22. december 2024

Ø. Strandgade, nederst mod fjorden

Billedet stammer fra omkring år 1900. De to gamle huse er væk i dag.
De to damer der ses på billedet er Madam Flinker og Madam Ibsen.

Billedet er et godt eksempel på de meget små huse der lå nede i nærheden af fjorden, og hist og her i de mindre gader.

Det var ikke købmandsgårde og håndværkerhuse alt sammen i Ringkøbing dengang.
Selv om billedet er fyldt med gamle dages stemning, skal man ikke glemme, at husene var trange, fodkolde og fugtige og undertiden husede mere end en børnerig familie.

Til højre er det madam Ibsen, hendes mand var håndskomager, og han havde værksted inde i huset. Og så hørte der også lige 7 børn til familien, som også skulle bo i huset samtidig med at det skulle rumme skomagerværkstedet! 

En søn af madam Ibsen fulgte i sin fars fodspor, og blev Ringkøbings sidste håndskomager. Gamle skomager Ibsen blev han kaldt, han boede på Nørregade 22, hjørnet af Vestergade og Nørregade.

Og det var ikke uden grund man kaldte ham ”gamle” skomager Ibsen.

Den 20. juni 1967 skrev Ringkøbing Årbog følgende om ham:
”Skomager Ibsen, byens ældste håndværker, fylder 90 år. Han arbejder stadigvæk, men mener det nu snart er slut med skomageriet. Vi lykønsker ham.”

I huset til højre boede nu skomagermester Christian Meistrup f. 1877. Bemærk forklæderne der hænger til tørre foran huset.
Til venstre boede Else og Jens Thomsen.

Gennem årene var gaderne mod fjorden befolket af børnerige familier. Her kommer et billede af børn i Ø. Strandgade i 1937.

Den tilbagetrukkede ejendom i Øster Strandgade er i dag nedrevet og sammenbygget med ejendommen Ved Fjorden 13. Desuden har Niels Peder Tordrup lavet mange ombygninger på dette hjørne i årene 1954 – 1956 – 1957 – 1967 – 1969 – 1976 og 1980.

21. december 2024

Kafferisteriet i Ringkøbing

Firmaet Ringkøbing kafferisteri blev grundlagt i 1915 – nogle steder nævnes dog 1910 – af købmand Jens Pedersen, og i 1930 overgik det til Peder Vejlby.

Peder Vejlby drev det ikke alene som et risteri, men også med salg af kaffe en gros.

Han handlede også med kolonial en gros og havde bl.a. repræsentation for de danske oliemøller, fabrikken ”Alfa” i Vejen, Munke Mølle i Odense, Svendborg Eddike mv.

Hans samlede personale var på 8 personer.

Kafferisteriet havde lidt skiftende placeringer bag den gamle købmandsgård.

I forbindelse med byggeriet af huset på Østergade 29, blev kafferisteriet en del af denne adresse.

I 1966 solgte Peder Vejlby den del af forretningen, der omfattede chokoladevarer og kaffe, til Henry Bendorff Jensen. Han var kommet til Ringkøbing fra Esbjerg i 1949, hvor han var blevet ansat som lagerforvalter og kaffebrænder i Peder Vejlbys kolonial-engros-forretning.

I forbindelse med salget i 1966 blev kafferisteriet flyttet lidt mod vest. Tidligere havde det adresse på Østergade 29, men det fik nu adresse på Nørregade 4, med indgang gennem porten.

Henry B. Jensen drev i mange år grossistfirmaet med chokolade og kaffe, indtil han i 1986 solgte chokolade-firmaet fra til Lekkerland i Holstebro på grund af alder. Henry B. Jensen var på dette tidspunkt blevet 67 år.

Han fortsatte dog med kaffebrænderiet og engroshandel med kaffe i en del år endnu.

Da Henry B. Jensen også var chokoladegrossist var der flere ansatte, men efter den del af firmaet blev solgt fra klarede hustruen Erna og Henry selv opgaverne i kafferisteriet.

H. B. Jensens blandinger var en velbevaret hemmelighed, men som han sagde: Det er moccaen der giver aromaen, så der er 10 procent af den i blandingerne. Ellers brugte han sorterne Santos, Java, Columbia og Haiti. Hans far brugte samme blanding i hans købmandsforretning i Blåvand.

Det var ikke alle aftagerne der selv malede kaffen, så H. B. Jensen havde også en kaffemølle hvorpå han malede kaffen til nogen af kunderne.

Men i 1992, da Henry B. Jensen nærmede sig de 74 år, mente han det var på tide at gå på pension. Han solgte derfor kafferisteriet til Herning Kafferisteri, som fortsatte med H. B. Jensens blandinger. Maskinerne solgte Herning Kafferisteri via en mellemmand videre til Polen.

Gennem årene havde han mange trofaste kunder, også blandt byens købmænd.
Således havde Købmand Frydendahl i Hvide Sande, Købmand Højmark på Banegårdspladsen, Købmand I. A. Jensen i Algade og naboen Købmand Morten Madsen i den gamle købmandsgård, alle været kunder hos ham siden han købte kafferisteriet i 1949.

Sidste dag i det gamle kafferisteri var den 28. februar 1992.

20. december 2024

I sin bog ”Vestenvind – En Ringkjøbingdrengs erindringer 1935-45” fortæller Georg Vejen Larsen lidt om krigsjul, som han husker det.

I julen forsøgte man at lukke de aflåste stuer op for en kort bemærkning. Der blev sat lidt mere kraft på fyret, kakkelovnen eller kaminen, og så fik man god varme i stuerne på trods af kulden udenfor. Juletræet blev sat op på det sædvanlige sted. Det blev pyntet, stearinlysene blev sat i, englehåret fordelt og godteposerne sat på grenene.

Joe, det var ikke så tosset endda. Mødrene i de små hjem lærte at trylle med hvad man havde og kunne få. Og det var ikke så meget. Erstatning for næsten alle importerede kolonialvarer.

Alt det, vi før krigen betragtede som selvfølgeligheder var borte fra købmændenes diske. Chokolade, appelsiner og bananer så vi ikke før lang tid efter krigen.

Kvaliteten af det, vi kunne købe var stærkt forringet, og det smittede så igen af på de julegaver, der kunne præsteres.

Tøj var lavet af celluld. Mange sko havde ”overlæder” af rødspætteskind. Ingen af disse to erstatningsvarer holdt, og celluldstøj havde den forfærdelige egenskab, at det faldt helt sammen, hvis man ved et uheld skulle komme ud for en regnbyge.

Jo, vi begyndte af mange grunde at trænge til fred, således at der kunne blive produceret varer til mennesker i stedet for kanoner…

Julen nærmede sig. Det store juletræ på torvet blev sat op, men uden lys.

Frelsens hær stillede op og sang deres sange og julesalmerne, og raslede med indsamlingsbøsserne, Nok var der krig, men vores gamle jul skulle de ikke tage fra os”.

—

Marcipanerstatning

Ingen jul uden juleknas, så det måtte ikke mangle, men heldigvis har vi i en avis fra december 1942 fundet denne opskrift på marcipanerstatning, som selv den mest beskedne husholdning nok kunne klare. Den lyder som følger:

”Hertil kan man simpelthen bruge en melet, godt dampet kartoffel, der moses fint ud og æltes op med sigtet flormelis, til den bliver som smeltet dej.

Mandelessensen tilsættes efter smag, og der formes forskellige småstykker heraf”.

Man kunne måske være i tvivl om smagen i denne opskrift, kunne leve op til sit navn!

Ris og fløde var også en mangelvare i 1942, så man kunne i samme avis læse at det ”måtte gå an” med en ”Byg a la mande” til dessert juleaften i stedet for ”Ris a la mande”.

—

Byens bagere måtte også spare på strømmen, så de annoncerede med at de nu var nødsaget til at lukke tidligt. Ugens fem første dage lukkede de ”allerede” kl. 20 og lørdag og søndag kl. 22…

Da man også skulle spare på gassen, udnyttede Bager Carl Klokker dette forhold, og annoncerede med, at det kunne man jo passende gøre ved, at købe julekagen hos ham.

Bagermester Carl Klokker havde i 1937 overtaget bageriet fra sin far Mathias Carl Klokker. Han blev tredje generation i dette bageri, som var grundlagt af hans farfar Mathias Ingvardsen Klokker som den 2. marts 1854 modtog borgerskabsbrev med tilladelse til at nedsætte sig som bagermester i Ringkøbing.

—

Børge Andersen, der tidligere var skatteinspektør i Ringkøbing, var under krigen ung elev på kommunekontoret, og han fortæller her om en lille sjov tildragelse fra krigens tid.

Det drejer sig om rationeringsmærkerne, som kommunen var pålagt at forvalte.

Efterhånden som krigen skred frem blev denne forvaltning meget omfattende. Næsten alt var rationeret på mærker eller købekort”.

Borgerne skulle opvise en utrolig opfindsomhed ved de mere individuelle tildelinger af f.eks. brændsels- eller petroleumsmærker, der blev tildelt på grundlag af ansøgningsskemaer.

Der var også rørende og naive begrundelser i ansøgningerne om brændsels- og petroleumsmærker.

Jeg husker således et par enlige, ældre damer i en af fjordgaderne, der søgte om petroleumsmærker. De ejede en lille ejendom, hvortil hørte et baghus.

Som begrundelse for ansøgningen skrev en af de ældre damer – og sikkert i den bedste mening: ”Ingen strøm fori – kun gas bagi”.

Den morede vi os længe over. –

19. december 2024

Mælkemænd og mælkeudsalg i Ringkøbing

I november 1939 lavede dyrlæge Wille i Ringkøbing en liste til kommunens mælkekommission. I denne liste er noteret hvilke tre mejerier der leverer mælk til Ringkøbing, samt hvor meget de har leveret i 1938.

Ringkøbing Andelsmejeri er langt den største leverandør med 544301 kg. mælk og 33123 kg. fløde. På andenpladsen kommer Trekløver Andelsmejeri i Heager. De har leveret 129616 kg. mælk og 10934 kg. fløde i 1938, og på tredje pladsen er det Hee Andelsmejeri der har leveret 51362 kg. mælk og 2755 kg. fløde i 1938.

I listen beskriver han også at der i byen er 6 detailudsalg og 8 detailvogne som alle sælger mælk og fløde i løst mål.

Altså 6 mælkeudsalg og 8 mælkemænd der kørte rundt og solgte mælk!

Og på dette tidspunkt foregik salget i løst mål.

Umiddelbart kender vi ikke meget til mælkehandler P. Hansen, men vi ved fra Ringkøbing Årbog, at han kunne fejre sølvbryllup den 7. oktober 1934. Og da han døde den 7. februar 1937 blev han omtalt som ”forhenværende byrådsmedlem, mælkehandler P Hansen er død 55 år gammel”.

