torvegade.

Til venstre på hjørnet af Torvegade og Vester Strandgade ses Niels Hansens Motorcompagni (den bygning som Johannes Smiths fader tidligere havde) og bygningen til højre for Torvegade er Hotel Ringkøbing, der dengang havde en pudset facade. Mellem de to bygninger løber Torvegade, som på grund af den meget smalle passage blev kaldt ”Suez”. Billedet er fra 1954-55.

I naboejendommen, Vester Strandgade 4 lå en af skråtobaksfabrikkerne. Denne var ejet af købmand Høy Husted, og Johannes Smith fortæller:

”Uden synderlig målbevidsthed slentrede jeg forbi skråtobaksfabrikens åbenstående døre gennem hvilke jeg så et glimt af de store lakridsblokke med blåt maskinpapir på ydersiderne, og jeg mærkede de søde blandede lugte, der i flere år fik mig til at tro at skråtobak vor noget dejligt, indtil en spøgefugl en dag lod mig smage et stykke af hans skrå.”

Den anden beretning er skrevet af Poul Ellerbek (1872 – 1942). Den er udgivet i bogen Ringkøbing set fra Østergade:

”A. C. Husted ejede jo en stor handelsgård (forretningen lå i Nørregade 2) med tømmerlager, fik tømmeret direkte hjem fra Norge på egne skibe foruden at han ejede den ene af de to tobaksfabrikker, der var i byen, og som fabrikerede Ringkjøbing Kardus nr. 4. Da min skolekammerat Frederik Mortensens fader var tobaksmester kom jeg undertiden med ham ind i fabrikslokalerne, mørke, sorte rum, hvor der kogtes sauce i store kedler efter en hemmelighedsfuld opskrift, og hvor tobakspladerne lå i store baller syede ind i bastmåttter alt sammen noget der nok kunde sætte en drengefantasi i bevægelse. Hvordan denne ”løse tobak” kunde gouteres som skrå går over min fantasi”.

I anledning af at det er 4. søndag i advent har vi en adventsgave til vores følgere:

Hvis man er interesseret i at læse mere om dengang da Ringkøbing var en af Danmarks førende tobaks-byer kan man klikke på nedenstående link til Dagbladet Ringkøbing-Skjern og læse Kristian Sands uddybende artikel om dette spændende emne.

Gamle Dage Ekstra: Da Ringkøbing var én af Danmarks førende tobaks-byer | dbrs.dk

19. december 2020

Kirkestien mellem Ringkøbing og Rindum

På de ældste kort over Ringkøbing er Reberbanen ikke forlænget det sidste stykke ned til Nørredige – det nuværende Damstrædet.

(Navnet ”Damstræde” er godt nok tidligere nævnt, men det brugtes dengang om det der på det tidspunkt var det nordligste stykke af Østergade, fra Chr. Husteds hjørne (Den Gamle Købmandsgård, på hjørnet af Østergade og Nørregade) og til Nørreport ved den gamle acissebod).

Men når man nåede til Reberbanens ende gik den i sin tid i et knæk til højre fra Reberbanen mellem Fattiggaarden (senere Falck station og sygeplejeboliger – Reberbanen 32 ) og det gamle Amtssygehus hen forbi Epidemisygehuset og i et knæk ned til Kærlighedsstien (Nuværende Nørredige). Ifølge F. K. Erlang var det et stykke af en meget gammel kirkesti ud til Rindum Kirke.

Senere da Reberbanen var blevet forlænget med Damstrædet ned til Nørredige kan man se på de gamle kort, at dette første stykke af kirkestien er forsvundet, men det sidste stykke af stien findes stadig på kort fra 1934 som en offentlig sti ud for Møllevej.

Der lå dengang en enkelt række af små kolonihaver og et par huse mellem Nørredige og banelegemet.

Kirkestien gik fra Nørredige ind imellem denne række af haver, og tværs over banen – hvor den passerede hen over skinnerne på både DSB’s banelegeme og Ørnhøjbanens banelegeme, hvilket selvfølgelig ikke var helt ufarligt.

Når man var kommet over skinnerne og derefter gennem kolonihaverne på den anden side af banen passerede man over broen ved Skelbækken, og derefter gik stien i lige linje hen over markerne mod Holmegård, før den drejede til venstre op mod Rindum Kirke.

1967 blev stien nedlagt, og man kunne i den anledning læse følgende i Ringkjøbing Aarbog den 8. november 1967: – Den gamle kirkesti fra Nørredige i Ringkjøbing over jernbaneterrænet til Rindum skal nu nedlægges. Det er et længe næret ønske hos DSB, som dermed går i opfyldelse.

18. december 2020

Ludvig Heimann Hogrefe Hertz blev født i Silkeborg hvor han også voksede op. Sin maufakturuddannelse fik han i en manufakturforretning på Læsø, hvorefter han vendte tilbage til fødebyen og fik ansættelse i en manufakturforretning.

Da han var 24 år gammel åbnede han den 2. januar 1933 ”Ringkjøbing og Omegns ny kontante Manufakturforretning”, som han derefter drev i 51 år. – Efterhånden blev det lange navn hurtigt forkortet til Ludvig Hertz – eller slet og ret Hertz.

I det 8 sider store annonceblad skriver Hertz blandt andet:

”Jeg vil fremhæve forretningens 4 principper: stort udvalg, gode varer, små priser og det sidste og vigtigste redelig behandling…”

Han havde fra starten ”delt forretningen op” i en konfektionsafdeling, en kjoleafdeling, kjoletøjsafdeling, metervarer, trikotage og damelingeri og sengeudstyr, og hver ”afdeling” havde en hel side i det store annonceblad.

Han havde det mål at sælge kvalitetsvarer til billige priser, og det var ikke blot de almindelige og gængse varer han førte, men også de mere eksklusive. Han satte en ære i at fremskaffe de varer kunderne ønskede.

Efteråret 1933 udsendte han igen et annonceblad hvori han præsenterede efterårs og vinter nyheder. Det var igen et blad i stort format, denne gang på 16 sider, og han skriver:

”Det er allerede nu fastslået, at det var på de rigtige principper, jeg grundlagde min forretning, hvilket bevises af den store fremgang mit salg har haft.”

”Jeg har herved fornøjelsen at tilstille dem mit nye katalog for efterårs- og vintersæsonen. De vil ved gennemlæsningen finde flere forbavsende tilbud – men da det er umuligt at bedømme en vare alene efter beskrivelsen, indbyder jeg dem høfligst til at aflægge min forretning et besøg”

Allerede i dette katalog begynder han at udvide sortimentet. Han handler nu også med gulvtæpper, både plyds-, Wilton, Smyrna- og præstegårdstæpper. Ligesom linoleumstæpper er kommet med i sortimentet sammen med en ”behagelig” klubstol.

