24. DECEMBER 2021

Sidste del af artiklen fra Ringkøbing Amts Dagblad 1991 om Jørgen Eilschou-Holm og den travle juletid for en sognepræst. 

Hos os er det altid en juleaften hjemme, fastslår pastor Eilschou-Holm. Og jeg kan sige, at vi holder en helt normal dansk familiejul. Vi skal have et juletræ, der når til loftet, og vi spiser juleaften gåsesteg og risengrød med en mandel i. Om juletræet får lov at blive stående frem til Helligtrekonger er lidt usikkert. Hvornår det kommer ud afhænger meget af, hvordan det går med træets nåle, siger præsten med et smil.

I præsteboligen bliver julepyntet hængt op et par uger før juleaften.

Juleprædikerne er ikke skrevet i Ringkjøbing Præstebolig endnu. Men forarbejdet er for længst startet: Eilschou Holm læser artikler om julen og har klippet ud fra året før, så der er noget at bruge som baggrund. Med hensyn til juleaftensprædiken skal det være en prædiken, der holdes i en menighed, hvor rigtig mange familier samlet er med.

– Det skal i hvert fald skinne igennem i min prædiken, at alle er velkomne i kirken, og i forarbejdet tænker jeg også på, at jeg i julen skal prædike for en del, som jeg ellers ikke har lejlighed til at tale til i årets løb, voksne børn kommer hjem til jul, og der er folk på julebesøg her i byen. Den lille time i kirken juleaften skal folk føle som en god optakt til en familiejul derhjemme, og det skal være en personlig oplevelse.

– Jeg bliver aldrig træt af julen, fastslår Eilschou Holm. Det er en travl tid, og det kan være svært at hitte på en ny måde at sige tingene på. Men julens budskab er noget af det festligste at være sammen om. Julen har meget med glæden at gøre. Og den er det altid rart at kunne dele med hinanden. Derfor er jeg også så glad for at komme ind i en fyldt kirke juleaften til den sidste gudstjeneste, inden vi selv samles i familien. Det giver fornyede kræfter, siger Eilschou Holm. Man tager fat med glæde og forventning til julen hvert år, endnu engang…

Pastor Eilschou Holm fortæller også lidt om den tid hvor han var præst på landet i to sogne nordvest for Viborg, og han mener ikke at der er den store forskel på om man er præst på landet eller i et bysogn i juletiden. På landet har man flere gudstjenester end som præst i et bysogn. Der kan da være noget en speciel charme ved at gå over kirkegården til den oplyste og fyldte landsbykirke en juleaften. Det kan jeg ikke her i Ringkøbing.

Og hvor jeg kom fra, havde vi en god tradition med at spejderne spillede julemelodier fra tårnet før og efter gudstjenesten. En engelsk kirkeskik, som vi også har her i sognet, det er blot lillejuleaften.

Eilschou Holm slutter interviewet af med at sige: ”Egentlig er der kun en ting jeg savner fra mine år som præst i Ulbjerg. Der havde vi får, vi havde otte får og en vædder og nogle lam. Der var noget særlig fredfyldt ved at gå ud i stalden juleaften og fodre dyrene af, selv om de fik det de fik alle andre aftener om vinteren”.

23. december 2021

Borgmestergården

Borgmestergården er en stor grundmuret bygning, der med sit karakteristiske mansardtag, det fremhævede midterparti, og de markante pilastre skiller sig ud fra den lokale byggeskik. Til gengæld er det et fornemt eksempel på datidens empirestil, eller kejserstil, som er en europæisk stilbetegnelse for den klassisk prægede stil- og moderetning, der blev udviklet omkring 1800 under Napoleons kejserdømme.

Navnet Borgmestergården har bygningen fået, fordi flere byfogeder og borgmestre gennem tiden har boet her. Borgmestergården er i dag en del af Hotel Ringkøbing, og sådan startede historien også.

Hotel Ringkjøbing, som blev opført ca. år 1600, er byens ældste hus, bortset fra kirken. Købmandsgården var gennem mange år byens største købmandsgård med bygninger helt op ad Vestergade. Gennem hele 1700-tallet og indtil 1805 var den ejet af skiftende amtsforvaltere, der havde store kornmagasiner i gården. Den nordlige halvdel af gårdkomplekset blev frasolgt i 1806, og i 1817 blev denne nordlige del nedrevet og den gård der i dag kendes som Borgmestergården blev opført på stedet.

Det var købmanden Jens Chr. Juelsgaard der lod den opføre. Han var født i Stadil i 1778, og omkring 1800 startede han en købmandsforretning i Ringkøbing.

Jens Chr. Juelsgaard har sikkert været noget af en smart købmand, som har haft vanskelig ved at nøjes med den fortjeneste som redelig handel og vandel gav, og under krigen i 1807 blev han grebet i at have solgt kontrabande til englænderne.

Dengang tog man hårdt på den art sager, og de straffe, der traf lovbryderen, var af alvorlig art, og for Jens Chr. Juelsgaard blev følgen da den, at han dømtes til slaveriet.

Fængselsvæsenet i Danmark

Fra 1600-tallet og frem til midten af 1800-tallet var Danmarks fængselsvæsen todelt.

– På den ene side fandtes tugthusene. De var arbejdshuse, hvor både mandlige og kvindelige kriminelle arbejdede, typisk med produktionen af tekstiler.

– På den anden side fandtes de institutioner, der i begyndelsen af 1700-tallet blev kendt som ‘slaverier’. Det var institutioner, hvor dømte mandlige forbrydere var idømt arbejdsstraf på en af de danske fæstningsværker (København, Nyborg eller Rendsborg) eller på orlogsværftet i København. Flådeværftet udviklede sig efterhånden til centrum i dette system, men fæstningsslaverne cirkulerede imellem forskellige militære lokaliteter, som behovet for arbejdskraft skiftede.

Denne straf var ikke sådan, at lovbryderen var en fri mand, når straffetiden var forbi, og i en årrække måtte Juelsgaard hvert år vandre tre uger i slaveriet.

Straffen har øjensynlig ikke i nævneværdig grad nedsat Juelsgaard i sine medborgeres agtelse, han førte stadig forretningen videre, og sad endda inde med en stilling som strandingskommissionær-embede, men hvorledes dette forhold var eller ikke, så tog den hårde straf alligevel til sidst sin mand, og Juelsgaard endte sine dage i galehuset i 1854.

Efter Juelsgaard havde Borgmestergården skiftende ejere, blandt andet ejede Byskriver Theodor Thorclacius gården en periode. Han hørte et rygte om at en ændring af rådhuset var påtænkt, og han sendte derfor i januar 1844 et andet forslag til kommunalbestyrelsen, nemlig at byen kunne købe hans gård, Borgmestergården på Torvet til Rådhus.

Af et skøde af 1892 og af folketællingen 1890 fremgår det, at en del af ejendommen er udlejet til bl.a. Ringkøbing Højskolehjem. Af andre kilder, fremgår der ligeledes at en del af ejendommen er udlejet til både private og virksomheder.

I 1886 overtog købmand Mikkel Christensen forretningen, som han drev frem til han i 1901 afstod den til Niels Birkedal. Denne afstod den i 1913 til et aktieselskab, som bestyredes af Thorvald C. Jensen Lindberg.

Samtidig udskiltes Kolonial-forretningen og overtoges af Købmand Marius Pedersen, mens Korn- og Foderstofforretningen blev drevet af aktieselskabet.

Købmand Marius Pedersen blev i 1943 valgt til borgmester, et hverv som han bestred frem til 1958, og i denne periode kunne bygningen igen leve op til sit navn ”Borgmestergården”.

I 2003 blev Borgmestergården opkøbt af Hotel Ringkøbings daværende ejere, og efter næsten tohundrede års adskillelse er Borgmestergården nu igen lagt sammen med Hotel Ringkøbing, og der er indrettet værelser i overetagen og restaurant i stueetagen

22. december 2021

Min kæreste bog kan kun være Kaj Munks ”Den blå anemone”
Fra Bogtrykker Louis Rasmussens efterladte papirer

I efteråret 1943 fik vi gennemført trykningen af Kaj Munks sidste bog ”Den skæbne ej til os”. Vi camouflerede udgaven som et korrekturtryk, og Kaj Munk udsendte den til venner som korrektur. Tyskerne var vel interesserede i Kaj Munks færden i efteråret, så der skulle fares med lempe.

 

Omkring den 2. – 3. december stak Kaj Munk hovedet ind af døren, spurgte: ”Vil I hjælpe mig at trykke en lille ting jeg kan bruge til julehilsen”? Jeg var selvfølgelig med på ideen, og Kaj Munk tog et eksemplar af ”Den blå anemone” frem, stod et øjeblik og tænkte sig om. Han slog op i den og standsede ved ”Den blå anemone”.

”Den tager vi, men kender De ”Den blå anemone”, hvad jeg måtte benægte.

”Kan De få en tegner til at tegne den, så har jeg en presset anemone”?

Jeg ringede til tegneren Aage Rasmussen, som påtog sig opgaven. Desværre var han lidt længe om at tegne, men endelig kom vi i gang omkring den 15. december.

Den 20. kom min søn hjem på juleferie og så hvor langt vi var kommet. Han falsede titelarket og opdagede, at siderne var skudt forkert ud. Jeg satte mig ned helt opgivende og slået ud. ”Far, tab ikke modet, jeg tar omtrykningen (3 farver og 6 forme).

Den 22. december kørte Holger til Vedersø med bogen, og Kaj Munk var lykkelig.

1. juledag kl. 8.30 kom Kaj Munk i et forrygende snevejr, han havde fået for få af ”Den blå anemone”, og der var 2 koner, der lå på sygehuset i Ringkøbing, de skulle have et eksemplar.

1. nytårsdag kom der med posten et eksemplar af ”Den blå anemone”, hvori der var skrevet:

Kære fru og hr. bogtrykker Rasmussen
Et godt samarbejde i et ondt år, – det er noget der lever i hjertet længe, længe efter.
God Jul! Og for nytåret så store ønsker, at vi slet ikke kan sige dem.
Lise og Kaj Munk

Min kone og jeg fik tårer i øjnene, da vi læste hans varme hilsen. Men vi græd, da vi den 3. januar fik meddelelsen om at tyskerne havde skudt Kaj Munk. Vore tanker falder ofte hen på vores bedste bog.

21. december 2021

Historie fra ”Bybrønden” i Ringkøbing Amts Dagblad lørdag den 21. december 1996.

Øl i stride strømme

Hvor mange forskellige ølmærker kan man købe i Ringkøbing?
Spørg bare en ansat på Pebas!

De ved det helt bestemt – men minus nisseøl og den slags (men inklusive Snefnug osv.) kan man købe 47 forskellige mærker af den gode bryg.

Og hvorfor og hvordan gør de så det?

Jo, det gør de, fordi direktør Poul Erik Bæk igen i år havde jaget de ansatte ud for at løse skøre opgaver, før hele den veloplagte flok kastede sig over julefrokosten sidste fredag.