 

Men 20 år senere var det slut med at sælge mælk i ”løst mål”.

I Ringkøbing Amts Dagblad fra august 1959 kunne man nemlig læse følgende:

”Stik lige ud til mælkemanden og få V2 sød og en V2 skummet. Her er penge og spand! Så fik man pungen og den blåemaljerede, bulede og stødte mælkespand i hånden og gik ud til mælkemanden, til hans hest og hans klokke.

Lille Søren går den dag i dag ud til mælkemanden og får sin spand fyldt op. Ganske vist har mælkemanden ingen klokke mere og i nogle tilfælde er han også motoriseret, men mælk i løst mål sælger han stadig.

Dette ophører dog snart. I det sidste byrådsmøde forelå fra sundhedskommissionen et forslag til ændring af mælkevedtægterne, som går ud på, at salg i løst mål fra mælkevogn ophører. Byrådet vedtog indstillingen”.

Omtrent samtidig stoppede Ringkøbings sidste hestemælkevogn, idet mælkehandler Peder Qvisgaard holdt op den 1. oktober 1960, efter i 47 år uden sygedage at have passet sin mælkerute.

Disse klare flasker med kapslen på er nok det de fleste tænker på når der tales om mælk i flasker. Flaskerne blev lukket med en ”Lakto-Crown” kapsel, den havde en lille flip, så man kunne krænge kapslen af. Denne kapsel var som regel lavet i forskellige farver alt efter om det var sødmælk, skummetmælk, kærnemælk, fløde eller andet.

Stassanisering af mælk blev lanceret som havende alle fordelene fra højpasteuriseret mælk (alle sundhedsskadelige bakterier udryddes) samtidig med, at mælken bevarede den rå mælks kvaliteter i form af smag, vitaminer og ”flødeafsætningsevne”. I datiden gik pasteuriseret (populært kaldt for kogt) mælk for at være ”flad” og af ringere kvalitet end råmælk.

De klare flasker gav imidlertid mælken en dårlig beskyttelse mod sollys, og den blev let tællet. Derfor indførte flere mejerier i 1960’erne den brune mælkeflaske, som gav mælken en god beskyttelse mod sollyset, og forsøg viste at den brune mælkeflaske gav 90% nedsættelse af den tællede smag.

Den brune flaske blev dog aldrig en succes i Danmark. Mælk skal være hvid, og den brune flaske mindede om medicinflasker. Midt i 1960’erne og frem til midt i 1970-erne blev mælken derfor enkelte steder tappet i folielaminerede plastikposer. Dette gik man også over til på Ringkøbing Mejeri.

I 1971 blev mælkehandlen liberaliseret. Det medførte blandt andet, at mælken kom ud i fødevarebutikkerne. Indtil da havde mælken kun været solgt i specialbutikker.

Med udgangen af 1980 var det så uigenkaldeligt slut med mælkemænd i Ringkøbing, idet Ringkøbings sidste mælkemand Niels Christensen efter 15 år som mælkemand kørte sin sidste tur til kunderne juleaftensdag. Mellem jul og nytår betjente han dog fortsat arresten og sygehuset, men det sluttede den 31, december 1980.

Den 1. oktober 1984, var det endelig slut med mejeri i Ringkøbing, Som en følge af sammenlægningen af Vestjysk Mejeriselskab og Mejeriselskabet Danmark, lukkede Ringkøbing Mejeri, og kort efter begyndte nedrivningen.

18. december 2024

Jul i Ringkøbing 1974

I 1974 havde Kirk haft sin herreekviperingsforretning i Nygade 20 gennem 30 år.

Han var født i Ringkøbing, og også udlært i byen. Men flyttede så til Skanderborg for at få ny inspiration, men i 1944 vendte han tilbage til byen og etablerede herreekviperingsforretningen i Nygade 20, på hjørnet af Nygade og Nørregade.

Det blev hans livsværk, og han udvidede forretningen flere gange i årenes løb, inden han i 1981 solgte den til Per Pape, der var udlært i forretningen.

Bejders forretning lå på ”Byens hjørne” – på hjørnet af V. Strandgade og Torvegade.

Her lå den indtil den den 1. januar 1978 flyttede til mere beskedne forhold i Svend Fastrups tidligere forretning på Torvet.

Forretningen Uldvarehuset lå på Chr. Hustedsvej i et hjørne af Erikshus.
Uldvarehuset blev oprettet i 1929 af købmand J. Dahl.
Købmand H.Birn overtog forretningen i 1932 og drev den som detail- og engrosforretning i trikotage. Han havde endvidere to filialer – en i Videbæk og en i Spjald. H. Birn var født den 2. oktober 1906 i Holstebro og havde fået en uddannelse i manufaktur og trikotage. Senere ejere har været fru Brandorff Thomsen og Annelise Grønlund.

Tobakshandler Kaj Vad stammede fra Brønderslev, hvor han var blevet udlært i en herreekviperingsforretning. Han kom til Ringkøbing i 1946 hvor han fik arbejde hos herreekviperingshandler I. L Holm. I 1954 købte han tobaksforretningen på Algade 7.

Udover annoncerne rummede bladet også spændende historier.
Blandt andet kan man læse, at de havde kigget i Anders Grimstrups billeder fra 1930’erne.

Disse billeder er bestemt også værd at kigge på, da Anders Grimstrup var var en meget ivrig og dygtig fotograf, som tog tusindvis af billeder.

På arkivet er vi så heldige at have fået denne omfattende komplette samling af Anders Grimstrups billeder, og i vores nylig udkomne årbog ”Husker du – eller er det glemt”? 2024, har vi en artikel om denne spændende person og hans billeder.

Det er stadig muligt at købe denne årbog ved henvendelse til arkivet.
(Og hvis man er hurtig og sender en mail til os på – ja så bringer vi bogen gratis ud inden jul i Rindum og Ringkøbing-området)

17. december 2024

Havnekranen i Ringkøbing Havn

Kranen begyndte sit virke i forbindelse med flytning af betonklodser til molerne, der blev bygget i forbindelse med lukningen af det første Hvide Sande gennemløb i 1915.

Den blev senere flyttet til Ringkøbing, hvor den i mange år stod på sine hjul på en kort skinnestump.

For godt 100 år begyndte man at afholde ”sportsdage” i Ringkøbing, og vandsport med udspring og kapsvømning var meget populært.

Da der på dette tidspunkt hverken var tænkt på svømmehaller eller friluftsbade brugte man selvfølgelig det lokale havnebassen, og udspringsvippen, ja den blev monteret på havnekranen.

Igennem årene var kranen også helt uundværlig for sejlklubben. Hvert forår skulle bådene sættes i vandet og hvert efterår skulle de på land igen, så de ikke blev ødelagt af storm og is.

Det skete ved hjælp af havnekranen, der med håndkraft løftede bådene op på en lille vogn, der kørte på tipvognsskinner.

Det var et besværligt arbejde, især da bådene ikke selv kunne stå på den lille vogn, men måtte holdes i balance af den hær af sejlere, der fulgte med under køreturen. Når målet var nået blev båden klodset op, og vognen taget ud, og så var man klar til den næste båd der skulle hales op. Det kunne tage det meste af en weekend at få alle bådene taget op, men så sluttede man også af med et ordentligt ”ophalergilde”.

Om foråret gik turen den modsatte vej,når bådene skulle i vandet som den sidste.

I tidligere tider var det ofte sådan, at en af bådene skulle i vandet som den sidste, og den skulle så hænge i kranen natten over, neddyppet i vandet i havnen. Dette gjorde man hvis båden var tørret så meget, at træplankerne var skrumpet, og vandet derfor løb ind i båden. Efter et døgns tid var plankerne vokset til normal størrelse, og båden tæt igen.

I 1989 blev havnekranen renoveret, og den 4. oktober 1989 skrev Dagbladet:

”Den gamle havnekran, der i 1913 var med til at bygge havnemolen i Hvide Sande, er igen kommet til ære og værdighed. Den er renoveret og nymalet, og er nu klar til at hjælpe lystsejlernes både på land. – Kranen er blevet sat op på et fast betonfundament, og håndsvingene er blevet erstattet af en elmotor, så søsætning og optagning af både er blevet betydeligt lettere”

I 2008 udgav Ringkøbing-Skjern Museum et lille skrift lavet af Gert Alsted og Per Lunde Lauridsen: ”Fiskerlejer og landingspladser ved Ringkøbing Fjord”. Det var en opfølgning på et tilsvarende skrift fra 1988. De besøgte også Ringkøbing Havn, og kiggede på hvad der var bevaringsværdigt.

I dag har havnekranen mistet sin betydning for sejlklubben. I stedet foregår optagningen på den måde, at havnefogeden melder 3 optagningsdatoer ud, og så kommer der en stor kranvogn og hejser bådene op og sætter dem i igen om foråret.

 

16. december 2024

Marie Niedermann Feddersens erindringer om barndommens jul først i 1900-tallet

På arkivet har vi en lille bog på 58 sider: “Erindringer fra min barndom, Vester Strandgade 18, 6950 Ringkøbing. Det er en afskrift af Marie Niedermann Feddersens erindringer, skrevet i hendes 82. år, hun er født i 1899.

Her fortæller hun lidt om julen i barndomshjemmet i V. Strandgade.

Julen har traditioner, men børn kan nu også have en mening, når noget i deres daglige trummerum bliver anderledes. Og det med, at vi juleaften skulle spise smørrebrød kl. 12, hvor vi ellers spiste kødretter, måske sødsuppe af hjemmesyltet saft med svesker og rosiner, kunne Musse nu ikke gå med til uden protest.

Vi skulle jo som sædvanlig sove til middag, men Musse stod op i sin seng og råbte at hun ville have ”ky”, tudende i vilden sky og råbte om sit ”ky”, kød kunne hun ikke sige.

Det endte med et klask i numsen, og så var damen så træt af at tude, at alle fik ro. Mor havde fortalt hende, at hun nok skulle få kød inden vi skulle se juletræet, hun var vel 3 år.

Hvor far købte juletræet vidste vi ikke noget om, men til loftet gik det.

Mor havde købt mange søde ting til træet til Calles første jul, men disse ting blev forøget da vi alle kom så hurtigt efter hinanden. Men det dejligste ved træet var nogle sukkerting, som hængte sammen med hjerter, juleengle og meget andet, Hver aften i juleugen måtte vi hver især vælge en af disse ting inden vi skulle i seng. Derefter godnatkys til mor og far, og så puttede mor sin børneflok.