Hertz udvidede gennem årene sortimentet med møbler og boligmontering, og når der var tomme butikslokaler et sted i byen lejede Herz sig ind og lavede en udstilling i de tomme lokaler. Herunder ses et par eksempler på dette.

Hertz var altid selv at finde i forretningen, og han ekspederede også kunderne ind imellem, ligesom han servicerede dem blandt andet med at gå rundt med cigarkassen og byde manden en cigar, mens konen kiggede på kjoler…

Medarbejderne betød meget for Ludvig Hertz og han var derfor glad for, at det blev hans tidligere medarbejder Bent Kjærgaard, der i 1984 overtog forretningen og førte den videre i Ludvig Hertz’ ånd, under navnet BK – Hertz.

Som pensionist var det Ludvig Hertz store glæde at gå sine daglige ture i byen og hilse på sine bekendte og få sig en snak. Mens han havde forretningen var det cyklen der hver aften og i weekenderne blev rørt med lange ture i det vestjyske landskab. Dette gav ham også tilnavnet ”Ludvig Medvind”, da rygtet sagde at han altid kun kørte den vej hvor der var medvind.

I 2017 solgte Bent Kjærgaard så BK-Hertz til Trimar Retail A/S, men forretningen har beholdt navnet BK-Hertz.

Forretningen har gennem alle årene ligget på adressen Nygade 4, men til den 1. februar flytter BK Hertz midlertidigt ned i Hans Rubys (Holms Efterflg.) tidligere herretøjsbutik.

Ejendommen hvor Hertz startede sin butik i Ringkøbing ejes i dag af Landbobanken og den skal rives ned, og der bliver i stedet bygget et nyt og højere hus med kontorlokaler til Landbobanken. Forbindelsen mellem bankens to afdelinger på hver sin side af gågaden skal ske gennem en bro og glasgang 4,5 meter over gadeplan.

Det er meningen at der fortsat skal være forretninger i stueetagen, mens Landbobanken selv skal bruge de øvrige lokaler til kontorformål.

17. december 2020

Jul i Ringkøbing 1995

Vi har kigget i julehæftet ”Jul i Ringkøbing” 1995, og set på hvad der var med i denne årgang for 25 år siden.

Rigmor Kryger skrev om sin barndoms jul på Tangsvej i 1930’erne og 40’erne.

Jens Aarup Jensen skriver om ”Kineserskibet” og Ludvig Mylius Erichsens historie om samme kineserskib, og de skibbrudne kinesiske sømænd er også gengivet i hæftet. Grunden til at strandingen af skibet S/S Wanda af Odessa vakte så megen opmærksomhed var at 15 ud skibets 29 mand store besætning var kinesere, og i Vestjylland havde man ikke set kinesere tidligere.

Der er også en artikel i julehæftet skrevet af Per Hauge Mortensen, som fortæller om fotografen Jens Christian Mouritzen, der fotograferede i Ringkøbing i slutningen af 1800-tallet.

Han tog en del billeder i Ringkøbing inden han forlod byen i 1897. Blandt andet dette billede af Slagter Christian Petersen med familie i Mellemgade.

Af annoncer havde Stampes VVS på Herningvej 76 en helsides annonce, hvor de anbefalede julegave til dem der har alt: – et nyt Ifö Aqua toilet!

Børgesen Cykler ønskede sine kunder en glædelig jul og et godt nytår:

I 1994 var Børgesens cykler flyttet fra ”Det gamle Uldspinderi” på Herningvej og ind på Nørredige 10 i Købmand Højmarks tidligere lokaler.

Svend Erik Børgesen solgte i marts 1979 sin Mazda forretning på Herningvej og oprettede en cykelforretning på Byskellet. Den flyttede han 1. april 1981 til det gamle Uldspinderi på Herningvej 7.

I 1994 overtog cykelhandler Børgesen Købmand Højmarks forretning på Banegårdspladsen (Nørredige 10). Han drev den frem til den 1. april 2002 hvor den blev overtaget af kæden ”Fri Cykler, denne kæde skiftede i 2012 navn til Fri BikeShop.

Overfor Købmand Højmark/Børgesen Cykler på den modsatte side af Banegårdspladsen lå DSB Kiosk og Minibar, og de ønskede også kunderne en glædelig jul og et godt nytår.

Her i 1995 var den flyttet indendørs i selve stationsbygningen, men i begyndelsen var kiosken placeret i et skur lige øst for selve stationsbygningen.

Senere blev den i halvfjerdserne delt op i en DSB kiosk inde i selve stationsbygningen og en DSB minibar udenfor, og denne opdeling varede i flere år før den igen blev samlet i én butik, som den var da den annoncerede i Jul i Ringkøbing i 1995.

 

16. december 2020

Villa “Carmen” og Togfører Andreasen

Ved siden af sit arbejde ved DSB brugte Bernhard Andreasen – eller Togfører Andreasen som han blev kaldt – meget af sin fritid på sin hobby som kunstmaler. I huset på Kongshøjvej malede han et par vægmalerier, det ene var et billede af en fuldrigger, og i 1936 malede han et stort udsigtsbillede fra Amalfi i Italien, som fyldte en hel væg i entreen. Dette vægmaleri har husets forskellige efterfølgende ejere bevaret indtil i dag.

Bernhard Andreasen byggede desuden modelskibe, både flaskeskibe og fritstående skibe.

I 1930’erne var det det tidligere kirkeskib ”Erindringen”, som dengang hængte i Ringkjøbing Kirke, så medtaget, at man var indstillet på helt at kassere det. Dette blev dog forhindret og der blev lavet en indsamling på 300 kr., så kirkeskibet i stedet fik en gennemgribende istandsættelse. Dette arbejde blev udført af husflidslærer Jensen og Togfører Andreasen.

Skibet blev herefter igen ophængt på sin gamle plads i kirkens skib, hvor det hængte indtil 1957, hvor det blev overgivet til Ringkøbing Museum.

Han byggede også et kirkeskib til Lem Kirke som han også døbte ”Carmen”.

I kirkeskibet i Lem Kirke indlagde han et brev og et foto af sig selv. Præsten og graveren ved Lem Kirke har været behjælpelig med at finde dette frem, og i brevet skriver togfører Andreasen følgende:

”Undertegnede har lavet dette Skib, og foræret det til Lem Kirke og ophængt den 16. Juni 1939, forventer at Menighedsraadet for fremtiden vil tage sig omhyggeligt af dette store Arbejde, som er lagt paa det, og dermed ønskes det til Guds Ære, og Pryd for Deres lille pæne Kirke”

15. december 2020

Nygade under forandring 1967

En voldsom byggeaktivitet prægede Nygade i november 1967.
Flere af forretningerne blev udvidet og moderniseret.

På den ene side af gaden var Ahle Jensen i gang med ombygning og modernisering.
Ved Ahle Jensen skulle forretningen udvides med 40 kvm, og der ville komme to store udstillingsvinduer mod gaden. Det var den tidligere broderiforretning, som blev lagt sammen med isenkræmmerforretningen.