Medarbejderne startede ude på Pebas klokken 16 sidste fredag, og blev udstyret med opgaverne. Blandt dem var altså ølopgaven. Og fordelt i hold a 5-6 personer, styrtede de ud i byen.

Men ølsorterne var ikke den eneste opgave. Nede på Ringkøbing Museum skulle de også løse forskellige af slagsen.

De skulle ud til en af Poul Erik Bæks venner, der fortalte dem en historie, som de så skulle genfortælle i vederhæftigste udgave, de skulle tegne Rasmus Klumps skib ”Mary” og de skulle en tur i ROFI-Centret for at skyde til måls.

Den vanskeligste opgave var dog kravet om at fremskaffe en meter ”tissemands-tråd”. Hvis man – som undertegnede redaktør af Bybrønden – aldrig har hørt det udtryk før, kan vi fortælle at det er slang for ”pigtråd”. Men hvor finder man en længde pigtråd i vore dage – og så lige når Byggecentret har lukket?

Kun et af holdene løste opgaven; de fandt en længde rusten ”tissemands-tråd”” på en mark!

Efter konkurrencen, der sluttede ved 18:30 tiden, var det i løftet stemning og med god appetit, Pebas-folkene kastede sig over julefrokosten.

Og de mange sjældne ølmærker, der var købt ind? Ja, de blev da selvfølgelig drukket, hvilket ikke gjorde stemningen ringere!

20. december 2021

De forsvundne skoler fra midtbyen…

I forbindelse med vedtagelsen af en ny skoleplan i 1869 vedtog man i Ringkøbing, som det første sted i Danmark, at gøre al undervisning gratis. Dette var medvirkende til at elevtallet steg, og lokaleforholdene i den daværende skole var utilstrækkelig, så man besluttede at opføre en ny skole på den gamle kirkegård, som var nedlagt nogle år forinden, da den nye kirkegård blev anlagt udenfor byen.

Bygningen stod færdig i 1874, og det var en stor flot skolebygning med fire klasselokaler i stueetagen, og boliger til lærerne på 1. sal. Bygningen kender vi i dag som ”Skolebo” der ligger på Kirkepladsen. Den fungerede som skole indtil 1951, hvor den blev ombygget til lejligheder.

I år 1900 var skolen igen blevet for lille, og man byggede en tilbygning på hjørnet af Vestergade og Kirkepladsen, den der senere blev kendt som ”Musikskolen”. Bygningen var stor efter Ringkøbings målestok, og den var udstyret med dekorative pudsfelter og murstensdetaljer. Siden, der vendte ind mod Skolebo, var lavet som en gentagelse af den ældre bygnings vinduer

I en beskrivelse af skolevæsenet i Ringkøbing fra 1932 kan man læse følgende.
Det kommunale Skolevæsen i Ringkøbing omfatter kun én skole: Ringkøbing Borger- og Realskole, ved hvilken der virker en overlærer, 12 lærere og 8 lærerinder.

”Den 31. november 1931 var der i skolen 652 elever, fordelte i 26 klasser. Borgerskoleafdelingen har for tiden 7 klassetrin og realskoleafdelingen 4. I den ene af Borgerskoleafdelingens 7 klasser undervises eleverne i engelsk, bogføring og samfundslære foruden de almindelige folkeskolefag.

Overgangen fra Borgerskoleafdelingen til realskoleafdelingen sker i reglen fra 6. Borgerskoleklasse. Realskoleafdelingen er oprettet 1883 og har haft ret til at dimittere til almindelig forberedelseseksamen siden 1887.

Skolen har sine lokaler i 2 bygninger: en ældre lige over for kirken og en nyere ved markedspladsen. Den ældre er opført 1872 og udvidet ved en tilbygning i 1900. Den nyere er opført 1910 og udvidet 1919. I byen findes ingen private børneskoler”.

Efter udvidelsen af ”den nyere skole” i Skolevænget i 1951 kunne man samle alle elever på denne skole, og afdelingen på Kirkepladsen blev derfor nedlagt, og bygningen solgt. Den ældste del blev til Skolebo, og 1900-fløjen ud mod Vestergade blev overtaget af Håndværkerforeningen og indrettet til Teknisk Skole.

I april 1961 afsluttede det sidste hold elever på Teknisk Skole, og i 1963 købte Handelsforeningen bygningen af Håndværkerforeningen, og der blev nu dagskole indtil Handelsskolen i 1972 flyttede til den nye skole på Vasevej

Bygningen blev herefter overtaget af Ringkøbing Amt, der benyttede lokalerne frem til 1982, hvor bygningen blev overtaget af det kommunale skolevæsen.

Der blev nu administration, skolepsykologkontorer, musikskole og amtscentral, og bygningen fungerede som musikskole indtil den nye skole og musikskole i Rindum blev taget i brug i 2010.
Bygningen blev nedrevet i 2015 for at give plads til et nybygget kirkehus.

Skolen der omtales som ”den nyere skole” blev tegnet af af arkitekten Ulrik Plesner, og i 1911 stod den første fløj klar til at modtage de mindste klasser.

Bygningen blev udvidet i 1920, og siden blev den udvidet af flere omgange, blandt andet i 1951 hvor man så kunne samle alle elever på denne skole. I 1962 blev der også lavet en større udvidelse af skolen med en helt ny fløj ”1962-fløjen”.

Grundet pladsmangel på Ringkøbing Skole i slutningen af 1960’erne blev det besluttet at bygge en ny skole, Alkjærskolen på Søibergsvej, der i 1969 stod klar til at modtage de første 169 elever fordelt på 4 årgange.

Man opdelte eleverne geografisk, så dem der boede øst for Meldskiftet kom på Alkjærskolen, mens resten forblev på Ringkøbing skole. Alkjærskolen er blevet udbygget i etaper i flere omgange.
Ret hurtigt blev Alkjærskolen større end Ringkøbing Skole, da midtbyen havde faldende børnetal. Ringkøbing Skoles faldende børnetal betød at man besluttede at bygge en helt ny skole ved Rindum Skole. Så i 2010 stod den nye Ringkøbing Skole – som ligger i Rindum – færdig, og bygningerne på Skolevænget blev solgt, og siden nedrevet.

19. december 2021

Chr. Faurbys vinforretning i kælderen under Nygade 26.

B. Bennedsen skriver i sin bog ”En vestjydsk by dens mennesker og gader”:

”Ejendommen nr. 26 indeholdt en meget høj og rummelig kælder. Denne kælder har i 1930’erne været udlejet til Chr. Faurby, som herfra i mange år drev en god og solid vinforretning. Faurby rejste selv rundt til sine kunder, som fandtes over hele landet”!

Vi har ikke mange oplysninger om Chr. Faurbys vinforretning, og desværre slet ingen billeder fra kælderen eller personerne, men lidt oplysninger har vi dog kunnet finde frem.

I Håndværkerforeningens bog fra deres 100 års jubilæum fortælles en lille historie om Vinhandler Faurby og Bogtrykker Louis Rasmussen:
”Faurby var vinhandler. Han havde fartet en del omkring i verden, blandt andet havde han opholdt sig i længere tid i Grækenland, hvor han havde gået en god vinforbindelse. Hans specialitet var noget han kaldte ”Syge- og Sundhedsvin”. På etiketten var trykt et stort rødt Malteserkors i et våbenskjold. Han havde stort salg i denne vin, om så det var vinen eller korsets skyld?

En dag kommer Faurby ind til sin gode ven Trykkeren. Nu er det sket! Jeg har nok frygtet at det gik sådan. Nu er jeg altså færdig!

Hvad er der sket, sådan som du tager på vej?

Jo, nu har de forbudt mig at bruge det kors på mine vinflasker. Det kan ligefrem ruinere mig? Jeg må kun bruge de etiketter, jeg har tilbage.

Hvor mange har du?

Kun nogle få hundrede.

Ja, siger trykkeren, men så husker du nok, du har 10.000 stående i ordre her på trykkeriet.

Hvad har jeg! – Faurby farer op – Nej nu – !

Ja hvis ikke du har det, så er du en større torsk, end jeg har anset dig for!

Så først går der et lys op for Faurby. – Og sådan gik det til, at folk endnu i meget lang tid, trods nedlagt forbud, stadig kunne købe den kendte ”Syge- og Sundhedsvin” med Malteserkors på etiketten.

Ringkjøbing Aarbog omtaler også vinhandler Faurby et par gange, første gang den 10. februar 1938, hvor de skriver følgende korte meddelelse:

”Vinhandler Faurby, Ringkjøbing, optræder i Retten i Aalborg som græsk Tolk, efter at det har vist sig umuligt at skaffe en saadan fra København”.

Han beherskede åbenbart også det græske sprog, efter han i en periode i 1920’erne har boet i Grækenland. Her blev han i 1923 borgerlig viet til sin kone i Athen, hvilket man kan læse i Ringkøbing Kirkebog da hans kone dør i 1947:

”Den 7. november døde Chr. Faurbys hustru Johanna Faurby, født Schablowski, på Amtssygehuset i Holstebro, dødsårsag ”generel svækkelse og hjerneblødning”. Hun var efterlevende vinhandler Kristian Faurbys hustru, boende Nygade 21, Ringkjøbing. Født den 18. februar 1885 i Tyskland. Enke af 1. ægteskab, Schultz. Borgerlig viet i Athen 29. juli 1923 til sin efterladte ægtefælle (2. ægteskab) Kristian Faurby”.

Nygade 26 blev bygget i 1880 af Dr. Erik Holst, som boede her indtil 1907. Herefter flyttede by- og herredsfuldmægtig Th. Edsberg ind i huset indtil 1914. Derefter havde den forskellige ejere – sagførere – inden der blev amtsstue i 1942.

Amtsstuen blev nedlagt ved kommunalreformen i 1970, og siden har bygningen blandt andet huset en øjenklinik i stueetagen og arkitekt Lindquists tegnestue på 1. sal.

Derefter hjemsted for Bryghuset Mylius-Erichsen og Restaurant SMAG.
Bryggeriet startede i 2006 i Nygade 26, Ringkøbing, hvor over 2000 aktionærer skød penge i virksomheden. I 2016 flyttede bryggeriet til Hvide Sande. I september 2018 gik bryggeriet konkurs.

I dag er der indrettet lejlighed på 1. sal, i stueetagen forretningen ”Rustik by Tved” og i kælderetagen er der indrettet frisørsalon, hvor der tidligere var Vinforretning.

Georg Vejen Larsen fortæller i sin bog ”Vestenvind – En Ringkjøbingdrengs erindringer 1935-1945” om sit fritidsarbejde i kælderen hos Faurby:

”Lige ved siden af Bjarkes hus lå et stort hus som øverst var beboet af en sagfører ved navn Holt. Nedenunder i kælderen havde vinhandler Faurbye sin importvirksomhed for vin. Ih, hvor det lugtede godt i den kælder. Førstemanden i Faurbyes vinimport hed Beck”.