Der var en jul i det lille hus, hvor Calle havde ønsket sig en hest – og tænk, det havde far lovet ham, men deres tanker i denne sag var nu ikke ens, for hvor i alverden skulle en rigtig hest komme ind igennem den lille smøge, og så mente Calle, at den godt kunne stå omme i det lille vaskehus.

Men far købte en pragtfuld stor gyngehest med lange gænger, hesteskindbetrukket, manke og hale var også fra en rigtig hest.

Inden det blev mørkt juleaften skulle Calles ønske jo ses ved dagens lys, men da drengen så resultatet af drømmen, var det næsten ikke til at bære, skuffelsen var så stor så jeg erindrer slet ikke at have set min bror på den hest.

Men vi tre piger syntes det var alle tiders, så vi red så både manke og hale fløj af. Jeg ved ikke hvor den hest er blevet af, jeg erindrer den ikke, da vi flyttede ind i det nye hus i 1911.

Far har sikkert aldrig i sit liv fået en julegave, og han var vel 37 år, da han købte hesten. Nu havde han fået børn selv og dem ville han gerne glæde.

Træet måtte vi ikke se førend det blev tændt. Døren til dagligstuen blev låst, jeg husker tydelig hvor spændte vi fire børn var. Vi var i de fineste kjoler, og Calle i matrostøj.

Risengrød og gåsesteg var traditionen – bare ”en lille klat grød” – Musse kunne som barn ikke lide den ret, mandelgave kendte vi ikke til…

       

15. december 2024

Pastor Ejnar Fledelius juleminder fra 1920-ernes Ringkjøbing

I KFUM og K’s månedsblad i Ringkøbing fortalte sognepræst Ejnar Fledelius i 1964 om sine juleminder fra barndomsbyen Ringkjøbing.

Her kommer et udpluk fra disse minder:
Min allerførste jul i Ringkøbing ligger nu 44 år tilbage i tiden – det var altså længe før, man havde opfundet velfærdsstaten Danmark: det var tider, hvor selv småpenge havde værdi – ja, hvor en 1-krone faktisk var som en 10-kroneseddel i vore dage.

Jeg husker bedst møntens værdi fra den årlige juleuddeling til fattige i byen. Dengang behøvede menighedsrådet ikke at sidde og spekulere over, hvem man kunne få til at modtage en femmer uden fornærmelse – der var mange steder, hvor et sådant beløb var såre velkommen.

Min far var så klog, at han ofte lod et af os børn fra præstegården gå ud i hjemmene med pengene – det var ikke fordi han ikke selv ville ud og trave, men fordi han mente, vi havde godt af at se, at der var mennesker, der trængte til hjælp. Og det kunne da også være noget af en oplevelse at agere julemand – af og til blev man trakteret med et eller andet godt.

Jeg husker en gammel kone, som halede en bolsje-pose frem under dynen i sin seng og bød mig et stykke. Det kneb med at få det løst fra de andre stykker – men mest voldte det besvær at få det ind i munden!

Der var andre steder, hvor man ikke måtte give rede penge, men i stedet skulle aflevere en kurv med alskens kolonialvarer samt lidt slagtemad. Drikkeri var ret udbredt dengang, og man var bange for at kontanter skulle blive anvendt til våde varer. Det var ikke sjældent at man så en fuld mand rave ned ad fortovet eller ligge i rendestenen, hvorefter der gik bud til den gamle betjent, der kom anstigende med sin guldtrissede kasket, kiggede på kalorius og efter sigende sædvanligvis fremmumlede et: ”Ja – noget må der jo gøres”!

Nå – dengang havde folk jo deres eget ansigt og var ikke ensrettede. Det var originalernes tid, både Wolle Ditlev og Sine Katkwæler eksisterede i bedste velgående – plus alle de andre – også den gamle skibskaptajn, der en morgen kom ned i præstegården og anmeldte sin kones død med følgende ord: Ja, så er Karoline gået fra bolværket, hr. Pastor!

Jul i Ringkøbing – det var noget med jernbanetog, der udspyede glade og forventningsfulde julegæster, soldater og anden ungdom, der havde orlov og ikke kunne tænke sig at holde jul andre steder end i den lille by ved fjorden.

Og det var alle de julepyntede forretninger. Flensborgs udsalg var forvandlet til et stormagasin, syntes man, og byens to hyggelige boghandler var indpakket i glade julekort, kulørt papir og den vidunderligste lekture.

Udvalget i slagternes vinduer var fristende, men man betænkte sig jo noget, når en stor steg kostede adskillige kroner.

Man ænsede slet ikke den bidende kulde, når man gik strøgtur ad Bredgade og Nygade, eller man ad Vester Strandgade bevægede sig ned mod havnen for at konstatere, om fyret ovre på klitten var tændt. Det var som om isen på fjorden sang – det må være det, Grundtvig kaldte ”klingende frost”.

Selvfølgelig var den gamle, skønne, hvide kirke propfyldt i juledagene. Jeg husker tydeligt, hvor fornærmet jeg var, når far på 1. juledagen ikke prædikede over ”det rigtige” juleevangelium (det fra Lukas-evangeliet), men læste indledningen til Johannes-evangeliet i stedet for. Jeg synes der manglede staldduft over det juleevangelium.

14. december 2024

Timmermann

Musikhandler Jens Vejen-Larsen har i sin lille pamflet ” Ringkøbing Billeder”, skrevet en historie om Timmermann, og hans handel med fisk.

Gamle Timmermann kørte på sine gamle dage rundt i byen med sin trækvogn og falbød sine, efter egen mening ”fede” flyndere m.m. Han var en godmodig, gammel mand, som altid viste et elskeligt smil i sit skæggede ansigt.

Fisken han tilbød, kunne det ofte være så som så med, det var ikke altid førsteklasses varer, men til tider dog antageligt, og engang imellem handlede folk med ham nærmest for at glæde ham.

Han fortalte ofte om det gamle Ringkøbing. Hans mor var ”vøvster” (væverske) og så havde hun en marskandiserbutik i Nørregade ved siden af, hvor biografen ligger.

Timmermann kunne lide at berette om, hvad der timedes ham i forbindelse med ”fiskesalget”, og havde sin egen måde at fortælle på, som tilhørerne ikke kunne lade være at more sig over.

En dag holdt han uden for min dør med en kasse rødspætter (så fine fisk havde han altså den dag). Jeg gik ud for at se på varen, men fisken lå så underligt stille, og jeg gjorde bemærkning om, at de dog vist var døde.

”Da wå de sgu løwwend, dengang jæ fik dem” sagde han og begyndte at rode rundt i kassen. Endelig kom der en levende fisk til syne, og der viste sig et stort smil i Timmermanns ansigt: ” dæ ka du sie, dæ æ da jen, dæ ka slå mæ æ hål, gudskelov og evig tak”.

Så fortalte han med stolthed, at ” æ amtsdowtor håd fåt fisk a ham i daw, og nær han ka æd mi fisk, så ka du wal osse”.

Jeg fik så et par levende fisk, men da jeg havde betalt, begyndte han at beklage sig over kundernes urimeligheder: Du ka tro,” begyndte han, ” at jæ bløw vred i guer. Jæ lå li å tow mi mejesøvn o æ chaiselon nier ve mi swovver, o så kom der en styk lie kjælling ind å hældt en fad kogt torsk li nier i mi ansigt. Jæ bløw døwlenfon så gal i mi hue, få hun råvt i de samm: ”Hæ a du fo di rådden torsk”, – Jæ sprang op å ga mæ te å roed rundt i et. Så såh jæ: Hæ er ett andt end æ hue å æ hål, hur ha du gjor a de andt?

Så vild hun sæj, te de håd wåt rådden. Dæ æ løwn såh jæ, de hår I ædt, å no vil I ett betål”.

Da han havde udløst sin harme, trissede han videre, og jeg var unægtelig en oplevelse rigere, skriver Vejen Larsen

13. december 2024

Vintrene i 1980’erne var hårde ved fugle og dyrelivet

Mange kan sikkert huske vintrene i 1980’erne, hvor nogle af dem var med langvarig frost og hårde kuldegrader. Det betød også, at især fuglelivet havde svært ved at klare sig vinteren igennem.

Nogle vil nok sige, at det bare var naturens gang, hvorimod andre ville sige at det var synd for dem og at de skulle hjælpes.

Den hjælp fik de så fra Dyrenes Dags Komite og Falcks Redningskorps i hele Danmark.

– De indgik en aftale om samarbejde, og hjælp med at fodre fugle og dyrevildtet, da de oplevede at åer, søer og fjorde frøs til, så fuglene ikke selv var i stand til at finde deres naturlige foder.

Og store snemængder, hvor det skiftede mellem frost og tø, skabte et hårdt panser på landjorden.

10. januar 1985 kan man læse i Ringkøbing Årbog: ”Falck er begyndt at købe stort ind hos kornhandlerne til foder til de forsultne svømmefugle. Dyrevenner opfordres til at hjælpe med fodringen”.

I februar 1985, bevilgede Dyrenes Dags Komite et beløb til Falck i Ringkøbing, så det blev muligt at købe 500 kg valset byg, der blev strøet ud som foder til de mange svømmefugle, der havde svært ved at finde mad, da deres spisekammer var totalt fastfrosset.

Der blev udvalgt forskellige ”spisesteder”, hvor fodret skulle lægges ud. Det var steder hvor der var naturlige åbninger i vandet. Det var blandt andet ved ved renseanlæggets udløb. Fodringen skulle også foregå på steder med højest 1 meter vand under isen.

Stationsleder Ole Fyrsterling ved Falck i Ringkøbing udtalte til Dagbladet: ”At vi selvfølgelig dagligt vil sørge for, at fuglene fodres, men vi vil da være glade for om nogle mennesker kan afse tid til at hjælpe os lidt”.

”Det kunne måske være pensionister, som havde tid og mulighed for en daglig tur med foder til fuglene. Vi er også interesseret i brød, og hvis det ikke er alt for tørt, er det også velegnet til fuglefoder”.

”Fuglenes naturlige muligheder for at finde noget at spise er forsvundet med den sne og is der ligger, men når først vi er gået i gang med vinterfodringen, siger det sig selv at vi bliver ved dagligt indtil fuglene selv kan finde deres føde igen.”

En gang imellem skete det også at svømmefuglene havde problemer med den megen is og havde brug for hjælp, og så måtte de indfanges først.

Den kommunale Skovskole og Falck i Ringkøbing etablerede også et samarbejde i 1985 om at hjælpe dyrene i den slemme vinterkulde med at skaffe den mest nødvendige føde.

Og den 19. januar 1985 skrev Ringkøbing Årbog: Falck og skovskolen er gået sammen i aktion for sultende fugle. Det kan sommetider være svært at være fodrer, tit må foderet de sidste kilometer enten bæres på nakken eller på kælk til foderstedet. Udover fodringen sørger folkene også for, at vågerne ikke fryser til.