Helt yderst til højre i ovenstående billede (før Hertz facade) ses et vindue af Palline og Margrethe Kirkegaards broderiforretning der blev nedlagt og inddraget til Ahle Jensens isenkræmmerforretning. Derefter ses Ludvig Hertz, Valdemar Jacobsens eftf. Og til venstre i billedet skimtes Magasin PV. Søndergaards skoforretning.

Facaden skulle males hvid, og et nyt, lysende navneskilt skulle pynte facaden.

Hos I. L. Holms eftf. nogle huse længere oppe i gaden skulle forretningens indgangsparti rykkes nogle meter tilbage. Derved ville man få et betydeligt større udstillingsareal. Butiksarealet ville blive mindre, men man regnede med at kunne lægge et stykke af samme størrelse til fra bagsiden.

I 1990 fik den nye ejer Viggo Fjederholt renoveret forretningen og facaden blev igen rykket ud til gaden, så der blev 30 kvm. mere plads inde i butikken

Begge forretninger håbede at blive færdige med udvidelserne omkring 1. december, så man kunne få julehandelen med.

På den anden side af gaden skulle Nygade 7 brydes ned, for der skulle opføres en treetagers forretningsbygning. Det var radioforhandler E. Botha, som flyttede sin radio- og tv-forretning fra Algade til Nygade.

Endnu en forretning var også på vej til Nygade. Det var legetøjsforretningen 1000-ting i Vester Strandgade, som overtog den tidligere skotøjsforretning, som Søndergaards ejede.

Inden indflytning skulle der dog ske en række ændringer og Hertz, som benyttede skotøjsforretningen til udstilling af møbler og tæpper, skulle flytte ud. Og sådan ændrede gadebilledet sig.

14. december 2020

Julen på Schuberts Minde

Erik Wolfgang Nielsen, som var barn på Schuberts Minde i perioden 1963 til 1970 fortæller om forberedelserne op til jul på børnehjemmet

Julen på Schuberts Minde, kan kun siges, at have været noget af det mest positive der kunne opleves. Forberedelserne til juleaften, handlede ikke bare om juleaften, der lå megen forberedelse forud for selve aftenen.

Børnehjemmet bærer velgøreren C. M. Schuberts navn. Huset er tegnet af arkitekt Ebbe Andresen, København, søn af orgelfabrikant Peter Andresen, Ringkøbing. Børnehjemmet blev åbnet den 04.08.1951.

På hjemmet havde vi en velfungerende sløjd sal, hvor meget kunne laves, bl.a. julegaver til forældrene. Vi flettede kurve, skåle. Vi lavede billeder i mosaik, lavede frugtskåle, med hammer og huljern. Vi drejede skåle i træ, lampetter blev det også til, keramik, der blev syet/broderet osv., mulighederne var mange og der blev lavet mange gode og flotte gaver under faglig kyndig opsyn og de færdige resultater blev vist frem for besøgende, ved en særlig årlig lejlighed og stolt kunne man være. Jov!!

Drejebænkene og støbeforme var i gang og vi, børn af hjemmet, også kaldet Farmen, sad ved bordene og var aktive og havde travlt med at få de mange gaver lavet færdige. Tilbageblikket giver sgu en genkendelig varme i sindet. Julepynten og dekorationer, var også noget vi lavede det meste af, jov!! Kreativiteten var der ikke noget galt med og når pynten var oppe, kunne det ikke blive flottere, ikke at forglemme juleænderne/gæssene, dem fedede vi selv op, der skulle mange til, men de smagte godt.

Ringkøbing by, havde selvfølgelig det årlige juleoptog, med spillende garder og julemanden foran osv. ret hyggeligt vel, men det skulle blive bedre, da Kjærgaard fik den brillante ide, at vi børn, af hjemmet, skulle agere nisser til den store guldmedalje, drenge som piger, og vigtig, alle hestene blev rigget til.

Der kom gang i sytøjet, pigerne syede nissedragter i massevis, tilpasset så dragterne passede og det i en kvalitet man ikke kunne tage fejl af og dragterne skulle jo også holde i mange år.

Drengene, de havde travlt med at gøre hestevogn o. a. klar, seletøjet blev frisket op, hestene striglet og der blev øvet og øvet, nogle af pigerne var også med til de praktiske forberedelser med hestene, nogen var mere til heste end andre.

Vi gik alle op i det, med føn og klem og kunne glæde os til dagen, hvor optoget skulle køres af staben, appelsinerne skulle deles ud bland tilskuerne, det var juleoptog der ville noget og vi sluttede gerne af med en tur på sodavandsfabrikken, mener den hed AKTIV, men er ikke sikker, hvor vi fik pølser og brød, tildelt en pose slik/frugt, af de store, for vores indsats.

13. december 2020

Lystanlægget Alkjær Lukke

I realregisteret 1845 og frem, kaldes området Alkjæragre. Lukke betyder fenne og kan sidestilles med ager (bestemt arealstykke), og disse agre var beregnet til løsdrift i fællesskab for byens får, gæs og kreaturer.

Dens ældste del af lystanlægget Alkjær Lukke er anlagt på dette stykke jord, og i Trap Danmark fra 1928 kan man læse følgende: ”Et lystanlæg Alkjær Lukke uden for byen ved Vardevejen, ca. 4 ha., er anlagt 1866, og senere udvidet for en del ved apoteker, justitsråd C. C. Heibergs foranstaltning.”

Sparekassedirektør Jens Peter Harpøth – som ikke nævnes i Trap – var sammen med apoteker Heiberg en drivende kraft ved skabelsen af Alkjær Lukke.

En åben pavillon blev opført 1897 af kommunen.

Her stod den indtil 1946 da udvalget for lystanlæggene Schuberts Plantage og Alkjær Lukke besluttede at henstille til byrådet, at pavillonen i Alkjær Lukke nedbrydes, og at materialerne herfra benyttes til opførelse af et brændsels- og redskabsskur med soverum til en havekarl i Schuberts Plantage. En ny pavillon blev aldrig opført selv om der blev udarbejdet skitseforslag til en sådan.

Bag pavillonen var der toiletter og opsynsmanden Johannes Kirkegaard Bækdal havde små redskabsskure, hvori han opbevarede sine haveredskaber mm. Opsynsmanden havde ansvaret for at anlægget altid var holdt pænt, græsplænerne blev slået og alle de høje hække, der dengang var i anlægget, blev klippet.

Den sidste opsynsmand i Alkjær Lukke, Laurids Bro havde i 1960’erne flere fuglevolierer med mange smukke fugle på området hvor pavillonen tidligere havde stået.

Omkring 1930 giver Ringkøbing Kommune tilladelse til udvidelse af lystanlægget med søer og nye beplantninger. Området med søerne og arealerne deromkring anlægges på en gammel sandgrav.