”Beck manglede nogen til at skylle flasker, når de havde været brugt og igen skulle fyldes med den liflige vin, som blev aftappet fra de store tønder af vin som både kom fra Tyskland og Frankrig”.

”Både Beck og Faurbye var flinke at arbejde for, og Faurbye afregnede rigeligt…”.

”Men jeg vaskede altså flasker. Lagde de tomme flasker ned i en stor balje vand og lod det klukke indtil flasken var fyldt med vand, og så fik flaken en ordentlig omgang med børsten, blev skyllet endnu engang i rent vand og vendt på hovedet i et stativ, så vandet kunne løbe ud. Herefter blev den sat ind i en lysvogn, vistnok Faurbyes egen opfindelse, hvor man kunne se om der var urenheder.

Når flaskerne var godkendt af Beck blev de kørt til aftapningsstedet, hvor der først blev sat etiket på flasken og så fyldt vin på, klar til at blive solgt til de rige, der havde råd til at købe rødvin og Rhinsk-vin, som man sagde i disse tider.

Faurbye sad selv i et lille kontor med glasfront, således at han kunne kontrollere hvad der foregik ude i aftapningskælderen. Han var en høj statelig mand, Faurbye, og jeg kan se ham endnu, når der gik en flaske fyldt med rødvin i gulvet. Det gav en dump lyd, og bagefter en herlig duft i hele kælderen. Det passede ikke Faurbye. Men hvor der tappes spildes.

En varm sommerdag og en kølig vinkælder, det er lykken, og mit samarbejde med Faurbye sluttede først 2 år efter det var begyndt, i 1940! Så helt utilfreds har jeg ikke været med jobbet og omvendt”!

Den 30. juli 1949 dør Faurby og Ringkøbing Aarbog skriver i den anledning:

”Vinhandler Chr. Faurbye er død efter længere Tids Sygeleje 70 Aar gl. Faurbye var født paa Ringkjøbing-Egnen, men som ung tog han til Udlandet og var bl. a. i Grækenland i flere Aar. Da han kom hjem, startede han i Ringkjøbing en Vin-Importforretning, som han med Dygtighed drev frem til en Forretning med Kunder over hele Landet. Selv var han flittig og energisk, og han havde mange Venner i Ringkjøbing. Forretningen drives nu videre af Faurbyes Svigersøn, Jacob Skjødsholm”.

Svigersønnen Jacob Claudius Skjødsholm var kunstner og tegner, og har nok ikke været den store forretningsmand, slet ikke hvis man læser nekrologen over ham i Morgenavisen Jyllands-Posten, som han også tegnede for.

Morgenavisen Jyllands-Posten 20. maj 1984

Nekrolog over tegneren Jacob Skjødsholm, Strandhusvej 39, Egå, 63 år
(Født den 4. oktober 1920, afgået ved døden den 15. maj 1984)

”Jacob Skjødsholm stammede fra Grenå, flyttede som dreng med forældrene til Ringkøbing, og kom siden til at gå på kostskolen i Tarm. Han fik sin uddannelse på kunstakademiet og arbejdede nogle år i København bl.a. med teaterudsmykning, i reklamebranchen og i Guthenberghus.

I slutningen af 40’erne flyttede han med sin familie til Ringkøbing, hvor han og fru Yvonne overtog svigerfaderens vinhandel og drev den til 1956. Den beskedne, næsten selvudslettende og uhyre tjenstvillige kunstner var absolut ikke forretningsmand.

Jacob Skjødsholm genoptog sit kunstneriske virke i Århus, hvor han arbejdede som free lance bl.a. i reklamebranchen, og i mere end et kvart århundrede var han tilknyttet Morgenavisen Jyllands-Posten som tegner.”

Det kan godt være Jacob Skjødsholm ikke var den store forretningsmand, men så kunne han til gengæld tegne og lave akvareller, herunder ses en af hans sene akvareller.

Og som sædvanlig disse adventssøndage kommer her en lille ekstra adventsgave fra en svunden tid. Nemlig et link til en reklame for juleøllen ”Ludvigs Jul” fra Mylius-Erichsens Bryghus: eGastro.dk – Ludvigs Jul – Mylius Erichsens Bryghus – YouTube

18. december 2021

Jens Peder Laursen som har bygget bygningen i Tovegade 4, boede i Vester Strandgade, hvor han var ansat som førstemand hos tømrerhandler Chr. Høy, og da Høy døde i 1901 overtog J. P. Laursen tømrerhandlen. J. P. Laursen blev senere konsul.

Et par år efter påbegyndtes byggeriet af “Lille Rosenborg” – i dag “Hinges Hus” – og i 1904 flyttede familien ind i den nye adresse: Torvegade 4.

Senere boede tømmerhandler Peder Trillingsgaard igennem mange i ”Lille Rosenborg” .

I 2006 fik huset i Torvegade 4 en af bevaringspriserne, og Ringkøbing Bevaringsforening skrev i den anledning følgende:

Den ene af bevaringspriserne for 2006 gik til et af Ringkøbings mest iøjnefaldende huse, der markerer sig stærkt i en fantasifuld nyrenæssance, men alligevel falder forbavsende godt ind i helheden, nemlig Torvegade 4, også kaldet Lille Rosenborg, som blev opført til bolig i 1904 af konsul J. P. Laursen.

Huset er sat i stand og indrettet til butik af Jeanne og Christian Hinge, og det er et godt eksempel på at en gammel bygning kan være en inspirerende og spændende ramme for en moderne tøjforretning og samtidigt være med til at berige bybilledet.

Blandt de indsendte begrundelser for at foreslå huset blev det fremhævet, at ”Efter en omfattende restaurering er husets sjæl bevaret, og man har lavet butik i bygningen uden at ødelægge den indvendigt. Man føler, man går ind i en bygning som stadig er gammel og alligevel moderne.”

Historicismen
Historicismen udsprang af den stigende interesse for historiske stilarter i midten af 1800-tallet, hvor nye byggematerialer som støbejern og cement, gjorde det langt nemmere at efterligne tidligere tiders arkitektur. Ofte blandede man stilarterne, og eftertiden har da også givet perioden den rammende betegnelse “stilforvirringen”.

Historicismen var delt i to hovedretninger, en “europæisk” retning med dekorerede facader inspireret af arkitekturen nede i Europa, og en “dansk” retning hvor traditionelle danske materialer som tegl, træ og granit blev sat i højsædet.

“Rosenborgstilen” som Torvegade 4 repræsenterer, er inspireret af nederlansk renæssance, som kendes fra Christian 4.s bygninger, blandt andre Rosenborg og Frederiksborg Slot.

Ringkøbing Station fra 1875 er også en historicistisk bygning, men i nordisk-italiensk rundbuestil med en hel anderledes karakter på grund af det massive murværk, de lave skifertage og de markante buer over vinduer og døre.

De historicistiske huse har ofte mange detaljer. Husene kan have karnapper, tårne og spir, og murværket er ofte meget varieret med fremspring og tilbagetrukne felter, lige som der kan optræde mønstre i kontrastfarve eller borter opbygget af færdigkøbte elementer.
Man har i perioder set ned på de historicistiske bygninger, der ikke altid har de store arkitektoniske kvaliteter, men husene er med til at berige bybilledet med deres fantasifulde detaljer, og i dag vil vi nødigt undvære dem i bybilledet.

17. december 2021

Juletræsfester

Tidligere var rigtig mange børn og voksne til juletræsfest i en eller anden forening mellem jul og nytår. I Jul i Ringkøbing for 25 år siden havde Dansk Metal i Ringkøbing en annonce i hvor de ønskede god jul og samtidig inviterede til juletræsfest på 3. juledag.

De annoncerede også at billetter til juletræsfesten kunne afhentes på kontoret på afdelingskontoret på Holmegårdsvej.

Kontoret på Holmegårdsvej blev bygget i 1980, og i august måned flyttede de ind.

De havde hidtil haft kontor i Østergade 15 hos formanden Carl Christian Schou – som havde tilnavnet ”Kølle” – men dette kontor blev efterhånden for lille.

Den 28. december 1979 skrev Ringkjøbing Amts Dagblad under overskriften ”Julefesternes tid” følgende om de mange juletræsfester der blev afholdt dette år.

Omkring 230 børn og 150 voksne deltog i juletræsfesten på Højskolehotellet i Ringkjøbing. Arrangeret af Arbejdernes Fællesorganisation og SiD.

Ove A. fra Thorsted spillede på elorgel. Der var godteposer og sodavand til børnene og masser af nisser.

Der var også nisser på Hotel Fjordgården, hvor Ringkjøbing Handelsforening og Ringkjøbing Håndværkerforening holdt juletræ for godt 100 børn.

Der var stillet en hytte op, hvor seks nisser og overnissen Poul Jacobsen boede. Derfra delte de sange og flødekarameller ud til børnene.

Siden ledede de slagets gang med sanglege for børnene. Da de lige skulle have pusten, blev der vist Anders And-film for det ungdommelige selskab.

Om aftenen var der juletræ for de voksne. Her var tilslutningen lidt skuffende, da kun 70 mødte op. Der plejer at være over 100.

Også Velling UIF holdt juletræsfest for både børn og voksne. I No Forsamlingshus var der torsdag eftermiddag juletræ for børn, og om aftenen samledes de voksne først til gudstjeneste i kirken og siden til kaffebord og dans i forsamlingshuset.

Holmsland Forsamlingshus havde juletræ for både store og små børn torsdag eftermiddag, og KFUM og K Samfundet havde arrangeret julefest i Hee Fritidshjem, og i Søndervig Missionshus talte lærer E. Christiansen, Skjern i aftes.

Fredag og lørdag fortsætter juletræsfesterne for både børn og voksne overalt på egnen.

Juletræsfesterne bliver afholdt for alle aldersklasser. Herunder ses et billede fra Odd Fellow Logen, St. Blicher’s årlige julefest for ældre. Billeder er fra midt i 1970’erne.

16. december 2021

S. Sørensen Sko, Vester Strandgade 3 

I 1897 åbnede S. J. Sørensen en skoforretning i Ringkøbing på adressen V. Strandgade 3.

Den drev han frem til 1938, hvor sønnen Mario Sørensen og hans kone Marie overtog forretningen.

I 1939-40 ombyggede Mario Sørensen skotøjsforretningen i Vester Strandgade.

Igen i 1952 lavede Mario Sørensen den næste store ombygning.

I 1972 ændrede forretningen igen udseende, da Mario Sørensen lavede sin tredje ombygning.

Marie og Mario Sørensen drev forretningen i 40 år indtil de i 1978 overlod roret til tredje generation. Søren Jacob Sørensen, opkaldt efter sin farfar, overtog butikken sammen med sin kone Henny. Omkring midten af 1980’erne kom den fjerde generation også med butikken, idet datteren Rikke Maria har været ansat. Hun ønskede dog ikke at overtage forretningen, så i 2001 blev forretningen solgt til naboen Birgit og Bent Brodersen fra Profil Optik, der på det tidspunkt havde brug for mere plads.