Folk havde mulighed for at kunne aflevere foder til vildtet på Falck stationen, og havde man større portioner, ville der være mulighed for at det kunne hentes direkte af skovskolen.

I den tid hvor det ikke var nemt at udføre almindeligt skovarbejde, gik skovskolens folk i gang med den nye aktivitet til fordel for de sultne og frysende dyr.

                                     

12. december 2024

Banegården for mere end 100 år siden

Johannes Smith har i et lille skrift med titlen ”Togrejsen Ringkøbing-København og retur”, beskrevet Ringkøbing Banegård, som han husker den fra sin barndom omkring år 1905.

Det begyndte – som man kan tænke sig – på ”æ banegård”, og århundredet var ikke ret gammelt dengang. Det var banegården heller ikke, kun 25 år godt og vel, men det forekommer mig at den tidligt blev gammel i trækkene og at den havde fået de lugte
der på ubegribelig måde kan hænge ved et sted eller en stue til evig tid – næsten.

Røg og damp fra lokomotiverne var vel hovedleverandørerne, men kakkelovnene i de to ventesale ydede også deres, og det deres lugt blev blandet med, var yderst forskelligt. I tredieklasses ventesal, hvor der var servering, lugtede der stærkt af tobak og kaffepunch og af jævn hygge som svarede til sand på gulvet. I første klasses ventesal, som i reglen var halvtom, var der rødt plys på stole og sofa, og en stor kakkelovn som man visse dage ikke skulle sidde for nær.

En dør førte ind til et mindre værelse som jeg er afskåret fra at kunne beskrive nærmere, eftersom det var forbeholdt damer – sikkert uanset om de kun havde 3. kl. billet: man fandt selv ud af om man var dame eller kone. Ved togtider var der gerne et kvindeligt væsen til stede (i tækkelig sort kjole med hvidt forklæde) for at gå damerne til hånde.

Selv hurtigtogene holdt dengang ret længe ved stationerne, i hvert fald ved købstæderne. Lokomotivet skulle hen til vandtårnet, en banemand, som vi kaldte dem der var ansat ved jernbanen, gik og slog på alle vognhjulene med en hammer, og med bagsiden af sin hånd følte han om vognakslerne var løbet varme.

Gods skulle læsses af og på, og passagererne skulle også have tid til et og andet, enten i restaurationen eller tværtimod. Det var dengang kun i enkelte kupeer der var toilet. Jeg har ladet mig fortælle at der godt kunne blive tid til at holde et mindre bestyrelsesmøde eller en formel generalforsamling i ventesalen, mens toget holdt, og at en tandlæge på samme rejse kunne klare flere tandudtrækninger på omegnsstationerne.

I hvert fald var det almindeligt at man indfandt sig på banegården når venner og slægtninge rejste igennem, og der blev gerne god tid til at udveksle alle nyhederne. Det ene med det andet førte til at det blev noget af en folkeforlystelse at gå ned til toget. Man traf altid bekendte, og hele teknikken og ceremoniellet bød på noget for folk af alle aldre.

Stationsforstanderne var dengang ofte tidligere officerer, stramme i uniformen og
med ulastelige handsker, og de krævede formerne overholdt. En af dem i Ringkøbing
holdt på at togføreren umiddelbart før afgang stillede foran stationsforstanderen og
gjorde stram honnør, hvorefter stationsforstanderen personligt ringede med klokken for
tredie gang, togføreren fløjtede til afgang og lokomotivet svarede, så vidt jeg husker, med
et langt og et kort dut. Afgangen skulle ikke komme bag på nogen. Alligevel kunne det ske at Lille-Petersen måtte løbe et stykke med toget for at få pengene for avisen, eller at en mand kom styrtende ud fra restaurationen i sidste ejeblik, fordi han skulle ha den sidste genstand med. Ganske vist blev der råbt ud i begge ventesale – med en speciel opkrølle på slutningen af stednavne-remsen – men det blev gerne gjort i så god tid at man mente det »ingen jav« havde.

Jo der var atmosfære på en banegård i gamle dage; derfor generede det mig ikke spor at min mor altid ville derned i god tid, hvad enten nogen af os skulle rejse eller vi blot skulle hilse på gennemrejsende. Det er vane jeg i øvrigt aldrig har lagt af, hvad jeg tit har måttet høre for. Det kan jeg endda finde mig i, men jeg finder det uretfærdigt at jeg hele mit liv er kommet for sent til utallige tog i drømme, ovenikøbet tit i bar skjorte.

På et eller andet tidspunkt blev perronen på Ringkøbing banegård gjort bredere, men i mine første barneår nåede den ikke længere ud end halvtaget på stationsbygningen.

Lokomotivets tuden vænnede jeg mig nogenlunde hurtigt til, men lufttrykket fra de store maskiner – undertiden var der spændt to for – chokerede mig en hel del, og stod man for nær ved, kunne man godt risikere at blive indhyllet i røg og damp. Men når toget først holdt – ja nu husker jeg pludseligt det halvmørke og på sin vis hyggelige
rum der opstod når toget holdt helt ind til halvtaget over den smalle perron, og det myldrende liv der i et nu udfoldede sig, i hvert fald ved de vigtigste af dagens tog.

Rejsen til København tog dengang ca. 12 timer. Jeg gjorde den første gang i 1904 sammen med min mor, der skulle besøge sin mor i København. Jeg husker det på at det var året før jeg kom i skole. Vi rejste hjemmefra i maj og kom hjem i juni, mener jeg at vide. Det fænomen jeg kalder ”alle tings første gang” har jeg mange eksempler på fra denne togrejse. Jeg husker adskillige enkeltheder fra turen derover, og ikke en eneste fra hjemrejsen.

Der var to Københavnertog, et der gik om morgenen ved 8-9 tiden, og nattoget der gik
ved ti-tiden – æ ti-tog – som byens ungdom valfartede til med forskellige motiver. Man
kunne – hvis man var i den jagende alder- gøre sig håb om at møde en af de opnåelige. De uopnåelige kom der kun når de havde virkeligt ærinde ved toget. For piger af den bløde mellemvare gjaldt det sikkert at ”vigtige” breve kunne benyttes som påskud.
Men det var længe efter 1904. Hin majmorgen stillede min mor og jeg naturligvis i god tid for toget kom. Vi sad længe i den fine ventesal, og jeg tør nok sige at vi ventede. Min lidt rastløse far, der fulgte os, fandt mere behag i den anden ventesal. Da toget kom, forhørte min mor sig om hvor kupeerne med toilet til befandt sig. Så vidt jeg husker var der gerne et toilet til to kupeer, så der var noget med aflåsningen at passe på.

11. december 2024

Starten på Ringkøbing Boligforening – lejlighederne i Skolevænget

På foranledning af Arbejdernes Fællesorganisation i Ringkøbing blev der den 30. juni 1945, lige efter 2. verdenskrig, indkaldt til et møde på Hotel Ringkøbing angående oprettelse af en boligforening.

Efter velkomst ved fællesorganisationens formand Henry Poulsen gav K. Hansen, Arbejderbo, en fyldestgørende information om byggeri i henhold til byggestøtteloven.

Efter en debat, hvor mange havde ordet, nedsatte man et udvalg, bestående af maskinarbejder H. 0. Poulsen, montør L. K. Madsen og assistent Munk Jensen, til at arbejde med boligsagen.

I den følgende tid arbejdede udvalget hảrdt og hurtigt, og allerede den 7. august 1945 sendte man en skrivelse til byrådet, hvori man forespurgte, om man kunne købe byggegrunden ved Skolevænget/Godthåbsvej, og om byrådet var villigt til at give en for-
håndsudtalelse om, at man kunne regne med den for et byggeriets gennemførelse nødvendige kommunale garanti for et statslån.

Svaret fra byrådet var positivt, vel også i betragtning af den store boligmangel, der herskede i Ringkøbing efter 2. verdenskrig, da mange var flyttet til byen i de fem krigsår.

I sit svar gav byrådet i august det nedsatte udvalg forkøbsret til grunden ved Skolevænget indtil 1. oktober 1946 til en pris af kr. 5,- pr. m² incl. gade- og kloakbidrag, og man gav tilsagn om den nødvendige garanti efter tilsendelse af tegninger og finansieringsplan m.v.

Efter modtagelsen af byrådets skrivelse tog udvalget kontakt til arkitekt Nicolai Andersen, Ringkøbing, og overlod til ham at fremkomme med et projekt til opførelse af en 3-etagers blok med 32 lejligheder. Efter flere møder, hvori Arbejderbo deltog, enedes om at bygge de 32 boliger i henhold til arkitekt Andersens tegninger.

Ringkjøbing Boligforening, organisering og vedtægter

Den 10. april 1946 havde udvalget indkaldt til møde på Højskolehotellet, og 60 interesserede mødte frem. Der blev redegjort for det forberedende arbejde, som udvalget havde udført vedrørende det kommende byggeri ved Skolevænget. Arbejderbo, arkitekt og ingeniør gav oplysninger om de tekniske detaljer ved indretning af de 32 boliger.

Efter mødet tegnede der sig 33 medlemmer til det påtænkte byggeri. De betalte hver et indmeldelsesgebyr på kr. 5,- og en medlemssandel blev tegnet for kr. 25,-. Herefter forlod de, der ikke havde tegnet sig som medlemmer, salen, og der blev fremlagt dagsorden for boligforeningens første generalforsamling. Der blev vedtaget vedtægter og valgt bestyrelse for den nye forening, som fik navnet Ringkjøbing Boligforening.

Generalforsamlingen vedtog at købe grunden matr. nr. 150 c, Ringkøbing Markjorder, af kommunen til en pris af kr. 5,- pr. m2 og at opføre den af arkitekt Andersen projekterede bygning med 32 boliger på Skolevænget til en anskaffelsessum på kr. 740.000.

Der blev foretaget lodtrækning blandt de 33 deltagere om placering i medlemsprotokollen.
Efter dette møde var boligforeningen nu selvstændig. Fra stiftelsen den 30. juni 1945 til den 10. april 1946 havde udvalget arbejdet under Arbejdernes Fællesorganisations ledelse, og Fællesorganisationen havde betalt alle udgifter for udvalget.

Men nu var datteren, Ringkjøbing Boligforening, flyttet hjemmefra og skulle herefter klare sig selv.

Lejerbo havde prøvet at starte i Ringkøbing et par år før, men uden held, så der er grund til at huske på, at uden Fællesorganisationen var der sikkert ingen boligforening blevet i Ringkøbing. Det var den der startede foreningen og betalte de første løbende udgifter.