I byrådsprotokollen for 1936, ansøger udvalget for Lystanlægget om tilladelse til at anlægge en bro ved Alkjær Lukke. Dette fik de enstemmigt tilladelse til, og på broen som stadig står der kan man læse årstallet 1937.

– En mindesten der blev opstillet i 1963 ved søerne fortæller, at jordstykket er skænket af kreditforeningskasserer Janus Nielsen til minde om hans hustru Andrea.

Jordstykket fra den nuværende legeplads og ud til vejen langs banen var tidligere kartoffelmark.

 

Ekstra Adventsgave til vore følgere:
I anledning af at det er 3. søndag i advent, så er der igen en lille adventsgave til vores følgere, og den består i et lille kig ind i hvad anlæggets nyeste beboere går og foretager sig i det gamle anlæg.
Det sidste nye er nemlig, at alferne her i efteråret 2020 har invaderet Alkjær Lukke, og indtaget et af anlæggets store træer. De har simpelthen bosat sig hele vejen rundt om træet, og også flere steder langt oppe i træet – til stor fornøjelse for børn og barnlige sjæle.

 

  Læs mere om alfeanlægget her: Facebook

Og her i december er alferne også begyndt at pynte op til jul…

 

 

 

12. december 2020

Kamel i juleoptog

Forberedelserne til juleoptoget i 1967 var godt i gang, da Ringkøbing Idrætsforening fik en god idé. For udover professor Tribini, som skulle underholde i Vesterhavs-Hallen, havde man entreret med Hee Dyrepark om at låne parkens kamel. Den skulle med i juleoptoget.

Førstedagen for julemessen i Vesterhavs-Hallen blev som ventet pænt besøgt, selv om vejret sikkert har holdt en del tilbage. Men lørdag og søndag ventede man stort besøg.

– Ved åbningen takkede Jens Dalgaard-Knudsen i sin åbningstale Ringkøbing Idrætsforening for det initiativ klubben har taget igen i år. Borgmesteren fortsatte: Julemessen vil altid være noget, man ser hen til, når hallen stråler med lys, og der er fest og farve over arrangementet. Vi er alle glade for, at de handlende ikke har svigtet, og jeg håber inderligt, at messen også for disse må få økonomisk betydning.

Optoget igennem gaderne var en kold fornøjelse. Men hverken storm eller kulde afholdt børn og voksne at følge med.

Julemessens festligste og fornøjeligste dag fik en udmærket start. Særlig på Torvet var tilstrømningen stor. I sit »Santa Claus«-kostume gik professor Tribini i spidsen for optoget, og han vakte overalt jubel.

Professoren kørte i hestevogn, men da menneskemængden slog sammen om hestekøretøjet på Torvet, gik der panik i hesten. Professoren hoppede ned fra vognen, der var gået i stykker, og gik resten af turen til fods.

Kamelen tog menneskemængden med ophøjet ro. Den pløjede sig igennem, og en lille julenisse havde fået hæderspladsen mellem de to pukler.

Tribini henrykte folk i Vesterhavs-Hallen med sin underholdning.

Julekroen var godt besøgt og ligeledes loppemarkedet. Bilen der kunne bydes på, gik for 250 kr., som måttes siges at være billigt, når der stod, at den næsten kørte som en ny.

Julemessen var en succes for Idrætsforeningen.

Ringkøbing Aarbog skrev efterfølgende om julemessen: Ringkjøbing Idrætsforenings julemesse i Vesterhavs-Hallen blev publikumsmæssigt en endnu større succes end i fjor. Det samlede besøg for de 3 dage, messen omfattede, var 7.067.

11. december 2020

Ole Ditlevsen eller i folkemunde ”Wolle Ditlev”

Ole Ditlevsen eller ”Wolle Ditlev”, som han blev kaldt, var en Ringkøbing-original, som levede som eneboer i nøjsomhed i en lille stue i ”Aldersly” i Ringkøbing.

Aldersly blev opført ved gangstien øst for byen i 1882, kommunen ejede den og den blev brugt som bolig for aldersomsunderstøttede. Først i 1960’erne blev der lavet en matrikulær opdeling mellem Aldersly og barakken i Øster Strandgade, og senere frasolgte kommunen den. Den har i dag adressen Øster Alle 18.

Wolle havde i sin tid fået diplomer for ”ypperlig dyrkning af sit lod”, så han havde i sine velmagtsdage været en dygtig jordbruger.

Han var meget nøjeregnende med at ikke noget jord lå udyrket hen. Og i sine sidste leveår gav dette sig udslag i et ikke helt almindelig dyrkningsforsøg, idet han prøvede at dyrke persille og kartofler på sit gravsted på kirkegården ved siden af sin afdøde kones grav.

Men kirkegårdsgartneren opdagede dette, da kartoflerne begyndte at komme op, og så fik han at vide at noget sådant ikke måtte finde sted. Det det kneb ham at forstå, for hvorfor skulle dette stykke jord ligge unyttigt hen.

Engang var han meget syg, og der blev skikket bud efter en præst. Da præsten ankom, gik Wolle udenfor huset i Alleen, ”jow han var da bløven rask igen, ved det, at han havde drukket al medicinen på en gang”.

Man så ”Wolle Ditlev” i gadebilledet med sin alt for store trækvogn, som han dagligt kørte rundt med. Han var nemlig en slags vognmand, der leverede brænde og gruskørsel til private folk, for på den måde at tjene en ekstra skilling.

”Wolle Ditlev” døde i 1924 – 91 år gammel, men han var ”møj ring” som en nabokvinde i ”Aldersly” udtrykte, den dag han døde. Han havde været på sin sædvanlige runde med kæmpe-trækvognen, stagende sig frem med selen over skulderen og stokken i hånden og med fuldt læs på vognen. Han kunne ikke holde ud at trække den tunge vogn ret lang tid ad gangen, og måtte sætte sig af og til for at hvile på trækvognen. Under et sådant hvil holdt hans gamle hjerte op med at slå og han faldt om ved vognen og var død et øjeblik efter.

Ringkøbing var blevet ”en original” færre.

10. december 2020

Anton Andersens minder om julen

Anton Andersen er født i 1946, og voksede op hos sine bedsteforældre i Søndergade.

Han fortæller om julen i hans barndom i halvtredserne:

Vi holdt altid jul derhjemme. Min mor kom på besøg, så vi var kun os fire.

Vi fik altid hare juleaften. Den købte vi hos slagter Kjærgaard i Vester Strandgade. Slagteren havde pyntet den med spæk.

Til dessert fik vi vinbudding. Det var nærmest som gele med fløde ovenpå.

Og som pålæg – ja mange tror det er løgn – koyver, der var saltet og sprængt. Folk havde jo prøvet at sulte engang, så alt blev taget med.