Ringkøbing Amts Dagblad skrev en artikel om salget den 28. april 2001, og i denne artikel blev det nævnt at man havde en sød juletradition hos Sørensen Sko, nemlig de hjemmebagte ingefær-småkager.

Hemmelige kager

– Da parret overtog forretningen i 1978, blev der første år taget hul på en sukkersød juletradition til ære for kunder og ansatte.

Henny satte sig for at forsyne butikken med ingefærsmåkager bagt efter en ganske særlig opskrift.

1. december blev der taget hul på kagerne i de mange dåser. Godt 15 dåser pr. år – eller ca. 93.150 småkager – er der blevet spist i december måned i de 23 år. – Mange har spurgt efter opskriften, men det er en del af traditionen, at den er hemmelig, smiler Henny.

Nogle kunder var dog så heldige, at de fik en lille pose med hjem, når julehandlen var klaret. Derfor er det ikke lykkedes for selv de mest ivrige at vriste listen over ingredienser ud af hende. Men de får chancen nu, hvor Henny Sørensen har sagt god for at give opskriften videre.

 

 

 

15. december 2021

Mangel på kontanter førte til oprettelse af Sparekassen

Forarbejdet til oprettelsen af Ringkøbing og Omegns Sparekasse blev påbegyndt den 16. december 1843, hvor der samledes følgende mænd på kateket Brandts initiativ.

Sognepræst Andresen, amtstuefuldmægtig Arendt, købmand Jac. Rindom fra Ringkøbing og proprietærerne Koefoed, Thimgaard, Fenger, Brejninggaard og Bruhn, Rydbjerg, der konstituerede sig som bestyrelse og straks gik i gang med at affatte og afsende en anmodning til Kongen om at oprette en Laane- og Sparekasse i Ringkøbing.

Ansøgning indsendtes gennem Amtmanden Grev Schulin, der stærkt anbefalede, bl.a. med baggrund i, at der på egnen er en stor mangel på kontante penge, da der ikke findes betydelige kapitalister, da vor hele handel går på Hamborg, som i almindelighed remitterer vare for de modtagne varer.

I løbet af 1844 blev ansøgningen behandlet og bevilget, således at i slutningen af året var alt klar til start, og den 26. december indeholder Ringkjøbing Amtstidende denne annonce.

Ringkjøbing og Omegns Spare- og Laanekasse var nu en kendsgerning.

Overalt begyndte sparekasserne deres virksomhed i det små, også hvad angår bygninger. En selvstændig sparekassebygning var der slet ikke tale om. Lokalerne blev i almindelighed stillet til rådighed mod en mindre godtgørelse af den mand, som blev daglig leder. I det stiftende møde antog man købmand og restauratør J. von Rosenvinge som bogholder og kasserer, og det blev da også ham, som stillede de fornødne lokaler til rådighed for sparekassen. Han ejede i 1844 en af de største købmandsgårde i Ringkøbing. Sparekassen havde til huse i den øverste del af ejendommen ud mod Ø. Strandgade i 21 år indtil købmand Rosenvinges død i 1865.

Herefter flyttede Sparekassens kontor længere ned i Ø. Strandgade til den nye kasserer og bogholder Oluf Arent, der i over 30 år udførte et dygtigt arbejde for Sparekassen. Da Oluf Arent fratrådte i 1876 blev købmand I. P. Harpøth valgt til kasserer, og Sparekassen flyttede på ny.

I.P. Harpøth ejede bedstefaderens gamle gård i Østergade. Han var i forvejen kasserer i den i 1872 stiftede Ringkjøbing Bank, og en kort tid havde Sparekassen og Banken fælles lokale. Senere ændredes det dog således, at banken fik lokale til venstre for indgangsdøren og sparekassen til højre, hvilket kan ses på billedet nedenfor. I 37 år fra 1876 – 1913 havde Sparekassen sæde i den gamle købmandsgård i Østergade.

I august 1911 vedtog bestyrelsen at købe ejendommen i nærheden, der også ejedes af I. P. Harpøth, og kort efter overtagelsen henvendte man sig til arkitekterne Møller og Plesner i København med anmodning om tegning og overslag til en ny bygnings opførelse. Man antog arkitekt Plesners tegning og i foråret 1912 gik man i gang. Den 1. april 1913 tog man i al stilhed den nye bygning i brug. Den ny 2-etagers ejendom havde ekspeditions- og mødelokaler i stuen og lejlighed til direktøren på 1. sal.

Efterskrift:
Sparekassen solgte bygningen i Østergade i 1975, hvor man flyttede til det tidligere Missionshotel på Torvet, og i 2018 flyttede man så videre til Havnepladsen 7 i Ringkøbing. Gennem årene har Ringkjøbing og Omegns Sparekasse deltaget i sammenslutningerne indenfor finanssektoren, og er nu en afdeling af Nordea Bank.

Kilde: Ringkjøbing og Omegns Sparekasse 1844-1944 – festskrift i anledning af 100 års jubilæet den 30. december 1944. Redigeret af J. I. Bøgner.

14. december 2021

Jul i Ringkøbing 1996

Julehæftet ”Jul i Ringkøbing” 1996 var som altid fyldt med annoncer fra annoncører der ønskede læserne en glædelig jul.

Her kommer et lille udpluk af disse.

VVS Stampe & Søn havde åbnet deres VVS-butik på Herningvej 76, og de ville gerne lokke kunder ind i butikken ved at reklamere for en JOCO børnebruser under sloganet: ”Ungerne vil elske ham”…

JK Jagt & Fiskeri ved Jesper Klokker havde fået hele personalet fotograferet udenfor butikken, og brugte dette billede til at ønske alle kunder en God Jul og et Godt Nytår

I Vester Strandgade lokkede bageriet med tilbudspris på kaffe og to klejner til kun 11 kr. Og havde man selv kagedåserne med, så kunne man også få fyldt dem op

Murerfirmaet Peter Tordrup ønskede Glædelig Jul og et Godt Nytår, og benyttede samtidig lejligheden til at annoncere for sine mandskabslifte, som han udlejede.

Så var det nemt for julemanden at komme op til skorstenen på taget.

Udover annoncerne kunne man også læse hele fire historier om ”gamle dage”.

I historien ”Den gamle dommer fortæller” fortalte fhv. dommer J. C. Christiansen om årets gang og julen på Holmsland omkring århundredskiftet. Journalist J. Blicher havde en historie fra Grønland med titlen ”I en ensom jagthytte på 75. breddegrad” med undertitlen ”Da ølhandler Conrad Larsen, Ringkjøbing deltog i en farefuld jagt-ekspedition til Østgrønland”, og Per Hauge Mortensen havde en lille artikel om samme person, den havde titlen ”Fangstmand og Tuborg-forhandler”.

Den sidste af historierne var Rigmor Kryger fra Køge, der fortalte om ”KFUK-Spejderliv i 1940’erne i Ringkøbing”, og her kommer lidt uddrag af denne historie.

”KFUK i Ringkøbing stillede et lokale til vores rådighed i deres ejendom i Vester Strandgade, som KFUK havde erhvervet i 1923. Frk. Stampe var bestyrerinde på KFUK og boede i lejligheden til højre i stueetagen.”

”Vores mødelokale var et værelse på 1. sal, og det var kakkelovnsfyret. Det var i besættelsestiden med brændselsrationering, men da vi ingen brændselstildeling fik, måtte vi selv komme med det nødvendige brændsel til opvarmning af lokalet i vintertiden. Det var nok ikke lige let for alle at afse brændsel til det formål. Jeg kan huske, at min far fik kørt en mindre kasse brunkulsbriketter derned. Briketterne havde den fordel, at de kunne ligge og ulme længe i kakkelovnen, så den værste kulde var drevet væk, inden mødet tog sin begyndelse. Jeg tror nu aldrig, at det lykkedes for os at opnå de store varmegrader i den strenge vinterkulde.”

”Møderne sluttede med en andagt, og vi sang en spejdersang, jeg vil tro efter et par timers forløb. Hjemturen i vintermånederne i besættelsestiden var langt fra spændende. Gaderne var yderst sparsomt oplyst, da mange af gadelamperne var slukkede. Vi fulgte hinanden hjem, da vi var flere fra Tangsvej. Jeg husker, at vi ofte gik midt ude på gaden, men biltrafikken var jo heller ikke stor dengang.”

”En søndag før jul gik vi to og to ud og besøgte nogle ældre mennesker, som vi forærede én af vores hjemmelavede juledekorationer. Materialerne til fremstillingen af dekorationerne hentede vi ude i naturen; et år var jeg med til at samle kogler og andet i Schuberts Plantage. Et år fulgtes jeg med med Birgit Laursen, og da vi havde afleveret dekorationen, spurgte Birgit, om vi skulle synge en sang for den ældre dame, vi besøgte. Vi blev inviteret indenfor, og vi sang af hjertens lyst, og selv om det ikke havde lydt særligt kønt, takkede hun os og virkede taknemmelig for det.”

 

 

Skulle der være nogen der gerne vil læse historierne i de gamle numre af ”Jul i Ringkøbing”, så er det muligt at købe de fleste årgange på Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv for kun 10.- kr. pr. stk. Vi har flere eksemplarer af næsten alle årgangene

13. december 2021

”Indianerlejren” på havnen i Ringkøbing

Mellem den gamle havn og rådhuset ligger ”Fiskerstræde” og ”Fiskerklyngen”, som er de officielle gadenavne i det område, der i daglig tale blot kaldes Indianerlejren.

Fiskerne har, siden havnen blev bygget, lagt deres både til ved ”Bro 2”, den østligste af havnens broer, og ved siden af den har de haft deres skure til grej og redskaber. Hytterne blev brugt til opbevaring af fjordfiskernes fiskeredskaber, som garn, ned, bøjer, værktøj, reservedele til bådene og mange andre spændende ting.

Mellem husene ligger fiskernes net og ruser til tørre, og det er tydeligt, at området stadig er i funktion, omend det slet ikke er i samme grad som tidligere.

Indianerlejren har fået navn fra fiskernes bundgarnspæle. Når de ikke var i brug på fjorden, blev bundgarnspælene taget på land, og sat op på en måde, der kan minde om et indianertelt, en tipi.

Som det ses på gamle billeder, var der i tidligere tid rigtig mange af disse ”tipier” i Indianerlandsbyen, men i dag er der kun en enkelt ved Havnen, som minder om tidligere tiders store fjordfiskeri.

De fleste af skurene er rødmalede, men der er også enkelte grønne og sorttjærede huse ind imellem. Området med de små, tætliggende træskure og de kringlede stier og veje er et stemningsfuld sted på havnen, og bliver flittigt besøgt, både af turister og fastboende.

For børnene var det et sted med atmosfære og mange spændende ting. Det var ikke altid, fiskerne syntes, det var passende at have børn til at løbe rundt,så når ungerne blev opdaget, blev de ofte gennet væk.