Den nyvalgte bestyrelse gik nu for alvor i arbejde med mange møder og forhandlinger, blandt andet med indenrigsministeriet, som almennyttigt, statsstøttet byggeri hørte under, da der i 1946 endnu ikke fandtes noget boligministerium. Der blev ført forhandlinger med byens banker om byggelån og med kommunen, der var meget velvilligt indstillet, måske fordi byrådet dengang kun bestod af byens borgere.

Tilsagn om byggeriet på Skolevænget kom i februar 1947, og der kunne afholdes licitation. Der opstod dog mange problemer med at fremskaffe materialer, da der var mangel på alt efter krigen. Således var der ved indflytningen i 1949 endnu ikke installeret badekar.

Men trods alt var afdeling 1, Skolevænget, en realitet, og de sidste medlemmer flyttede ind den 1. august 1949, fire år efter boligforeningens stiftelse – i sandhed en lang byggesag.

 

10. december 2024

Brdr. Knudsen

Dagbladet skrev blandt andet: Hvis et imponerende element skal hæftes på Brdr. Knudsens millionbyggeri ved Ringvejen i år, skal det hentes i de nuværende lokaler på Byskellet i Ringkøbing.

I lokaler på tilsammen 240 kvm. omsættes en millionproduktion, som til jul kan boltre sig over den ti-dobbelte plads i nye og skræddersyede lokaler.

Selv om det virker utroligt med denne produktion i så beskedne lokaler, har kendsgerningen længe stået klar for Anker (39 år) og Leif (36 år) Knudsen. Enten måtte de nedtrappe virksomheden eller også måtte de bygge nyt. Senest den 10. december tages beviset på den sidste mulighed i brug ved Ringvejen, nabo til Jern og Stål.

EF-regler har været med til at forstærke beslutningen om at flytte og bygge nyt.

De to brødre startede frugt engros virksomheden i 1964, og første års omsætning blev en kvart million. Siden er dette tal mangedoblet, og virksomhedens udvikling har været sikker og støt.

Men i 1976 begyndte pladsproblemerne at melde sig for alvor på Byskellet. Det var simpelthen ikke muligt at presse en fortsat stigende produktion igennem, og på scenen medlte sig også EF-regler, som senest til årsskiftet kræver skiltning på samtlige produkter – f.eks. pakkedato, sidste salgsdato, prisen og pris pr. kilo.

Dette krav medfører investering i kostbart nyt maskineri, og en minidatamat skal faktisk udregne priserne for at gøre det EF-lovligt. I branchen ventes det at mange grossistfirmaer ryger af i svinget som følge af de nye skærpede prisregler.

I sommerhalvåret beskæftiger Brdr. Knudsen 13 medarbejdere, mens vinterperioden kræver en halv snes ansatte.

I det nye byggeri ansættes yderligere seks medarbejdere – tre i pakkeriet, en på lageret, en chauffør og en dame, som med en økonomi-uddannelse som ballast skal træde ind i firmaets administration.

I det nye byggeri bliver der tale om et bebygget areal på ca. 2600 kvm.
Et kartoffelrum beslaglægger de 300 kvm. og der er blandt andet kølerum og et modningsrum til bananer. I hvert kølerum kan der være 70 tons frugt ad gangen. Firmaet hovedartikel er kartofler, men en stor del af handelen består af hollandske blomster og sydfrugter som importeres f.eks. fra Tyskland.

10. december skal byggeriet være klar til indflytning, og efter den tid vil alle ansatte hos Brdr. Knudsen ta’ sig selv mange gange i at tænke: – Tænk at det kunne lade sig gøre dengang på Byskellet.

– Byggeriet blev dog en del forsinket, så indflytningen skete først i løbet af foråret 1980.

9. december 2024

Bunkers i Ringkøbing

I Ringkøbing vestlige udkant begyndte den tyske besættelsesmagt i efteråret 1943 at bygge et antiluftskytsbatteri, og der blev bygget 5 store bunkere og 2 almindelige maskingeværbunkere. Tre af bunkerne var beregnet til antiluftskytskanoner, som havde en kaliber på 3,7 cm, men var sikkert udstyret med 2,5 cm kanoner, Desuden blev der bygget en bunker til en lyskaster og en ammunitionsbunker.

Byggeområdet var inden byggeriet helt fladt. Efter støbningen af de fem store bunkere blev de delvist dækket med jord, som blev hentet med en nyanlagt tipvognsbane fra området øst for Gammel Sogn kirke et par kilometer fra fæstningsområdet. Ved Gl. Sogn kirke ses stadig arrene fra den meget store udgravning.

Batteriet blev omgivet af en pigtrådsspærring, og byggeriet af bunkerne blev meldt færdig i løbet af sommeren 1944.

Efter krigen lå det tyske antiluftskytsbatteri øde hen i den vestlige del af Ringkøbing indtil 1951/52, hvor Civilforsvaret fik råderet over de fem bunkere. Den tyske kommandobunker blev også bunker for CF. To af bunkerne blev indrettet som beskyttelsesrum og to blev indrettet til ekstra vandforsyning ved brandslukning.

Ringkøbing blev større og større, og da Danmark var blevet medlem af NATO, og ”den kolde krig” udviklede sig med en reel risiko for atomangreb og radioaktivt nedfald, besluttedes det i 1971 at ombygge den gamle tyske bunker, lave en større tilbygning og forsøge at sikre den bedst muligt mod atomangreb.

Det blev et større projekt, idet flere af de svære jernarmerede indervægge blev fjernet, og luftfornyelsessystemet helt helt fornyet, så det bedre kunne modstå radioaktivt nedfald.

Bunkeren blev også udstyret med mange telefonforbindelser og radio, selv politiet havde eget mødelokale.

Da Sovjetunionen kollapsede i 1989/90, og risikoen for et atomangreb mindskedes, blev CF’s kommandobunker nedlagt omkring 1993.

Før anlæggelsen af antiluftskytsbatteriet blev der i Ringkøbing bygget flere høje trætårne til antiluftskyts af mindre kaliber ved jernbaneterrænet.

Disse stillinger var camoufleret som Vandtårne og møller.

Stillingen ved det gamle posthus ramte i 1943 et fire-motoret engelske Lancaster-fly, da det var på vej tilbage til England efter et bombetogt over Stettin. Alle otte besætningsmedlemmer omkom, da flyet blev skudt ned, og landede få hundrede meter ude i fjorden sydøst for Ringkøbing.

I 2018 besluttede Vestjyllands Andel at fritlægge den bunker der lå på deres grund.

Egentlig skulle den have været fjernet, så Vestjyllands Andel kunne få flere parkeringspladser, men det viste sig at det ville koste 300.000 kroner, så de besluttede at beholde den i stedet. Den er nu tilgængelig for offentligheden.

Historiker Bent Baagøe Anthonisen, der hjalp Vestjyllands Andel med at lave plancher til bunkeren, fortalte om bunkerens historie.

”Det er den bedst bevarede bunker af den type i Europa, der blev bygget 66 af denne type bunkere i Danmark! – Bunkeren har været en del af et antiluftskytsbatteri med fem store bunkere og to almindelige maskingeværbunkere. Til bunkeren her er der brugt 635 kubikmeter beton. Vægge og lofter er to meter tykke. Bunkeren er bygget til en 3,7 centimeter kanon, men der har nok stået en 2,5 centimeter kanon ovenpå denne bunker. Batteriet har været i drift, og været med til at skyde allierede flyvere ned” fortæller Bent Baagøe Anthonisen.

– I foråret 2021 gik 10-4 Byggecenter og Tømmerhandel i gang med at planere og byggemodne et areal mellem Vester Kær, Engkær, Enghavevej og Kastengevej. De havde købt grunden for blandt andet at lave parkeringspladser og bygge en hal. De vidste godt at der lå en bunker på grunden, men da de gik i gang med gravemaskinerne fandt de ud af at der lå to bunkers.

De to bunkers, der kom frem i dagens lys på Vester Kær er en luftværnsbunker som den, der ligger ved Vestjyllands Andel og en tilstødende ammunitionsbunker.

De besluttede at fritlægge disse to bunkers og lade dem ligge på parkeringspladsen som en minde om fortiden, og lade dem indgå i bunkersprojektet, så nu kan man altså se to bunkers mere når man kommer forbi på Enghavevej.

8. december 2024

Samlestalden

Uddrag fra en erindringscafe hvor Egon Hovmark fortalte om Vestjydsk Eksportforening og Samlestalden. Han var ansat som forretningsfører fra 1973 frem til lukningen i 1987.

Vestjydsk Eksportforenings start

Den 9. januar 1909 afholdt ”De samvirkende Landboforeninger i Ringkøbing Amt, delegeretmøde i Holstebro hvor gårdejer Mads Lambæk, Lem, fremsatte forslag om at arbejde for dannelse af en Eksportforening til salg af fedekvæg for Ringkøbing Amt.

For præcis 105 år siden, den 8. december 1909 holdes så i Ringkøbing det møde, der blev den stiftende generalforsamling for ”Vestjydsk Eksportforening”. Det mål, stifterne af ”Vestjydsk Eksportforening” havde sat sig, blev udtrykt i en enkelt linje i vedtægterne: ”Formålet er at afhænde medlemmernes kvæg på bedst mulig måde”.
Foreningen var i hele sin opbygning en andelsforening.

Transporten af kvæget

Til at begynde med blev der oprettet modtagelsespladser ved forskellige jernbanestationer, og det kvæg, som medlemmerne ønskede at sælge, blev tilmeldt. Det var lidt tungt og langsomt virkende, men man var nødt til at indordne sig efter jernbanernes drift.

Først i 1920 – 1930 begyndte bilerne at sætte ind som et tidsvarende samfærdselsmiddel, der gav langt større hurtighed. Man slap for at holde i lange rækker foran stationen – ofte i timevis – for at få vejet og afleveret kreaturerne. Og man blev forskånet for at se de bundne frysende kreaturer i jernbanens åbne kreaturfolde.

Let og hurtigt blev kvæget i biler kørt fra stalddør til markedshal. På eksportmarkedet i Esbjerg blev der så foretaget vurdering, klassificering og afregning til andelshaverne i forhold til dyrets værdi.

Samlestalden i Ringkøbing.

I årene 1935-36-37 blev der indenfor Vestjydsk Eksportforening gjort et stort arbejde for at få oprettet en samlestald i Ringkøbing.
Den 24. september 1936 oplystes det på et bestyrelsesmøde, at ”Landbrugsministeriets kvæg og kødudvalg” havde givet tilladelse til, at Vestjydsk Eksportforening oprettede en samlestald i Ringkøbing, idet udvalget var villig til at sende en opkøber til Ringkøbing under forudsætning af, at der tilførtes samlestalden mindst 20 eksportkreaturer ugentlig.