Min mor kom engang hjem med en julekalender til mig. Den havde jeg i mange år. Det var nærmest som et slot, som jeg selv skulle samle. Den pillede jeg lige så fint fra hinanden, når julen var ovre og samlede igen med knappenåle mm. når vi nærmede os december. Vi gik også rundt hos de handlende og fik en julekalender.

Nytårsaften havde vi slet ikke tid til at spise. Det var bare ud og lave sjov. Vi løb rundt og lavede kunster og gemte ting og sager: havelåger, vogne blev kørt rundt – hvad vi måske ikke skulle have gjort?

Oppe ved havnecafeen stod altid en hestevogn, som tilhørte ”æ Gluunsmed”.

Han havde produkthandel på Vester Strandsbjerg overfor der hvor Falck i dag ligger. Han havde bl.a. en stor balje med kviksølv i. Det var sjovt at køre rundt i det med en pind. Ikke ufarligt, men det vidste vi heldigvis ikke.

Om vinteren var der masser af sne – som jeg husker det. Vi løb meget på skøjter og spillede ishockey nede på havnen. Jørgen Klokker var rigtig god til at løbe på skøjter. Han havde jernskøjter, som var spændt på gummistøvlerne med en rem. Jeg havde træskøjter – dem har jeg stadigvæk.

 

9. december 2020

Tegneren Carl Røgind

Hvem var Carl Røgind?
Navnet kunne lede tanken hen på, at han havde tilknytning til et område her på egnen, men det oplyses om ham, at han er født på Randers-egnen i 1871. Han var meget kendt for at tegne julemotiver til postkort og motiver med satiriske tegninger. Han tegnede formentligt det første kartonkort i 1894 og fortsatte med postkortene til sin død i 1933.

Han er blevet bestilt til at tegne oplæg til julekort med motiver fra nogle byer, men umiddelbart ser det ikke ud til at han er blevet opfordret til at tage motiver fra Ringkøbing med blandt sine julekort.

Men han havde dog kontakt til Ringkøbing:

N. P. Holms Boghandel har gennem årene udgivet en række postkort, både fotos og tegninger.

To af disse fotograferede postkort har boghandlen fået Carl Røgind til at tegne.

– Fotoet er taget før 1909, hvor ejendommen Bredgade/Algade 12, i venstre side af billedet lige før knækket i gaden, fik bygget 1. sal på.

– Og som motivet gengives af tegneren:

Det andet billede taget i Bredgade/Algade efter 1909, hvor nr. 12 har fået bygget 1. sal på og der er sket en ombygning af 1. sal på nr. 10, bygningen hvor gaden knækker.

Billedet viser melhandler P. C. Jensen – kaldet P.C. Mel og Gryn – på Algade i spidsen for et hold opkøbte grise og Ringkøbingbørn som drivere. P. C. Jensens forretning lå i ejendommen Algade 1, og grisene blev drevet via Østergade til Banegården for at blive leveret på Esbjerg Privatslagteri.

Motivet er her gengivet i tegnerens udgave:

Det er de samme personer, de samme grise og den samme bil, men baggrunden er ændret som det kan ses på fotografiet.

Postkortet er også gengivet i N. P. Holms beretning ”Julen i Ringkjøbings gamle boghandel – før første verdenskrig”, der er trykt i Hardsysselfolk 1

Her oplyses det, at postkortet er trykt i 1906 – og det tal ses også lidt utydeligt i postkortets højre nederste hjørne.

Tegneren må have været forudseende, for ombygningen af ejendommene nr. 10 og 12, er sket senere end 1906. Han har altså anvendt det samme kliché til det der sker i tegningens forgrund, men ændret baggrundsmotivet efter de faktiske forhold.

Carl Røgind har allerede i 1902 tegnet flere julekort med motiver af grise – så han havde allerede øvelsen i at tegne grise, da han tegnede grisene i Ringkøbings gader.

Herunder ses to eksempler på hans jule- og nytårskort med grise kort fra 1902.

Hvis man er interesseret i at se flere af Carl Røginds over 1000 julekort og andre postkort, så er muligheden her på dette link: Carl_Roegind (piaper.dk)

8. december 2020

Storken på Rindumgård og de døde hunde i Amtmandens Lund

Thomas Christian Opstrup, der var statsamtmand over Ringkjøbing Amt fra 1979 til 1997, fortæller om storkereden på Rindumgård.

”Indtil 1966 kom storken den samme lange vej som svalen og slog sig ned i hovedbygningens storkerede, som havemanden kort forinden havde gjort storkeklar.

Hannen, der kom lidt tidligere end hunnen – man har vel manérer – , kom ifølge overleveringen år på år den samme dato, så en af kontordamerne den dags morgen uden endnu at have set den ankomne stork, trygt kunne købe kanelkage hos bager Hvidberg i Østergade – der har »altid« været en bager Hvidberg i Ringkøbing – så alle på kontoret behørigt kunne fejre storkens ankomst ved formiddagskaffen.”

Går man tur i Amtmandens Lund kan man udover at nyde den dejlige natur i skoven også støde på noget lidt mere specielt et sted, hvor der er placeret to gravsten.

Det er gravsten over to hunde som tilhørte Amtmand Hans Carl Dons, som var amtmand over Ringkjøbing Amt fra 1903 til 1915.

Dons havde nemlig to hunde, som ligger begravet i Amtmandens Lund. Gå en dag ned i lunden og find de to gravstene over Svava og Bekkas.

Det fremgår af stenene, at Svava er født i 1903 og Bekkas i 1904, at Bekkas døde den 24. april 1915 og Svava den 28. maj 1915, så der er tale om ældre hunde, der dør kort tid efter hinanden.

Thomas Opstrup fortæller om disse hundegrave:

”Vi ved, at familien Dons i 1915 flyttede til Århus, hvor Dons skulle være stiftamtmand.

Så når min kone og jeg i de første år på Rindumgård havde gæster og sammen med disse standsede op ved hundenes grave, kom vi ofte i en – med al respekt – fornøjelig diskussion om de mulige omstændigheder ved Svava og Bekkas’ død.

Havde Dons – eller måske amtmandinden – fornemmet, at de aldrende hunde ikke kunne tænke sig at bytte livet i Vorherres fri natur med livet i den store by, og derfor besluttet at skyde dem, men så efter at have skudt den ene ikke kunnet klare lige efter at skyde den anden på grund af det blik, den sendte skytten, så den først blev skudt lige før flytningen? Var hundene selv døde ved fornemmelsen af at skulle forlade paradiset i Rindum? Var den ene hund død af alderdom eller sygdom, og den anden derefter af sorg?

Eller var det hele så prosaisk, at hundene hver især var død en ganske naturlig død kort tid efter hinanden?

Men en dag opdagede vi, at familien Dons først skulle flytte til Århus den 1. november, så derefter måtte vi hælde til den prosaiske løsning! Kendsgerninger kan være ødelæggende for fantasien.”