I Ringkøbing har disse huse overlevet de moderne tider, men de kunne nemt være blevet fjernet ved byggeriet af rådhuset. Dette skete heldigvis ikke, så ”Indianerlejren” er nu et område, der tiltrækker lokale såvel som turister. Lige så firkantet rådhusets og bibliotekets arkitektur er, lige så fritgroet er redskabshusene.

I ”Indianerlejren” er der gennem tiden blevet plads til individuel udfoldelse, både hvad angår udseende, farvevalg og arkitektur.

Er du interesseret i havnen og dens historie, så glæd dig til uge 7 næste år, hvor Ringkøbing Museum åbner en udstilling om havnen. Den er blevet til i et samarbejde mellem Museet og Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv.

12. december 2021

Villa ”Toga”, Herningvej 64
Nedenstående historie og billederne stammer fra Ringkøbing Bevaringsforenings hjemmeside. Oplysningerne er givet af af Niels Poulsens efterkommere.

De tre personer der sad i jumben på dagens kalenderbillede med hesten forspændt var Niels Poulsens tre børn Ole, Anna og Ellen.

Den velkendte hvide villa, der ligger meget tæt ved lyskrydset på hjørnet af Herningvej og Kongshøjvej, blev opført omkring 1910 af Niels Poulsen, der var født i Tim.

I 1897 bestod han sin svendeprøve som murer, hvorefter han arbejdede i forskellige byer i Danmark, ligesom han også var på valsen som naver i Tyskland. Han læste derefter videre og fik i 1904 sin afgangseksamen som konstruktør. Samme år fik han borgerskab som murermester i Tim, hvor han byggede flere landbrugsejendomme, ligesom han opførte et hus i stationsbyen til sin egen bolig. Huset ligger på Hovedgaden i Tim og det har siden 1916 været kendt som ”Dyrlægeboligen”.

Da Ringkøbing – Ørnhøj Jernbanen blev anlagt blev han tilsynsførende arkitekt ved opførelsen af banens bygninger. I 1909 blev Niels Poulsen ansat som direktør for Ringkjøbing Kalksandstensfabrik, som lå hvor Betonvarefabrikken nu ligger. I 1917 overtog han Kalksandstensfabrikken.

Villa Toga blev i 1910 opført af kalksandsten, for at man kunne vise, hvad kalksandsten kunne bruges til.

Da Villa ”Toga” blev bygget var der ikke en kælder med nedgang udefra. Der var i forbindelse med køkkenet en lille viktualiekælder, og centralvarmen blev forsynet med varmt vand fra komfuret i køkkenet, der havde gaslys.

Navnet ”Toga” stammer fra Niels Poulsens storebror, der havde forklaret, at en toga var en romersk kappe til beskyttelse mod vejrlig, og sådan mente han også, at villaen skulle være til beskyttelse for familien.

Som sædvanlig bringer vi en lille adventsgave – og her 3. søndag i advent er det et link til Ringkøbing Bevaringsforenings hjemmeside, hvor man kan læse mere om Villa Toga og om bevaringsarbejdet i Ringkøbing og omegn:
www.bevaringsforeningen.dk/ringkobing/huse-i-ringkobing/herningvej/herningvej-64-villa-toga/

11. december 2021

Fugleneg til jul

I arkivet har vi fundet en omhyggelig udarbejdet plan fra U. R. K, Ungdommens Røde Kors, en plan for arbejdsgangen, i forbindelse med at man skulle binde fugleneg, og bringe dem ud til borgere der havde bestilt. Arbejdsplanen er skrevet på et stykke brevpapir fra J. P. Nielsens Fabrikker trykt på det tidspunkt, hvor sønnen Hans Bech Nielsen havde overtaget fabrikken efter faderens død. Men hans navn er overstreget på arket. Det kunne derfor tolkes, som planen er skrevet efter Hans Bech Nielsens død i 1937. Virksomheden er på det tidspunkt overtaget af Hans Bech Nielsens søn, Jes Peder Nielsen, født 1902. Det ser ud til at virksomheden er ophørt omkring 1941.

Arbejdet skal foregå i gården til I. P. Nielsens Fabrikker, der lå Reberbanen 6, mens privatboligen var i Østergade 8.

Arbejdsgangen er, at man modtager de store neg, som opdeles til mindre neg på et bindebord.

Negene skal bringes ud i byen til de borgere, som har bestilt dem. Udbringning skal foregå med amtmand Karbergs gig forspændt hans islandske hest.

I Gunnar Jensens bog ”Ham fra Ringkøbing” fortæller han, ”at Amtmanden havde en jumbe og en gul hest, en islænder, der var pasgænger”, og han fortæller videre: ”Det skete flere gange, at vi fik lov at køre med”.

Andreas Vallentin Karberg (1881 – 1961) var amtmand i Ringkøbing fra 1926 til 1951. Han var her altså under 2. verdenskrig, og det, at han anvendte et hestekøretøj, kan måske være i forbindelse med brændstofrationeringen under 2. verdenskrig.

Betaling for julenegene skal afleveres til fru Næss-Schmidt. Hun var formand for Dansk Røde Kors i Ringkøbing. Hun havde været medlem af foreningen siden 1901 og været formand fra 1926. Hun blev i 1943 valgt ind i byrådet for Konservativ Folkeparti. Under 2. verdenskrig var hun aktiv omkring evakueringer og sundhedsarbejde i kommunen.

Og hvem var J. P. Nielsen og Hans Bech Nielsen?

Jes Peder Nielsen boede som nævnt i Østergade 8 og havde fabrik på Reberbanen 6. Denne adresse er i dag en del af den store parkeringsplads bag Vestjysk Landboforening i det område, hvor arealerne omkring J. P. Nielsensvej og Tangsvej i dag ligger. Her dyrkede J. P. Nielsen cikorie, som blev anvendt til kaffeerstatning.

J. P. Nielsen producerede pakfarver til hjemmefarvning. Desuden fremstillede fabrikkerne maltsaft til ølbrygning, og der blev brygget Maltextrakt-øl.

Hjemmebrygning af øl ud fra produktet fra J. P. Nielsens Fabriker, Ringkøbing

I en annonce som J. P. Nielsen har skrevet i december 1895 anpriser han sin maltsaft:

Fra Maltsaftfabrikken anbefales Maltsaft til at brygge Øl af i Stedet for Malt, hvorved omtrent kan spares 1/3. Mange større Gaardmænd har udtalt sig saaledes: Vi har bedre Øl end før ved Benyttelsen af Malt, lettere at brygge, er mere holdbart og billigere, saa vi vil ikke bruge andet end Maltsaft.

Efter J. P. Nielsens død i 1906 blev virksomheden ført videre af sønnen Hans Bech Nielsen. Han blev født i 1872 og døde 1937. Faderen såvel som sønnen var valgt ind i byrådet og aktive i byen.

10. december 2021

Restaurationen Morten P

I 1949 købte ægteparret Edith og August Andersen restaurationen ”Morten P” i V. Strandgade 7. De fik indrettet værelser på førstesalen, så det blev til ”Hotel Morten P”, og de gjorde stedet kendt som et rigtigt godt spisested, inden de solgte hotellet i 1960.

Ringkjøbing Amts Dagblad besøgte dem i 1957, og bragte i lørdagens bagsiderubrik ”Mellem Kvinder” den 6. november 1957 en lille stemningsrapport samt en opskrift på leverpostej.

Vi besøger Morten P i Ringkjøbing og får opskrift på en lækker leverpostej til det kolde bord.

Hos Morten P. i Ringkjøbing, restaurationen med de lave stuer og med de kulørte vinduer, som vender ud mod gaden med de lave huse, er der en ganske særlig hyggelig krostue-stemning.

Her regerer det dygtige ægtepar Edith og August Andersen på ottende år, og i restaurationens gård, hvor der også serveres om sommeren, er August Andersen netop ved at gøre i stand, for der skal gøres klar til den forestående sæson.

Noget af det som er mest populært hos gæsterne hos Morten P., er smørrebrødssedlen og i særdeleshed det store kolde bord.

Fru Edith Andersen, som i øvrigt er af rigtig hotelslægt, idet hendes forældre i mange år havde Hotel Jelling, serverer hertil foruden 6 slags sild mange kolde retter. Der er bl.a. hamburgerryg med gemyse, flæskesteg og medister med varm rødkål, fiskefilet med remoulade, stegt ål, karry- italiensk- reje- og frugtsalater, rulle- og spegepølse, røget fårelår, som forresten kun er en ting man spiser i Jylland, en varm ret som f.eks. stegte duer i flødesovs samt til slut en osteanretning, og derudover en dejlig varm leverpostej.

Fru Andersen tager til den ret som de fleste hotelfolk på slump, men alligevel fandt vi frem til målene:

1 kg lever, 1 kg spæk og 2 løg hakkes 3 gange gennem kødmaskinen og røres godt (i hånden) med en lille kop mel, 3 hele æg, næsten 1 liter mælk og ca 3 tsk. Salt og 2 tsk. peber, så det er ganske tyndtflydende. Postejen bages ca. 1 time i ovnen i vandbad i bradepanden, så undgår den at brænde på, og den bliver med en lækker gylden skorpe.

Morten P. som sidste forår fik nogen dejlige værelser til gæsterne, havde sidste år så stort et besøg, at det næsten var for meget for ægtefællerne. Og skønt August Andersen hjælper til i køkkenet, for han kan nemlig også lide at lave god mad, søges der snart en ekstra kokkepige til sommertiden.

Ringkøbing Lokalhistoriske Arkivs ”Husker du – eller er det glemt”? bragte i 2019 en længere artikel om Restaurationen Morten P og Sorte Louis. Arkivet har fået genoptrykt denne bog, så den kan stadig købes ved henvendelse til arkivet, hvis man er interesseret i at læse mere om stedet.

 

9. december 2021

Jernstøberiet i Vestergade 15

I løbet af 1800-tallet var støbejern blevet meget populær til rigtig mange ting. Tidligere havde det især været brugt til ovne, men nu dukkede det op i mange forskellige sammenhæng. Ikke mindst det stadig mere mekaniserede landbrug brugte støbejern til maskiner og inventar.

I 1872 startede brødrene Carl og Simon Holbek derfor et jernstøberi op i Vestergade 15. Simon Holbek havde forud for dette startet et jernstøberi op i Nygade 10, det flyttede de hen i Vestergade 15, hvor Søren Bollerup tidligere havde haft Dampbageri.

Simon Holbek flyttede i 1884 til Skjern, efter jernbanen havde sat skub i udviklingen i denne by. I 1897 overdrog Carl Holbek støberiet til sønnen P. Tang Holbek og han blev selv kæmner, med kontor i Vestergade 25.

I 1890’erne blev det dog svært for det lille støberi at klare sig i konkurrencen, så sønnen kom på en svær opgave da han i 1897 overtog støberiet. Virksomheden manglede kapital, så man lavede et aktieselskab, og en del af byens folk tegnede sig for et mindre aktiebeløb i håb om at få gang i sagerne igen.