På et møde d. 8. maj 1937 kunne bogholder Anders Lambæk oplyse om det fortsatte arbejde for oprettelse af en stald i Ringkøbing og fremlægge tegninger på den påtænke bygning, der blev anslået til at koste ca. 20.000 kr.

Bygningen blev opført af et A/S, der bestod af Ringkøbing Kommune, Ringkøbing Landbobank, Ringkøbing Bank, Vestjydsk Eksportforening samt en kreds af 16 private. Hver af de fem grupper overtog aktier for 4.000,- kr.

Vestjydsk Eksportforening fik overladt brugen af samlestalden for en leje af 1.500 kr. pr. år.

Den 24. august 1937 blev den nye samlestald indviet ved en lille festlighed.

Lørdag den 25. august 1962 kunne Ringkøbing Samlestald så runde 25 år. Og man kunne læse: ”Der fejres fødselsdag hos Ringkøbing Samlestald. Det er 25 år siden, man begyndte virksomheden, og udviklingen siden starten i 1937 har betegnet en stor fremgang”.

I Samlestaldens første år som virksomhed – 1937 – omsattes 1600 dyr.

Og i det sidste hele år før jubilæet – 1961 – var tallet vokset til 14.000 dyr.

I alt havde man gennem 25 år modtaget 322.446 dyr.

”Sådanne resultater er det værd at fejre og alle der har tilknytning til Samlestalden: opkøbere, trækkere, vejere, vognmænd, dyrlæge m.fl. inviteres til en festlighed på Højskolehotellet for at markere jubilæet”.

Samlestalden var blevet en stor succes, og omsætningen steg hurtigt.

De der ved starten mente, at der var bygget for stort, blev ret hurtigt gjort til skamme. Allerede i 1938 – året efter starten – fandt den første udvidelse sted. Men snart var dette utilstrækkeligt, og i 1939 måtte man igen bygge til stalden og senere lavede man også en tilbygning af en grisehal til søer.

Den sidste udvidelse af samlestalden fandt sted i 1952, da man byggede en kalvestald i hele staldens længde med plads til 225 kalve. Og nu var der stald til ca. 450 dyr.

Køerne forsvinder

Efterhånden blev der næsten ikke eksporteret levende dyr længere. Og i 1984 mente man at en ”diskussion om struktur ændring og nedlægning af markeder kan meget vel hurtig komme på tale.” – Allerede to år senere gik denne diskussion i gang.

På Vestjydsk Eksportforenings generalforsamling den 28. februar 1986, stillede formanden for foreningen, Ernst Sandager fra Dejbjerg følgende provokerende spørgsmål: ”Skal vi give op og lukke foreningen”? Ernst Sandager nævnte at bestyrelsen havde drøftet foreningens fremtid i relation til den stadig faldende tilførsel af dyr til markederne”.

Det blev nemlig mere og mere almindeligt, at dyrene blev sendt direkte til slagteriet i stedet for at sende dem levende til udlandet, hvor især Tyskland tidligere var et stort marked.

”Vi kan måske omstrukturere vor administration, hvis der kan være noget at spare. Man kan helt opgive og lukke foreningen. Eller vi kan fortsætte som nu med det renteafkast som vores formue giver til hjælp for driften. Bestyrelsen ønsker meget gerne, at vore medlemmer vil udtale sig i dag. Reservefonden samt konto og samlestalden i Ringkøbing giver en vel konsolideret virksomhed. Skønsmæssigt må Vestjydsk Eksportforenings aktiver, når alt er betalt, vurderes til mere end 2.5 mio. kr.”

Flere medlemmer foreslog en nedlæggelse straks, andre ville stille i bero et par år, men indtil videre fortsatte kvægavlerne i Vestjydsk Eksportforening.

Beslutning om ophævelse af Vestjydsk Eksportforening skete på generalforsamlingen i februar 1987, og den 6. april 1987 blev der afholdt en ekstraordinær generalforsamling, som krævet i vedtægterne. Her blev ophævelsen endelig vedtaget med 70 stemmer for og 18 imod. ”Ved ophævelse af foreningen realiserer bestyrelsen dennes ejendele på bedste måde, og det indkomne beløb fordeles til medlemmerne i forhold til leveringsbeløbet i det sidste hele regnskabsår med tillæg af eventuelt yderlige leverance i perioden 1/1 – 26/2 – 1987.

Medlemmerne og Vestjydsk Eksportforening bestyrelse valgte at lukke, mens der endnu var overskud og en god egenkapital.

Naboerne på begge sider, bilforhandler G. Bech-Hansen og Tømmerhandler Henry Kjeldsen gav et fælles bud på grund og bygninger. Og de delte arealet, så Bech-Hansen fik facaden og ca. 1.500 kvm. og tømmerhandlen fik bagjorden på ca. 6.000 kvm.

Markedsdag på samlestalden i Ringkøbing

Hver onsdag havde der i årtier været samlestald hos Vestjydsk Eksportforening. Der var et mylder af landmænd, opkøbere, køer og grise (søer).

Om onsdagen når der var marked i Ringkøbing begyndte vognmændene at komme med søer og kreaturer fra omkring kl. 10.

Det kunne være et festligt syn på forpladsen ved Samlestalden, når alle lastbilerne og mindre kreaturvogne (krejlerbiler) med handelsmænd begyndte at komme.

Kreaturerne skulle bindes af trækkerne og vognmænd. I stalden havde Hans Peter Andersen ansat 3–4 trækkere på deltid – 3 til 5 timer hver onsdag.

Søerne gik løse i sostalden. Dyrene blev kontrolleret for synlige sygdomstegn af dyrlæge P. Spaabæk og senere af dyrlæge Willy Piil.

Omkring kl. 12:00 kom direktør Svend Thimsen og opkøberne fra Skjern når markedet var slut der. I Ringkøbing blev enkelte dyr opkøbt af f.eks. slagter Kjærgaard og slagter Iversen, der selv slagtede på Ringkøbing offentlige slagtehus. Enkelte dyr blev solgt til videre opfedning af andre af eksportforeningens medlemmer.

Når alle dyr var kørt væk skulle staldene rengøres. Det blev gjort meget grundigt.

Det skete at et undsluppen dyr forvildede sig ind på tømmerhandlens plads eller op i byen, nogen gange måtte Falck ud og indfange eller skyde dyret. En gang var det endda ude i Ringkøbing Fjord. En anden gang var det mere alvorligt, den 27. november 1946 kunne man læse i avisen: ”Gal Tyr fra Samlestalden løber gennem Byen og overfalder på Torvet fhv. Kontorbestyrer Petersen og Gdr. Johs. Lauridsen, No, sidstnævnte kvæstes temmelig alvorligt”.

Først på eftermiddagen blev det tid til sen frokost for opkøberne, og kontorfolkene. På Vestjydsk Eksportforenings regning blev der købt smørrebrød fra Hotel Hindø og senere fra Maries Madbutik.

7. december 2024

Rindom Fryseanlæg

Vore forfædre lærte erfaringsmæssigt at bruge konserveringsmetoder som tørring, røgning, saltning og køling for at kunne lagre fødevarer i længere tid. Det var vigtigt at kunne gemme fødevarer fra høstens overflod til den kommende vinter.

Efterhånden fandt man ud af at nedfrysning var en rigtig god måde til at konservere madvarer, men denne teknik kunne hovedsagelig bruges om vinteren, når det var koldt.

En kombination af, at teknikken udviklede sig, og at vi fik et større fokus på fødevarer, ernæring og sundhed, førte til, at der i løbet af 1940’erne og 50’erne blev der oprettet mange fælles fryseanlæg rundt omkring i Danmark. De lukkede igen i løbet af 1970’erne efterhånden, som næsten alle hjem fik sin egen dybfryser.

Også i Rindum slog ideen om et fælles fryseanlæg igennem, og vi har på arkivet en lille protokol der fortæller historien om ”Rindom Fryseanlæg”.

– Og nej, det er ikke en fejl at Rindum er stavet med ”o” i stedet for ”u”. I denne protokol, der dækker årene 1949 til 1968, er det konsekvent skrevet som Rindom!

14. november 1949

Efter forudgående tegning til et fryseanlæg i Rindum blev der denne dato afholdt en stiftende generalforsamling

Ingeniør Dyhrberg fra firmaet Birkholm & Dyhrberg i Holstebro var til stede og gav oplysninger. Det bestemtes at oprette fryseanlægget, og tage mod et tilbud fra Peder Svendsen (som ejede Rindum Mølle) om at opstille anlægget i møllehuset, som lå på den anden side af vejen, mod en årlig leje på 180,- kr. Peder Svendsen betingede sig dog at kunne opsige lejemålet, men lovede i så fald at stille en byggegrund til rådighed.

Man købte anlægget med 9 bokse og en boks til lynfrysning for 8655,- kr. Og såfremt Peder Svendsen indenfor 10 år opsagde lejemålet ville Birkholm & Dyhrberg genopstille anlægget klar til drift uden vederlag, dog excl. murerarbejde.

Man udarbejdede vedtægter og af disse fremgår det blandt andet følgende:

Bestyrelsen bestod af 3 medlemmer, som blev valgt på den årlige generalforsamling for to år af gangen. Man gav bestyrelsen mandat til at optage det fornødne lån til frysehusets start. Dette kunne afdrages over 10 år, og samtlige andelshavere hæftede solidarisk for dette lån.

Lejen, der fastsættes af bestyrelsen for et år ad gangen, skulle erlægges kvartalsvis forud eller efter bestyrelsens nærmere bestemmelser.

Og som noget helt særligt, står der i vedtægterne, at ”Kassereren har ret til at trække bokslejen af medlemmernes tilgodehavende på Mejeriet”.

Alle andelshavere leverede åbenbart mælk til mejeriet, så når man havde mulighed for at trække bokslejen direkte i afregningen fra mejeriet, ja, så var der sikkerhed for at få pengene hjem.

I april 1950 blev der afholdt medlemsmøde hvor der blev berettet om ”mange forhandlinger med firmaet Birkholm & Dyhrberg vedrørende fryseanlægget, ser nu formentlig er i orden”. Firmaet forlangte nu betaling for anlægget, og man enedes om at sende pengene.

Man havde lavet et andragende til Rindum Elektricitetsværk om at få strømprisen beregnet efter prisen på teknisk strøm, hvilket var blevet afslået.

Den 4. august 1950 afholdt man et møde da der var problemer.

Strømforbruget var omtrent dobbelt så højt som beregnet af Birkholm & Dyhrberg, og temperaturen i boksene var for høj. I boksene lå den omkring minus 10 grader imod lovet minus 16 – 18 grader, og i lynfryseren var den på minus 16-18 grader mod lovet minus 28 grader.