For at komme væk fra storke og døde hunde og tilbage til den rigtige julestemning kommer her et par vinterbilleder fra Rindumgård fra 2010.

Skulle man få lyst til en gåtur i Amtmandens Lund, så er her et link til en lille folder:157_Amtmandens_Lund (rksk.dk) Denne folder er godt nok ikke helt opdateret, da der står i den, at det er Miljøministeriet der er i bygningen. De flyttede til Herning 2017, og bygningerne blev købt af Ringkøbing Invest. I dag rummer bygningerne kontorfælleskab for flere forskellige, men er nok mest kendt som hovedsæde for Primo Tours.

7. december 2020

Jernbane-Hotellet i Ringkøbing

Det var karakteristisk for stationsbyer i slutningen af 1800-tallet af have et jernbanehotel tæt ved jernbanestationen. Også Ringkøbing fik sit ”Jernbane-Hotel”, det blev bygget sidst i 1800-tallet, og opførelsen stod murermester Chr. P. Hansen for.

Bemærk de malede navnetræk på facaden – til højre for hotelnavnet med ”Jernbane-Hotel” står der på facaden over døren malet ”O. Jensen”.

Ole Jensen og hans kone Marie, købte hotellet den 1. april 1903, og drev det sammen frem til Ole Jensens død i 1947. Derefter fortsatte hans enke driften frem den 1. maj 1962, hvor hun solgte hotellet. Hun kunne altså have fejret sit 60 års jubilæum på stedet året efter!

Den 28. marts 1961 – året før hotellet blev solgt – var der ved at indtræffe ”en større katastrofe” på hotellet! Den blev omtalt i Ringkøbing Aarbog på følgende måde: ”Byrådet kunne nær have fået middagen ødelagt, da den i går skulle indtages på Jernbanehotellet. Da man ved 18-tiden var i færd med at tilberede middagen på hotellet, udbrød der skorstensbrand, og man måtte i største hast tilkalde Falck. Det lykkedes dog hurtigt at slukke ilden så der ikke skete nogen større skade.”

Jernbanehotellet blev drevet som hotel indtil 1970.

Derefter blev det solgt til Ringkjøbing Byg-Bo, som satte det fint i stand og brugte det til kontorformål indtil det i 1980 blev solgt til amtsrådet til nedrivning.

I løbet af 1970’erne var amtsadministrationen efterhånden vokset, så den var kommet i bekneb for plads, og lokalerne i de forskellige bygninger, de havde på St. Blichers Vej var blevet for små.

Diskussionen gik derfor på om man skulle bygge helt nyt udenfor byen, eller man skulle blive inde i byen og bygge nyt. Man valgte det sidste, og byggede østpå fra St. Blichers Vej, så efterhånden kom amtsadministrationen til at fylde et helt kvarter i byen mellem St. Blichers Vej – Østergade og Nørredige.

Dette bevirkede at en del huse i kvarteret omkring Nørredige og Østergade måtte vige pladsen. Et par af de mest prominente var ”Klinikken” og ”Jernbane-hotellet”.

Jernbane-hotellet blev nedrevet i forbindelse med amtsbyggeriet, også selv om der fra starten blev gjort forsøg på at få hotellet indpasset i byggeplanerne, så det kunne være blevet bevaret. I sidste ende viste det sig dog ikke at være rummeligt nok, og det måtte derfor nedrives, så der kunne bygges nye kontorlokaler på dette hjørne.

6. december 2020

Julemessen 1964 i Vesterhavs-Hallen blev åbnet i snevejr

I Dagbladet Vestkysten kunne man bl.a. læse, at julestemningen var god, da julemessen den 4. december 1964 blev åbnet i Vesterhavs-Hallen. Det skete med sne og kulde, og det var med til at højne stemningen. Mange børn og medlemmer af pensionistforeningen var med til åbningen.

Ringkøbing Idrætsforening var arrangør af messen, og de havde fået borgmester Jens Dalgaard-Knudsen til at forestå åbningstalen. Borgmesteren sluttede sin tale af med at ønske Idrætsforeningen og handelen held og lykke med julemessen i 1964 og tændte derefter julebelysningen over hele byen.

I løbet af fredag eftermiddag underholdt sangeren Eugen Tajmer flere gange, ligesom der var udtrækning af gevinster på adgangsbilletterne. I løbet af lørdagen optrådte Tajmer, et amatør-pigtrådsorkester Electrons og the Buffalos.

Amatør-pigtrådsorkesteret Electrons, der underholdt en time lørdag aften, var fra fra Ringkøbing. De deltog blandt andet i Amtsmesterskabet i pigtrådsmusik, som ”Girafklub” arrangerede den 10. december 1967 på Højskolehotellet i Ringkøbing.

Ved dette arrangement blev gruppen ”Those Gnags” fra Skjern i øvrigt nummer to, mens det blev vundet af ”Giacometterne” fra Holstebro.

Søndag ankom juleskibet til havnen med nisser, og nisseoptoget og Århus pigegarde gik i juleoptog gennem byen.

Man havde virkelig gjort en indsats for at få byen flot julepyntet. Handelsstandsforeningens anstrengelser gav et godt resultat og idrætsforeningens messe så smuk ud og gav mange julegaveideer.

I anledning af at det er 2. søndag i advent har vi fundet en lille ekstra adventsgave frem til vores følgere – adventsgaven følger herunder:

Inspireret af beskrivelsen fra 1964 om juleskibet der ankommer til Ringkøbing Havn med nisser ombord, har vi på YouTube fundet en lille nyere film fra 2016.

Den viser julemanden ankomme til havnen på juleskibet, hvorefter han fulgt af masser af børn og barnlige sjæle går op på Torvet og tænder julebelysningen, så julestemningen rigtigt kan brede sig i vores lille by.

Filmen er lavet af Dagbladet Ringkøbing-Skjern – se den her: (9) IMG 0891 – YouTube

5. december 2020

Dansk Smørforsyning blev oprettet i København i 1889, og det stod opført i Handelsregisteret helt frem til 1977, hvor det blev slettet. Som navnet antyder bestod varelageret fra starten af smør, fedt, margarine, palmin og æg.

Smørforsyningen havde sin storhedstid for omkring 100 år siden, hvor der blev oprettet over 100 filialer rundt omkring i mange danske byer – og også i Ringkøbing blev der åbnet en butik. Det vides ikke præcis hvornår den første butik åbnede i Ringkøbing, men vi ved at det var før 1910, og den havde til huse i den ejendom i Algade (tidl. Bredgade), hvor Heidi Tordrup nu har sin butik ”Heidi”.

I 1910 udvidede smørforsyningen butikken i Ringkøbing og flyttede til større lokaler i samme ejendom, nu med indgang fra hjørnet. Samtidig oprettede de en ny kaffeafdeling, hvor de solgte kaffe, te, chokolade og cacao.