Men efter et par år gav sønnen op, og rejste til Hørsholm, hvor han blev direktør for A/S Hørsholm Jernstøberi. Da han døde i 1952 kunne man i den lokale avis læse følgende om ham: ”Jernstøber P. Tang Holbek døde i sit hjem i Hørsholm efter lang tids sygdom. Født i Ringkøbing, hvor to generationer før ham var jernstøbere. Han føltes alle dage stærkt tilknyttet til sin fødeby, som han ved flere lejligheder har betænkt med gaver og legater”.

Da P. Tang Holbek rejste til Hørsholm blev Johan Frederik Valdemar Røgind ansat som direktør.  

I 1911 kom Aktieselskabet igen i økonomiske vanskeligheder, og det blev besluttet at sælge firmaet. Der kom dog ikke nogen bud, så enden blev at Valdemar Røgind i februar afgav et tilbud om at overtage aktiverne og selskabet blev opløst.

Det blev dog aldrig til en blomstrende forretning, selv om han havde nogle specialiteter, såsom en dampgryde til kogning af svinefoder, de såkaldte ”Hoverdal” grisetruge og et centralvarmekomfur, der en tid havde en ret god afsætning. Røgind virkede også som vand- og gasmester, og han indlagde centralvarme og wc i mange hjem i Ringkøbing.

Jernstøber Valdemar Røgind drev firmaet til sin død i 1929.

Georg Vejen Larsen fortæller i sin bog ”Vestenvind”, at hans far Jens Vejen Larsen og urmager L. C. Andersen mente at det spøgte på Jernstøberiet i Vestergade om natten efter kl. 24.

”Han (L. C. Andersen) var også lidt overtroisk og troede på syner og varsler, og da der efter sigende var spøgeri omme på Jernstøberiet i Vestergade efter kl. 12 om aftenen, fik min far og L. C. overtalt smed Bjerre til at de måtte sidde i støberiet en nat over. Smed Bjerre var selv af den opfattelse, at der var spøgeri på støberiet, men da han var ret døv, havde han ikke nogen anledning til at sidde og fryse i støberisalen for at høre noget, han ikke selv kunne høre, så foretrak han sin varme stue og sin seng. Og i øvrigt var han heller ikke helt tryg ved at skulle sidde der i smedeværkstedet og måske blive konfronteret med et spøgelse.

Og hvordan gik det så. De to venner holdt ud til kl. 6 om morgenen, og så havde min mor morgenkaffen parat. Om det var nattens prøvelser, eller det virkelig var spøgelser, de havde set, skal være usagt. Men de mødte op hos min mor med gul farve i ansigterne og på tøjet, og så havde de hørt noget, der lignede slæbende skridt oppe fra loftet på Jernstøberiet. Jo vist. Det spøger på Jernstøberiet.

Det ved enhver gammel ringkjøbingenser. Nogle siger at det er fordi der for nogle hundrede år siden blev begået et mord på stedet. Morderen blev aldrig straffet af nogen menneskelig domstol, men han må nu gå sin tunge og slæbende gang på loftet af Jernstøberiet hver aften efter klokken tolv.

Det må være kedeligt. Han skulle hellere ha’ taget sin straf hernede blandt mennesker.

Jeg har talt med min far om oplevelsen på Jernstøberiet, men han gik aldrig videre med sin viden og sagde: ”Hvis du er så interesseret og skeptisk, så gå selv derop klokken tolv en aften”. – Det har jeg aldrig haft mod til”!

8. december 2021

Isbaneløb mv.

I 1980 afholdt man isbaneløb på Ringkøbing Fjord. Løbet blev afviklet på 3 baner i Velling bugt, og Ringkøbing Amts Dagblad havde følgende rapport fra begivenheden:

Isløbet på Ringkøbing Fjord blev en kæmpe succes på førstedagen.

»Vi havde over 100 biler til start, så vi håber selvfølgelig på, der kommer lige så mange i dag,« sagde Allan Slyk fra Ringkøbing og Omegns Motorklub, ROMK, da Dagbladet talte med ham søndag morgen.

Dagens løb starter klokken 10 og varer til klokken 15, og alle, der er interesserede i at prøve kræfter med ROMK’s tre baner på isen på Velling Bugt, er velkommen, siger Allan Slyk.

Folk kom langvejs fra lørdag. En hel del fra Østjylland og nogle så langt væk fra som Flensborg. Aldersspredningen var også stor. Ældste mand bag rattet på isen var 84!

ROMK er så tilfreds med weekendens forløb, at man også inviterer til isbaneløb på fjorden i næste weekend – hvis da ikke Jomfru Tø tager livet af Snemand Frost inden.

I 1987 var fjorden også frosset, og man havde lavet baner til isbaneløb, men en enkelt bilist vovede sig udenfor banen, og det udviklede sig til en farlig situation, da han søndag den 18. januar kørte gennem isen med seks børn i bilen. Alle blev dog reddet ud af bilen, og bjergede sig op på bilens tag, hvor de sad til hjælpen nåede frem og fik dem bjerget over på isen. Således endte dramaet godt, og bilen blev bjærget af Falck dagen efter.

I januar 1987 skrev Ringkøbing årbog blandt andet følgende om isen på den tilfrosne fjord:

– Isen er nu så tyk, at der kan køres i bil og på slæde ud til hullerne, hvor garnene bliver sat. Garnet bliver taget op og nye sat og så hurtig hjem i varmen og pille fiskene af. *

– 505 biler deltog i ROMKs isbaneløb i weekenden. Tilslutningen bliver bedre år for år. * Der er advarsel mod at køre tværs over isen, da der flere steder er våger.

– Falck, politi og pressefolk, der var på isen mandag eftermiddag glædede sig over pølseforhandler Arne Andersen, der kom ud til de frysende folk med 50 varme pølser. Alle tog godt for sig af retten.

I 2010 reklamerede Ringkøbing og Omegns Motorklub for isbaneløb på følgende måde:

Isbaneløb på Ringkøbing Fjord

Ringkøbing og Omegns MotorKlub gentager i den kommende weekend succes’en med isbaneløb på Ringkøbing Fjord. Der køres både lørdag og søndag den 13. & 14. februar fra kl. 10-15.

Der er opstillet 3 baner som kan gennemkøres én gang for kr. 50,- eller 2 gange for kr. 80,-.
Der køres i 4 forskellige klasser – alle er velkomne.

Mulighed for at købe pølser og drikkevarer.

Startsted mellem Ringkøbing og Velling ved fiskerhusene.

Styrthjelm påbudt – så medbring gerne egen hjelm.

Ved løbet i 2010 var der en ung 18-årig mand der mistede herredømmet over sin bil, og bragede ind i en anden bil med en mor og hendes barn. Men heldigvis kom ingen alvorligt til skade, selv om ulykkesbilisten bagefter måtte skæres fri, og kvinden havde smerter i nakken efter ulykken.

Men en ting er at det kan gå galt når man kører bilræs i dagslys – det kan det bestemt også, når man bliver dumdristig og prøver at køre på isen i mørke. Det fandt to mænd ud af på den hårde måde, da de en uges tid efter isbaneløbet kørte ud på isen i mørke.

Ringkøbing Amts Dagblad skrev følgende om det:

”Selv om isen på Ringkøbing Fjord længe har været så tyk, at biler har kunnet køre ræs på fjorden, er det bestemt ikke helt ufarligt at vove sig ud på isen”.

Det måtte to mænd forleden aften sande – på den sure måde.

Mændene kørte ind af Vellingvej mod Ringkøbing, da chaufføren pludselig svingede ned mod fiskehytterne og kørte ud på fjorden – til stor overraskelse for den intetanende passager.

Han protesterede noget over afstikkeren, for hvad nu, for det var mørkt og hvad nu, hvis isen ikke kunne bære. Det var ikke til at orientere sig – og derfor ganske tåbeligt, syntes han – og tog sikkerhedsselen af, hvis der nu skulle ske noget.

Det må man sige, der gjorde. Lidt for tæt på sivene stak bilen pludselig forenden i en våge.

Vand sivede ind i bunden af bilen – og der sad de to mænd så.

I ordets bogstaveligste forstand – for is forhindrede dem i at lukke døren op i nogen af siderne.

Så det endte med, at rullede vinduet ned i chaufførsiden og kravlede ud der.

Var deres fødder og ben ikke våde i forvejen, så blev de det, inden det lykkedes de to mænd at komme på land og få fat i Falck, der kunne trække bilen op af vågen og ind på landjorden.

Bilen kunne siden køre derfra – og blev efterfølgende udsat for en grundig tørring.

Og de to mænd har siden moret sig over vandgangs-episoden.

Men næste gang fortsætter de nok ad Vellingvej – i hvert fald når det er mørkt…

7. december 2021

”Der var engang en brugs” af Marie Gorm Jakobsen

Til skolejuletræets sidste dag før juleferien var lærerne – dengang i min barndom 3 – plus min bror Hans og jeg inviteret om i brugsen aftenen før for at hjælpe med at pakke poser til skolebørnene. Poserne var lærernes kvittering for de julegaver, de fik fra deres klasse, og som forinden medførte højlydt diskussion blandt eleverne om takst og gaveforslag.

Tænke sig – at få lov at stå bag disken, der i poseprocessen blev en slags samlebånd, og skulle putte en lakridspibe, en slikkepind, 3 bolsjer, et stykke konfekt eller hvad det nu kunne være, i posen på lige fod med de voksne og tilmed ind imellem få lov til at ”bedømme kvaliteten”. Huha! – I en af poserne blev endda puttet en marcipangris doneret af butikken.

Hvor vi så frem til den aften! Og bagefter over i forsamlingshuset og være med til at pynte det himmelhøje juletræ, som også ungdomsforeningen brugte mellem jul og nytår.

Sidst i november blev min bror og jeg spurgt, om vi igen i år ville være med til at pakke de hjemkomne julevarer ud og sætte på hylder? Om vi ville – jatak dada! Det foregik efter lukketid. Julegaveartikler af forskellig art, julepynt, julefrugter – det var dengang vi fik en hel appelsin med sukkerknald i juleaften – og julegodter. Selve butikken blev godt behængt med guirlander og gran, og de to vinduer mod vejen – nordvestvinduet var besat af kaffemøllen – blev fyldt op med ønsketing.

I det ene vindue var anbragt en julemandsdukke, der tålmodigt og eftertænksomt nikkede, når han blev trukket op. Han spekulerede nok på, om man havde gjort sig fortjent til at få ens vildeste ønske opfyldt?

I et andet vindue var lagt op til en julekonkurrence, f.eks.: Hvor mange sukkerknalde er der i denne lukkede pose? Sidste frist for svar var angivet, og præmien stod hos.

En sådan ”pynteaften” havde uddelerkonen besøg af sin bro fra Ådum, og da han hen på aftenen kom ind i butikken, udbrød han: ”Nu ska’ I for pokker pass’ på, det ett blyvr så flot, te I ett ka’ gjør’ et bejer næjst oer”.