Den 16. august 1950 var ingeniør Dyhrberg på besigtigelse. Han indrømmede at temperaturen var for høj, og strømforbruget for stort. Han lovede at rette fejlene i nær fremtid.

Den 2. november 1951 blev køleanlægget efterset af overmontør Olsen i Århus uden vederlag. Resultatet blev at det kun kunne komme ned på minus 12 grader, men da det ikke var tilfredsstillende tilkaldte bestyrelsen selv Meinertz Olsen fra Ringkøbing, men han kunne ikke gøre mere. Da de i forvejen havde klaget til hovedfirmaet i København tilbød de at levere 4 stk. kanalplader til en pris af 40 kr. stk., men de kunne ikke garantere at det ville afhjælpe problemet. Dette indkøb blev udsat, og der skrives ikke mere om det, men mon ikke man har fået anlægget til at fungere, man hører i hvert fald ikke mere om problemer med temperaturen de følgende år.

I oktober 1952 har man modtaget en regning man nægter at betale.

Den er fra firmaet ”Frigidaire” i Århus, og de skriver at ”I anledning af deres telefonopringning, skal vi meddele, at eftersynet er bestilt pr. telefon til vores Herning afd. Der blev reklameret over støj i radio, og det var antagelig fra Rindum Mølle, der blev ringet. Vi forventer derfor beløbet indbetalt.”

Bestyrelsen svarer at der hverken fra Rindom Mølle eller fra nogen af bestyrelsesmedlemmerne er ringet til Herning ang. reparation af støjkondensator ved køleanlægget, så man ser derfor ingen anledning til at betale regningen.

Herefter forløber en hel del år med korte referater fra den årlige generalforsamling. Det er som regel anført at ”De fleste af medlemmerne er mødt”, og regnskabet blev godkendt, og der er også anført navnene på de nye der vælges til bestyrelsen.

Men den 05.11.1961 sker der noget – Der afholdtes ekstraordinær generalforsamling på forlangende af brdr. Antonius. De ville sælge deres andel i fryseanlægget til Slagter Sørensen. De øvrige medlemmer ville ikke godkende salget af boksen, der så skulle bruges til erhverv, hvilket ville medføre for stort strømforbrug.

Senere i protokollen kan man læse at Chr. Henriksen har overtaget brdr. Antonius boks og P. M. Nielsen har overtaget Egon Nielsens boks.

23.02.1963 afholdtes generalforsamling hos Ole Snogdal.
Formand og kasserer aflagde beretning som blev godkendt, og Chr. Henriksen bad om lov til at forære sin boks til Sandfeld Pilgaard, hvad ingen havde noget imod,

Mandag den 20. maj 1968 afholdtes møde i Rindom Mølle ang. opløsning af Fryseanlægget og at sælge motor og motorskab mm. hvilket vedtoges, og at hver især køber fryseskab. Regninger som er ved opløsningen udlignes over hvert medlem.

Underskrevet af de 8 tilbageværende medlemmer:

Niels Knudsen – Cenius Pedersen – Laurids Møller – Peder Mortensen – Jens Østergaard – Frederik Nielsen – Ole Snogdal – Sandfeld Pilgaard

 

Vil man læse mere om frysehusenes historie, så er her et link til en fin artikel om emnet:
Frysehuse storhittede i Danmark i 1950’erne – læs om deres forunderlige historie

6. december 2024

Kornsiloerne på havnen

Th. Lindberg’s Korn- og foderstofforretning på havnen havde allerede i 1958 bygget sin første silo, den 23 meter høje kornsilo, som i folkemunde blev døbt ”katedralen”.

Th. Lindbergs høje silo, blev bygget i 1961. Siloen blev støbt i glideforskalling, dvs. at siloen blev støbt i en proces. Med sine 35 meter blev den Ringkøbings højeste bygning.

Den var færdigstøbt i august 1961. Medens fyrværkeriet knaldene i det store siloanlæg, blev der fejret rejsegilde, hvor borgmester Dalgaard-Knudsen talte for fru Lindberg.

I 1977 byggede Ringkøbing Korn, Th. Lindberg en plansilo på 1350 kvm. Byggeriet var besværligt, da det kneb med at få de store stålspær gennem Ringkøbings smalle gader. Siloen ligger der endnu som en del af Vestas bygninger, og er en del af deres produktionslokaler. I 1979 byggede Ringkøbing Korn et nyt kontorhus i to etager til afløsning for træbygninger fra 1970, og i 1987 blev der opført yderligere en ny bygning, til erstatning for ”vejerboden”. Også disse bygninger ligger der endnu, malet i Vestas farver.

31. december 1982 skiftede Ringkøbing Korn navn og blev til Superfos Korn.

Nordsøværftet lukkede i september 1997, og i løbet af 1998 købte Vestas en del af værftets bygninger, blandt andet værftets administrationsbygning samt kantinen og en stålhal. De var også interesseret i Superfos’ bygninger, som blev opkøbt, og i 1999 startede nedbrydningen.

Det gik hurtigt fremad med nedbrydningen. I løbet af februar måned var silopakhuset og de gamle gødningshaller nedbrudt, sammen med Nordsøvæftets haller mm.

Men den store silo var et særligt problem.

Entreprenøren ville gerne sprænge den ned, mens Ringkøbing Kommune havde sine betænkeligheder med hensyn til om kajen kunne holde til vægten af en faldende silo.

Det spørgsmål blev besvaret søndag den 14. marts 1999, kl. 16;00, da siloen blev sprængt.

Sprængningen var et stort tilløbsstykke og skete under overværelse af ca. 5000 tilskuere.

Kajen holdt ikke til sprængningen!!!

I maj måned blev alt opbrækket beton knust og brugt som fyld forskellige steder. I alt blev der ophugget ca. 3.200 kubikmeter beton og asfalt.

5. december 2024

Storken i Øster Strandgade

– Juletræet på billedet herover er ikke fra Ringkøbing, men i stedet et billede af et juletræ fra den gamle by i Aarhus.

Bemærk at der i toppen af træet er en stork! Storken, der jo kommer med de små børn, skal symbolisere fødselsfesten, og derfor brugte man den i toppen af juletræet i sidste halvdel af 1800-tallet.

I anden udgaven af Peters Jul fra 1870 kan man også se en stork i toppen af træet.

I de senere udgaver af Peters Jul har storken dog måttet vige pladsen til fordel for den traditionelle stjerne.

Som andre byer havde Ringkøbing engang sine storke. Men denne særlige stork var standfugl og blev her hele året. Den var nemlig af bly og på sine ben af jern stod den på toppen af husets gavl i Øster Strandgade.

Huset tilhørte dengang skomager Severin Rosenvinge (1813 -1893), og storken var forfærdiget af en ældre slægtning, Peter Rosenvinge. Denne var lidt af en original og folkekunstner, højst opfindsom og fuld af indfald. Han var musiker og digtede små vers til at klistre på markeds-honningkager.

I Mellemgade havde han indrettet et teater, som dog senere blev lavet om til sygehus. Da det blev nedlagt som sygehus blev det omkring 1875 opkøbt af proprietær, papirfabrikant P. Smith og han omtalte den altid selv selv som ”Æ Forretning”.
Omkring år 1900 brændte det, og blev herefter købt og bygget op af Mathias Klokker.

Skomagerens hus her i Øster Strandgade blev langt op i 1900-tallet kaldt ”Storkereden”, på grund af den kunstige stork på taget.

Storken kom på museum i 1924. I protokollen er den af Mathias Klokker indført som ”1 Stork af bly fra Storkereden”.

Og nu vi er ved storke, så er der også en anden storkehistorie fra samme kvarter

Poul Ellerbek skriver i bogen “Ringkøbing set fra Østergade”:

Enhver by har vel til stadighed sine originaler.
Fra begyndelsen af vort århundrede husker mange indfødte ringkøbingensere endnu “Per Hus”, der boede i Smedegade, i huset bag nr. 13.

Engang kom en stor storkeunge ynkeligt af dage i Per Hus’ have.
En af byens fruer blev efter sigende ret forbløffet, da Per Hus kort efter troppede op i hendes køkken og bad om at låne en suppegryde.

4. december 2024

Ørnhøjbanen og den gamle remise

Ørnhøjbanen, eller ”Ringkjøbing-Nørre Omme Jernbane”, som den hed da den første delstrækning blev åbnet den 15. november 1911, var en privatbane der i første omgang løb fra Ringkøbing til Ørnhøj. I 1925 blev banen forlænget fra Ørnhøj til Holstebro.

Det sidste tog på banen kørte den 31. marts 1961.

Fra starten var det meningen at man ville bygge sin egen station, som skulle være banens hovedstation. Tanken var, at banens driftsbestyrer også skulle være stationsforstander på privatbanen. I hovedbygningen skulle der være kontorlokaler, ventesal, forhal og rejsegodsrum. På førstesalen skulle der være en stor fem-værelses lejlighed til driftsbestyreren.

Der var endvidere regnet med varehus, kvægfold, rampe, perron, udhus, vognvægt, læssespor med rangerspor, to omløbsspor, remisespor og remise med plads til tre lokomotiver, samt forbindelsesspor til statsjernbanestationen. Man havde kig på et større areal beliggende der hvor hovedkontoret og direktørboligen senere blev bygget. Dengang var der ikke bygget på den gamle markedsplads, det område der i dag ligger på begge sider af I. C. Christensens Alle.

Men med en station på denne beliggenhed ville det blive nødvendigt, at man skulle krydse statsbanernes spor, og en sådan krydsning ville statsbanerne ikke tillade. Det ville så kræve en viadukt over statsbanernes spor. Anlægget af denne sporbærende bro med tilhørende rampeanlæg ville dog blive så omkostningskrævende, at man i stedet valgte at leje sig ind hos DSB, så man fik en fælles station. Udover det økonomisk var at foretrække, var det også nemmere for de rejsende, der skulle skifte tog.

Man nøjedes så med selv at bygge et hovedkontor med driftbestyrerbolig på hjørnet af grunden, der oprindelig var udset til station.

Hovedkontoret er bemærkelsesværdigt derved, at bygningskomplekset er indpasset på en skæv hjørnegrund. Bygningens to længer ud mod I. C. Christensens Alle og Nørredige er sammenbygget således, at hjørnet er markeret i tagetagen med tre tagrygge med halvvalm, hvoraf de to yderste hører til siderne langs vejen, og den i midten er på en smal fløj, som har indgangsparti på bagsiden. Mod hjørnet er der en udbygning i stueetagen, som øverst har en balkon. I fagsproget kaldes denne konstruktion for en butterflyplan og elegant ser det ud. Bygningens grundplan og grundens facon kommer derved til at hænge sammen på en meget naturlig og selvfølgelig måde.