I anledning af flytningen til den nye større butik onsdag den 21. december 1910, indrykkede de en helsides annonce i Ringkjøbing Amts Dagblad med masser af helt utrolige tilbud.

Hvis man køber 1 pund (½ kg) Javakaffe eller cacao får man i tilgift et dusin (12 stk.) appelsiner…

Ved køb af 2 pund margarine kan man blandt andet få en af følgende dele en mælkekande, en glasskål af imiteret amerikansk krystal, 2 par daglige kaffekopper mm.

 

Og køber man rigtig stort ind 10 pund margarine og 1 pund Javakaffe eller cacao så kan man få et smukt amerikansk vækkeur, eller et servantestel bestående af 4 dele.

Køber man kun det halve, altså 5 pund margarine kan få et sukkerstel enten i 2 eller 3 dele, det vælger man selv.

Der var hård konkurrence, da denne ”lavprisbutik” kom til byen, og byens købmænd har garanteret ikke set med milde øjne på konkurrenten.

I en annonce for ”Den bedste kaffe i Ringkjøbing” reklamerer Smørforsyningen med at ”Kaffe, kaffetilsætning, cikorie og chokolade sælges 20 % under købmændenes originalpriser” og ”Priserne på plantemargarine er betydelig nedsatte – Konkurrence er umulig”.

 

 

Udover alle disse ekstra ting man får hvis man køber noget, så havde smørforsyningen også et system med ”kontante værdimærker”. Her i 1920 giver man mærker for en værdi af 20 øre for hver krones køb – dette skulle ifølge annoncen i dette tilfælde hvor man køber for 17 kr. 80 øre give en kontant besparelse på 3,70 kr. Hvilket regnestykke der er brugt til at finde frem til dette beløb er uvist, måske var det blot en regnefejl?

Øverst i den store åbningsannonce fra 1910 er der en stjerne efter datoen onsdag den 21. december 1910, og den er også værd at bemærke!

Helt nederst i annoncen er der nemlig en forklaring på denne stjerne. Der tages nemlig et forbehold, idet man skriver at ”I fald vi ikke skulde få elektrisk Lys og Kraft til den 21. December, udsættes Aabningen af de ny Lokaler til torsdag den 22. December”.

Dette forbehold blev taget, da det var dette år Ringkjøbing Elværk blev etableret om sommeren, og gennem efteråret arbejdede på højtryk for at kunne gå i gang med at levere strøm til Ringkjøbings beboere inden jul.

Den 22.12.1910 var en mærkedag i Ringkøbing. Denne dag blev det kommunale Elværk taget i brug, og om aftenen strålede det nye lys for første gang over byen.

Mange vil i dag kunne genkende rummet, der er vist på ovenstående billede – dette rum huser i dag ”Spillestedet Generator”. Grunden til at ”Spillestedet Generator” fik sit navn var, at man troede at det var en generator der havde stået i hallen, men det var faktisk en dynamo i stedet…

4. december 2020

Lyskurve i Ringkøbing – og lettere adgang for trafikken til Vesterhavet

Torsdag den 30. november 1967 nåede Ringkøbing en milepæl.
Byens første lyskurve blev taget i brug i lyskrydset Enghavevej – Torvegade.

Selv om man havde annonceret i avisen om den nye lyskurve, fik mange trafikanter sig en overraskelse. Der gik ikke 18 sekunder efter åbningen, før den første bil smuttede igennem for rødt. Hun fik en lille advarsel af politiet.

Der blev informeret om intervallerne mellem de forskellige farver. Intervallerne mellem rødt og grønt var 22 sekunder og derimellem 6 sekunder med gult. Når lyskurven skiftede f.eks. fra gult til rødt, skulle man ikke forsøge at nå med over. Man skulle heller ikke starte, før det grønne lys blev tændt.

Folk blev også gjort opmærksom på at passe på vintersolen, idet den stod lavt hen over hustagene, så det kunne være vanskeligt at se, om der blev rødt, gult eller grønt.

Jo, den torsdag eftermiddag i november 1967 blev Ringkøbing en storby.

Samtidig med lyskurven blev taget i brug, blev Torvegades forlængelse til Søndervig (Søndervigvej) åbnet for gennemkørsel, og dette betød også en lettelse for trafikken mod Vesterhavet.

Fra gammel tid skulle man ned af Vester Strandgade og vestpå ud af Vester Strandsbjerg – som tidligere hed Holmslandsvej – for at komme til Holmsland. Derefter kunne man vælge mellem at tage turen over køre- og vadestedet alleryderst i Vonå ved fjorden, hvor man med forsigtighed kunne passere til fods eller med en hestevogn. Overgangsstedet var stenlagt og kaldtes ”Æ Revl”.

Eller man kunne vælge at tage færgen, hvis man fortsatte ud af Vester Strandsbjergs forlængelse. Færgefarten over Vonå fandtes der hvor broen nu er bygget.

Der fortælles en historie om en af de gamle færgemænd, at han en mørk og blæsende aften hørte en lyd, og så råbte han ud i mørket: ”Er det en minnesk eller er et en høwed?” – ”Nej, det er en hwolmbo”, lød svaret. En anden version af historien lyder på at han skulle have råbt: ”Hvem er æ minnesk?” – ”A er ingen minnesk, a er en hwolmbo!” lød svaret.

I 1862 blev der bygget en bro, men de næste 100 år gik vejen ud til broen stadig over Vester Strandsbjerg hele vejen ud til Vonå.

Efter 1960 slap man dog for turen ned igennem Vester Strandgade. Nu kunne man i stedet køre ned af Torvegade, og til venstre hvor Enghavevej netop var blevet udvidet, så man nu havde en ”indre ringvej” i byen. Men skulle man vestpå var det stadig til højre ud af Vester Strandsbjerg det sidste stykke frem mod broen.

Det stykke man kaldte Torvegades forlængelse, var i mange år kun omkring 100 meter lang. Men dette blev ændret samtidig med lyskrydsets indvielse. Nu blev blev det forlænget og udbygget til en ny bred vej, der var blevet bygget fra Torvegade og ud over engene, og nu kunne man køre direkte mod broen og videre over Holmsland, uden at man skulle omkring Vester Strandsbjerg.

 

 

3. december 2020

Juleudstillingen i N. P. Holms Boghandel 1908

Aleksander Frøland kom i 1908 i boghandlerlære hos N. P. Holms Boghandel i Bredgade 16 (Algade), og han beskriver lidt om sin første jul i boghandlen.

Den julepyntning jeg husker bedst, var den første, jeg var med til. Bogladen havde overtaget et miniature-fyrtårn, der stammede fra en eller anden udstilling. Det blev anbragt i midtervinduet og skulle naturligvis blinke ligesom det rigtige Nørre Lyngvig fyr, som det var en kopi af.