I de gamle protokoller kan man læse at de den 28. september 1912 var den første butiksdag i Rindum brugs. Rindum havde i 1911 fået ny skole, og brugsen lejede sig ind i den nordøstlige del af den gamle skole som lå nabo til kirken. I 1915 købte brugsen bygningen og grunden for 4500 kr.

I 1922 var pladsen blevet for trang, og man byggede en ny brugsforening. I 1970 blev der foretaget skelregulering med kirken, så der kunne laves parkeringspladser, og i 1972 blev uddelerboligen inddraget til butiksareal. Man havde helt fra starten også solgt grovvarer, men dette salg ophørte man med i 1974, og herefter var det kun butiksvarer der blev solgt i Rindum brugs.
I 1987 blev der foretaget tilbygning til butikken, og en ombygning der blandt andet ændrede facadens udseende. Samtidig blev garage- og lagerbygning nedrevet.

I 1990 trådte brugsen i likvidation og lukkede, derefter fortsatte butikken som købmandsbutik nogle år, indtil 2003 hvor Menighedsrådet købte forretningen, som efterfølgende blev nedrevet. Byggeriet af det nye kirkehus startede dog først i 2008, og det blev indviet i forsommeren 2009.

6. december 2021

Sabotage mod Ringkjøbings klokkespil?
– et uddrag af en krønike-historie fra Ringkøbing Amts Dagblad

Regnen øsede ned. En ensom mand stod ude midt på Torvet og så op mod Rådhus-uret. Den lange viser gled ind over den korte.

Spændt ventede manden på første gang at høre, hvorledes klokkespillet i de to glamhuller ville lyde. Der kom en dyb, klart klingende malmtone, klokkeværket snurrede inde bag klokkerne, så fulgte klare, høje toner og dernæst dybe og mellemtoner – den rene vellyd. Pludselig lød der et svum eller en lyd, som slog klokkeknebelen på en papkasse og en tone udeblev.

Klokkeværket snurrede videre, men igen lød svuppet fra uret.

Manden gik nærmere Rådhuset og stirrede direkte på klokkerne. Så fik han øje på et mystisk væsen, som sad inde under den nederste venstre klokke og fyldte rummet godt op.

Hver gang den nederste venstre klokke blev sat i gang, fik ”væsenet” et skub og flyttede sig vrissent ud til siden og klemte sig op af klokkevæggen. Det gentog sig igen og igen indtil klokkespillet havde spillet den sidste tone og ”væsenet” kunne sove videre. Var det mon en gnaven ugle, som mente, at den havde ret til klokken. Manden kunne ikke afgøre det – det var for mørkt.

Et par dage efter skinnede solen, og et par fede duer sad og solede sig på gesimsen over uret. Og der i mørket under den venstre klokke sad uglen. Pludselig blev den irriteret over mandens nysgerrige kiggen og rykkede sig et skridt fremad for at tage ham i øjesyn. Den stak hovedet frem, og så slog solen smut på uglens bryst.

Det var ikke en ugle, men rådhusets allerfedeste og dovneste due, som havde besat klokkerummet til trods for, at klokkeknebelen nu og da irriterede den.

Kig op på klokkerne næste gang du går forbi – måske en efterkommer af ”duen” har vundet hævd på pladsen.

Hvis du er interesseret i at læse mere om Erik Westerby er der flere historier om denne spændende person i arkivets nye årbog ”Husker du – eller er det glemt”? 2021.

5. december 2021

Vægterne i Ringkøbing.
Ringkøbing er i dag kendt for de syngende vægtere, der i juli og august går gennem byens gader fra kl. 20.00. Turene starter ved det Gamle Amtsrådhus på Torvet. På Hotel Ringkjøbing har vægterne deres egen stue “Vægterstuen”, hvor de nogle aftener om sommeren synger sammen med gæsterne. Den sidste fredag i august er alle vægterne samlet på Torvet uden for Hotel Ringkøbing, hvor der er fællessang.

Vægternes historie
Vægterne nævnes i Københavns stadsret allerede i 1294. Deres opgave var at holde opsigt med ildebrande og patruljere i gaderne om natten. Under Christian V fik hovedstaden et fast vægterkorps, der nu også skulle tænde og slukke byens lygter, afværge slagsmål og tyveri og sætte de skyldige i byens arresthus.

Vægternes uniform bestod af kappe, bælte og en kraftig hue. Bevæbningen var kårde og morgenstjerne (stang med kugle foroven. Kuglen er forsynet med 12 pigge, og dette antal menes at svare til årets tolv måneder). Senere afskaffede man kården, men bæltet blev bibeholdt til at spænde fulde folk fast med, når de blev transporteret bort på en brandstige.

I Ringkøbing antog man i 1785 to borgere til at være rådhustjenere om dagen og vægtere om natten. Om dagen skulle de gøre rådstuen ren og opvarme den samt opvarte fangerne. Desuden var de gravere og stævningsmænd.

Kl. 9 om aftenen, når kirkeklokken slog, skulle de ringe med den store klokke og begynde deres vægtergang. Hver gang klokken slog hel, skulle de gå gennem gaderne – første gang kl. 10 – og synge vægterversene. Nogle kilder hævder, at de skulle synge for at vise, at de stadig var vågne.

I det gamle vægtervers hedder det:
Om I vil tiden vide,
Husbonde, Pig’ og Dreng,
da er det på de Tide,
man føjer sig til Seng.
Befaler Eder Herren fri!
vær klog og snild,
vogt lys og ild.
Vor Klok’ er slagen ti.

Ære være Gud, vor Herre,
Hannem ske Lov, Pris og Ære.
Vinden er sydvest.

Det var ingen anset bestilling at være vægter, så den romantik, vi forbinder med det, er først opstået i nutiden. Det var især pålagt vægterne at holde opsyn med ildebrande, for datidens brandredskaber var elendige, og husene havde letantændelige, stråtækte tage. Mange byer blev lagt i aske, men Ringkøbing er i nyere tid blevet forskånet for store, ødelæggende brande.

Da København i 1862 fik gasbelysning, blev vægterne her overflødige. Deres øvrige opgaver var på det tidspunkt allerede overtaget af politiet.

I mange købstæder fortsatte vægterne dog længe deres natlige rundgang og vægtersang.

Endnu ved år 1870 var der to vægtere i Ringkøbing, nemlig Mads Chr. Ibsen og Peter Oppenhagen, men omkring 1880 ophørte vægterstillingen, og nattevagten udførtes af en af kommunen ansat natbetjent.

Denne sidste rest af vægtertjenesten var i kraft i Ringkøbing indtil omkring 1940, da man indførte enhedspolitiet, og såvel dag- som nattjeneste udførtes herefter af det fast ansatte politimandskab.

I 1975 genoptog man i Ringkøbing den gamle vægterskik, omkring 100 år efter vægterstillingerne i byen var blevet nedlagt. Der var i de første år vægtertjeneste nogle få uger hver sommer. Tjenesten blev i 1991 udvidet til to måneder, og vægterkorpset tæller nu 8 medlemmer (før tre), som har oprettet et egentligt vægterlaug. Lauget repræsenterer altid Ringkøbing ved de europæiske vægtertræf.

Vægterne går syngende gennem byens gader hver aften i sommertiden, og mange følger vægterne på deres rute gennem byens gamle gader.

Sommetider synger vægterne også for gæster på byens restauranter og værtshuse, og som tak får de “en lille en”, og af og til synger de også ved et privat hus, hvor beboerne står klar med flasken mod at få lov at høre en bestemt sang.

I anledning af, at det i dag er den 2. søndag i advent, kommer her en lille adventsgave i form af link til to små film på YouTube med vægterne:

Vægterne i Ringkøbing – YouTube
Video fra en aftentur den 25. juli 2017 i Ringkøbing centrum, hvor vægterne går fra Torvet kl. 20 hver aften i Juli og August måned. Vægterne i denne video er Jens Ballegaard og Leif Kastner

RINGKØBING VÆGTERNE 2016 – YouTube
Filmen om – Ringkøbing Vægterne – er optaget i den gamle del af Ringkøbing i løbet af – onsdag den 13.07.2016 – og viser vægternes hyggelige tur gennem byen, hvor de både synger gamle salmer og viser og fortæller anekdoter både om det frivillige vægterkorps på 8 mand og om Ringkøbing by i gammel tid. Vægterkorpset består af 8 frivillige mænd og de får ikke nogen former for offentlig støtte.

 

4. december 2021

”Jul i Ringkøbing” 1971
Blandt alle annoncerne fra 1971-udgaven af ”Jul i Ringkøbing” har vi udvalgt nogle enkelte, her kommer først en fra Marie Thomsens Parfumeriforretning i Nygade 13 og en fra Skyttes Betonvarefabrik – de har nemlig noget til fælles – forklaring følger…

Marie Thomsen drev i en årrække parfumeriforretning i Nygade, og Evald Thomsen var i en lang årrække direktør hos Niels Skyttes Betonvarefabrik ved jernbaneoverskæringen på Herningvej.

Ejendommen Nygade 23 er bygget af redaktør J. Jørgensen, der var redaktør for Ringkjøbing Amts Avis. Bladet havde haft kontor i Østergade, men da Jørgensen i 1862 overtog bladet, flyttede han redaktionen og ekspeditionen til Nygade.

– I 1927 blev trykkeriet nedlagt i Ringkøbing og den radikale avis blev et filialblad af Skive Folkeblad. Nygade 23 ejedes i mange år af familien Balleby.

Efter tøjbutikken La Mode lukkede, havde blandt andet LP Musik forretning i lokalerne i årene 1974-75, og fra 1979 til 1984 havde Niels Pedersen musikforretningen ”Hithouse” der. I stueetagen i samme bygning lå også sagførerfirmaet Paabøl, som havde indgang i hjørnet, det blev i 1981 solgt til advokat Bjarne Lund Jørgensen.

”Ringkøbing Autocentral” var på dette tidspunkt ejet af Kristian Aage Pedersen. Han havde forhandlingen af Renault og Volvo, og på et tidspunkt brugte han slogan’et: ”Hold Dem til Volvo, den holder til Dem”. Desuden var der benzinsalg fra BP-tanken, og beliggenheden på hjørnet af Enghavevej og Vester Strandsbjerg gav et ret betydeligt benzinsalg til alle turister, der skulle mod havet. Kristian Aage Pedersen fortalte, at benzinsalget blev markant mindre, da den nye Søndervigvej blev åbnet i 1967.

1. november 1977 blev firmaet solgt til tre medarbejdere Peder Henrik Westergaard Nielsen, Gert Pedersen og John Silberg. Senere sidst i 70’erne trådte Gert Pedersen ud af firmaet, og i 1984 trådte også John Silberg ud. Peder Nielsen var herefter eneejer indtil han i november 1989 solgte firmaet til ”Bil-Fin”, en brugtvognsforhandler fra Silkeborg.

Han solgte senere matriklen til Johnnys Cykler, der senere solgte den til naboen A.V. Vejgaard, som har den i dag.