Bygningen udstråler også på en enkel måde uden at være prangende, at der her ikke er tale om et hvilket som helst hus. Det er jernbanens hovedkontor og bolig for selveste driftsbestyreren. Elegant med uden praleri, intet kunne passe bedre til den vestjyske kultur.

Hovedkontoret og alle banens stationer er tegnet af arkitekten Ulrik Plesner, det gælder også den gamle remise.

Remisen

Remisekomplekset bestod oprindelig af en remisebygning med tre porte og tre spor med pladser til banens damplokomotiver. Sammenbygget hermed var der en noget højere bygning med to porte og to spor. Her var der maskinværksted og malerværksted. Bag remisebygningen var der en bygning med opholdsrum, bad, skabsrum, personalestue samt materialerum.

Værkstedsbygningens karakteristiske tagform med to halvvalme, der kiler sig sammen, er tegnet efter samme grundide som hovedkontoret på hjørnet af I. C. Christensens Alle og Nørredige. På værkstedbygningen er der dog kun tale om to gavle mod hovedkontorets tre.

Da de to motorlokomotiver kom til i 1926, blev der syd for værkstedsbygningen opført en 17 meter lang træremise. Motorlokomotiverne var for lange til at kunne være i den oprindelige remisebygning, hvis sporlængde var afpasset efter damplokomotivernes længde.

 

Efter Ørnhøjbanens lukning stod remisebygningerne og forfaldt, i 1983 kunne man læse i Ringkøbing Amts Dagblad, at DSB udtalte, at remisens dage var talte – de ville på et tidspunkt blive nedrevet.

Der gik dog nogle år inden det kom så vidt. Kommunen købte bygningerne i 1994, men der var ikke rift om anvendelse af dem. Så den 05.09.1996 besluttede Ringkøbing Kommunes Teknik- og Miljøudvalg af fjerne bygningerne, som efterhånden var forfaldne.

Remisekomplekset blev nedrevet, først forsvandt den lave del og siden den høje del.

Inden nedrivningen af den høje del af bygningen forsøgte Ringkøbing Bevaringsforening at få bygningen bevaret. Foreningen skrev: ”Den robuste bygning er med sine karakteristiske detaljer og sin ligefremme, men smukke proportionering et fornemt eksempel på Plesners arkitektur”. Desværre var foreningens bestræbelser forgæves.

 

3. december 2024

Frossen Fjord
I et avisudklip fra den 6. februar 1940 beskriver ”C.H.” et meget stemningsfuldt billede af Ringkøbing Fjord om vinteren under overskriften: “Frossen Fjord”.

Den om sommeren så idylliske Ringkjøbing Fjord er nu en kompakt ismasse, som Hvide Sande-beboerne benytter som transportvej, da det i disse dage er den eneste farbare fra dette stykke Danmark og ind til byen.

Alt erhvervsliv ligger brak i havnen. Bådene ligger der side om side skruet fast af isen ingen tøffen høres fra motorerne, og så godt som ingen sømænd ses.

Jeg gik en tur langs fjorden for at se, om der var mere liv ude omkring. Og det viste sig, at der var mange, der benyttede sig af både skøjter og kælk.

En flok store drenge var ved at skovle sneen til side, så de kunne få en skøjtebane – en rigtig rundbane med forhindringer.

Længere henne var der en stor flok mere, de havde allerede fået banen ryddet og skøjterne i gang hvor det er en udmærket sport for sådanne gutter at få lemmerne rigtigt rørt i stedet for at sidde inde i kakkelovnskrogen og krybe sammen.

Tre kønne, unge piger i sportsdragt med kælke i kølvandet mødte jeg også – jo-o, der kunne også nok blive en rigtig god kælkebane fra den høje skrænt og ud på fjorden – dog kunne turen sikkert være bleven adskillige meter Iængere, hvis ikke isen havde været dækket af så stort et lag sne.

Langt ude i det fjerne skimtedes et par sorte prikker. Mon det var ålestangere? Nu begyndte de at bevæge sig ind efter. De kom stadig nærmere mod land trækkende en slæde efter sig.

Mon det var fisk, de havde på denne slæde? Nej! Det var nok mest garn, som de havde haft sat under isen – med fisk var det småt. Fiskerne kan så at sige intet udrette på fjorden. Isen er for tyk.

Det er klart vejr – solen skinner i al sin vælde og farver en stor, stor radius gult som guld.
Et flot udsyn er der herfra: Velling med sin hvide kirke ud mod fjorden – og mod vest de hvide, marehalmsklædte klitter, hvor fyrtårnet rager op i høj majestæt, som ville det sige: Jeg råder over havet, det store, vældige hav, som vi ved ligger der skjult bag klitterne – det hav, hvorpå der i disse tider daglig foregår frygtelige dramaer.

Og her bagved ligger så Ringkjøbing, en lille fredelig købstad med dens bramfri indbyggere, en By, der altid byder gæster og besøgende velkommen på ægte vestjysk maner.
C. H.

 

2. december 2024

Kartefabrikken i Østergade 36

Kartefabrikken var en del af Jens Moelbergs købmandsgård, der lå i Østergade overfor Christen Husteds købmandsgård, svarende til de nuværende numre: Østergade 32, 34 og 36.

Gården var på i alt 79 fag og rummede bl.a. 2 lejligheder. Den ene var på 214 kvm. og den blev uden tvivl beboet af Jens Moelberg fra hans overtagelse af forretningen.

Den anden var på 51 kvm. og den blev måske beboet af kartemageren, der var ansat ved kartefabrikken.

Denne fabrik, der var på 43 kvm. havde til huse i det gavlhus, der i dag har nummer 36 i Østergade.

Det nuværende hus er formodentlig det oprindelige, men med bindingsværk erstattet af grundmur og stråtag med tegltag. Denne ombygning kan udmærket være foregået gradvis, og i så fald er gavlen sikkert først blevet grundmuret. Siden er huset også blevet forlænget mod øst.

Fabrikken var grundlagt i 1794 af Croner & Moelberg og Christen Husted, hver med en halvpart. De fik hver halvdelen af produktionen at afsætte. Fabrikken lejede huset af Croner & Moelberg.

I 1801 hed kartemageren Anders Christensen Faurby og var fra Lem.

Fabrikken beskæftigede også 10 fattige børn.

Produktion af uldgarn
Når uld kommer fra får, kan det være klumpet og uegnet til at bruge til beklædning eller andre ting. Derfor er det meget nyttigt at karte ulden. Kartning er en proces, hvor fibrene i ulden bliver løsnet, og det resulterer i luftig uld, som er klar til at blive spundet til garn.

Alternativt kan man også bruge den kartede uld til filtning eller andre ting, som kræver et let og luftigt lag af uldfibre.

Kartet uld kan enten kartes pr. håndkraft eller via en maskine.
Hvis ulden kartes i hånden, bliver der typisk brugt to redskaber. Redskaberne har håndtag og en flad plade, hvor der sidder nogle metalkroge på den ene side. Disse kroge tager fat i ulden og river den let fra hinanden og løsner dermed materialet.

Er man interesseret i at se mere om uldproduktion er hele processen fint beskrevet med billeder og film på denne hjemmeside: Sådan laver vi garn | Hjelholts Uldspinderi | Denmark . Her anvendes dog ikke håndkarter, der kartes i stedet på maskiner, men processen er den samme.

Karter
Kartefabrikken var ikke en fabrik hvor man kartede ulden, men man fremstillede redskaberne (karter), så man selv kunne karte ulden hjemme, inden den skulle spindes til garn. Og det at lave karter lyder som en indlysende ide i en egn som den vestjyske, hvor der var en stor hjemmeproduktion af tekstiler.

Den årlige produktion lå på 60-80 dusin par (1 dusin = 12 stk.) og produktionen er er angivet i dusin par, da karterne altid blev solgt i sæt af 2 stk. (et par), så har børnene altså siddet og lavet mellem 1440 og 1920 stk. af disse karter.

Karter blev tidligere, og blev det i nogen grad stadig efter fabrikkens start, indført fra Amsterdam. I 1796 udførte Jens Moelberg 2 dusin par til Norge, men ellers blev karterne solgt lokalt.

 

1. december 2024

“Jul i Ringkøbing” 1999

I 1999 havde Ringkøbing Løve Apotek netop fået ny indehaver, idet Henning Lukasen den 3. september havde fået bevilling, og den 1. november overtog han apoteket.

De første to år drev han apoteket fra den samme adresse i Algade, hvor det havde været de sidste 250 år, men han blev dog hurtigt klar over at der var problemer med adgangsforholdene.

Han fortæller at de første to år, så han aldrig en kunde med rollator inde i apoteket.

Og det var ikke så mærkeligt, for det første var der fem trin op af stentrappen udenfor, så en tung dør, og derefter var der en dobbeltdør, som kunne smække sammen om dem, hvis de var kommet igennem de første to forhindringer.

Da han ikke kunne nå til enighed med kommunen om at ændre adgangsforholdene valgte han derfor at flytte apoteket ned i Torvegade til dets nuværende placering.

I annoncen fra Rasmussens Bogtryk reklamerer de blandt andet for en spændende bog med titlen ”Trykkerier i Ringkøbing gennem tiderne”. Bogen fortæller blandt andet om det første trykkeri i Ringkøbing, det blev etableret i 1839, og det lå i Østre Strandgade 3.

A. Rasmussens Bogtrykkeri blev etableret i 1874, og kunne altså fejre 125 års jubilæum i 1999.

I 1999 var trykkeriet ejet af Svend Aage Jacobsen, og der var ikke noget der tydede på, at de ikke ville komme til at fejre deres 150 års jubilæum som selvstændigt trykkeri i 2024. Men tiderne skifter, og nu er trykkeriet nedlagt, kun navnet eksisterer stadig som en del af Strandbygaard A/S – Grafisk Trykkeri i Skjern.

Arkitekt Knud Fuusgaard etablerede tegnestue på bopælsadressen, Markskellet 7, 6950 Ringkøbing i 1979, og drev tegnestuen frem til den endelig lukkede i 2019. I starten tegnede han han en del parcelhuse, men efterhånden arbejdede han mere og mere med renovering. Blandt andet har han gennem årene renoveret mange kirker i Vestjylland.

Karsten Nordestgaard Rasmussen og Anders Krogh Slot havde sammen stiftet firmaet Scan-line Interiør, som siden stiftelsen holder til i ”Den gamle Købmandsgård”, som de overtog efter Morten Madsen.

Udover annoncerne rummede bladet også to spændende historier.

Den ene omhandlede Louis Rasmussen da han tog på valsen i 1913, og den anden viste billeder fra det gamle uldspinderi optaget i 1950’erne.

Jo, der var skam masser af spændende læsestof når ”Jul i Ringkøbing” kom ind af brevsprækken i de små hjem kort før jul.