 

Lyskilden var en roterende karbidlygte, og værket en (tavs) grammofon, der med korte mellemrum skulle trækkes op, og det var mit job. Når jeg stak hånden frem gennem bagklædningen for at dreje på svinget, lød det ude fra gaden: ”Nu er han der igen!”. Ungerne stod udenfor og tog tid.

Forhåbentlig har de moret sig bedre, end jeg gjorde. Af hensyn til lyseffekten måtte der ikke være tændt i bogladen, og af denne måtte jeg ikke forlade for brandfarens og den miserable grammofons skyld. Det var nogle drøje timer, men jeg håber, jeg husker rigtigt, når jeg mener at kunne mindes, at det alligevel lykkes mig at smuglæse en af Arnold Lobedanz’ bøger fra den russisk-japanske krig, der stod som årgamle afbrændere på børnebogshylden.

Husker jeg ikke galt, gik grammofonen i stå et par gange, og der foresvæver mig noget om en alvorlig reprimande. Men måske var tildelingen af denne ensomme aftenvagt til en læseivrig 14 års dreng med ringe fritid også en overvurdering af hans interesse for håndsving.

De sidste to ejere af boghandelen, N. P. Holm og sønnen Peter Holm, som kom med i boghandelen i 1967, og overtog den ved faderens død i 1984. Han drev den frem til den lukkede i 2001.

 

 

2. december 2020

Jul i september – dansk jul!

I avisen kunne man en septemberdag i 1956 læse, at en hel del kvinder var samlet hos fru Marie E. Appelberg, som var gift med pastor Carl L. Appelberg.

De forsamlede kvinder havde igennem længere tid har været beskæftiget med juletræspyntning og indpakning af julegaver. Marie Appelberg forklarede, at kvinderne var aktive i Dansk Sømandskirke i fremmede havne, og de var i gang med at lave julepakker til sømænd langt borte. De havde lavet forskellige ting, f.eks. juleduge og køjegardiner. Tingene blev pakket smukt ind, og der blev vedlagt en julehilsen til den pågældende sømand.

Gaverne er hjemmelavede og ikke særligt kostbare, men det er gaver sømændene er meget glade for. At være sømand, kan være et ensomt job, og igennem årene har de aktive kvinder fået breve, hvor sømændene har givet udtryk for taknemmelighed.

Det mest rørende brev, som de havde fået, var fra en 15-årig skibsdreng. Han var forældreløs og fejrede juleaften i Østen, og den eneste pakke han fik, var pakken der var sendt fra Ringkøbing. Han skrev, at han græd af glæde, da han fik pakken.

Kvinderne samles en gang om måneden, og de holder også en basar hvert efterår. Overskuddet fra basaren går til bygning af en kirke i Yokohama i Japan.
Jo, et godt initiativ, der blev påskønnet. Og kirken i Yokohama åbnedes i 1963.
Kirken i Yokohama i Japan var for øvrigt den første danske sømandskirke i Fjernøsten.

Året efter åbningen fik sømandskirken i Yokohama en skibsklokke, og om denne klokke er der også en lille interessant historie selv om den ikke handler om Ringkøbing.

Skibsklokken stammer fra det svenske skib ”Bele”, som bl.a. sejlede ved Grønland, hvor det i 1921 sad fast i isen og udsendte et nødsignal.
Signalet blev modtaget af dampskibet ”Island”, som havde den danske kongefamilie ombord. Kong Christian X gav kaptajnen på ”Island” en ordre om at hjælpe det nødstedte svenske skib.

Efter tre dages sejlads gennem is-fyldt farvand nåede ”Island” frem til det nødstedte ”Bele”, hvor de tog besætningen ombord, men selve skibet stod ikke til at redde.
Den svenske konge overrakte senere Christian X en medalje for hans indsats sammen med skibsklokken.

Skibsklokken som var blevet reddet blev i 1964 skænket til sømandskirken i Yokohama af Prins Knud. Da kirken i Yokohama senere blev lukket udtrykte Arveprinsesse Caroline Mathilde ønske om, at klokken blev i østen, så i 1992 blev klokken hængt op udenfor den danske sømandskirke i Singapore, hvor den stadig hænger i klokkestablen udenfor kirken.

 

 1. december 2020

Julehæftet ”Jul i Ringkjøbing” 1970

Det første der springer i øjnene er stavemåden på forsiden af julehæftet. I 1970 stavede man stadig nogle steder Ringkøbing med “j” – i hvert fald i ”Jul i Ringkjøbing”.

Inde i bladet har vi set på de forskellige annoncer, for at se hvilke handlende der var i byen for 50 år siden, og hvad de reklamerede for dengang. Vi har udvalgt nogle enkelte af de mange annoncer, der var i bladet, men først kommer her bladets velkomsthilsen:

Kom te’ Ringkjøbing

Som sædvanlig er byen i hele december måned en rigtig hyggelig ”Julekøbing”, hvor forretningerne er smukt pyntede og oplyste. – Alle forretningsfolk glæder sig til den store julehandel, og der har aldrig været så mange ting at vælge imellem som i år – det gælder både nytteting samt luksus – kort sagt: der er noget for enhver pung.

Det kulinariske er der også sørget for – byens hoteller og restaurationer står parate til at hygge om dem, når de sikkert godt forfrossen har tilendebragt julehandlen – menukortene bugner af fristende tilbud, og glem ikke, at en rigtig dejlig, varm julegløgg, smager dobbelt så godt, når julehandlen er vel overstået.

Handelsforeningens juleudvalg har sørget for, at byen vrimler med nisser, som uddeler appelsiner og andet godt til børnene; dette sker den sidste søndag før jul, det er jo denne dag forretningerne holder åben.

”Jul i Ringkøbing” ønsker hermed at sige velkommen til en god julehandel i den gamle købstad

Julegløggen som omtales kunne blandt andet fås på Højskolehotellet i Bredgade (Algade), her ses deres helsides annonce i julehæftet.

Købmand Pape på Kongevejen 28 i Ringkøbing havde også en lille annonce hvori han roser sin kaffe der var ”god – vistnok den bedste”…

 

Modebutikken Katinka der var ejet af Hanne Bojen lå i Mellemgade og de ville gerne sælge smart tøj

 

 

 

 

Og hos frisør Svend Aage Pedersen ”Svoger” kan man få en formskåret julefrisure

Med til julefrokosten hører selvfølgelig også ost, og det købte man hos Knud Stræde Andersen i Osteboden i Bredgade 7 (Algade)

Tilbage i 1970 fik man også renter, når man satte sine penge i banken, og de to lokale banker Ringkjøbing Bank og Ringkjøbing Landbobank reklamerer i en fælles helsides annonce med at de vil give 9 % i rente på en konto med 12 måneders opsigelse.

Endelig reklamerede Ringkøbing Handelsforening også for et stort julelotteri med 600 gevinster, blandt andet 150 ænder og 150 flasker rødvin.