Snedkermester Jens Skovgaard Jensen etablerede en af danmarks første møbelfabrikker i Hornslet i begyndelsen af 1903, efter han i en årrække havde været snedkermester i en årrække. Fabrikken voksede hurtigt og beskæftigede i en lang periode over 100 mand. Møbelproduktionen var funderet på salg til ind- og udland.
Tre af Jens Skovgaard Jensens sønner, Aksel, Rasmus og Peter, blev alle udlært møbelsnedkere på fabrikken. De startede hver især deres egne fabrikker i henholdsvis Ringkøbing, Ørum og Nykøbing Falster i slutningen af 1930’erne.

Ringkøbing Møbelfabrik blev drevet som et familieaktieselskab, med direktøren A. Skovgaard Jensen i spidsen. Produktionen var primært kvalitetsmøbler i massivt egetræ, og i særdeleshed deres standure, som var kendt i hele landet.

 

 

Luftfoto fra 2020 af Møllevej – Møbelfabrikkens daværende placering er angivet med den grønne markering. Som det ses er der i dag bygget rækkehuse på grunden, og alle spor af den gamle møbelfabrik er for længst forsvundet.

 

3. december 2021

Ishuse og isværk

Før køleskabenes tid klarede man sig med is opsamlet om vinteren og gemt i såkaldte ishuse.

Ishuse var specielt konstruerede huse til opbevaring af isen fra vinter til sommer. Isen blev brugt i bryggerier, konditorier, hospitaler, mejerier, slagterier og – især vigtige her i Ringkøbing – opbevaring af fersk fisk.

Ishusene blev bygget med en kraftig isolering på alle sider. Isoleringen kunne bestå af risskaller, boghvedeskaller, hakkelse, avner, savsmuld, lyng eller andet. Bunden af huset blev isoleret med tørvejord, savsmuld, granris eller lyng.

Isen hentede man flere steder rundt omkring i søer og moser, blandt andet i søen ved Ledgård på Holmsland, og ikke mindst i havnen og i fjorden når det rigtigt frøs.

Til arbejdet brugtes specielle lange save og økser.

Anders Grimstrup (1900-1983) fortæller om hvordan det kunne ødelægge mulighederne for at løbe på skøjter når der blev savet is på de søer der blev brugt til skøjteløb:

”Der var flere steder, man kunne løbe på skøjter. ”Sandgraven”, en kunstigt dannet sø, (området ved Alkjær Lukke), hvor der nu findes andedamme og legeplads. Ved Holmegårdsvej – hvor nu Skyttes fabrik ligger – lå en kalkstensfabrik, der var ”forbundet” med sandgraven ved tipvognsspor langs jernbanen, og dagligt blev der hentet flere tipvogne fyldte med sand, og med tiden blev der en lille sø på området – en herlig legeplads for os drenge i den østlige del af byen. Om sommeren var der med sejlskibe, om vinteren stod vi på skøjter, når der var is på søen. Dog kom der ofte om vinteren ”en mand med en slæde” i vejen. Før Isværket blev bygget, opbevaredes den is, fiskeeksportørerne om sommeren benyttede ved forsendelse af fisk, i et dertil godt isoleret ishus, der lå, omtrent dér, hvor Jacobsen, Nordsøværftet, havde privatbolig. Når isen på sandgraven var 10-15 cm tyk, mødte et arbejdshold op med deres issave og savede isen i passende stykker, som derefter blev transporteret pr. hestevogn til ishuset. Når fjorden var tillagt, havde de heldigvis isen lige uden for døren, så der var plads nok alligevel”.

Det betydelige fiskeri i Vestjylland havde oprindelig en vigtig begrænsning i afsætningen ved, at man ikke havde mulighed for at transportere fersk fisk ret langt. Man kørte så langt ind i landet som muligt med de ferske fisk, men datidens dårlige veje og vogne satte naturlige begrænsninger for denne trafik. Enkelte fisk f.eks. sild kunne nedsaltes og derved transporteres over større afstande.

Da jernbanen kom blev der mulighed for at transportere ferske fisk over det halve Europa – hvis man ellers kunne køle dem ned ved hjælp af is. Ved hjælp af isen der blev bjærget om vinteren og opbevaret hen over sommeren kunne eksportørerne nu sende fisken med tog, med en skovlfuld is hen over kassen. Dette bevirkede en opblomstring af fiskeeksportforretningerne ved havnen i Ringkøbing.

Disse fiskeeksportører havde flere ishuse ved stranden. Agnethe Dyekjær-Christensen har fortalt at fiskeeksportforretningen havde to, beliggende mellem hjørnet af Vester Strandsbjerg og nummer 4.

Det var ikke blot fiskeriet der havde glæde af isen, også hoteller i byen og i Søndervig, mejerier, sygehuset og private kunne have et isskab med bokse til isblokke, og et sådant isskab blev som regel fyldt op dagligt af ismanden.

I tilfælde af isfattige vintre har man importeret en skibsladning is fra Norge.

I 1932 tog Bogtrykker Louis Rasmussen initiativ til at bygge Ringkøbing Isværk.

Dette isværk afløste det besværlige arbejde med at bjærge is på fjorden. Samtidig opnåede man en stabil isforsyning hele året rundt.

 

2. december 2021

Ringkøbing Brødfabrik

Den 1. november 1985 lukkede Ringkøbing Brødfabrik efter at den i omkring 65 år havde bagt brød til vestjyderne.

Brødfabrikken havde adresse i Vester Strandgade 10, men den lå ikke ud til gaden. Den lå inde bag Vester Strandgades Bageri (nu Ringkøbing Sushi). Hvis man går igennem slippen mellem Vester Strandgade og Torvegades P-plads lå den inde bagved til venstre, på det er nu er Brugsens P-plads.

Ringkøbing Brødfabrik startede omkring 1920, som en del af Vester Strandgades Bageri, og lige siden blev der bagt rugbrød på fabrikken.

I 1946 købte Ernst Dethlefsen bagerforretningen og brødfabrikken, men det blev dog for meget for ham, så omkring 1960 solgte han bagerforretningen fra og beholdte brødfabrikken.

I 1958 kom svigersønnen Jens Ibsen med, og datteren Ingrid og Jens Ibsen blev senere eneejer af fabrikken. Deres søn Ernst Ibsen var også i flere år medarbejder på fabrikken, og på det tidspunkt fabrikken lukkede kørte han som chauffør.

Ringkjøbing Brødfabrik solgte rugbrød i et større område, men deres primære salgsområde var den jyske vestkyst fra Nr. Nebel i syd til Vedersø i nord og videre ind over Ulfborg og Vemb. Desuden solgte man brød i Viborg-området, i Herning og Hammerum og i Skjern-Tarm samt i hele Ringkøbing-området.

Men i 1985 blev virksomheden solgt til Magdalene Brød i Esbjerg (med hovedkontor i Aarhus). De købte Ringkjøbing Brødfabriks goodwill og navnet, samt de meget værdifulde opskrifter, men brødet blev ikke markedsført under det gamle Ringkjøbing-navn.

Der var på daværende tidspunkt 15 personer, 10 mænd og 5 kvinder på fabrikken.

Der var fire chauffører til at køre brød ud, og den daglige produktion lå på dette tidspunkt på 3500 til 4000 rugbrød om dagen.

Årsagen til salget og lukningen af fabrikken var ifølge Jens Ibsen at ”de store var blevet for store”. Og det spillede ind at flere og flere varer skulle gå direkte til ferskvareterminalerne, og der skulle ydes større og større rabatter for at være med.

Hvis man skulle være med skulle der rationaliseres for store beløb. Som eksempel fortalte Jens Ibsen, at de store fabrikker der producerede 50.000 rugbrød om dagen havde det samme antal medarbejdere ansat som Ringkjøbing Brødfabrik.

Et halvt år efter lukningen købte Brugsen i Torvegade brødfabrikkens grund på 1300 kvm. af Jens Ibsen, samt et areal på 500 kvm. af den tidligere ejer Ernst Dethlefsens grund.

Ernst Dethlefsen boede på Holmene 11, og svigersønnen Jens Ibsen, som ejede fabrikken boede på Holmene 13.

På denne måde fik Brugsen mulighed for at etablere yderligere 50 ekstra parkeringspladser med henblik på en senere udvidelse året efter. Det Brugsen købte var den ryddede grund, så i foråret 1986 blev den gamle brødfabrik brudt ned og grunden ryddet!

 

1. december 2021

Lidt mere lys er ønskelig…

(Kronik underskrevet ”Filur” i avisen ”Ringkøbing Social-Demokrat” den 4. november 1946)

 

Det må hilses med glæde at vejen fra Vester Strandsbjerg til broen efter Søndervig nu er blevet gjort i stand. Det trængte den også til. Når den til foråret får den sidste afpudsning, bliver det en særdeles fin vej.

 

Det er i øvrigt en vejstrækning, som mange ringkøbingensere benytter til spadsering morgen eller aften, eftersom man nu lægger sine spadsereture. Det er også en dejlig spadseretur.

Spadseretur på Vester Strandsbjerg i 1940’erne

Om aftenen er den bare lidt mørk. Det kan måske være meget rart for unge, der gerne vil sværme, men de fleste ønsker utvivlsomt, at vejen var oplyst, således at gadebelysningen blev ført helt ud til broen.

 

Det er måske dog ikke så let at få denne lille forbedring gennemført i øjeblikket, da materialemanglen her som andre steder lægger sig hindrende i vejen. Men når engang vi får rulleskøjterne og mandlerne betalt, kommer vel også den dag, da vi har råd til at købe de ting, der skal bruges til gadebelysning. Hvad det øgede strømforbrug angår, kan det ikke dreje sig om så meget, at det på nogen måde kan belaste kommunens økonomi.

 

Vejen til broen er for øvrigt ikke det eneste sted, hvor det er ønskeligt med lidt mere lys om aftenen. Gadebelysningen er temmelig sparsom mange steder i byens udkanter, vejen fra elektricitetsværket til skolevænget ligger således også hen i brandmørke, og der kunne også nævnes andre eksempler.

Dertil kommer endelig, at det var rart med lidt mere natbelysning. Mange af sidegaderne i Ringkøbing er både lange og skumle, og når aftenbelysningen slukkes ved 23.30 tiden, ligger de hen i ravende mørke, hvilket ikke er behageligt for dem, der skal færdes på dem. Det må sikkert uden større bekostninger kunne lade sig gøre at få en enkelt natlampe i hver af disse gader, og her kan vi ikke tænke os, at manglen på materialer skal gøre sig gældende. For resten synes vi, det er lige tidligt nok at slukke aftenbelysningen kl. 23.30. I de allerfleste andre byer slukkes der ikke før midnat.

 Vi håber at de her nævnte mangler vil blive afhjulpet inden for en overskuelig fremtid, så snart de nødvendige materialer kan skaffes. Hvad lyset i rådhusuret angår, lader det til, at denne lille reform ikke kan gennemføres. For der er vel ikke tale om, at man ikke vil gennemføre den? Det kan vi ikke tænke os.